Døren smækkede bag hende. Det var Iris, balancerende med soveposer og en stor papkasse. "Hvem vil med ned på tanken efter mel," spurgte hun flokken omkring sofabordet. Året var i starten af 1990'erne og måneden var sidst i august og vejret var efter en lang tør sommer så småt begyndt at blive ustabil. De glade, varme og tørre dage var afløst af efterårets første drillerier. Iris, de nitten andre piger og fire drenge var først på måneden begyndt i en sproglig 1.g klasse på gymnasiet, og var nu alle denne fredag eftermiddag stuvet sammen i Irises forældres sommerhus i et af Vestjyllands mange sommerhuskvarterer.
   Det var ikke mere end fem minutter siden de sidste var ankommet, men Iris havde allerede opdaget de manglede mel, hvis deres planer om bål og snobrød skulle lykkes. Planen for turen var blevet lagt meget omhyggeligt, eller måske snarere meget langstrakt, uden at de i lange perioder kom nogle vegne. Det var i en tysktime, med en lærer der hellere ville have haft at timen skulle være brugt til at gennemgå transitive verber. Til det blev der kun fem minutter. Fem minutter der i øvrigt ikke var meget tysk disciplin over. Det var som om koncentrationen manglede. "Husk nu på, at sådan er timerne ikke normalt her i gymnasiet," var lærerens sidste truende ord inden frikvarteret. Det havde hun så ganske ret i. I lektionen efter havde de dansk, og her blev der ikke snakket om hyttetur, men derimod om litterære systemer og dannelsesromaner.
   De unge gymnasieelever havde nu kendt hinanden en tre ugers tid, så det var begrænset hvor tæt de var kommet på hinanden, men forskellige venskaber var så småt begyndt at gro frem. Nogle sad rundt om spisebordet og spillede forskellige spil, knappede øl op og snakkede om løst og fast. Andre sad ved sofabordet og snakkede. Efter at Iris og to andre var kørt med hendes far, rettede samtalen sig ind på snobrød, bål, guitar og spejderliv. Anna kom i tanke om, at det vist var mange år siden hun sidst havde fået snobrød og Lotte startede drømmende en lang beretning om hendes tid i spejderbevægelsen. Det startede med, at hendes forældre, der selv var aktive spejderledere, meldte hende ind i det lokale spejderkorps.
   "Ja jeg kan rigtig forestille mig, dig siddende omkring et bål med en grøn spejdersangbog og guitar, skråle med på en sang om regnorme og rent drikkevand. Skal jeg snuppe en til dig?" Det var den lyshårede Norman der brød ind med sin dybe basstemme. Det sidste var henvendt til Frode, da han rejste sig for at gå hen til ølkassen. "Hva', har du noget imod spejdere," spurgte en af pigerne. "Nej da," grinede han og rakte en øl over til Frode, "jeg er sgu' da ligeglad med en flok glade idioter der laver tømmerflåder og binder knuder på nogle hvide snore." "Det hedder altså at binde knob," rettede Lotte ham. "Whatever you say, sis," var hans svar. "Skål alle sammen! Og velkommen i gymnasiet!" "Skål," råbte Frode.
   "Jamen så skål da! Så er vi gået i gang," sagde Rune hemmelighedsfuldt ovre fra spisebordet. Flere af gymnasiasterne kiggede usikkert på ham. "Hvad har du gang i," sagde Norman på en måde, og med en stemme, der nok mest af alt skulle opfattes som sjofel. Sådan blev det også opfattet. En befriende latterbølge bredte sig ud over rummet. "Gider du lige åbne for kassen. Vi skal da lige tjekke videoerne ud," henvendte Frode sig lidt senere til Ejnar, der sad i stolen ved siden af fjernsynet og drak af sin øl.
   "Tror I vejret holder," spurgte Susanne ængstelig. Hun var gået hen til et vindue og stod nu og så ud på græsplænen, med bålpladsen ovre i hjørnet. Det var overskyet. Nogle tunge, mørke skyer var drevet ind ude fra havet. En enkelt forpjusket måge skreg forbi, og en bil nærmede sig ude på grusvejen. Det var Iris og de andre i sin fars firmabil, der kom tilbage med mel, selvfølgelig, samt diverse snacks og lige en kasse øl mere i reserve. "Jamen så vil jeg lade jer være i fred. Så må I have det så godt. Og pas nu godt på huset," brummede Irises far inden han gik ud til den røde varevogn for at køre hjem. Det sidste var henvendt til Iris. "Hej," lød det rundt omkring fra de to borde.
   "Vi deler alle de fælles udgifter senere," meddelte Iris lidt efter. "Hør godt efter hvad hun siger," sagde Rune, "det er en ægte socialist der taler!" Endnu en latterbølge fra flokken og nogle enkelte ha-ha'er fra Iris. Vejret holdt ikke. Kort efter begyndte det så småt at regne. "Så må vi vente med snobrødene til i morgen," sagde Iris slukøret. "Vil du med ud at nøgenbade," sagde Norman henvendt til Merete og vippede med øjenbrynene på hvad han troede var en rigtig sensuel måde. "Årh," var hendes svar og hun gik hen i køkkenafdelingen, for at hjælpe med at rense grønsager til aftensmaden. "Uha, nedtur," grinede Frode til Norman, der bare fejede ham af og gik ud på toilettet.
   Under opvasken efter aftensmaden blev der igen tændt for fjernsynet. De havde parabol, så der skulle naturligvis høres og ses MTV og musikvideoerne diskuteres. "Oj Frode, tjek lige den sild ud," grinede Norman. Henne ved køkkenvasken var tre af pigerne i gang med en anden diskussion. En af dem, Sara, henvendte sig til mængden: "Hvorfor er der ingen af drengene der hjælper til herovre? I kan få en pige hver," lokkede Sara grinene og kiggede spørgende på Norman. "Der er altså også Ejnar," rettede Frode. "Øh hva'," spurgte Sara og kiggede uforstående på Frode. "Jo altså, I står tre og vasker op, og vi er fire drenge, ikk' ," oplyste Frode og bevægede hånden på en sådan måde, at det var meningen at hun selv skulle konkludere på hvad han havde sagt."Ih altså," udbrød hun og kiggede hen på Ejnar. "Dig havde jeg helt glemt. Men har du overhovedet sagt noget i dag?" "Det er okay", smilede Ejnar og drak af sin flaske.

I mellemtiden var Norman nået hen til de tre piger ved vasken og var begyndt at hjælpe med at tørre af og stille på plads. "Det her hedder en tallerken," sagde Lotte med et glimt i øjet, da hun rakte Norman sådan en. "Nå, I spejdere kender også sådan nogle. Det troede jeg ellers ikke," gav Norman igen. "Nåh," lød det så fra ham, efter at Lotte havde sprøjtet vand på ham. "Av," var hendes svar, da han gav hende en over benet med viskestykket. "Så, kan I koncentrere jer om arbejdet I to," lød det fra Sara.
   Opvasken blev vasket op, snacks og øl fundet frem, og nogle genoptog deres spil. Norman og Lise begyndte at diskutere friluftsliv. Det startede med at Norman meddelte klassen de havde et problem. "Hvilken film skal vi se? Der kommer en hel del på de kanaler der er her. Åh ja Lotte, der kommer noget om en spejderlejr her om lidt," sagde Norman, det sidste med et grin. Og så begyndte deres diskussion. Om de konkluderede noget, er der vist ingen der kan huske.
   De kom ikke til at se nogle af filmene. Der blev spillet og snakket mens MTV kværnede i baggrunden. Og hen på de sene timer blev de hurtigt trætte og fjernsynet slukket, på trods af stor protest fra Norman, der havde fundet en fodboldkamp på en af døgnkanalerne. Men flertallet mente, at det var tid til lidt søvn, hvis man også skulle kunne klare lørdagen og festen om aftenen.
   Rune var den første der vågnede næste morgen. Derefter Merete. "Nå, du er måske også morgenmenneske," spurgte Rune og strakte sig. Svaret var et langt og højlydt gab. "Nå, åbenbart ikke," smilte han til hende. "Det ved jeg ikk', men jeg ligger i hvert fald ikke særlig godt her på det hårde gulv," sagde Merete og kravlede ud af soveposen, kun iført hvide Sloggi-trusser og hvid t-shirt. "Det er noget underligt noget, det med at vågne efter at have været fuldstændig væk, og så alligevel ikke, i nogle timer," småfilosofferede Rune mens han kløede sig i hovedbunden. Merete kiggede søvnigt og interesseret på ham. Han rettede hovedet op og så op på hende. Lige ud for ham var hendes hofter, og han kunne se den lille bule fra bindet inde i trusserne lige under t-shirtens kant.

"Hva', skal du ikke have noget tøj på," sagde han stille og kiggede væk. Der kom et smil frem på Meretes ansigt. "Nu begynder du vel ikke også at rødme," sagde hun og gik om i hans nye synsfelt. Han svarede ikke, kiggede bare ned og pillede ved sin sovepose. Hun rystede på hovedet og gik ud på toilettet. Deres snak havde vækket Iris, som nu kom frem fra soveværelset i sin guldfarvede pyjamas: "Der er jo bestilt rundstykker nede på tanken," henvendte hun sig til Rune, der nu sad ovenpå soveposen og var ved at finde et par rene tennissokker frem. Iris var i mellemtiden nået hen til køkkennichen, og fandt sin halvtomme cigaretpakke i vindueskarmen. Hun fiskede en lighter ud og slog på bunden af pakken, så en cigaret sprang op. "Vi skal nok være nogle stykker til at hente dem," sagde hun og tændte smøgen. "Cigaret," spurgte hun Rune og pegede pakken mod ham. "Det er et lille hylster af sammenrullet papir, der er tobak i og hvor der eventuelt er et filter i den ene ende," svarede Rune tilsyneladende helt alvorligt. Hun tog det som et nej og lagde pakken fra sig. "Jeg mente da heller ikke at du røg," sagde Merete, der i mellemtiden var kommet ud fra badeværelset og nu gik hen mod sin sovepose og sit tøj. "Næ," sagde Rune. "Rune og jeg, vi skal nok hente de rundstykker," sagde Merete til Iris, da hun trak sine bukser på. Iris svarede ved at forsøge sig med nogle røgringe. "Så slipper vi for at få kræft," smilte Merete til Rune.
   Lidt efter trak Merete af sted med en rusten pigecykel ude på grusvejen mens Rune gik ved siden af og kiggede sig omkring. "Det var nu godt Iris havde en cykel herude i sommerhuset, ellers ville det da have været svært at få rundstykkerne med tilbage," prøvede Merete at indlede en samtale og fik som svar den velkendte ja-lyd: "Mmm." "Nå, så du er så'n filosof, eller hva'?" "Mnaaj det..." "Ja, livet er noget underligt noget," sagde Merete og kiggede ud mod asfaltvejen. "Her går vi, er lige begyndt i gymnasiet og nu går vi hen for at skaffe mad til klassen. Ellers går vi rundt i en verden som vi ikke ved om eksisterer for andre væsener end os selv. Jeg mener, vi ser en blomst, men er den der også i virkeligheden, og har den den samme farve som vi ser den med, i virkeligheden," sagde Rune spørgende med løftede øjenbryn, mens han kiggede ned på en vissen plante i grøftekanten. "Jamen, hvad er virkeligheden," spurgte Merete og kiggede spørgende på ham. Han trak på skuldrene, synligt irriteret over ikke at kunne svare. "Hvad synes du om gymnasiet," spurgte hun lidt efter. "Godt nok," lød det ligegyldige svar.
   Da de nåede tilbage til sommerhuset, var alle stået op. Det vil sige, Norman var stadig i sin sovepose. Han sad og halvsov op ad væggen. Iris og nogle andre af pigerne havde fundet servicen og drikkevarerne frem. Rune tog bagerposerne op af papkassen de havde haft på cyklens bagagebærer, mens Merete gav sig til at skære rundstykkerne over. Sara kom ud fra et af værelserne, tog et halvt rundstykke og gik over til den halvsovende sovepose. "Kan du selv spise eller skal du fodres," spurgte hun grinende, mens hun holdt rundstykket frem ud for Normans mund. Han åbnede øjnene, lænede sig lidt frem og tog en bid. "Aj, der er jo ikke noget smør på" gumlede han. "Så må du hellere stå op, så du kan smøre dig et," sagde hun triumferende.
   Formiddagen gik med, hvad unge mennesker nu kan finde på at bruge en formiddag på. Ind imellem var der huller i skyerne, så solen kunne titte ned. Det lokkede nogle ud på græsplænen. Norman prøvede at få gang i en lille rask diskussion med Lotte igen om friluftslivets glæder, men hun var ikke videre interesseret. Flere sad på terrassen og snakkede, drengene fandt hurtigt ølkassen frem, et par af pigerne smuttede en tur ned til stranden for at mærke vandets temperatur, andre gik ned til tanken for at mærke temperaturen der.
   Pigerne kom hurtigt løbende tilbage. "Vandet er 15 grader," lokkede Karina. "Og hvordan kan du vide det," lød det mistroisk fra Frode. "Du har måske et indbygget termometer i storetåen, "grinede han. "Hø hø hø," svarede hun med himmelvendte øjne. Badenymferne vidste ikke rigtig hvad de skulle gøre. Der var nemlig ingen der havde været så forudsigende at medbringe badetøj. "Så må I jo bade nøgne," var den første reaktion. Den kom overraskende nok fra Norman. Pigernes reaktion var at gå ind i huset efter håndklæde, trusser og bh. Norman og Frode gik med dem tilbage til stranden. Det var nu ikke for at bade. De sagde noget med, at de ville studere stenene og strandskallerne, mens de grinende med en øl i hånden fulgte efter pigerne.
   "Det må da være koldt at bade nu. Det er overskyet det meste af tiden og det er jo snart ikke sommer mere," sagde en af de tilbageblevne piger. Det var Dina. "Det skal du ikke sige," sagde Rune fra sin hvide plastichavestol. "Det er nu vandet er varmest. Igennem hele sommeren er det blevet opvarmet, og det tager tid at køle det ned igen. I hvert fald med havene. Det er noget andet med søerne. Og skyerne er med til at holde på varmen. Luften er ikke så varm mere, det er rigtig. De skal passe på, når de kommer op igen ikke at blive forkølede. Men ellers, vandet det er stadig godt nok." Pigerne trak på skuldrene eller tog en tår øl.
   En halv times tid senere kom badepigerne tilbage, bærende på våde håndklæder og fodtøj. Frode fulgte fnisende efter Norman, der havde fået det betydningsfulde hverv at bære de våde trusser og bh'er. Han nød det. De gik om mod tørresnoren. Og så skete der noget Norman ikke havde forudset. Pigerne overlod ham nu også håndklæderne. "Lad os nu se, hvor god du er til at hænge vasketøj op," grinede Sara.
   Snart kom de også tilbage fra tanken. Der var købt snacks, cola, juice samt diverse flasker sprut. Som Ejnar udtrykte sig: "Ready to run, over and out." Nu var alt klar til om aftenen. Brød og pålæg blev fundet frem, så de selv hver især kunne sørge for at få sig en sen frokost. Senere på dagen dukkede Iris frem med en fodbold fra gemmerne. "Ja, det er altså min lillebrors," forklarede hun sig. Herefter gik eftermiddagen med at udnytte den stakkels orange og sorte plasticfodbold, vistnok købt nede på tanken for nogle år siden.
   Sidst på eftermiddagen begyndte det så småt at dryppe fra oven, og de unge belejrede igen de to borde i stuen. Drypperiet tog til og Sara trak Norman med ud efter vasketøjet. Og så kunne resten også få historien om Norman og Frodes sten og strandskaller. "Jamen, jeg har da badetøj med, "røbede Anna, som var blandt dem der havde besøgt tanken tidligere. "Jeg tog det med, bare for en sikkerheds skyld," sagde hun og kiggede sig omkring. Der blev heller ikke tændt bål denne aften. Der var ikke rigtig stemning for det, i det vejr. Så der var heller ikke noget der hed snobrød til aften. Melet fra tanken blev i stedet brugt til pizzaer, som pigerne efter en lang diskussion om opskriften på pizzadej, fik lavet. Efter aftensmaden var der stemning for, at de skulle ud at gå en tur. Det var holdt op med at regne.
   "Se nu den lille mus der," sagde Rune pludselig. Imellem nogle træer sad en ung mus med begge forben omkring et eller andet spiseligt. Nogle af pigerne blev forskrækkede over den lille fyr og gav et kort skrig fra sig. Den lille brune skabning blev mindst lige så forskrækket og pilede væk igennem græsset. "Den sidder bare der ligeså sød som enhver anden gnaver og pudser sig og spiser," sagde Rune med et glimt i øjet. "Du er en underlig en, ved du godt det," smilte Merete. Han trak på skuldrene og rev et græsstrå til sig som han pillede ved. "Det er det jeg godt kan lide ved dig," sagde hun og bed sig selv i læben og kiggede sig omkring. De andre var gået videre og var nået hen til trappen ned til stranden.
   Nede på stranden gik nogle så langt ude mod vandet de turde med sko på, mens andre gik lidt længere inde og sludrede. "Det her oser bare af stemning, "lød det fra en. "Så skal du bare se solnedgangen, "sagde Iris. "Hvis bare der ikke var så forbandet overskyet," kom det fra Dina, der så ud på de store sorte skyer derude over. Der var ingen der tænkte videre over, at vestenvinden blæste dem indad. Pludselig kom der et vindpust ind ude fra havet. Derefter et hurtigt lysglimt derude fra, efterfulgt af et brag. Det gav et sæt i dem alle sammen. "Så mangler vi bare at det begynder at regne," sagde Rune. I det samme, endnu et lyn, og der begyndte at komme nogle spredte ringe ude på vandet. "Ja, vidste man ikke bedre, ville man tro det var fisk der sprang, "sagde en af pigerne irriteret. Ringene tog til i antal og et øjeblik efter silede det ned.
   Der stod de så. Der var ikke rigtig nogle steder at krybe i læ. Nogle havde været så forudsigende at tage regnfrakke på, andre ikke. Rune tog sin lette sommerjakke af og lagde den om Meretes skuldre. "Tak, "sagde hun, "men jeg tror nu ikke det nytter særlig meget." Der stod de så alle sammen og skuttede sig, mens de kiggede ud over vandspejlet der konstant blev splintret af et astronomisk antal af bittesmå søm. Frode begyndte at grine. Han gik hen til Norman og viskede ham ind i øret. Et smørret grin bredte sig over Normans ansigt. De smed jakken, fodtøj og strømper, cowboybukser og bluse og spænede ud i vandet. "Kom," råbte Frode. "Vandet er varmt," råbte Norman og stak en pegefinger ned i det våde. "Ja, det er lige 15 grader!"
   Inde på land begyndte de at grine og inden længe var alle kommet i vandet, på nær Ejnar der stod i sin meget mørke regnfrakke med hætten over hovedet og kiggede sørgende ud mod horisonten. Gravalvorligt skovlede Rune vand op i hænderne og hældte det ud over Meretes hoved. Det gjorde han tre gange, mens han sagde "i faderens, i sønnens og i Helligåndens navn!" Han brød masken og klukkede med sin månesyge latter. Merete derimod skraldgrinede og sprøjtede vand efter ham, hvilket blev gengældt. Også de andre havde fundet ud af, hvad hænderne kan bruges til når man er i vandet, udover til svømmetag og Frode og Norman havde travlt med at sørge for, at pigerne fik en dukkert. Tordenbygen drev hurtigt over og den hellige magi slap sit tag i de unge, strømmen blev slukket og de gik i land. De løb tilbage til sommerhuset. Alle radiatorer blev dækket med undertøj og strømper i alle kulører, størrelser og farver, og fungerede udmærket som pynt til den efterfølgende fest. Pigerne iklædte sig festtøj, mens drengene fandt rene cowboybukser og rene skjorter, efter kraftig opfordring fra pigerne. Juicekartoner, halvandenliters colaer og øl kom ud fra køleskabet, musikken tændt og bænket op omkring de to efterhånden så velkendte borde kunne festen begynde. Også glas, skåle, poser og flasker var blevet fundet frem. Poserne blev tømt i skålene, og flaskerne efterhånden tømt i glassene.
   Anna, iklædt en tynd og nedringet kjole, havde sat sig ved siden af Frode. Efterhånden kom hun tættere og tættere ind til ham, hvilede ind over bordet og foregav at lytte rigtig interesseret til hans livshistorie. Den mørkhårede Frode snakkede løs om sin fortid i folkeskolen, om fodbold, den lokale ungdomsklub hvor han havde hjulpet til, om i starten af tiende klasse, hvor han fik briller og indimellem alt dette skulle han da også vide noget om Anna, der kom udenbys fra. Hun var såmen bare en gæv pige fra en af de små byer i omegnen. Senere sad Frode ved siden af Karina. De snakkede om termometre.
   Norman fik sig en lille sludder med Merete, indtil hun undskyldende rejste sig og slog sig ned andetsteds. Så fik han hilst på Tessa, deres Team Danmark-elev. Han kunne ikke forstå hun gad gå i gymnasiet i 4 år, som er det Team Danmark-elever nu engang gør! Hun havde gået til atletik og været længdespringer siden fjerde klasse og havde været til en masse stævner både ind- og udlands og havde en masse medaljer og pokaler stående derhjemme på sit værelse. Hun var den lokale klubs store håb og brugte en utrolig masse tid på hendes idræt. Hendes store drøm var at komme til OL engang om ikke så mange år.
   Flaskernes indhold blev mindre og mindre, mens askebægrenes derimod hele tiden blev forøget. Flasker og askebægre klirrede særlig højt når et par kærlige piger hjalp de gispede bordplader til igen at få ilt, mens en kølig augustbrise blandede sig med røgtågerne, når en anti-ryger åbnede et vindue eller en dør for at få luften skiftet ud med noget der indeholdte lidt mere oxygen end det foregående. Stemningen blev højere og højere og snakken mere og mere frigjort. Efter nogle timer, og mørket så småt havde sænket sig, kom der en ide på bordet om, at de skulle tage ned og nøgenbade, og så var det generte miner der kom på bordet. Gymnasiasterne kiggede rundt på hinanden for ligesom at udse sig, hvem de kunne tænke sig at se nøgne i mørke. Det endte med at de var en syv stykker der tog af sted med håndklæde over skulderen ud i den næsten overskyede fuldmånenat.
   I sommerhuset klirrede flasker og askebægre videre og musikken larmede henne fra hjørnet. Det var begyndt at blive svært med variationen. Der var ikke mange radiostationer at vælge imellem her efter midnat, og så forfærdelig mange CD'ere havde de heller ikke fået medbragt. Til trods for det, kom der hele tiden rytmiske lyde ud fra den kegleformede membran inde bag stoffet, det skulle drengene nok sørge for. Det var begyndt at blæse op og Rune begyndte inden længe at sige noget om at de der gik til stranden skulle passe på at strømmen ikke tog dem, og det varede da heller ikke længe før de kom tilbage. Norman og Sara kom ind hånd i hånd.
   Norman var blandt de der havde fået plads i en af de fire køjer i et af værelserne. Derudover sov der to på gulvet. Han gik nu hen til sine forskellige sengekammerater og sagde noget til dem og inden længe havde han fået arrangeret, at han og Sara fik værelset for sig selv. De andre så dem ikke igen før næste morgen.
   Var snakken hen på de sene timer ved at gå i stå, var det noget der blev ændret nu. Sjofle bemærkninger og tilråb lød i stuen og trængte ind på værelset, hvorfra der kom tilråb tilbage. Det varede dog ikke længe før bemærkningerne fra stuen blev ignoreret og dialogen mellem værelserne blev brudt og i stuen blev der spekuleret som en vild over hvad der mon nu foregik i værelset ved siden af. "Tror du de gør det," lød det rundt omkring i hjørnerne. Det lykkedes endda Frode at indgå et væddemål med Karina om hvorvidt det nye par gjorde det eller ej. Det troede Karina nu alligevel ikke, men Frode var sikker. Han havde set Norman havde kondomer med. "Men det er jo ikke ensbetydende med at Sara er klar til det," pointerede Karina. "Det er da utroligt så travlt I har med dem," smilte Rune. "De ku' ligeså godt være blevet herinde, I skal jo alligevel have det hele at vide i morgen."
   Næste dag kunne hverken Norman eller Sara gå i fred. De andre var overalt og skulle have alt at vide. Om de havde gjort det, fik de andre dog ikke svaret på, men alle var helt sikre på at det havde de, og det var jo det der betød noget. Søndagen foregik stille og roligt, ingen høj musik, ingen råben, ingen ingenting. Der var en hel del toiletbesøg og oprydning der skulle klares og i løbet af eftermiddagen var alle lige så stille forduftet i den stille, kølige regn. De skulle hjem og lave lektier, for det ragede da lærerne om de havde været på weekendtur. Det er ikke nogen undskyldning for ikke at få lavet sit hjemmearbejde.
   Det havde været efterårets første weekend med regn og nogle enkelte var da også blevet forkølede. Trist, syntes klassen, men vejret skulle nu ikke overskygge de gode dage de havde haft sammen i sommerhuset. De havde virkeligt lært hinanden at kende, især da Norman og Sara. Det våde vejr fik venskaber til at spire frem, og må så at sige have haft en gavnlig virkning.