Han stod på bakken bag ved byen. Hvis ikke det havde været så mørkt, ville han have kunnet se de mange buske med de røde og hvide blomster, der duftede, så man blev helt svimmel. I aften syntes han, at duften var særlig intens, den lagde sig rundt om hele hans krop, fyldte hans næsebor, og lammede hans tankegang. Han fornemmede solskin, sommer og duften af skovbund og lange lyse nætter, hvor kom det fra. Han virrede med hovedet, som om han ville ryste den underlige fornemmelse af sig.
   Han gik sommetider herop og satte sig på den store sten, der lå, som var den blevet smidt tilfældigt af et par store hænder. Han satte sig altid, så han kunne se landskabet bag byen. Markerne lå så langt øjet rakte, lå der fint inddelt i små firkanter. Helt langt ude i horisonten kunne han svagt ane skoven, og bag den havet, vidste han. Man kunne ikke se det. Han syntes sommetider, han kunne høre det bruse, han vidste godt, at det bare var i fantasien. Han forestillede sig også tit, at han befandt sig midt ude på det store hav på en båd med hvide sejl. Han kunne også, når han lukkede øjnene se de mange forskellige havne i de mange lande, som båden sejlede ind til. Der var altid et vældigt leben, folk i farvede gevandter og med et fremmedartet tungemål.
   Han kiggede op mod himlen. Den var sort, men fyldt med stjerner. Pludselig så han et stjerneskud. Han klemte øjnene fast i, en havde fortalt ham, at man måske kunne få et ønske opfyldt. Han gik pludselig i stå i formuleringen af sit ønske. Et vældigt lys omsluttede ham. Han missede med øjnene. Han følte det, som var han fløjet med en af raketterne fra nytårsaften, og nu befandt sig midt i rakettens farvestrålende lys. Han åbnede øjnene og så forundret ned, han stod på en perron, han fornemmede, at et tog stoppede for hans fødder, men det kunne jo ikke passe. Han vidste, han stod på bakken bag ved byen.
   Han samlede sin opmærksomhed på det, han havde syntes lignede et sølvskinnende tog. Nu gik det op for ham, at det var en del af stjerneskuddet, der var landet lige foran ham, han kunne tydeligt se det. Han havde aldrig set noget lignende, men han var slet ikke i tvivl om, hvad det var. Han undrede sig lidt over, hvor han dog vidste det fra. Han følte næsten, at han var født med at vide det. Det havde ligget dybt i ham, så når han tænkte efter, var det slet ikke nogen overraskelse. Han følte en stor frihed, næsten som om han var blevet vægtløs.
   Selv om det var mørk nat, kunne han se solen, og han kunne fange og røre en solstråle. Han kunne mærke varmen fra den helt ind i hjertet. Hvis han strakte sig lidt, kunne han nå at røre en stjerne og også himlen oven over. Nu vidste han helt bestemt at lykken ville vare evigt. Det var mærkeligt, at han lige tænkte sådan, for havde han egentlig været lykkelig. Så store ord var han ikke vandt til at tænke på. I virkeligheden havde hans liv vel været trist og gråt. Han havde gået med krummet ryg det meste af sit liv. Arbejdet havde været hårdt, der havde været mange munde der skulle mættes. Han syntes kroppen havde værket, lige så langt han kunne huske tilbage. Det var kun de sidste par år, den havde fået hvile.
   Nu kom en lang luftig genstand flyvende. Den skinnede som det blanke sølv, han havde været med til at pudse oppe på den store gård, hvor han havde arbejdet det meste af sit liv. Det var noget af det arbejde, han havde holdt allermest af, det kunne man jo sidde ned til. Han havde sat en ære i at få fadet så blankt, at man kunne spejle sig i det. Så kunne han sidde og se på sit eget spejlbillede og drømme sig langt væk. Så var det, han somme tider kom sejlende til et andet land, hvor alt var så farvestrålende og menneskene var så varme og venlige. Det var ikke sådan, den verden var, som han befandt sig i.
   For det meste gik han med bøjet hoved og kiggede ned i den sorte muld. Selvfølgelig vidste han da godt, at når foråret kom, ville der vælte mange forskellige farver op af jorden, men han var som regel for træt til at bemærke det.
   Den sølvglinsende genstand stoppede lige i øjenhøjde. Nu så han, at den blinkede, som var den besat med tusinde diamanter. Han havde godt nok aldrig set en diamant, men han kunne godt forestille sig, at det var sådan, de ville se ud. Han blev helt overvældet, det var for smukt til at være sandt. Han smilede med sin næsten tandløse mund til månestrålen, for det var jo det, det var, en månestråle. Den havde revet sig løs fra månen, han vidste, at det havde den gjort bare for, at han skulle glæde sig over noget så vidunderligt smukt, og det gjorde han, glædede sig. Han havde aldrig haft det sådan før. Han rakte hånden ud for at røre ved månestrålen, men det var som om, den veg tilbage for berøring, eller som om den skulle opløse sig selv, der hvor han ville have haft rørt den. Han vidste godt, at det ville være sådan.
   Han tænkte på, at det var mærkeligt, at han pludselig vidste så mange ting. Der var ellers ikke så meget, han vidste noget om. Han havde jo aldrig lært noget. Havde dårlig nok gået i skole, det var der ikke blevet sat tid af til. Han havde altid måttet arbejde fra tidlig morgen, deroppe i det nordligste Jylland. Hans forældre havde været fattige, udkommet var ikke så stort på de sandede jorde, og dyrene havde de tit været uheldige med. Mange fik sygdomme og døde. Arbejdsdagene havde været lange, så hvis han endelig nåede skolen, faldt han tit i søvn. Så lærdom blev det meget småt med, han havde heller aldrig følt, at han havde brug for det.
   Mens han havde stået og ladet tankerne svæve tilbage i tiden, havde månestrålen bevæget sig væk fra ham. Han kunne se den blinke og lyse i det fjerne. Det havde dog været et helt fantastisk syn. Det var der nok ikke mange af de andre gamle på "hjemmet", som ville tro på, så han måtte nok hellere lade være at fortælle noget om det, ellers ville han måske også bare få udleveret nogle af de stærke piller, så de fik ham dysset ned, som han havde hørt forstanderinden sige mange gange, hvis nogle af de andre havde dristet sig til at være lidt højrøstede. Selv sagde han næsten aldrig noget, han gik mest omkring for sig selv. Han havde vist ikke sagt særlig mange ord i sit lange liv.
   Han kom til at tænke på det lille røde hus med stråtag og lidt have rundt om. Der havde han boet med sin kone og alle børnene. De havde ikke sagt meget til hinanden. Han kunne ikke mere huske, hvorfor det lige var blevet de to. Sådan var det bare blevet. Kærlighed havde det da slet ikke været. Det var vel bare fordi, der kom et barn. Han kunne ikke engang huske hvem af dem, der var den første. Han syntes der hele tiden var dukket et nyt op. Han havde ikke blandet sig meget i det. Det lille røde hus havde været en del af lønnen på den store gård, men han var nærmest kun i huset, når han skulle sove. Konen havde passet det og alle børnene. Hun havde dyrket grøntsager i den lille have, så de havde vel egentlig aldrig sultet. Høns havde de da også haft.
   Hans opmærksomhed samlede sig igen, om det der var landet for hans fødder. Han havde stadig fornemmelsen af et sølvskinnende tog, skønt han jo vidste, at det var stjerneskuddet, der var landet lige der. Han blev helt overvældet af alle de oplevelser på en gang. Han følte sig som en del af universet. Ordet kendte han dårligt, havde aldrig sagt det højt.
   Han kiggede nærmere på den metalagtige genstand, mon den også ville forsvinde, hvis han prøvede at røre ved den. Han stak forsigtigt en finger frem. Genstanden var både blød og hård. Han kunne ikke sammenligne den med noget han kendte. Måske mindede den mest om den gule budding, de fik på "hjemmet" om søndagen. Det var, som om den indbød ham til at træde op i den, så han satte langsomt først den ene fod, så den anden op på den. Det gik jo godt. Han havde fast og sikker grund under fødderne.
   Han så sig lidt omkring. Han havde den samme følelse, som når han havde taget rutebilen fra det lille røde hus. Den var også standset for fødderne af ham, så han kunne sætte sig ind på et af de tomme sæder. Mon man kunne sætte sig på stjerneskuddet? I samme øjeblik han tænkte tanken, blev der dannet et sæde. Han satte sig langsomt og prøvende i det. Det omsluttede hans krop, som var det støbt til ham. Det var den mest behagelige stol, han nogensinde havde siddet i, meget bedre end dem på "hjemmet."
   Det havde ellers været en af de positive overraskelser, da han var flyttet ind. Derhjemme havde de kun haft nogle hårde spisestuestole, men det var heller ikke så længe, han havde siddet af gangen. Når han havde slugt den sidste bid, havde han øjeblikkelig lagt sig på divanen. Der havde han så ligget til konen sagde, at han skulle i seng. Så en behagelig stol havde han slet ikke haft brug for.
   Han sad i det bløde sæde og tænkte på, hvad der mon nu skulle ske. Ville stjerneskuddet sætte i gang, som rutebilen havde gjort, eller ville det holde stille. Måske var det bare kommet, for at han skulle hvile sig lidt. Han kunne godt mærke, at han efterhånden var meget træt. Pludselig satte stjerneskuddet sig i bevægelse. Det svævede bare af sted. Han var ikke spor bange for at falde af, selv om der ikke var nogen sider på fartøjet, der så uventet var dukket op. Sådan måtte det være at flyve, det havde han aldrig prøvet, til trods for at det var længe siden, flyvemaskinen var blevet et almindeligt transportmiddel. Et af hans børnebørn havde for meget længe siden inviteret ham til at besøge sig en juleaften. Turen skulle have foregået med fly, men det havde han takket nej til, han skulle ikke nyde noget af at hænge der mellem himmel og jord. Hvor mon stjerneskuddet ville føre ham hen?
   Nydelsen var så stor, at han var næsten ligeglad med, hvor han havnede. Det var en helt ny følelse for ham, der altid havde dyrket den gyldne middelvej. Han havde aldrig givet nydelsen tid og plads i sin tilværelse. Livet havde altid forekommet ham glædesløst, så ordet nydelse fandtes ikke i hans ordforråd.
   Han lænede sig tilfreds tilbage, og så sig lidt omkring. Hvad mon det egentlig var han så? Han kunne se månen til højre for sig, han nåede lige at tænke på den glimtende månestråle, der havde revet sig løs, kun for at han skulle kunne glæde sig over dens skønhed. Nu kunne han se noget mørkerødt. På højre side af ham, stod et skilt plantet i den bare luft. Mars stod der. Den var godt nok rød, det havde han aldrig vidst. Han vidste selvfølgelig ikke noget om planeterne, det havde aldrig haft hans interesse. I det hele taget havde han ikke haft mange interesser, for fritid var jo ikke noget han havde kendt, ferie havde han da nærmest heller aldrig haft. Penge til at rejse for havde der selvfølgelig aldrig været, så dette her var faktisk hans første rigtige tur. Det var helt eventyrligt, den røde farve fra Mars blændede ham, men han følte en sær tilknytning til den, som om han havde besøgt denne planet engang, men det kunne selvfølgelig ikke passe.
   Nu drejede hans fartøj lidt til venstre. Han kiggede på alle stjernerne, der var foroven og under ham og på begge sider. Han var helt omringet. Det så ud som om, de var på vej et eller andet sted hen. Hvor store mon de var? Herfra hvor han sad, var de ikke så store, men dog større end når han så dem fra bakken bag ved byen. Han så over skulderen til højre, der stod endnu et skilt. Jupiter stod der. Den planet kendte han heller ikke. Han følte ikke den samme tilknytning til den, som han havde følt til Mars.
   Mon der egentlig var liv på alle disse planeter. Det troede han nu ikke, men det kunne da være, at der engang havde været en eller anden form for liv, det var ikke til at vide. Det fandt de jo nok ud af, disse nysgerrige mennesker nede på jorden, der ikke kunne lade noget være i fred.
   Nu svævede de pludselig stik nord. Han øjnede endnu et skilt i det fjerne. Nu havde han efterhånden vænnet sig til, at man havde sat navneskilte op. På skiltet i venstre side stod der Merkur. Den var da vist mindre end de andre, han havde set. De kom hurtigt forbi Merkur, han tænkte på, om der mon var flere planeter på denne strækning. Nu svingede de til venstre, og igen var der plantet et skilt, denne gang stod der Venus.
   Det var dog den smukkeste af dem alle. Han fik en underlig fornemmelse. Det var som om al opmærksomhed blev samlet om hans hjerte, og med et følte han sig som stor dreng igen oppe i det nordligste Jylland. Han så en ung smuk pige med langt lyst hår, stå foran sig. Det var jo den pige, han havde ønsket sig så brændende, men som hendes far havde tiltænkt en anden, som kom fra en stor gård. Nu kunne han se helt tydeligt, at det var den pige, han engang for længe siden havde givet sit hjerte.
   Nu forstod han, hvorfor livet havde været så trist. Alt liv blev jo taget fra ham dengang. Han fik pludselig dårlig samvittighed, det var jo hans skyld, at konen ikke havde haft kærlighed i sit liv. Sådan havde han aldrig set på det før. Han havde vel nærmest givet hende skylden for al elendigheden og fattigdommen. Det var jo dog hende der havde fået alle disse børn. Nu kunne han se, hvorfor hun havde forladt ham og jorden, inden hun kunne få lov til at nyde alderdommens fred og ro.
   Det var mærkeligt, at han kunne se alt så klart nu, han havde aldrig før spildt det en tanke. Han havde altid bare resigneret, han havde ikke kunnet forestille sig livet anderledes. Det var nok den smukke Venus, der havde sat alle disse tanker i gang. Han smilede kærligt til den, han var da vist blevet helt forelsket i Venus.
   Det forekom ham, at stjerneskuddet var ved at sagtne farten. Hvor havde han det dog dejligt, det var, som svævede han på en kærlighedsvinge. Hvad var nu det? Var de ikke ved at ligge til ved en kaj, fuldstændig som i de fremmede lande han havde set i sølvfadene, når han havde pudset dem rigtig blanke. Forskellen var bare, at i de fremmede lande havde det hele være farvestrålende. Her var kajpladsen nærmest badet i et hvidt skinnende lys.
   Han steg forsigtigt ud på det, der måske var molen, ved nærmere eftersyn viste det sig at være en trappe, men ikke en helt almindelig trappe. Han havde aldrig set en så snoet trappe før. Den rakte lige så højt op i himlen, som det blotte øje kunne registrere. Han kunne slet ikke se slutningen på den. Han spekulerede lidt på, om det var meningen, at han skulle gå op af alle disse trin. Det ville nok ikke blive helt let med de gamle værkende ben. Han havde så svært ved at komme op af trapperne på "hjemmet."
   Han prøvede at samle sig lidt sammen, rundt om ham var himmelen mørk, men alle stjernerne blinkede så venligt til ham, så han følte sig helt tryg. Nu så han, at der stod en person på det nederste trappetrin og ventede på ham. Personen kom hen og bød ham velkommen, og præsenterede sig som stedets rejseleder, han ville følge ham rundt og forklare om alle seværdighederne.
   De begyndte at gå op af alle de mange trappetrin, hvor mange mon der var? Han blev nervøs for, om han mon nu kunne klare det.
   Til sin store forbavselse gjorde det slet ikke ondt i benene, han gik, som da han havde været en ung mand. Det var dejligt at føle denne lethed igen. Det var mange år siden, han havde bevæget sig så ubesværet.
   Han havde ikke lagt mærke til sin krops forfald, det var bare kommet snigende, og havde efterhånden gjort ham måske melankolsk. Han var, som årene var gået, blevet sig evigt bevidst om sit triste liv. Hvor tit havde han ikke bare siddet og kikket tomt ud i luften og tænkt: får det dog aldrig ende.
   Han havde hørt nogen på "hjemmet" snakke om depression. Han var ikke klar over, om det var om ham, men det havde det vel nok været. Han trak vejret lettet, og nød turen op af alle trapperne. Da de næsten var nået op, han kunne nu se toppen af den lange snoede trappe, kunne han svagt fornemme en vidunderlig harmonisk musik. Han havde ellers aldrig fundet særlig behag i musikken, men nu fornemmede han med et, at musikkens sprog var langt mere udtryksfuld end det talte, som han da slet ikke havde brudt sig om. Hverken når det kom fra ham selv eller andre. Han havde bedst kunnet med stilheden. Han stoppede op for bedre at kunne opfange de sprøde toner. Rejselederen standsede også op, samtidig med at han bad ham tage de sidste trin.
   De nåede op, han så sig forundret omkring. En fredfyldt stemning ramte ham. Hvor var det rejsen var gået hen? Han havde aldrig været her før, det var sikkert. Nu fik han øje på en yngre mand, der sad og spillede på noget, der lignede det ramponerede klaver de havde derhjemme på "hjemmet." Det blev næsten kun brugt, når en af de gamle døde, og nogen foreslog at de sang en salme. Han havde nu aldrig sunget med. Han vidste faktisk ikke om han kunne synge.
   Nu tog rejselederen ham blidt ved armen, og førte ham hen til den mand der spillede så smukt. Rejselederen fortalte ham, at manden hed Mozart, og at han havde spillet for dem de sidste to hundrede år. Han så undrende på manden ved klaveret, to hundrede år, kunne det nu passe, Manden lignede en, der var midt i livet, slet ikke en gammel mand, men alt havde jo været så underligt i aften, så hvorfor ikke. Han nikkede til Hr. Mozart, og fortalte at han havde nydt den dejlige musik.
   De gik videre hen ad en meget bred vej med helt lysegrønne træer ved vejkanten. Der var et væld af blomster i alle palettens farver spredt ud over landskabet. Det lignede næsten et maleri. Der gik en mand og ordnede planterne, ligesom gartneren havde gjort på den store gård, hvor han havde arbejdet. Manden her gik rank og ubesværet rundt, ikke som den gamle gartner på gården, han havde gået helt krumbøjet, selv efter fyraften gik han sådan. Han kunne slet ikke rette sig op mere. Ham der gik her, blandt de farvestrålende blomster, så nu ellers ikke helt ung ud. Han lignede nærmest en gammel mand som ham selv. Rejselederen trak ham med ind i blomsterbedet og hen til manden. De gav hinanden hånden, og den fremmede fortalte at han hed Michelangelo, og havde været deres gartner i over firehundrede år. Det overraskede ham noget, det var næsten mere end han kunne rumme.
   Det gik op for ham, at han efterhånden var blevet godt træt, han trængte vist til at sidde ned et øjeblik. Rejselederen spurgte om han ikke ville hvile sig lidt. Han nikkede og svarede, at det især var hovedet, der ville have godt af en lille pause. Det havde været for meget at opleve på en dag.
   De gik hen imod en bænk, der stod under et blomstrende træ. Alting blomstrede da vist på dette sted. Lige bag det store træ var der et hvidt rækværk. Rejselederen førte ham derhen og bad ham kigge ned. Han gik hen og satte hænderne på kanten og bøjede hovedet ned. Pludselig fik han langt nede øje på bakken bag ved byen. Det var stadigvæk mørkt dernede, underligt for her var det helt lyst. Hans blik fangede en person, der lå lige ved siden af den store sten. Personen rørte sig ikke, der var noget bekendt over mander, der lå der fuldstændig udstrakt. Så gik det op for ham, at det var ham selv, hvordan kunne det gå til, han stod jo lige her. Han så desorienteret på rejselederen, der spurgte ham, om han ville tilbage, eller om han ville blive her.
   Han behøvede ikke at tænke, det var et nemt valg. Han ville ikke tilbage til det triste liv dernede, her var der lyst og mange farver, sådan som han havde set det i sølvfadene. Nu havde han også fået to nye venner, Mozart og Michelangelo. Måske ville der være flere, han havde vist ikke set det hele endnu. Det var hans første venner, han havde aldrig før kaldt noget menneske for ven.
   Han nikkede til rejselederen, jo han ville gerne blive her. De satte sig på bænken under det store træ. Han lukkede øjnene og blundede lidt, og da han åbnede dem igen, havde han ingen fornemmelse af, at han nogensinde havde været andre steder end her. Han huskede ikke engang den forunderlige rejse.