Hun gik tøvende ind ad døren. Hendes hjerte bankede, og hænderne var klamme. Hun prøvede at tørre den værste fugt af på siden af bukserne. Det hjalp ikke rigtigt. Hun anstrengte sig for at trække vejret langsomt og dybt, som hun havde læst, at man skulle, og samtidig tænke, hvad er det værste, der kan ske. Det vidste hun faktisk ikke, så langt nåede hendes tankerække ikke. Hun havde lånt bøger om emnet, men aldrig rigtigt fået sat sig ind i det. Tiden løb fra hende, og pludselig stod hun igen i situationen. Hun havde mange gange prøvet at tænke sig et andet sted hen, men det var nu nemmere sagt end gjort. Omgivelserne gjorde det heller ikke lettere, det var som om det hele stirrede ondskabsfuldt på en. Farverne var også triste, som om man havde læst sig til, at de var nok de bedste. Det syntes hun ikke, man var sluppet særlig heldigt fra. Måske var det håbløst og ligegyldigt netop på dette sted, hun troede nok, at angsten ville være der alligevel. Hun tog de få skridt hen til stolen og satte sig nølende på den.
   Hun kom til at tænke på, at følelsen var lidt den samme, som når hun som barn, skulle til eksamen. Hun havde altid været så nervøs, når hun sad ved det grønne bord - havde det egentlig været grønt - mon ikke det bare var et udtryk man brugte. Pludselig kunne hun huske engang, i måske var det engelsk, eller måske var det noget andet, at hun var faldet sammen over det grønne bord, hun var ganske enkelt besvimet. Da hun var kommet til sig selv igen, viste det sig faktisk, at hun havde kunnet stoffet, for karakteren havde været rimelig god, - eller måske havde censor bare fået medlidenhed. Det lå så mange år tilbage, så det var ligegyldigt nu, det havde slet ingen betydning mere.
   Hvad var det egentlig, der havde betydning nu? Nok mest fred med sine omgivelser og ikke mindst med sig selv. Det var nok også lettere nu, end da hun havde været ung. Den gang havde hun vel haft travlt med alverdens ting. Meget tid var nok gået med at komme til at se godt ud. Det var vel det vigtigste, det gjaldt jo om, at drengene lagde mærke til en, men det har nok ikke ændret sig, det er vel stadig det, det drejer sig om. Måske havde det slet ikke været for drengenes skyld, det var nok nærmere hendes eget køn, hun havde prøvet at føre "bag lyset" så de troede, at hun var lidt mere end hun egentlig var. Så hun ikke risikerede at blive skubbet ud af det rigtige selskab. Det var meget vigtigt, at man tilhørte den rigtige gruppe. I dag syntes hun vist, at den " rigtige gruppe " ikke var den hun tilhørte. De lidt skæve eksistenser, dem som ikke satte den sociale status højest, og som ikke kun tænkte på at udstille deres velstand, var vist den gruppe hun ville foretrække.
   Hun syntes det var tankevækkende, at hun havde brugt mere end halvdelen af sit liv på, at skrabe alle disse unødvendige ting og sager sammen, som hun i virkeligheden ikke havde haft noget at bruge til, og som bare tappede hende for energi. Når hun nu havde anskaffet sig dem, skulle de jo også passes. I stedet skulle hun nok hellere have set på den verden, der var omkring hende, og brugt noget mere energi på den. Det var nok tilfældighederne, der havde hersket i hendes liv. Tilfældigheder eller skæbne, det kom nok ud på et.
   Hun prøvede at sætte sig ordentlig tilrette i stolen. Den var faktisk meget behagelig, hvis hun da ellers bare kunne slappe lidt af. Den var oven i købet noget mere bekvem, end mange af de stole, hun gennem årene havde anskaffet sig. Hun kom til at tænke på alle de møbler, der i tidens løb havde invaderet hendes hjem. Hun kunne slet ikke huske dem alle sammen. Hun vidste at hendes smag kunne ændre sig som vinden, der pludselig kunne dreje fra øst til vest. Sådan havde hendes smag også lynhurtigt kunne vende. Det havde været både dyrt og besværligt, for hvad havde hun dog skullet med alle disse stole, når man faktisk kun kunne sidde i èn. Og så alle de kunstfærdigt udførte genstande, hun ikke havde kunnet stå for, og som var anbragt på alle iøjnefaldende steder, for at de skulle pynte hjemmet, men som i virkeligheden, kun havde været til besvær. Mange af tingene var nu stuvet af vejen i skuffer og skabe, og stod bare og samlede en forfærdelig masse støv, som hun selvfølgelig burde fjerne. Hun sad her i stolen og tænkte på, om hun skulle gå hjem og sanere i alt det ligegyldige og nu værdiløse skrabsammen. Det forekom hende at være vigtigere, end det hun her skulle i gang med. Hun rystede på hovedet af sig selv. Hun vidste da godt, at når hun slap ud herfra, var det om oprydning gået i glemmebogen. Glemmebogen - Det var nu en dejlig bog at eje. Der kunne man putte alt det ind i, man ikke havde lyst til at huske mere. Det var ikke så lidt, der i tiden løb var blevet noteret i den, for nærmest aldrig mere at se dagens lys.
   Hun kiggede sig lidt omkring, hun følte hun havde siddet i stolen i en evighed. Hvad var en evighed mon, et mærkeligt begreb. Man sagde noget kunne vare i al evighed, Hvor længe mon det var? Hun havde engang set en film " Herfra til evigheden " man kunne altså også spørge, hvor langt væk den var. Svaret fik hun nok aldrig. Der var i det hele taget mange ting, man nok aldrig fik svar på. Hvad for eks. Når vi dør. Man kunne da vist dø af skræk, mon man også kunne dø af skræk i denne stol. Det havde hun nu alligevel aldrig hørt om, men folk døde jo af mange årsager, nok mest sygdom og ulykker. I litteraturen kunne man også dø af ulykkelig kærlighed. Det skete vist ikke så tit i virkeligheden, selv om kærlighed næsten altid fører til at man bliver ulykkelig, Men ligefrem at dø af det, det hørte nu nok ikke hjemme i det virkelige liv. I det virkelige liv er det måske mest kvinderne, der bliver ulykkelige af kærligheden. Hvorfor mon. Måske passer det heller ikke, mændene taler nok bare ikke så meget om det. Kvinder syntes vist, at det er af stor nødvendighed, at bøje og vende og dreje ordene. Det kan mænd nok ikke se nogen grund til eller mening med - og til sidst bliver kvinderne trætte af at gå og vente på de svar, som manden ikke kender. Så går hun måske, og så føler hun vel at kærligheden har gjort hende ulykkelig.
   Hun sad i den forhadte stol, og tænkte lidt over det. Hun havde jo selv været i situationen, endda adskillige gange. Hun kunne godt se, at det måtte være svært for to så forskellige individer, at skulle følges af den samme vej. Den vej kvinder valgte, var nok altid overstrøet med forhindringer, som manden syntes, det var lettere at hoppe over, end at prøve, at finde ud af hvorfor hun havde valgt en så besværlig vej. I dag kunne hun godt se det tåbelige i, at man gjorde livet så kompliceret, men det kunne jo være ligegyldigt nu, det var alligevel for sent at lave noget om - alt for sent.
   Hun rykkede lidt tilbage i stolen. Hun sad efterhånden helt godt. Hun kiggede ud af de store vinduer, hun kunne se folk haste forbi. De havde alle sammen så travlt. Hvad mon de havde så travlt med. Folk havde aldrig tid mere, unge og gamle sagde, at de ikke havde tid. De vidste vist slet ikke hvad det var, de ikke havde tid til. Det var som et mantra for dem, som om de fik det bedre, når de sagde det. Besynderligt. Tid var nu også et mærkeligt begreb. Hun vidste med sig selv, at det gjaldt om ikke at spilde den, for man vidste jo ikke, hvor meget man havde af den. Et var sikkert, en dag havde man ikke mere tid på denne jord, måske en anden, det var ikke til at vide. Folk ville ryste på hovedet, hvis hun luftede denne tanke, men dødens hemmelighed, er der nu ingen der har gættet.
   Hun så igen ud af vinduet. Hendes øje fangede en iøjnefaldende person midt i vrimlen. Det var da vist en mand i kvindetøj. Der var ihverttilfælde, noget der ikke stemte. Folk vendte sig da også om, og stirrede og så helt ophidsede ud. Man måtte ikke sådan overskride kønnets grænser, det provokerede. Hun sad i stolen og tænkte, at det var mærkeligt, at personen ville udsætte sig for det. Men måske fik personen det elendigt, hvis han ikke udlevede denne dobbeltkønnethed, og så måtte han nok se stort på den afsky han vakte, for mænd i kvindetøj, ville altid vække stærke følelser. Måske var det det, der var meningen, det vidste hun ikke noget om. På en måde kunne hun nu godt forstå ham, for en af de dejligste ting ved at være kvinde, kunne da være at mærke den blanke silke og den sensuelle blonde på sin hud. Det var jo ellers ikke mænd forundt. Nu forsvandt personen ud af hendes synsfelt, og hun var tilbage i virkeligheden - stolen.
   Hvor længe havde hun egentlig siddet i stolen, hun kunne næsten føle hvordan det måtte være at sidde i den elektriske. Sad de mon også så længe, så de kunne nå at opleve noget af deres vel spildte liv. Hun tænkte på, at det i grunden også var mord, lige som det den pågældende vel havde begået. Det var jo dog at tage en andens liv.
   Det er da utroligt så mange tanker, der kan løbe igennem ens hoved, når man bare skal sidde og vente. Det er nu ikke så tit, man giver sig tid til at dykke ned på de nederste hylder. Det burde man nok gøre lidt oftere, måske man så ville få øje på noget, man ikke havde set før, så kunne man måske oven i købet få sat et og andet på plads.
   Nu syntes hun snart, havde siddet i stolen længe. Var der mon sket noget? det ville da være noget af et mirakel, hvis det hele blev afblæst. Det blev det ikke. Døren gik op. En mand i blå bluse kom ind gennem døråbningen. Han smilede til hende, hans tænder var meget hvide, han undskyldte forsinkelsen. Hun tog en dyb indånding, så var det nu. Han spurgte, om hun havde mærket noget siden sidst. Hun rystede ihærdigt på hovedet, hun ville helt bestemt heller ikke have sagt, hvis hun havde. Han sænkede den efterhånden helt behagelige stol, så hun pludselig befandt sig liggende og helt forsvarsløst. De næste minutter opfattede hun overhovedet ikke. Ikke før han sagde: det var så det, du må gerne skylle. Var det allerede overstået. Hun så sig helt forvirret omkring, hun havde ligget med lukkede øjne. Nu så hun på ham, han var en mand i sin såkaldt bedste alder, og så faktisk ret godt ud, og flink var han også. Det viste hun jo godt, hun havde da været sammen med ham mange gange før, og skulle være det mange gange endnu, hvis hun da ellers ville bevare de tænder, hun havde i munden, men hun vidste også, at hver gang skulle hun igennem hele dette mareridt. Hun rejste sig fra stolen, hun måtte indrømme, at hun havde siddet meget behageligt i den.