Der var engang i det nordlige kongerige Dannevirke en stor ghettoplage. Overalt var der indvadrere, som lavede hærværk, voldtog og de spiste og drak sågar alt det forråd der var stillet til rådighed i sygehusenes venteværelser.
Tidligere havde de mange betjente sørget for, at indvandrerne ikke tog overhånd. Men der var nu så mange etniske dannere i landet, at de endda ikke veg tilbage for at angribe politiet, så de løb hylende bort.
Indvandrerne nassede og stjal, og da de havde så meget næring, formerede de sig med lynets hast. De opskræmte dannere forlangte, at Folketinget måtte gøre noget mod plagen, og derfor havde ministrene soddet i dagevis hos statsministeren for at diskutere, hvordan de kunne komme indvandrerne til livs. "Vi har brug for flere regler!" råbte den ene. Men ligeså snart de lavede en ny regel, fandt indvandrene en smuthul.
"Vi sætter bomme op ved grænsen!", sagde en anden. Men indvandrerne var alt for snu, de gemte sig blot bag Unionens regler.
"Vi må slå dem ihjel med knipler!", foreslog en tredje minister.
"Nej, de er alt for hurtige, og der er alt for mange, det klarer vi aldrig alene!", sagde statsministeren til slut bedrøvet.
Regeringen hørte, hvordan den utålmodige mængde råbte udenfor. Pludselig var der en der bankede på døren. "Hvem kan det være?", spurgte de ængsteligt, for de var bange for, at mængden ville trænge ind med vold. Men foran døren, stod en mager ung kvinde, med en stålende blank taske, i høje sko og en gammelrosa dragt. Hun havde et lille gyldent kompendie i hånden og havde et forslag til regeringen.
"Jeg har allerede befriet mit eget parti for utøj og andre plager. Hvis i giver mig posten som ministerpost, så skal jeg gøre det af med jeres ghettoproblem!"
"Du kan blive statsminister, hvis du befrier os fra indvandrerne!".
Selvom de tvivlede på, at den ranglede kvinde ville klare opgaven, beseglede de aftalen med et kraftigt håndslag.
"I morgen tidlig er der ikke flere problemer!" råbte kvinden ubekymret og ilede bort. I morgengryet, før solen var stået helt op tog hun ud i ghettoen og læste op af sit kompendie. Hun fortalte om integration, kultur, mangfoldighed, ligestilling, tolerance, solidaritet og ikke mindst om hvordan man stemmer til valget. Og fra alle etageopgange i ghettoen væltede indvandrerne ud og drog efter den blege kvinde i store skarer.
De flotte ord strømmede altimens hun førte indvandrene ud i skolerne og på arbejdspladserne, steder hvor de blev værdsat og ikke længere stak ud.
Ved middagstid var der ikke en eneste indvandrer tilbage i ghettoen, de levede nu sammen med dannerne. Folk var glade og jublede.
I Folketinget herskede der stor tilfredshed, og statsministeren sagde stolt: "Jeg har taget kvinden i min tjeneste!", da kom kvinden med den fine taske og forlangte sin belønning.
"Vi har aldrig lovet dig statsministerposten!", løj den kvabsede statsminister.
"Så giv mig i det mindste en ministerpost!", krævede kvinden.
"Du har hjulpet os med ghettoproblemet, det giver vi dig et sekretærjob for!", sagde statsministeren. "Vær du tilfredsmed det, ellers får du slet ingen ting!".
Vredt kiggede kvinden på den samlede regering og sagde i en vanlig skinger tone: "I har derpå brudt Jeres løfte! Det kommer I bittert til at fortyde!", derpå forsvandt hun. Men regeringen lod sig ikke skræmme af hendes trussel og lo blot af hende. Den næste dag var det søndag, og alle de fine herrer i Snapstinget. Kun vælgerne knoklede ude i den virkelige verden. Så drog kvinden gennem byen med løfter, floskler og røde roser, der fik vælgerne til at løbe efter hende. Et langt vælger optog gik efter kvinden hen gav deres stemmer til hende. Kun en lille dreng, der ikke var gammel nok til at forstå demokratiet, blev skånet for de utopiske valgløfter. Da de ministrene så den lille dreng og han fortalte dem om det forunderlige optog. De skyndte sig hen til valglokalerne, men dørene var lukket. De kunne intet gøre, de ville aldrig få stemmerne tilbage. Derefter blev Dannevirke et sørgeligt land. I de næste fire år kom borgerne ikke til orde, men de blev på den måde mindet om den pris de måtte betale for både deres intolerance og deres sidenhen ukritiske tilgang til politik - og de fortalte histoien videre fra generation til generation.