Hun var klædt i en vidunderlig smuk rød kjole. Hun kom frem af skovtykningen.
   Midt i det klare solskin. Han tænkte - hvor kommer hun fra? Var hun en fe, der var sprunget ud af en af de mange blændende røde valmuer, der stod på marken, der stødte op til skoven. Eller var hun drysset ned fra solens stråler. Mens han stod og tænkte over det, bevægede hun sig i slow motion hen imod ham. Hun kunne også være en kinesisk prinsesse, der var hoppet ud af en af de blanke lakæsker, han havde set i en kinesisk film. Hun kunne jo have ligget der i århundreder, og ventet på en skulle åbne låget.

Han syntes, ikke hun lignede nogen, han havde set før. Hun rørte næsten ikke jorden, hendes små fødder i små sorte flade sko bevægede sig langsomt, som gik hun på en sky, tågen ligesom sivede ud af skyen og lagde sig som et slør omkring hendes lille spinkle krop. Han stod musestille, han tænkte, at hvis han rørte sig, ville hun forsvinde. Han tænkte på, hvad der ville ske, når hun så ham. Ville hun forsvinde, ville hun sige noget til ham, eller ville hun svæve forbi, som om han slet ikke var der. Nu kunne han se, at hun havde blomster i håret. De var også røde. Det var ikke nogle, han kendte, han havde aldrig set så smukke blomster før, men han kendte selvfølgelig ikke alverdens blomster. Måske havde man sådan nogle i Kinas land. Hvad vidste han egentlig om Kina, han havde jo aldrig været der, men et og andet havde han da hørt, når han tænkte over det, kunne han godt lide at se eller høre noget om Kina. Han vidste da bl.andet, at i gamle dage fik pigerne snøret deres fødder sammen - eller sådan noget. Det var vist fordi, det var fint, at have så små bitte fødder, så kunne man jo ikke arbejde, man kunne da vist dårlig nok gå.

Det så nu ikke ud til, at pigen i den røde kjole havde fået ødelagt sine fødder, selv om de var små, så måske var hun slet ikke fra Kina. Hvor mon hun så kunne være fra? Grønland kunne det da ikke være. Han vidste, at der ihverttilfælde var koldt på Grønland, og de havde vist heller ikke så meget rødt deroppe. Når han havde set billeder deroppe fra, var det nogle helt andre farver, nærmest grå og jordfarver. Men selvfølgelig var himlen meget blå, og han havde også set at isbjergene skinnede i de smukkeste hvide, gule og blå nuancer - ja, sågar sølv og guld. Nej, det var vist ikke så kedelige farver alligevel, som han først havde forestillet sig, men koldt var der. De havde altid skindtøj på, mest sælskind, som de både lavede bukser og støvler af. Han havde aldrig set billeder af piger i røde svævende kjoler og med bare arme.

Der var ingen ærmer i pigens kjole, kun en lille flæse rundt i kanten. Han syntes det så sjovt ud, når pigen bevægede sig, bevægede den lille flæse sig også op og ned. Det så næsten ud, som når en blomst springer ud. Det havde han set på en film, der var optaget på en underlig langsom måde.

Han stod helt stille, han turde næsten ikke trække vejret, sæt den smukke pige forsvandt. Måske ville hun vende om og løbe ind i den lysegrønne skov igen. Måske boede hun på den anden side af skoven. Hvad mon der var der? Han havde aldrig været hele vejen gennem skoven. Han mente ,det var landets største skov. Han syntes, han sommetider havde gået i flere timer uden at komme til den modsatte side, men måske var han bare gået i ring. Han vidste, at når man havde gået et stykke i den lyse skov, kom der et stykke, hvor der var mørkt at gå, selv om det var om dagen ,og solen skinnede. Det knasede også ,når man gik under de mørke træer, fordi de gamle grene faldt ned, og de var sprøde som tvebakker og knækkede , når man trådte på dem. Han syntes det var lidt uhyggeligt, at gå under de næsten sorte træer. Der var også svampe, som lyste underligt gult og lysegrønt. Han var sikker på, at de var giftige. Han turde ikke spise dem, han havde hørt, at man kunne dø på stedet, hvis man bare tog en bid. Hvordan mon dyrene kunne se, at de var giftige. Nå, måske spiste dyrene slet ikke svampe, han vidste det ikke. Men han vidste, at når man havde gået et stykke tid ,kom man til en lille sø. Den dukkede lige pludselig op, og solen skinnede på den og sendte ligesom guld op i luften, så man næsten fik ondt i øjnene. Der lå sten langs søbredden, og der voksede græstotter op imellem dem, så det var ligesom at sætte sig på en pude, stenen var blød og nogle gange lidt våd, hvis han var kommet tidlig om morgenen. Han sad sommetider og så på frøerne og tudserne. Han kunne også tænke på, om det kunne være som i eventyret, at en af dem var en forhekset prins, men det skulle man vist være en pige for at finde ud af. Der var mange forskellige slags blomster rundt om søen og siv og højt græs, man kunne gemme sig i. Når man lagde sig i det, var det lige som en væg hele vejen rundt, og man kunne kun se den blå himmel. Ude i søen var der åkander, der havde de smukkeste blomster, de havde alle farver også røde. Måske var pigen dukket op af sådan en rød åkande. Måske var hun i virkeligheden ikke større end Tommelise.

Han åbnede øjnene, han opdagede, at han havde lukket dem ,mens han tænkte på skoven og søen. Måske havde han bare drømt det med pigen, nej, hun var der stadig, men det var, som om hun ikke var kommet et skridt nærmere. Drengen undrede sig over, at nogen kunne gå så langsomt. Stod han bare og drømte? Måske var det fordi, han ønskede sig en kæreste. Der var ikke mange piger i omegnen, og dem der var, turde han ikke sige noget til. Han syntes de alle sammen var så storsnudede. De tænkte kun på hvordan, de skulle tage sig bedst ud, og så havde de alle sammen en mærkelig duft, som om de sprøjtede et eller andet på sig, som måske oven i købet var giftigt. Han fik i hverttilfælde somme tider kvalme, hvis han havde nærmet sig en af dem. Han havde sommetider fornemmelsen af, at de lo af ham. Han var nok heller ikke så pæn som mange af de andre drenge, han var slet ikke så høj som dem. Han syntes, han engang havde hørt en hviske - undermåler - han troede kun, det var noget ,man sagde om fisk. Han havde engang været med sin far ude at fiske, og så sagde faderen hver gang, han havde fået en fisk på krogen - det er en undermåler, ud med den igen, den må vokse sig større til næste gang. Så han tænkte, at han måske også voksede sig større.

Han vidste ikke hvor gammel, man skulle være, før man stoppede med at løbe i vejret, som hans faster engang havde sagt, det var nu ikke om ham, hun havde sagt det, men om hans fætter. Der var også det med at danse, det var han bestemt ikke god til. Ja, han vidste faktisk ikke rigtig hvordan, man gjorde. De få gange han havde vovet sig med til klassefest, havde han prøvet, at lure de andre bevægelserne af, men han syntes bare, det så mærkeligt ud, og desuden dansede pigerne mest med hinanden. Når han tænkte på dans, var det noget med at holde rundt om en pige, men sådan var det slet ikke. Det var som om ,de slet ikke dansede med hinanden, men mest med sig selv. Og så skulle der spilles så højt, så man slet ikke kunne tænke. Nej, det brød han sig ikke om. Han stod også for det meste for sig selv i en krog.

Han kiggede igen op, han havde stået og kigget på sine fødder, de var ihverttilfælde ikke undermålere, han kunne faktisk ikke forstå, han skulle have så store fødder for at holde balancen, nu han ikke var så høj, men vor Herre måtte jo have en mening med det. Han havde engang tænkt, at vor Herre havde en mening med alting. Det er nu ikke altid lige let at forstå ham og hans mening. Når han nogen gange så en Tv. Avis, syntes han .at verden så ond ud. Krig og uvenskab alle vegne, men der var måske alligevel en mening med det, selv om han ikke kunne se det.

Han syntes også alle mennesker - også dem i fjernsynet - snakkede om penge. Det gjorde ham altid nervøs, det var som om, han skulle tage sig sammen, for meningen var vel, at han skulle finde en måde at få penge på. Han vidste da godt, at nogle mennesker kunne finde på at stjæle dem. Men det troede han nu ikke at han ville. Hvordan han så skulle bære sig ad, havde han ikke fundet på endnu. Han blev også altid træt, når han tænkte på det. Så tænkte han i stedet på den smukke sø, der lå, når man var kommet igennem det mørke stykke skov. Han tænkte sommetider på, bare man kunne fælde alle de sorte træer, og i stedet plante de lyse grønne, hvor solen altid kunne skinne igennem. Det ville da gøre livet lettere, hvorfor kunne alting ikke bare være lysegrønt og skinnende, men det havde vor Herre nok også en mening med. Måske skulle man bare være helt voksen for at se det.

Nu så han, at pigen med den røde kjole havde bevæget sig lidt til venstre. Han tog et skridt til siden, så han igen stod lige foran hende. Han syntes, han havde lidt svært ved at fokusere på pigen. Han klemte øjnene sammen, det hjalp måske. Han kom i tanke om, at læreren altid sagde, at man skulle sørge for at have fokus på tingene. Han vidste ikke rigtig, hvad han mente med det, men han mente nok, at det var noget med ikke at spilde tiden. Man skulle være målrettet. Han syntes ,det var kedeligt at tænke på. Han syntes der var så mange andre ting, der var mere vigtig, lige nu kunne han ikke komme i tanke om , hvad det var.

Han så at pigen havde bevæget sig lidt nærmere. Han kunne skimte lidt af hendes ansigt, hun var meget solbrændt. Hvad var det? Hun havde da vist en plet i panden, mon det var en bums? Han havde hørt, at det var noget af det værste, der kunne ske for en pige. Det forstod han nu ikke rigtigt, han syntes nu aldrig, han havde lagt mærke til nogen bumser. Kun på sig selv, men det var nu ikke så tit. Det var nok fordi, han brugte meget sæbe i ansigtet. Det havde han set sin farfar gøre. Han vaskede sig altid, så vand og skum stod rundt om ham. Det havde han efterlignet siden, han var helt lille. Man blev altid helt stiv i ansigtet, så man næsten ingen mimik havde. Bumserne kunne nok ikke trænge igennem sådan en stiv hud.

Nej, det var selvfølgelig ikke en bums ,pigen havde, han troede nærmere, det var sådan en plet, pigerne i Indien fik malet i panden. Måske var hun fra Indien. Hvad vidste han om Indien, det var vist ikke meget. Han vidste at køerne var hellige, så de fik lov at være i fred. Der var ingen, der kunne finde på at spise dem. Hvad mon de så fik at spise? Det vidste han faktisk ikke noget om, han havde set et billede af nogle indere, der sad og spiste noget ris med fingrene, det havde, han syntes var mærkeligt. Han havde også engang set et billede af et meget smukt slot. Hans farfar havde fortalt, at det var et palads, men det var nu vist ikke fra Indien, nok snarere fra et arabisk land. Han havde engang hørt et udtryk - Det lykkelige Arabien -. Det forstod han ikke rigtigt, når han så noget i fjernsynet fra de arabiske lande, var det altid noget med krig, og folk der sprang sig selv i luften. Han syntes det var en mærkelig måde at være lykkelig på. Han syntes da nærmere, at man kunne kalde det - Det ulykkelige Arabien -. Han havde også engang hørt naboen sige til far, at han ikke fattede, hvad alle de fremmede skulle i vores land. De skulle sendes hen, hvor de kom fra. Men han kunne nu godt forstå, at de var kommet, når det hele nu kun var sult og krig og ødelæggelse, men det kunne, det hele da ikke være, for så ville de jo bare alle sammen rejse, og så ville hele det lykkelige Arabien ligge tomt og øde hen.

Nu kom pigen tættere på, hun viftede sig over panden, det var vist bare en flue, for nu var der ihverttilfælde ingen plet, bare en høj smuk solbrun pande. Han kunne ikke se hvilken farve, hendes øjne havde, måske var de mørke, hendes hår var vist meget mørkt nok nærmest sort. Man kunne ellers ikke rigtig regne med en piges hårfarve. Pigerne i klassen havde ikke altid den samme farve, nogle gange var der nogen, der havde flere farver på en gang. Det forstod han ikke rigtig, hvad det skulle gøre godt for. Det troede han ikke, at vor herre havde nogen mening om. Det var nok ikke hans mening, at det skulle være sådan, det var vist ikke det, han havde tænkt sig fra starten. Hvad mon han egentlig havde tænkt sig? Måske var det en fejltagelse, at han havde fået os sat på jorden, måske har vi slet ikke fortjent at være her. Vi ødelægger og forstyrrer jo alting. Hver gang han fik de sorte tanker, lukkede han øjnene og prøvede at tænke på noget smukt. Fra nu af vidste han, at han altid kunne tænke på pigen med den røde kjole ,når det sorte kom over ham.. Det var dejligt, at tænke på, at han altid i fremtiden ville kunne kalde den smukke pige frem, så var det hele jo alligevel ikke så slemt.

Han blev efterhånden træt i benene af at stå op, han syntes ,han havde stået meget , meget længe. Måske skulle han sætte sig ned i græsset, mon pigen så også ville sætte sig. Han satte sig i det bløde græs tæt på de røde valmuer. De var sorte i midten lige som pigens hår. Han turde ikke røre ved valmuerne, han vidste, at der ingenting skulle til, bare et vindpust, så faldt de smukke kronblade af. Mon pigen også ville falde fra hinanden, hvis han rørte ved hende. Han turde dårlig tænke tanken. Der var så mange ting, han ikke turde tænke på. Blandt andet brød han sig ikke om at tænke på, da hans farfar døde, selv om det nu var flere år siden. Han kunne bedst lide, at alting blev ved at være, som det altid havde været. Han var blevet sur på sin faster, da hun sagde - ja, den vej skal vi jo alle -, det syntes han havde været noget mærkeligt noget at sige. Måske havde hun slet ikke været ked af at farfar døde, hun fik jo nogle penge, så hun kunne købe sig en bil. Han havde ihverttilfælde været ked af det, selv om han ikke rigtig vidste, hvad der skete. Han huskede mest, at han skulle være stille hele tiden, og han kunne ikke huske ret meget andet om farfar end det med vandpjaskeriet, og at farmor altid skældte ud over, at hun skulle tørre vandet op.

Han syntes, at øjenlågene var begyndt at blive tunge, han var da vist søvnig, selv om det var højlys dag. Det plejede han da ikke at være på denne tid, måske var det spændingen over pigen, der gjorde ham træt. Lidt ligesom da han var mindre, når han gik og ventede på juleaften, så kunne han falde i søvn, lige inden spændingen skulle udløses. Når han vågnede mente han altid, at han var gået glip af noget. Den følelse syntes han faktisk tit, han havde, men det var nok hans egen skyld. Han holdt sig jo tit for sig selv. Han syntes ikke, der var så mange i skolen, der tænkte som han, men sådan tænkte alle måske. Måske var han alligevel ikke så meget anderledes end de andre. De havde vel også en masse tanker, som de syntes, var svære, at få styr på.

Nu satte pigen sig også ned, han blev helt forskrækket, han havde været langt væk i sine egne tanker. Han forsvandt faktisk tit ind i sin egen lille lukkede verden, hvor alting jo kunne ske. Det var som om, der var mere spændende end udenfor, der kunne han i det mindste selv styre begivenhederne. Det kneb jo mere i den virkelige verden, der var der altid nogle der råbte højere, og som altid satte sig selv i centrum, det blev han altid så træt af. Mon ikke også de højtråbende en gang i mellem blev rigtig trætte, for det må da være anstrengende hele tiden at skulle finde på noget, så man er midtpunkt.
   De har det nok heller ikke altid lige sjovt. Det er måske i virkeligheden lidt, som når de voksne sagde, at naboens græs er lidt grønnere end ens eget.
   Han lagde sig ned, nu kunne han slet ikke se pigen, også hun havde lagt sig ned.
   Han vågnede med et sæt, hans mor ruskede i ham - du kommer for sent i skole - Han så sig forvirret omkring. Morgenmaden stod urørt foran ham. Han forstod ikke, hvad der var sket, sad han bare som sædvanlig og dagdrømte.
   Da han kom hen på skolen, havde det ringet ind. Heldigvis var hans plads lige inde for døren, så han tænkte, at han kunne liste sig ind uden nogen opdagede det. Han åbnede forsigtigt døren, og listede hen på sin plads, læreren stod og skrev noget på tavlen, han hørte vist ikke noget. Pludselig fangede hans blik noget lysende rødt. Helt oppe ved kateteret i midterste række, sad en fremmed pige i en rød kjole, hun havde bare arme og rundt i kanten lå en flæse lige så stille. Nu vendte pigen sig om, og smilede til ham, som om de kendte hinanden. Hendes hvide tænder lyste som perlemor, nu så han at hendes ansigt ikke var solbrændt, men kulsort. Pigen i den røde kjole var da vist fra Afrika. Han smilede tilbage til pigen, det var som om ,Afrikas store varme sol skinnede på ham, han blev helt varm inden i, lidt lige som når han nogle gange var syg, og havde feber. Han lukkede øjnene, det var da vist bare noget han drømte. Han åbnede dem igen, nej pigen sad stadig og smilede til han. Han synes, det var den bedste dag i hans liv, han vidste at han havde fået en rigtig veninde, og tænk, hun kom helt fra Afrika.