Belægningen om poolkanten var små aflange ottekantede fliser med endnu mindre firkantede indimellem. Hun syntes, det så dekorativt ud. Rækken af helt hvide strandstole stod på en snorlige række.
   Store krukker med grønne planter med lyserøde blomster, var anbragt så øjet uvilkårligt ramte dem, når man trådte ind på det aflukkede område. Hun satte sig på en af stolene for at nyde øjeblikket, inden hun skulle videre. Hun var klædt helt i hvidt. Den lille dobbeltradede jakke, med en stor krave, nåede knapt de hvide knælange bukser med det brede sølvbælte. Hun så ned på de sølvfarvede stiletter, hun lige havde indkøbt. Hælen var høj og tynd. Tre store sten der vel nærmest lignede diamanter, sad op af foden. En rem var spændt omkring de tynde brune ankler. Det lange mørke hår havde hun samlet i nakken med et stort spænde. Læberne var lyserøde, som blomsterne hun lod øjet hvile på.
   De brune, næsten sorte øjne havde fået ekstra dybde ved hjælp af de dyre produkter, hun havde købt i det store fly, der havde bragt hende til dette storslåede sted. Hun så ud over poolen, vandet havde alle nuancer af azurblåt. Der hvor den nedgående sol lige ramte vandspejlet, var farven nærmest turkis. Hun sugede det hele til sig.
   Det var stadigvæk varmt, men nu mere behageligt, end da hun var steget ud på flyets trappe. Varmen havde ramt hende med en kraft, så hun uvilkårligt var trådt et skridt tilbage. Hun havde ikke forestillet sig, at forskellen kunne være så stor. Det hun var rejst fra, var store mørke vandpytter, og en blæst, der havde rusket i de gamle træer om huset, så mange grene og kviste var havnet på jorden. Nu sad hun her. Og hvad så? Hun vidste ikke rigtigt, hvad der nu skulle ske. Hun havde en forestilling om en grøn drink, med et grønt blad på toppen og masser af is, og så et stribet sugerør stukket ned i den svalende væske. Hun måtte synke engang, så levende stod det kolde glas bag de lukkede øjenlåg.
   Inde i hovedet kredsede tankerne sig omkring den lille bitte hvide bikini, som nu lå på en af hylderne i det ovenud smukke værelse, hun var blevet tildelt. I tankerne stod hun foran det blå hav, med fødderne plantet i sandet på den kridhvide sandstrand. Hun så for sig, hvordan hun ville stå med armene i vejret og ansigtet vendt mod solen. Hun ville nok også tage den orangefarvede skjorte på, der var syet i så tyndt og let et stykke stof, så man skulle tro, det var en edderkop, der havde spundet det. Emballagen på de solbeskyttende produkter hun havde købt, havde næsten samme farve, som skjorten. Hun kunne godt lide, når tingene passede sammen. Hun forestillede sig, at det var samme farve, som når solen ramte havoverfladen efter en varm sommerdag.
   Hun så på de lyserøde blomster i krukkerne, det var vist roser. Når hun lukkede øjnene, kunne hun se sig selv ligge i det hvide badekar, med rosenblade flydende rundt om sin brune krop. Et champagneglas ville nok stå på karrets kant. Hun ville give sig god tid. Hun ville nyde den boblende drik i glasset, og hun ville mærke duften af rosenbladene, der langsomt sejlede rundt om hende. Hun ville tænke på den store seng, der ventede hende. Næsten for stor til eet menneske. Hun turde ikke drømme videre, for hun vidste jo ikke, hvor drømmen så ville føre hende hen.
   Sulten begyndte at melde sig. Hun måtte hellere begive sig ud i det ukendte, for at få stillet den. Hvad kunne hun egentlig tænke sig? Der var nok mange muligheder. Hun ville ikke lade sig spise af med en eller anden turistmennu. Det var da en ø, hun var havnet på, så skaldyr var en mulighed. Hun vidste fra tidligere erfaringer, at det altid blev pressenteret, så det tilfredsstillede øjet såvel som ganen. Hun missede mod solen, som stadig skinnede fra en klar stærkblå himmel. Hun tog de store nye helt moderne solbriller frem. Stellet havde næsten samme farve som hendes øjne. Hun tænkte, at nu måtte hun huske at tage dem med sig tilbage, ikke efterlade dem på et eller andet bord. Hun havde givet over tusinde kroner for dem. Hun havde for en gang skyld taget en taske med sig. Hun brød sig ellers ikke om at gå med en sådan. men i dagens anledning havde hun valgt en lille hvid af ægte skind. Den var fremstillet af hvide skindstrimler, som var flettet sammen, den var forsynet med en lang tynd rem, så man kunne bære den over den ene skulder. Hun sagde til sig selv, at nu måtte hun endelig huske både den og solbrillerne. Hun rejste sig, og glattede med hænderne ned af sig. Hun følte sig chik. Det var en dejlig fornemmelse. Hun havde da også, inden hun havde forladt værelset, stået foran det store spejl, der gik fra loft til gulv, set på sit eget spejlbillede og sagt højt ud i luften som i det gamle eventyr, " Lille spejl på væggen der....". Hun trak lidt på smilebåndet, af sit eget fjolleri. Hun havde stået der foran spejlet og lavet grimasser til sig selv, og stillet sig i positur som en anden supermodel. Hun havde været godt tilfreds med, hvad hun så.
   Hun kastede et sidste blik på omgivelserne, rejste sig fra den hvide solstol, passede på at få den stillet tilbage i den snorlige række. Hun bevægede sig uden for poolområdet. Her var alt også meget stilfuldt. De store og små bygninger, som udgjorde det udsøgte ferieparadis, var omgivet af al den sydlandske beplantning, der var menneskeligt muligt at fremskaffe. Hver bygning var omfavnet af oliventræer, lavendel, citrontræer og mange bourgainvillaer i den mest ophidsende pink farveskala. Og duften, hun blev allerede lidt beruset. Hun gik udenfor det private område, som hun havde betalt en lille formue for, at måtte benytte de næste fjorten dage. Hun befandt sig nu i en typisk sydlandsk gammel landsby. Her var det ikke nye kulliser, der i hast var blevet opsat. De gamle huse, der var opført af groft tilhuggede sten, var måske mere end hundrede år gamle, ja, nok meget ældre. Hun valgte at dreje til højre. Gaden var smal. På den ene side stod der store skyggende palmer, de så også meget gamle ud. Bag dem var en høj skærmende mur. Hun fantaserede lidt over, hvad der kunne være bag den. Måske tilslørede kvinder. Hvorfor skulle der dog være det? det var da ikke et arabisk land, hun befandt sig i. På den anden side af gaden, hvor palmerne kastede blomsterlignende skygger, lå de mange beboelseshuse i en lang ujævn række. Skodderne var lukket for de små vinduer, så man ikke havde nogen mulighed for at skæve ind, og måske få et glimt at beboerne. Hun nåede til et lille torv, som vel var byens samlingspunkt. Lige foran hende lå en butik, som hun aldrig havde set en butik før. Hun stoppede op for at suge det fantastiske billede til sig. Det ville hun aldrig glemme. Også dette hus var bygget af store og små sten, som alle de andre huse. Foroven, hun gættede på at ejeren nok boede der, var den mest bedårende balkon. Den var malet i en sart turkis farve. Skodderne og dørkarmene var i samme farve. Et lille turkis skilt med tre bogstaver - NOA - hun gættede på, at det nok var navnet på butikken, hang på væggen. Hun gik nærmere. To borde var opstillet foran de små turkise ruder, bordene var også turkise. De mange effekter, der var anbragt på bordene, var også turkise. Det eneste der brød det rolige billede, var to irgrønne kjoler, der var hængt op på hver side af den lille indgangsdør. Hun havde sjældent set en forretning, der var så gennemført.
   Opløftet og forventningsfuld fortsatte hun sine skridt igennem den lille by. Hun gik gennem en bue midt på den smalle gade, den var også bygget af sten, men meget større og finere tilhugget end dem hun havde set på de andre huse. Den buede indgang førte ind til nogle større huse. Det var nok de lidt mere velstående mennesker, der boede her. En mægtig palme lavede også store blomsterskygger her. Hun havde aldrig før tænkt på, hvor smuk en palmeskygge kunne være. Nu drejede vejen til venstre. Hun stoppede brat op. Solen flimrede for øjnene af hende, hun kunne intet se til trods for de tusinde kroner dyre solbriller. Hun nåede lige at tænke, at de penge var givet dårligt ud, inden hun fik sit syn tilbage. Og hvilket syn. En havn var dukket op. Hun stirrede på det, der lå foran hende. En smal mole gik igennem billedet. På begge sider lå små fiskerbåde fortøjet. På venstre side på den anden ende af molen, lå en flødefarvet kirke. Midt i billedet noget der kunne ligne en arabisk moske, det var det nok ikke, men stilen var arabisk. På alt det hun kunne få øje på, var træværket malet blåt, skibe, viduessprosser og døre. Alle de mange store ruller fiskegarn var alle i den samme stærktgule farve. Hvis noget kunne kaldes pittoresk, var det dette skue.
   Hun gik langs molen over på den anden side. Her stødte hun på en fiskerestaurant. Den var meget primitivt opbygget, bare nogle pæle der var banket ned i det kridhvide sand, som hele øen åbenbart bestod af. Mange potteplanter i forskellig størrelse, dannede ligesom en mur rundt om lokalet, for der var kun et. Rundt på tværliggerne, der var banket på stolperne, hang enorme blæksprutter, med de lange arme svævende i vinden. Det så lidt makabert ud, men det var vel det, hun var gået efter, fisk og skaldyr. Her kunne hun nok få sin lyst styret. Hun stod og overvejede det lidt. Havde hun egentlig lyst til at sidde mutters alene og spise. Det havde altid været en overvindelse for hende, at gå ind og sætte sig alene, ved et bord. Hvorfor mon det? kvinder kunne da alt i dag. Hun trak vejret dybt, tog mod til sig og trådte ind på den anden side af de røde og blå stolper. Så var hun indenfor. Da hun så manden, måtte hun lige træde et skridt baglæns.
   De hvide tænder i det meget brune ansigt, lyste op i noget hun nærmest ville kalde et grin, noget for stort til at man ville sige et smil. Hun troede nok, at han bød hende velkommen, hun forstod ikke et ord af, hvad han sagde. Måske var det et lokalt spisested, og slet ikke beregnet til turister. Med fagter fik han hende gelejdet hen til et bord, det gik så stærkt, så hun slet ikke fik lejlighed til at fortryde og gå ud igen. Han vendte ryggen til hende for at hente et spisekort, hun så i smug på de store overarme under den falmede t-shirt. Han så stærk ud, måske var det ham selv, der var fiskeren. Det var ikke en svækling, der havde hevet de store uhyrer i land, der hang udenfor. Han rakte hende et primitivt og lidt laset kort. Hans sorte øjne hvilede på hende, hun greb sig selv i at tænke, at det var godt, hun havde gjort så meget ud af sit udseende. Hun slog blikket ned, lidt flov over sine tanker. Han gik tilbage til det åbne ildsted, og efterlod hende med hendes tanker og spekulationer over, hvad hun kunne tænke sig at fylde sin efterhånden skrigende mave med. Hun lod blikket falde på det lasede kort, hun forstod intet af, hvad der stod. Skulle hun henvende sig til ham for at få en forklaring på de mærkelige ord, eller skulle hun bare rejse sig og gå ud i sollyset igen. Mens hun spekulerede på det, var det som om tanker og sind forlod hende.
   Hun så lige pludselig sig selv sidde på en rund flettet pude, på en bred bro, bygget af grove træplanker. Puden var anbragt på et persisk tæppe. Et andet tæppe lå foran hende. En stor rød pude lå forenden af broen. Den lå næsten og kaldte på en, som om den ville indbyde hende til at lægge sig på den. Hun sad med et stort glas rødvin i hånden. Hun kunne se hun smilede glad og forventningsfuld. På tæppet var der dækket op med tallerkener. På en af dem lå en stor bunke tørrede abrikoser, på en anden små stegte farsruller og overskårne limefrugter. Små røde og orangefarvede lys var sat i grupper rundt på broen. I baggrunden kunne man svagt skimte silhuetterne af de høje bjerge, og træer. Månen trak sit sølvskær over havet. Det var nok det mest romantiske sceneri, hun havde oplevet. For enden af molen dukkede pludselig den grinende fisker op, han hang med albuerne på kanten og med det samme grin, som da hun trådte ind på den anden side af stolperne.
   Hun vågnede brat op, missede med øjnene, som hele tiden løb i vand, hun kunne vist ikke længere undskylde sig med, at det var allergi, nej det var nok snarere alderdom. Hun løftede en rynket hånd op for at tørre det våde af kinderne. Hvor var det dog, hun havde været denne gang. Hun havde været på mange rejser, på denne måde. Hendes fantasi fejlede ikke noget. Den var ikke svækket som så meget andet, i og på den snart gamle krop. En ting ærgrede hende altid, hvorfor stoppede fantasierne altid på et uheldigt tidspunkt. Sådan var det hver gang. Hun anstrengte sig altid for at få så mange detaljer som muligt med i sine fantasier, så der aldrig blev tid til, at der virkelig skete noget. Måske fordi hun havde fået oplevelser nok i det virkelige liv, det måtte hun nok slå sig til tåls med. Hun var da vist blevet træt af den lange rejse sydpå, hun rejste sig, de gamle knæ knirkede og gjorde ondt. Godt der ikke var så langt ind til sengen. Den var stor. Næsten for stor til èn person.