Var det duften af forførelse, hendes næsebor vibrerede, hun kom til at tænke på en gammeldags rose, den der var sensuel og med tusindvis af
   kronblade. Det føltes som kærlig omhu, der svøbte sig rundt om hende, som et uldent tæppe.
   Hun havde aldrig set ham før. Han var ung, noget yngre end hende selv. Hun stod der midt på gulvet, og så lige ind i hans brune øjne. De var som flydende mørk chokolade lige før den størkner, der hvor den stadigvæk er blank og skinnende. Det flimrede farvestrålende for hendes øjne, med hundredvis af farver, ikke en eneste farve i regnbuen var glemt. Var det hendes røde kjole, der sendte de gnistrende lyn op i ansigtet på hende. Hun var i det fineste skrud. Kjolen var rød med bare skuldre, kun en strop op om halsen, holdt den oppe. Den gik helt ned og rørte gulvet, den svirpede som en kost hen over det støvede dansegulv og samlede støv og skidt i små bunker. Hun tænkte ikke på det, så kun manden, der uventet var dukket op. Han havde en lys jakke på med fire lommer, det var vel sådan en, man engang kaldte en safarijakke. Den gav ham et tilsyneladende afslappet udseende, på en nærmest gammeldags måde, det var den hendes øjne først faldt på, der var ingen andre, der var klædt på denne måde. Hendes første tanke var, at han virkede en smule dekadent. Som kom han fra en anden og svunden tid.
   Med lukkede øjne, dansede hun rundt på det store gulv, med hans arme lagt løst om livet, som om han var nervøs for at komme hende for nær. Ubevist prøvede hun at lokke ham nærmere. Hun kunne føle, hun havde vakt hans interesse, kontakten var skabt. Hun tænkte: hvis i morgen aldrig kommer, er det også ligegyldigt. Skæbnen havde spillet hende et puds. Der var sket noget, hun ikke havde regnet med. Billeder dannedes bag de lukkede øjne. Ordet jordbærdrømme dukkede op, røde erotiske bær, hvor fløden lægger sig kælent op ad hvert af de småprikkede små vidundere. Hun følte, at den tykke gule fløde også lagde sig som en beskyttende balsam om den ophidsede hjerne, der fratog hende al sund fornuft. Skulle hun ikke gribe dagen, hun vidste, der fandtes et kendt latinsk udtryk, for netop dette, men nu havde hun glemt det. Skulle man ikke leve i nuet. Dette nu kom jo aldrig igen.
   Der var ikke mere noget kaos, stressen flød bort. Hun hørte til her, midt i dette magnetiske lys. Midt på dette beskidte dansegulv. Hun gav lov, gav lov til at give fantasien vinger. Den fløj over dem, kredsede rundt. Ramte den runde glaskugle, der hang langt over deres hoveder, og spredte små lysglimt rundt i lokalet, og ramte alt der kom i vejen for dem, som små ildfluer der dansede parringsdans. Hun kunne fornemme det, til trods for de lukkede øjne. Hendes sanser var skærpede de vibrerede, fangede hver en bevægelse han gjorde. Hun fulgte ham, som var der kun een krop. Til trods for afstanden mellem dem, havde hun fornemmelse for de små detaljer i dansen.
   Hun kunne slet ikke mærke sine fødder i de højhælede sko, som i virkeligheden var ubehagelige at have på. Hun var på en eksotisk rejse på bare tæer. Hun følte sig bekræftet, hun var sig den dybe udskæring bevidst. Hun kunne mærke hans blik, der ramte lige der, hvor det røde stof begyndte.
   Hun var ladet med begær, fristet til at slippe det sikre, og vise lidt mod, gå nogle skridt længere end det tilladelige. Ville det mon være en god ide at lytte til de behov som kroppen, uden at have advaret hende, skreg på. Det var som om hendes sjæl, kun koncentrerede sig om det væsentlige, det der var lige nu. Hun mærkede han rykkede nærmere, hun gav ham lov.
   Pludselig standsede musikken, de pulserende danserytmer stoppede uventet. Hun blev svimmel, var lige ved at falde. Han tog et fast greb om hende, så den røde kjole klæbede sig op ad jakken med de fire lommer. Hun åbnede øjnene, blev helt forskrækket over det store rum, hun befandt sig i. Hun havde været et helt andet sted, et sted der var smukt lige som en solnedgang. Med et sløret blik så hun ud over menneskehavet, helt deroppe ved væggen stod en mand klædt i en ulastelig mørk habit. Han stirrede undersøgende på hende. Han så utilpas ud. Var han mon dårlig?
   Havde hun overtrådt reglerne, var hun trådt ved siden af. Hun følte hun befandt sig for enden af en blind vej. Kunne ikke komme videre med mindre hun vendte om. Vendte om til hvad, vel de kedsommelige rutiner. Havde hun ikke nu været lige ved, som Eva i det gamle eventyr, at lade sig lokke til at spise af de forbudte frugter. Ville hun have stået imod kroppens krav, hvis ikke musikken var stoppet. Hun var ikke sikker på, hvad der ville være sket. Nu stødte hun ind i virkelighedens mur. Det havde været som et solstrejf, der lynhurtigt havde ramt hende. Hun måtte nok erkende, at lige som sommeren, varer lykken ikke ved.
   Hun slap den unge mand. Så lige ind i de brune øjne: tak for dansen.
   Hun for sammen ved lyden af sin egen stemme. Han klemte hendes arm, men sagde ingenting. Hun gik tøvende over mod manden i den mørke habit, mens hun tænkte, jeg hørte slet ikke den fremmedes stemme, han havde vist ikke sagt en lyd, han havde overhovedet ikke talt til hende.
   Manden i den mørke habit, tog hende om skulderen, idet han sagde: Jeg havde advaret den unge mand, jeg fortalte ham, at min kone nok ikke ville kunne modstå sådan en jakke.