Det banker på min dør, hunden gør på den der bestemte måde, der fortæller mig, at det er en fremmed. Åbner døren med Buster ved min side, hvem mon der er mest spændt på, hvad der er på den anden side af den låste dør?

Det viser sig at være en ung mand, der bestemt har sit udseende med sig. Langt naturkrøllet hår rammer næsten skulderne. Smilet er stort og venligt. Hurtigt løber mulighederne gennem min hjerne, men nej. Jeg kender ham ikke og kan ikke gætte, hvad han vil. Buster gider dårlig nok at gø, så ingen faresignaler går i gang.

Manden præsenterer sig hurtigt og lirer en lidt længere historie af. Det eneste ord jeg opfanger, er Carlsberg. Det er noget jeg kender, ikke noget farligt i det. Da jeg ikke har fået fat i budskabet, spørger jeg om, hvad det egentlig er, han vil.

Det næste jeg fatter er noget om reklame. Reklame kædet sammen med Carlsberg giver da mening. Ølreklame, hvad mon det har med mig at gøre? Mangler han en model eller hvad? Jeg er da vist ikke lige målgruppen.

Jeg ser nok rimelig imødekommende ud, for nu kalder han på en, der åbenbart har ventet neden for trappen. Mander der viser sig at være tysker, er hurtigt oppe af trapperne. Han er lidt spraglet klædt, og med et, for mig at se, dyrt kamera om halsen. Uden at tænke videre over det beder jeg dem indenfor.

Fotografen går nysgerrigt rundt i min lejlighed og ser på mulighederne. Imens fortæller den nydelige langhårede om et eller andet ølprojekt Carlsberg har gang i. Så kommer fotografen tilbage til stuen og ryster på hovedet. De kunne vist ikke lige bruge mine omgivelser.

På vejen ud spørger den unge mand, om jeg ikke kender nogen ældre mennesker, der evt. bor på en gammel gård. Det er vist gamle antikke møbler, de er ude efter, mit hjem var måske for moderne.

Jeg kender ingen, så jeg ryster på hovedet. I det samme får min unge ven her, øje på bygningen der ligger på den anden side af gaden. Han peger på hjørnelejligheden og spørger, hvem der bor der. Jeg svarer, som sandt er, at det er en gammel pensioneret bankdirektør og dennes ugifte søn. De takker og går.

Jeg spekulerer ikke mere på dem, før om aftenen da min datter ringer, og jeg kommer i tanke om hændelsen. Noget skal vi jo snakke om. Jeg kan høre, hun bliver forskrækket, spørger om jeg mangler noget, eventuelt min pung. Hun ved den altid ligger og flyder frit fremme. Jeg skynder mig at tjekke, umiddelbart er alt i orden. Hun mumler noget om, at jeg ikke er rigtig klog, bare at lukke vildtfremmede ind. Spørger til sidst, nok ironisk, om jeg ikke også tog et billede af dem.

Min datter fik vist sået et mistænkelighedens frø, så jeg ringer til min nabo, for at høre om også hun har haft besøg af de to herrer. Naboen, en enlig mor med fire børn, lyder lige så forskrækket som min datter. Siger hun vil ringe til Carlsberg. Der får hun at vide, at det kender de ikke noget til.

Vi bliver enige om at ringe til politiet. De kan ikke tage imod en anmeldelse, når jeg ikke har fået stjålet noget. Det må vi slå os til tåls med, der er jo ingen skade sket. Det hele ryger ud i glemslens mørke, lige til en dag min tlf. ringer, og det viser sig at være den selvsamme unge mand med det lange krøllede hår. Han fortæller at han sidder nedenunder på cafeen og vil gerne byde på en kop kaffe, da han har forstået på ejeren, at jeg har haft lidt problemer. Jeg skynder mig at gribe mit kamera, nu må jeg hellere gøre som min datter sagde.

Da jeg kommer ned, sidder den nydelige unge mand med det skulderlange hår ved et af de runde borde. Jeg skynder mig at tage et billede af ham, han ser selvfølgelig lidt overrasket ud. Jeg sætter mig, og han begynder at fortælle om denne Carlsberg reklame, som hans firma er i gang med at fremstille. Det går op for mig, at den er god nok, og noget beskæmmet må jeg fortælle ham, at jeg faktisk har meldt ham til politiet. Hurtigt får han kontaktet stationen, og får redet den misforståelse ud.

Et par dage efter går optagelserne i gang her i byen, kæmpestore optagervogne fylder gaden, og mere en halvtreds mennesker myldrer ud og ind. Her i huset skulle de bruge en sekvens fra opgangen, de var faldet for tapetet, det har jeg aldrig nogensinde hørt andre gøre, nok tværtimod. Lejligheden overfor, hos den gamle bankdirektør, var fuldt oplyst med store spot en hel aften. I et andet hus på torvet skulle de bruge et åbentstående vindue med et blafrende gardin. Det tog hele eftermiddagen at få gardinet pustet op på den helt rigtige måde.

Så meget for at få os til at drikke en Carlsberg øl, og så var reklamen desværre til det irske folk, (mon de nu rigtig lægger mærke til det blafrende gardin,) Det eneste jeg fik ud af det, var den nydelige unge mands kontrafej.