Hun rakte hånden frem, som om hun ville gribe noget. Hånden var knyttet, neglene borede sig ind i håndfladen, hun ville holde fast, det måtte ikke slippe væk. Var det nuet, hun ville gribe om, kunne man det. Hun blev i tvivl, det øjet så, kunne man gribe om det? kunne man stole på nuet, ville det ikke hele tiden forandre sig. Var det muligt at fastholde og mærke et billede, der havde sat sig på nethinden? Mange spørgsmål blev formuleret i hendes hoved, men der kom ingen svar.
   Hun så på de andre, havde de mon den samme følelse? Det så det ikke ud til. De var travlt beskæftiget, med at finde den medbragte mad og de kolde drikke. De var fem. Turen havde været lang, men på ingen måde anstrengende. En af grundene var nok den moderne teknologi bilerne i dag var forsynet med. En dejlig behagelig temperatur på en og tyve en halv grad, havde fulgt dem hele den lange vej. Hvor mange km. havde de mon egentlig kørt, ihverttilfælde over et tusinde.
   De stod nu i en dal, med bjerge i en cirkel omkring sig. Hvor højt de var oppe, havde hun ingen anelse om, men højt. Hun følte, at de næsten kunne røre sneen. Den lå der, som om den havde ligget der fra tidernes morgen, men om den ville ligge der til evig tid, var nok tvivlsomt. Den meget omtalte globale opvarmning, ville sikkert en skønne dag få bugt med de sidste rester, så en gang ud i fremtiden kunne man nok ikke bruge udtrykket mere: evig sne på toppen.
   Hun lod hånden falde slapt ned, det var nok alligevel ikke muligt at holde fast ved det øjeblik, hvor hendes blik havde ramt den betagende bjergtinde. Solens stråler ramte bjerget, så det viste sig fra sin bedste side. Helt hvid på toppen og et langt stykke ned. Så kom der et bælte i hele granittens smukke både kolde og varme skala. De næste mange meter grønt i alle afskygninger. Små og store træer groede frem af hver en sprække, den nederste del var helt beklædt med mos. Det lå der som et tæppe bredt ud over sten og andre ujævnheder, som om kærlige hænder blidt havde lagt det på plads, så intet stak ud. Som et barn der var blevet puttet. Hun lod tommelfingeren glide hen over de andre fingre, som ville den buttede tommelfinger mærke den bløde mos. Med lukkede øjne forestillede hun sig den fine velour, hun så tit havde haft mellem fingrene.
   Hvordan var de opstået de smukke, men også dystre bjerge. Det var, som var de indhyllet i en evig tavshed, som om de bar på den største af alle hemmeligheder. Man blev lille og stille, nærmest raderet til ingenting. Ikke engang en katedral ville kunne give hende denne følelse af ophøjethed. Hun følte hun blev fyldt af tålmodighed og ydmyghed, der var ingen grund til hastværk. Alle burde stille sig i sådan en dal engang i mellem, så ville det egoistiske ego måske falde til jorden, og man ville opdage hvor ubetydelig man egentlig er i den store sammenhæng.
   Hun drejede rundt, det var umuligt at overse den skønhed, hun var omgivet af. Det gik op for hende, at det ikke gjaldt om at rejse til nye lande, men at se det man mødte med nye øjne. Hun havde mange gange før set høje bjerge, men aldrig havde de betaget hende som nu. Hun måtte huske at takke for det. Hvad var mon grunden til at hendes øjne så så klart nu? Var det alderen, så man mon tingene klarere, når man befandt sig i den sidste halvdel af livsfasen, var det fordi hun bevægede sig ud for enden af vejen, den vej, der så brat kunne løbe ud i den flod, der sagte flød mod sit udløb. Fik man mon mere ærefrygt for omgivelserne med årene, eller var det ganske enkelt, for at sige undskyld for al den ødelæggelse af naturen, som man havde været deltager i, altså dårlig samvittighed. Jorden den stakkel, havde det ikke godt mere. Selv om solen stadig stod op i øst, og gik ned i vest, og den livgivende regn stadig faldt, var der alligevel noget galt. Forstå det helt kunne hun ikke. Fuglene sang da også stadigvæk. Det grønne løv sprang da også stadigvæk ud, men ikke overalt på kloden. I mange verdensdele var jorden gold og tør, meget skyldtes, efter hendes mening, menneskenes enorme grådighed. Var det mon et levn fra urtiden, at vi skal samle så meget forråd som muligt, og at det bare har taget overhånd nu.
   Hun kunne se det for sig, hvis vi blev ved på denne måde, var der til sidst ikke plads til hverken dyr eller mennesker, ubrugelige menneskeskabte ting ville tårne sig op over alt. Ingen hverken kunne, eller ville gøre noget ved det. Hun kom til at tænke på ham der engang sagde: Jeg har en drøm....det havde hun da også. Drømmen om et Utopia hvor ingen behøvede at græde eller sulte, hvor der ingen krige eller ufred var, og det eneste vi skulle eje var skønheden og glæden over de blomstrende marker. Hvad nu hvis vi prøvede, allerede i morgen.
   Hun blev brat revet ud af sin lange tankerække, de andre kaldte på hende. Det skulle blive godt at få noget at spise. Hun vendte sig og gik tilbage til bilerne, og da hun satte tænderne i den dejlige hjemmelavede sandwich, glemte hun alt om Utopia.