Hun for forskrækket sammen. Hvad var nu det? hun havde helt glemt den lyd. Det føltes næsten som en motorsav, der var på vej ind i hovedets indre. Nu lød den igen, hun slap den halvvåde klud, hun havde i hånden. Hun havde været i gang med at fjerne noget af det støv, som af uforklarlige grunde, lagde sig som en ulden hinde over møbler, billeder og andet nips, som hun havde fyldt sin lejlighed med. Det var ikke noget, der huede hende, men tænk hvis der skulle komme et fremmed menneske, det gjorde der nu sjældent, men det lå på rygraden. Det var ligesom, man altid havde sagt, at man hver dag skulde sørge for, at have rent undertøj på, for tænk hvis man kom ud for en ulykke, og skulle på sygehuset. Det var aldrig sket for hende, men alligevel skiftede hun nu troligt undertøj hver dag. Det var det samme med rengøringen. Man vidste jo aldrig. Nogen kunne også komme ved en fejltagelse, så ville det da være ærgerligt, hvis ikke hun kunne lukke dem ind på grund af støvet. Det var da sket, at hun havde budt et vildt fremmed menneske ind. Hendes børn havde ved flere lejligheder belært hende om, at det kunne være farligt, det havde hun som regel valgt at overhøre. Hun ville ikke gå glib af en snak med et andet menneske, bare fordi der måske gik nogle få uærlige mennesker rundt derude.
   Nu skar lyden sig for tredje gang ind i øregangen, troede dem der fremstillede disse apparater, at folk var halvdøve? Hun gik spændt efter lyden, hvem kunne det dog være. Det var da vist flere uger siden, den lyd havde lydt i hendes ører. Det var ikke tit, der var bud efter hende. Hun tænkte mange gange, at måske havde folk glemt, at hun eksisterede, hun gjorde vist ikke meget væsen af sig mere. Det slog hende, at det jo i grunden kunne være hende selv, der skulle prøve at være lidt mere udfarende en gang i mellem, men det krævede jo et vist mod, og også et overskud. Var det fordi man blev doven på sine gamle dage? Ikke fordi hun brød sig om at blive betegnet som gammel, men det var hun jo. Inde i hendes hoved, var hun bare en ung pige, der var blevet lidt ældre. Sådan så andre nok ikke på det, de så selvfølgelig bare en gammel dame, der efterhånden bevægede sig lidt langsomt, og som også havde svært ved at komme i tanke om, hvad hun ville sige, ordene lå ikke lige for mere. Hun havde oplevet, at nogle oven i købet kunne finde på at fuldføre hendes sætninger, hvis hun havde ledt lidt for længe efter et ord. Det var da ubehageligt, men folk havde så travlt i dag, med hvad vidste hun ikke. Hun troede ikke, at folk gav sig tid til at nyde livet mere. Naturen brød de sig vel heller ikke om. Nu var hun vist uretfærdig, det fik man nok ud af at gå for sig selv hele tiden, hvad andre troede og tænkte, vidste hun slet ikke, så hvorfor dømte hun så så hårdt. De mange, som hun hver dag kunne se ræse forbi sine vinduer, skulle selvfølgelig ud for at tjene til dagen og vejen. De skulle jo oven i købet også tjene til hendes opretholdelse af livet. Et andet menneske skulle faktisk slæbe rundt med hende på deres i forvejen overbebyrdede skuldre. Hun var i grunden heldig, at hun bare kunne gå her i sin altid lune rede, uden at skulle tænke på dagen i morgen. Hun kunne uden dårlig samvittighed sætte sig udenfor, og se hvordan trækronerne kunne filtrere lyset, så det dannede flotte mønstre på jorden. Så kunne hun sidde der i fred og ro, og forestille sig alt muligt. Hendes fantasi var da stadigvæk intakt. I øjeblikkets stilhed, kunne man så tage et smut uden for sig selv, for at opleve et eller andet vidunderligt. Det var da sket masser af gange, det er jo de mest utrolige ting, man kan forstille sig, når man slår op på sindets farvede sider, der er der bestemt ikke kedeligt, der kunne man ifører sig de dristigste kjoler, i de mest udsøgte farvetoner. Hvis man var i det overstadige humør, kunne man måske finde sig en smuk mand, hvis man altså havde lyst til det. Det havde hun da somme tider haft. Pudsigt, at det altid var kønne mænd, hun fik manet frem på den indre skærm, de var også altid unge, det var selvfølgelig fordi, på disse sprudlende og farverige sider, kunne alt lade sig gøre. Der var intet gråt og trist, så de vrisne gamle mænd, ville ikke have en chance der, de ville blive siet fra med det samme. Tænk hvis hun skulle komme til at fortælle nogen om dette. Man ville nok lade være med at se direkte på hende, det ville være lidt, som når man kom til at sige "de store ord" som man bliver genert af at sige, man ville blive forlegen, og hurtigst muligt ville man begynde at tale om noget helt andet, noget som var neutralt, noget som var helt ufarligt, og som man slet ikke behøvede at tage stilling til. Det ville være det bedste.
   Nu var den skærende lyd der igen, hun skyndte sig at gribe røret. For sent, vedkommende, der havde ringet hende op, havde åbenbart ikke megen tålmodighed. Hvor ærgerligt, nu havde hun lige været så spændt på, hvem det dog kunne være. Hun så på den lille skærm, som alle de nye telefoner var udstyret med, der stod med små bitte bogstaver - ukendt nummer - hvorfor havde hun også været så langsom, nu vidste hun jo ikke hvem, det var, der ville have fat i netop hende. En ed slap ud af hendes mund, oven i købet med lyd på, nå, nu er jeg måske også begyndt at snakke højt med mig selv, tænkte hun. Bare der ikke var sket et eller andet med en, hun kendte, men hvem skulle det dog være. Måske var det bare en der havde fået trykket et forkert nummer, det kunne sagtens ske. Skulle hun slå sig til tåls med det? det blev hun vel nødt til, hvorfor skulle det også lige være en med et hemmeligt nummer, så var der da ikke meget mening i, at fabrikanten havde sat den lille skærm på sit apparat. Altid var der mennesker, der skulle være på tværs. Hvad var den dybere mening med at have et hemmeligt telefonnummer. Det kunne da kun være for at gøre sig interessant. Irriteret satte hun sig ned, nu syntes hun, at hele hendes dag var ødelagt. Spændingen, der havde overmandet hende, da telefonen var begyndt at kime, sivede lige så stille ud af hende igen. Det fratog hende lysten til overhovedet at foretage sig noget som helst. Hun så på den våde klud der stadigvæk lå på spisebordet, nu ville der nok blive et kedeligt mærke, men hun orkede næsten ikke at rejse sig. Nu var hun da vist kommet ind på et af sindets kulsorte sider. Der havnede hun desværre af og til. Hun skulle måske ikke sige desværre, det kunne også have en vis underholdningsværdi. Når man var havnet der, var det jo som regel, fordi nogen havde skuffet en, eller man var blevet fornærmet, eller bare ganske almindelig sur, og syntes, at det hele var noget rigtigt møg. Så kunne man sidde der midt i alt det kulsorte, og fantasere om både det ene og det andet. Man kunne måske sidde og tænke, at nu er enden nok snart nær, og så kunne de alle sammen ha' det så godt, for nu brager det endegyldige tæppe bare ned, for når ingen andre forstår mig, kan det hele også bare være lige meget. Midt i alt selvklynkeriet, kunne hun så komme i tanke om, at det alligevel var for tidligt, at ham deroppe rullede tæppet ned, hun ville gerne have en ekstrafremkaldelse, for der var stadigvæk små ting hun skulle have sagt eller gjort. Hun kom altid hurtig til besindighed igen, og kom til at tænke på, at i stedet for at åbne op, lukkede hun sig om sig selv, ja, hun blev nærmest selvomklamrende, men hun var jo den eneste, hun havde at klamre sig til, så det var vel ikke så mærkeligt.
   Hun tog et rask tag i sig selv, det kunne ikke nytte bare at sidde her på sin flade. Nu måtte hun se, om hun ikke kunne mane en ny side frem, det behøvede ikke at være en af de kraftigt farvede, bare en med en lille smule kulør. Somme tider syntes hun, at en hel vifte af farver blev bredt ud foran hende. Så var det bare om at vælge. Det kunne også have sine ulemper, for hvilken farve skulle hun så vælge. Så kunne hun stå der, uden at kunne bestemme sig. Vægelsind hed det vel. Som regel valgte hun en kraftig farve, rød f.eks. den vidste hun, altid ville bringe noget vildt med sig. Man sagde, at fordi rødt er blodets farve, ville det altid have en kraftig indvirkning på folk. Når hun så sad der midt i et rosenrødt hav, var det at alle de glemte og måske lidt pinlige erindringer, dukkede op, eller også digtede hun bare, en for hendes alder, utænkelig historie. Det bragte hende altid i godt humør, så mon ikke hun skulle prøve, om hun kunne få kontakt til en rød side, måske skulle den bare være rosa, hun var trods alt blevet træt af al den ståhej. Hun lukkede øjnene, man var nødt til at koncentrere sig. Nu var det vist lige før, viften bredte sig ud, hun var allerede helt spændt på, hvilken nydelse hun ville opnå i dag.
   Hun blev brat revet ud af sin fantasi, nu skar den kraftige ringetone igen hul i hendes trommehinde, hun kom helt til at ryste, så forskrækket blev hun. Hun skyndte sig at rejse sig, denne gang måtte hun nå at tage røret, inden det utålmodige menneske lagde det på igen. Hun greb røret, og sagde hurtigt sit navn. En ung behagelig mandsstemme præsenterede sig med et navn, hun slet ikke fik fat i. Er du chefen i firmaet? spurte han. Det kunne hun jo kun svare ja til. Så spurgte han videre: er det dig der bestemmer indkøbene? Det kunne hun da også roligt svare ja til. Hvor mange andre er der i firmaet? var hans næste spørgsmål. Hun kiggede hen på hunden, der er kun en mere, svarede hun, samtidig med at hun tænkte, at det var mærkeligt, at han kaldte hendes hjem for et firma, men det var nok sådan, man gjorde i dag. Hvad mon det her drejer sig om? tænkte hun. Der var vist ikke sket noget med nogen, så det skulle hun nok ikke bekymre sig om. Så spurgte han hvilken avis, hun læste til daglig. Hun tænkte, at det var mærkeligt, hvorfor han var interesseret i det. Hvad skulle hun svare på det? hun læste faktisk ikke nogen avis, kun den der kom en gang om ugen, og det var kun fordi, den var gratis. Han syntes vist, hun var længe om at svare, er du der, sagde han. Ja-ja, det var jo kun fordi, hun tænkte på den tynde avis, der hver mandag dumpede ind af brevsprækken. Så sagde den behagelige stemme i røret noget, som hun ikke hørte. Undskyld, jeg hørte ikke, hvad du sagde. Jeg spurgte, om du er interesseret i Jyllands Posten, hvis du vil abonnere på avisen, vil jeg forære dig og din medarbejder en bærbar pc. Ih guder, tænkte hun, hvad går dog dette ud på? Min medarbejder sagde du, er det mon hunden, du mener? Vi er kun os to, og vi har ikke brug for en bærbar. Nu kunne hun høre at stemmen i den anden ende lo, så har jeg vist taget fejl, jeg troede, det var et firma, jeg havde ringet til. Så må du undskylde. Nej-nej, du skal ikke undskylde noget, det var dejligt at tale med dig, jeg skal sige dig, det er meget sjældent, der er nogen, der ringer til mig. Hun skyndte sig at sige en hel masse, bare for at han ikke skulle ringe af. Men samtalen var vist slut, han undskyldte igen og sagde farvel.
   Hun sad længe med røret i hånden, hun nænnede næsten ikke at lægge det på. Det var da vist en af de røde sider, hun var havnet på.