Jeg sad på første række, helt oppe foran, lukket inde i en bås. Ved siden af mig sad min yngste datter, og mit ene barnebarn. I båsen på den anden side af den blomsterpyntede gang, sad min ældste datter og hendes søn, altså også et barnebarn. Jeg sad her med min allernærmeste familie. Datteren og barnebarnet nærmest mig, sad med røde øjne, og med jævne mellemrum løb tårerne ned af deres kinder. De trøstede hinanden. Selv sad jeg nærmest handlingslammet og forstenet, vidste ikke hvad jeg følte. Få meter fra mig stod en af de stole, jeg for små halvtreds år siden havde siddet på, måske lige så handlingslammet, ihverttilfælde rystende nervøs, husker jeg.
   Jeg syntes jeg sad og så begivenheden fra dengang lidt fra oven, Jeg havde siddet der med mit mørke hår og unge øjne. Kvalmen havde næsten overmandet mig. Jeg så de stærkt duftende gule blomster, jeg vel havde holdt krampagtigt i den ene hånd. Jeg havde ønsket mig røde roser, men allerede dengang, havde han ikke smidt unødvendige penge ud. Da gule duftende fresiaer var billigere, blev det så dem.
   Jeg sad der i båsen og tænkte på, hvorfor der var blevet valgt en så kedelig lysebrun kjole, til det der vel var en piges store dag. Så havde skoene været anderledes livlige, stærkt lysende grønne lavet af det blødeste ruskind. Hvorfor kunne jeg pludselig huske sådan en detalje. Hvordan selve handlingen var forløbet, har jeg ikke mere nogen erindring om. Jeg kan forestille mig, at det, der havde fyldt mest i mig, var den kvalme, jeg af al magt havde prøvet at bekæmpe. Grunden til at jeg havde siddet der på den stol dengang, sad jo nu i båsen på den anden side af gangen.
   Nu skulle der synges en salme. Jeg sang ikke med, jeg syntes ikke jeg havde nogen lyd i mig. Jeg var ikke rigtig nærværende, i den handling der fandt sted lige nu og her. Jeg befandt mig i en anden tid. Jeg sad og tænkte på, at man skrev så meget om tvangsægteskabet. Det var selvfølgelig, de mange fremmede, man tænkte på, når de skrev om den slags ting. Nu havde vi oven i købet fået et politisk parti, der kunne tage hånd om den slags vigtige sager. Mine tanker kredsede om de arrangerede ægteskaber. Var det ikke det, jeg selv var blevet puttet ind i, i sin tid. Dengang havde jeg sikkert ikke tænkt over det, men i dag ser jeg da vist helt anderledes på det. Lige nu vælter hele forløbet ind over mig.
   Det hele var blevet sat i stand hen over hovedet på de to, det havde drejet sig om. Begge hold forældre havde forskanset sig bag en lukket dør og planlagt slagets gang. Først var en læge blevet tilkaldt. Hans familie ville ikke købe katten i sækken. Lægen havde ikke kunnet give et hundrede procent sikkert bud på, om et barn var på vej, men som jeg tydeligt kunne huske, havde han sagt, at når man spillede i lotteriet, var der engang i mellem gevinst. Min humoristiske sans havde nok ikke den gang kunnet følge ham.
   Den næste, der var blevet hidkaldt, var præsten. Der havde ikke været mange dage at løbe på, så der var blevet udstedt et fint kongebrev. Jeg var ellers fyldt atten år, men fordi det skulle gå så stærkt, var det en nødvendighed. De havde nok selv nærmest været ligeglade med den slags formalia. Det der vel havde fyldt mest i hans hoved, var nok den uddannelse, han skulle i gang med langt herfra, helt derovre i Canada. Det at han var ved at skabe sig en familie, havde nok ikke været det, der havde fyldt mest i hans hoved. Jeg selv havde måske tænkt: "nu behøver jeg ikke være i den bank mere." Ingen havde spurgt os, om det var det, vi havde ønsket. Han var rejst få dage efter. Da jeg så ham igen, var der gået halvandet år.
   Jeg blev pludselig nærværende igen, da jeg hørte præsten sige: " af jord er du kommet..." nu gik det op for mig, at en fjern del af mit liv sluttede. Da så mine børn og børnebørn rejste sig for at bære deres far og morfar ud, ud til den sidste rejse, han skulle på, da først vågnede jeg op til virkeligheden igen. I et glimt så jeg, hvordan jeg selv havde fulgtes med ham ud af den selv samme kirke for så mange år siden.
   Jeg går ud fra, at jeg havde været glad og lykkelig den dag, jeg havde jo selvfølgelig ikke anet, hvordan livet ville forme sig, og at det ægteskab ikke ville bestå, til døden ville skille os ad, som vi ellers havde lovet præsten og havde givet ham vores ord på. Vi havde da også begge indgået nye ægteskaber, som heller ikke havde holdt. Hvorfor er mon kærligheden sådan en svær størrelse at håndterer. Det får jeg vist aldrig svar på.