Han havde udfordret hende. Hvorfor skriver du ikke en saftig historie, havde han spurgt. Hun havde da vist rynket panden og tænkt, hvad pokker mener han med det. Hvad er i det hele taget en saftig historie? Det kunne selvfølgelig være så meget. Nu havde hun siden den dag spekuleret på det. Tanken ville ikke slippe hende. Slibrig og saftig var det det samme? En historie kunne da også være slibrig. Hvad var mon den oprindelige forklaring på ordet - slibrig. Hun sad og smagte lidt på ordet, sagde det højt. Hun prøvede at dele ordet sli-brig. Det gav ingen mening. Det var nok ikke det samme som saftigt. En frugt var saftig, en steg kunne også være det, men det var jo nok ikke det, han havde ment. Hun kunne da nok ellers skrive en historie med titlen. Fra jord til bord. Den kunne så handle om en stakkels lille kalv, der gik derude på marken, og bare ventede på at bødlen kom, og skød den en kugle for panden. Den ville så blive skåret op i stege, og ligge der i sit eget blod, som vel også var en slags saft, og så ville den blive puttet ind i en tohundrede grader varm ovn, og der ville den ligge og stege i sin egen saft, indtil en tog den ud, og skar den i skiver, som så blev anbragt på et fad, og så ville nogle, som var bænket om et nydeligt dækket bord, sætte tænder i den, og udbryde: hvor er det dog en dejlig saftig steg. Det ville da både være en makaber og saftig historie. Hun troede nu ikke rigtigt, at det havde været noget i den retning, han havde ment.
   En saftig historie kunne selvfølgelig også være noget sladder ude fra byen. Han spurgte jo altid, om man ikke havde noget at fortælle fra byen. Der mente han nok ikke, om der havde været meget trafik den dag eller noget andet ligegyldigt, det var nok snarere noget sladder, han var ude efter. Der måtte hun altid skuffe ham, det var meget lidt, hun kunne berette. Hvis hun endelig havde hørt noget, havde hun glemt det fem minutter efter. Det var da vist heller ikke særlig tit, der skete noget, der kunne komme ind under betegnelsen saftigt. Hun granskede sin hjerne, hvad skulle hun dog skrive om. Det var sørme en vanskelig opgave, han der havde fået sat hende på. Frugter kunne være saftige, som nævnt. Hun kunne da berette om den lille Tina, der aldrig mere ville spise en fersken, fordi saften var løbet ned af hende, og svinet hendes tøj til, så hendes mor havde skældt ud over, at hun var blevet så smattet. Smattet og saftigt var måske næsten det samme.
   Hun havde spurgt sin gamle ven i går, hvad han forstod ved en saftig historie. Han havde ment, at enten måtte det være en løgnehistorie, eller også måtte det være en halvfræk historie. Hvorfor den kun skulle være halvfræk, forstod hun ikke rigtigt. Løgnehistorien havde hun selv skrevet den anden dag. Den om Jomfru Maria. Det måtte da være historiens største løgnehistorie. Det med det frække kneb det godt nok noget mere med. Her havde hun vist ikke rigtigt noget bud. Hun kunne selvfølgelig fortælle om den samme gamle ven, der havde svært ved at gennemføre en akt, som han havde meget lyst til. Han havde så fundet ud af, at nogen havde opfundet en lille blå pille. Den måtte han prøve. Han havde så slugt en af de små blå piller, lagt sig splitter nøgen på sengen, og udtalt, at nu ville han tænke på noget frækt. Hun havde med spænding sat sig på sengekanten for at følge det under, der nu ville ske for næsen af hende. Intet skete. Hun havde selvfølgelig spurgt, hvorfor. Jeg kan ikke komme i tanke om noget frækt, var svaret. Det var faktisk sådan, hun selv havde det, hun kunne ikke komme i tanke om noget frækt, men var det mon det, han havde ment med en saftig historie. Det kunne hun ikke rigtig tro. Han var da en pæn og dannet mand. Hun måtte vist give op, dette her oversteg hendes evner. Hun måtte i hverttilfælde tænke lidt mere over det. Følelsen var næsten den samme som for mange mange år side, da hun havde siddet på skolebænken og et emne var blevet smidt ud i hovedet på de sagesløse elever. Det at skulle skrive om et emne, andre havde bestemt, havde altid voldt hende mange kvaler. Hun havde altid følt det var urimeligt. Sådan havde hun det faktisk også nu. Hun kunne selvfølgelig bare lade være, men interessen var blevet vakt.
   Hun havde også spurgt sin veninde om, hvad hun mente med en saftig historie. Hun havde vist snakket noget om det, der kan pirre hjernen. Så nu var det pludselig blevet noget om intellektet. Den var straks værre. Skulle hun nu til at være en kloge Åge? Jo mere hun fik fedtet sig ind i den historie, jo værre blev det. Måske skulle hun bare finde titlerne på nogle erotiske bøger, og så stikke ham dem. Dem var der skrevet rigtig mange af, det vidste hun da, uden dog selv at have læst ret mange. Film om dette emne, var der også, så vidt hun da vidste, optaget ret mange af. Hun havde vist aldrig set en. Hun måtte vist give op. Evner i den retning havde hun ikke, og at skrive om sine egne erfaringer på det punkt, havde hun ikke lyst til. At se sine oplevelser på tryk, ville være det samme som at se en videooptagelse af en morsom fest, man havde været til. Det hele ville falde til jorden, som noget umådelig kedeligt. Det ville hun bestemt ikke risikere. Så derfor måtte hun nok sende aben videre. Måske kan du selv skrive en saftig historie, Axel. Hun ville da så med glæde og stor interesse læse den. Tænk nu over det. Måske kommer det til at volde dig lige så mange kvaler. Måske skulle hun selv begynde på en. Tanken om en vandrehistorie havde altid tiltalt hende. Så kunne man få udløsning for alle de onde tanker, man har fået samlet sammen. Det ville være helt legalt at slå den forrige forfatters helt eller heltinde ihjel. Det ville da også være en saftig historie.
   Hvordan skulle hun starte?--- Sådan en historie krævede vel, at man blev sat i den rette stemning. Man kunne starte med et landskab. - -- Den lille dal var omgivet af skovklædte bjerge og blødt svungne bakker. Op af skrænterne voksede vinstokke på lange lige rækker. Lige nu er solen ved at få overtaget, disen fordufter langsomt, druehøsten er i gang, og frugten samles ind af villige hænder. De bugnende drueklaser bæres væk i høje runde kurve, på hovedet af de mange kvinder, der hvert år mødes på de frodige skråninger. Stemningen er høj, der råbes og synges, en ung fyr har sin guitar med. Han tror tilsyneladende kun, han er med for hyggens skyld. Det er et mildt subtropisk klima, så kvinderne arbejder med bare arme og ben. Det er september og solen står nu højt på himmelen. Det er stærke kvinder, der ikke er bange for noget. Jordens kryb generer dem ikke til trods for de bare tæer. De mange saftige klaser ville blive til den lifligste vin engang. Det var jo det bonden, der boede på den gamle stenbyggede gård, levede af. Der på egnen vidste de at et måltid uden vin, er som en dans uden musik. Vin gør glad, og Gud holder af at se sin flok glade, det var nu deres livsfilosofi.
   Den unge mand, der havde spillet på sin guitar, var blevet kommanderet hen i rækken. Hans iver med at skære klaser, var til at overse. Nu fangede hans blik kvinden, der gik foran ham. Han kunne se, hun var ung, hun var hurtig og adræt, selv om hun havde gået i en foroverbøjet stilling i mange timer. Hendes lange slanke ben var mørkebrune, han kunne en gang i mellem få et glimt af hendes faste lår, når hun bukkede sig ekstra langt ned, eller strakte sig op for at nå bærrene på toppen af ranken. Synet af hende vakte et begær i ham, han syntes det gjorde arbejdet lettere. Spændingen holdt sig hele dagen. Da det alt for tidlig blev fyraften, blev hun væk i vrimmelen af de mange kvinder. Han ledte panisk efter hende, hun havde skabt en stærk længsel i ham. Han anede ikke, hvordan hun så ud. Han kendte hende kun bagfra. Det eneste han vidste var, at hun havde lange brune ben, håret havde han ikke engang set, det havde været samlet under et spraglet tørklæde. Han gik febrilsk rundt blandt de mange mennesker på gårdspladsen. Nu kom bonden frem på den brede trappe, den store solide trædør, bag ham, smækkede i med et hult brag. Han bad om ro, og råbte ud til forsamlingen, at alle druerne nu var i hus, og at han kun behøvede få frivillige kvinder til arbejdet i morgen.
   Den unge mand så sig fortvivlet om i mængden. De fleste af kvinderne havde spraglede tørklæder bundet rundt om håret. Han indså, at han måtte opgive at finde hende, det eneste han kunne håbe på var, at hun var blandt de frivillige dagen efter.
   Næste morgen mødte han meget tidligt op på gårdspladsen, han ville være den første. Måske var der en chance for, at hun ville være blandt de frivillige, og når flokken af kvinder ikke var så stor, kunne han måske genkende et eller andet ved hende. Han begyndte at blive utålmodig, han gik på må og få, nu var han havnet på siden af det store stenhus. Vasketøjet der hang til tørre blafrede fredeligt på de lange snore. Alt det grønne, han trådte rundt i, sendte en berusende duft op i hans næsebor. Det var duften af krydderurter basilikum, oregano og timian. Herfra hvor han stod, kunne han se ud over en stor del af dalen. Langt ude snoede og bugtede vejen sig. Nogle små bitte prikker bevægede sig langsomt frem mod gården. Det måtte være kvinderne, der var på vej fra landsbyen, ud til arbejdet. Han vidste at arbejdet i dag, kun var forbeholdt kvinderne. De mange drueklaser skulle kvases. Det arbejde havde i generationer været forbeholdt de unge kvinder. Man sagde, at det var dem, der var skyld i at vinen varmede blodet og gav øjnene glans.
   Han gik tilbage til gårdspladsen, de første kvinder var dukket op. Midt i gården var det store trækar stillet op, druerne var hældt op i det, de var sorte og saftige. Nu gik kvinderne hen til karret, de smøgede deres kjoler op, det var et virvar af lange brune ben. Han kunne ikke skelne det ene par ben fra det andet. Hele skuet berusede ham. Han stillede sig i passende afstand, sammen med gårdens andre mænd. Dette var årets festligste dag. Lange borde var stillet op langs den ene side. Han vidste, at senere ville store kander med afkølet vin blive sat frem, man sagde, at blandt drikke er vinen den mest velsmagende, den nyttigste og den mest indbydende. Et bål ville blive tændt, og grillspyd med store lunser kød ville syde og sprutte over ilden. Der ville være en høj stemning og et tæt fællesskab.
   Kvinderne var nu trådt op over kanten, de følte sig først forsigtigt frem. Han tænkte på hvordan det føltes når saften fra de pressede druer kom ind mellem tæerne og krøb op af benene. Han så helt hypnotiseret på de mange kvindeben. Han så hvordan den ekstremt dybrøde farve, satte sig langt op ad kvindernes lår. Han håbede, at gud i dag, ville bære over med syndige tanker. Det var han sikker på, han ville, han havde jo da selv sørget for at sende solens stråler ned på jorden, så de kunne fange den ophidsende røde farve på kvindernes ben.
   Han kunne ikke mere holde sig i ro. Han bevægede sig lidt rundt om karret. Pludselig blev han sikker på, at det var hende der stod lige foran ham. Det var jo den samme kjole, han havde gået bagefter den foregående dag. Han så på kjolen og lod øjnene vandre op og ned af hendes krop. Han blev klar over, at det ikke drejer sig om hvor meget tøj man har på, men hvordan man har det på. Han blev helt opslugt af denne kjole, den var efterhånden blevet helt oversprøjtet af den røde saft og lå som en ekstra hud. Det var en så sanselig nydelse, så hver en muskel i hans krop var spændt til bristepunktet. Hans blodtryk kørte skamløst på højtryk. Han så hende lige ind i øjnene, og så hvordan de blev mørke og fugtige. Hendes bryst hævede og sænkede sig, Hun arbejde rytmisk med benene, hun var hele tiden i bevægelse. Han kunne mærke hvordan sveden løb ned af nakken, og videre ned af ryggen. Hun og hele sceneriet havde vakt et begær, en stærk længsel som han var ude af stand til at kontrollere. Det føltes som fryd og smerte, lys og mørke. Læberne føltes som glødende kul, hans hænder var blevet fugtige. Han tørrede sveden af panden, de mørke krøller var blevet våde. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Han var nu uden for al sund fornuft.
   Nu gik hendes fantasi i stå, det var så nu, en anden skulle tage over, for at det kunne blive en vandrehistorie. Måske er det svært at fortsætte en andens tankerække, men det er da det, der er det spændende. Måske handler historien om noget helt andet. Under alle omstændigheder kan man vel godt sige, at det at stå og trampe rundt i flere hundrede kilo saftige bær, er noget af en saftig historie. Så måske er udfordringen alligevel lykkedes.