For en uge siden mødte jeg en pige i byen hvor jeg arbejder. Jeg var, som sædvanlig, inde og nyde mit daglige espresso-drop på Baresso. Godt tilbagelænet i sofaen, med en brugt berlingerne, sidder jeg i mine egne tanker og nyder lyden af menneskelig brummen og liv omkring mig.
   På trods af mit ellers meget koncentrerede studie af dagens krøllede nyheder, bliver jeg alligevel distraheret. En duft af en næsten unaturlig og helt klart fantastisk sødme fylder mine sanser og jeg får forsigtig bøjet hjørnet ned, så jeg kan se hvem eller hvad der har sat sig ved siden af mig, i den store mørkerøde lædersofa.
   Indbegrebet af skønhed, må siges at være dét der mødte mit syn. Dybe blanke øjne, der stirrede tavst ned i den store kop med dampende varm kakao, smukke hænder der holdt om koppen for at varme kroppen oven på det kolde septembervejr og det smukkeste lange hår, der mest af alt fik mig til at tænke på en sydlandsk prinsesse.
   Pludselig var finanskriser, valsende statsministerfruer og europæisk fodbold ikke længere så interessant. På trods af at jeg stadig bladrede videre, som om jeg læste avisen, så kørte tankerne rundt inde i hovedet; hvad skulle jeg gøre, hvad skulle jeg sige for at komme i kontakt med dette smukke væsen? Skulle jeg rykke tættere på, skulle jeg spørge om hun ville se avisen eller skulle jeg bare lade hende... "Hej!", lyder det med en mild og blød stemme, hun afbrød mine tanker og kom mig i forkøbet.
   "Hej" svarer jeg igen, mens jeg desperat forsøger at folde avisen sammen. Hun kigger på mig og smiler, "Ved du hvordan vejret bliver i morgen?" spørger hun til min store overraskelse, "Øhhh, jeg tror det bliver sådan lidt koldt og fesent?!" ryger det ud af mig samtidig med at jeg græmmer mig over, at jeg på fornemmeste vis formåede at komme med en endnu mere kikset sætning end hendes.
   Hun fniser saligt og siger "Okay, tak - hvad hedder du egentlig?", efter den kiksede start på samtalen, får den endelig den drejning som vi begge havde håbet.
   Efter at have talt om alt mellem himmel og jord, var vi begge blevet lidt klogere på hinanden og jeg havde fået hende inviteret ud på en date, den første date - skræmmende. Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har været på sådan en spontan date. Kan jeg overhovedet huske hvordan man gør?
   Det får vi at se i aften. Lige nu er jeg på arbejde og sidder og leder efter en mindre kikset slutsætning som jeg kan bruge når vi står foran hendes hoveddør, efter en forhåbentlig vellykket date. Jeg har overhovedet ikke kunnet koncentrere mig om alt det jeg skulle have lavet i dag, bunkerne har bare fået lov til at ligge. Jeg kan slet ikke fokusere på andet end den aften der venter mig. Til sidst beslutter jeg mig for at tage lidt tidligere fri, så jeg kan komme hjem og gøre mig klar.
   Jeg gør som jeg altid plejer at gøre inden jeg skal i byen; lidt god musik på anlægget og helt op for lyden, så er man klar til at tage bad, sætte hår, stryge skjorte og hvad der nu ellers skal til for at se hæderlig ud til den første date. Som sædvanlig ender jeg ned at løbe rundt de sidste fem minutter og vælte ud af døren, på trods af at jeg startede i god tid - der er jo mange ting der lige skal tjekkes, så som mail, facebook, msn, blog.dk også videre. Kald det overspringshandlinger, kald det lige hvad du vil.
   Endelig kommer jeg ud af døren, klar til at tage ind til byen, jeg vælter ned af trapperne og er ved at falde flere gange, jeg får åbnet døren ud til vejen og ser at himmelen er helt sort, ikke kun fordi det bliver tidligt mørkt i disse tider, men også fordi at skyerne trækker mere og mere sammen og venter bare på deres chance for at ødelægge et hvert håb om en romantisk aften, med måneskinstur og stjernekiggeri.
   Jeg småløber ned til toget og når netop at hoppe ind i toget, inden dørene betænkningsløst lukker i. Toget begynder ligeså stille at rulle, i takt med mine tanker om hvordan daten kommer til at forløbe. Man vil jo så gerne have lidt kontrol over begivenhedernes gang, men det er vist umuligt. Jeg kan mærke sommerfuglene i maven, jeg tænker startsætninger og slutsætninger igennem, og alt det inde imellem.
   Jeg kan sagtens være ærlig, men hvem ved om hun kan lide den ægte uspolerede mig? På den anden side ville det også være forkert at ændre på sig selv, for at få hende til at kunne lide mig, for så ville hele forholdet være bygget på noget falsk - overhovedet ikke holdbart. Mon det er det vores forældres generation har gjort, siden skilsmissetallet snart er højere end skatteprocenten for de højestlønnede?
   Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, men uanset hvad jeg tænker, så kan jeg hele tiden se hendes dejlige kærlige ansigt foran mig, det virker på samme tid beroligende og frygtindgydende.
   Toget nærmer sig endestationen og kvinden med den monotone stemme fra Statsbanerne, fortæller over højttalerne, at toget lige skal holde tilbage og afvente signal fra stationen. Jeg kigger på uret og begynder at trippe og sidde uroligt, der er kun et kvarter til jeg skal mødes med hende foran restauranten. Jeg bevæger mig ned til dørene og samtidig begynder toget at køre de sidste tyve meter ned til perronen.
   Jeg skynder mig ud af døren og op af rulletrapperne, der heldigvis næsten er tomme eftersom klokken snart er syv. Jeg skøjter ind igennem banegårdshallen, på de glatte og blanke granitgulve. Da jeg kommer ud af døren ser jeg at skyerne har fået samlet de nødvendige kræfter; det står ned i lårfede stråler og ligner mest af alt noget fra en amerikansk B-film.
   Jeg skynder mig ind i taxa der holder lige foran døren, det er den eneste måde jeg kan nå det og så slipper jeg for at skulle gå igennem regnen. 
   Endelig når jeg frem til den high-end restaurant, jeg har inviteret hende på og jeg der er hele fire minutter til at klokken er syv. Jeg skynder mig ud af taxaen og i læ af markisen udenfor restauranten. Det er bidende koldt og jeg kan ikke se hende, jeg spejder ud til begge sider, der er stort set ingen mennesker i gaderne - der er vel heller ikke nogen der frivilligt vil bevæge sig ud i sådan et vejr.
   Klokken er nu fem minutter over syv, men jeg kan nu se en pige komme gående, med en paraply og en lang frakke. Hun kommer gående med raske skridt hen imod mig, pludselig er der ikke så koldt mere, varmen bygger sig stille op indeni. Hun stiller sig ind under markisen til mig, slår paraplyen sammen og kigger forfrossent på mig, "Hej, undskyld jeg kommer for sent!", hun smiler og giver mig et kram, mens jeg får fremstammet "Det gør da ikke noget, jeg er kun lige kommet!". Første løgn, det starter godt, nå det går nok, det var trods alt for hendes skyld.
   Vi bevæger os indenfor. En tjener kommer os i møde og byder os velkommen, han viser os bordet hvor vi skal sidde, der er hvide bløde designerstole, en hvid dug og to mørkerøde stearinlys. Det ser rigtig godt ud, meget bedre end forventet.
   Hun begynder at tage hendes frakke af og indenunder har hun det flotteste gule silkekjole på, den fremhæver hendes naturligt solbrune hud. Selvom jeg ikke troede det var muligt, så ser hun endnu smukkere ud, end da jeg mødte hende for en uge siden. Jeg tager hendes frakke og hænger den op på bøjlen i den lille garderobe ikke så langt fra vores bord. Vi sætter os ned og begynder at snakke, vi snakker om alt og intet - en hel befrielse, jeg havde slet ikke behøvet at tænke det hele sådan igennem.
   Da middagen er forbi og jeg har betalt, rejser vi os stille op, jeg giver hende jakken på og vi bevæger os ud på gaden, i mellemtiden er det holdt op med at regne og skyerne var begyndt at trække sig en smule.
   Vi gik ligeså stille ned af strøget, hun boede ikke så langt derfra. Vi grinede og snakkede en smule mere højrøstet end da vi kom, måske på grund af de to flasker rødvin vi fik drukket.
   Da vi når frem til hendes opgang, vender hun sig om imod mig og smiler, fuldstændig uimodståeligt. Hun rækker hånden ud og trækker mig helt ind til hende. Hun siger, at hun desværre ikke kan invitere mig med op, da hende hun bor sammen med har besøg af sine forældre. Jeg siger at det er i orden. Hun kigger mig dybt i øjnene og jeg kan mærke hele min krop sitre, var det nu?
   Var det nu at det intime smukke kys skulle komme, det føltes i hvert fald rigtigt, så jeg bøjede stille hovedet fremad og det samme gjorde hun. Vi kyssede hinanden blidt på munden - alt var perfekt; aftenen, kysset, hende, det hele - MEN... men'et der skulle få mig til at ligge søvnløs det meste af natten... Efter det første kys, kigger vi igen på hinanden og smiler, hun fører hendes hænder op igennem mit hår og trækker forsigtigt mit hoved hen til hendes igen og så kysser hun mig igen, men denne gang var det ikke et blidt kys, hun stak tungen helt ind i munden på mig og kørte den rundt, på tænder, kind, drøbel, faktisk over alt, det var det ultimativt dårligste kys nogensinde - og årtiets største turn-off.
   Jeg var helt paf og da vi havde sagt godnat og givet hinanden et kram, gik jeg helt paralyseret tilbage til banegården.
   Betyder kysset virkeligt så meget? Er det overhovedet rimeligt, at dømme hende ud fra et kys? Hvad skal jeg sige til hende? Skal jeg droppe hende, bare på grund af det, når hun nu ellers virker så perfekt? Skal jeg sige til hende, hun er en dårlig kysser? Er det mig der er noget galt med?

Nu er det morgen, jeg sidder igen på arbejdet, fuldstændig smadret efter en nat stort set uden søvn, jeg har vendt og drejet mig, tænkt over daten i går aftes. Selv i toget på vej herind kunne jeg ikke får aftenens begivenheder ud af hovedet. Jeg er i mindst 28 sind, syv kan simpelthen ikke gøre det.

Der er nu næsten gået en uge siden daten og sent i går aftes bestemte jeg mig for at træffe en endelig beslutning, skulle jeg dumpe hende på grund af det ubærligt dårlige kys eller skulle hun have en chance til. Efter en så vidunderlig date, følte jeg at jeg trods alt skyldte hende en ekstra chance til at gøre det bedre. Jeg havde ikke hørt fra hende siden daten i fredags, så jeg bestemte mig for at skrive en sms til hende; "Hey søde... Mange tak for sidst, det var super hyggeligt. Jeg tænkte på om vi skulle finde ud af noget igen snart. Kram".
   Jeg ventede længe og var faktisk næsten faldet i søvn, da mobilen vibrerede; "Heii, jeg ringer lige lidt senere :s". Jeg satte mig op og skruede op for fjernsynet, så jeg ikke faldt i søvn og gik glip af opkaldet. Tiden gik og imens tænkte jeg tilbage på alle de tanker og følelser jeg har været igennem de sidste par uger. Jeg var faktisk godt tilfreds med mit valg, jeg var glad for at jeg gav hende en chance. Der var heller ingen vej tilbage nu. De glade tanker opvejede næsten min undren over den mærkværdige besked.
   Da klokken nærmede sig to ringede telefonen endelig, jeg skyndte mig at skrue ned for fjernsynet, rømmede mig for at få trætheden ud af stemmen og tog telefonen. "Hej" lød det med en mild stemme, "Du må undskylde at det blev så sent, der er bare så meget lige nu". Jeg tænkte lidt, hun lød helt anderledes end de andre gange vi havde snakket - hun havde stadig en smuk og blid stemme, men hun lød næsten nervøs. Jeg spurgte til hvad der var galt, men hun kunne ikke rigtigt sige det, hun begyndte at lyde mere og mere nervøs. Hun skiftede emne hele tiden.
   Til sidst kom vi til at tale om daten i fredags og jeg fik spurgt hende til om hun ville ud med mig igen, hun var stille i lidt tid og sagde så endelig "Jo, ser du, jeg har ikke været helt ærlig over for dig", "Nå?" siger jeg spørgende, "Jeg har egentlig haft en kæreste de sidste otte måneder, det er bare gået helt skævt den seneste tid og da jeg så dig, fik jeg lyst til at starte på en frisk; jeg.. jeg er ked af det, jeg havde brug for at komme væk fra ham!".
   Jeg var målløs, pludselig var rollerne vendt, jeg havde slet ikke set den komme. Det havde jeg aldrig troet om hende, ikke ud fra de snakke vi havde haft for to dage tidligere. "Det er jeg da ked af at høre" får jeg fremtvunget, "Men hvorfor sagde du ikke noget i fredags?", der var igen stille i røret, "Jeg var vel bange for at såre dig, når du nu havde gjort så meget for mig?" jeg kunne mærke et indvendigt hånligt grin, "hvad havde du forestillet dig", sagde den indre stemme. "Jeg er ked af det" sagde hun igen, "Andet kan jeg ikke sige, Tak for alt...", mest af alt havde jeg bare lyst til at lægge på med det samme, men jeg sagde stille "Selv tak, det var en hyggelig aften, og jeg håber også at du hyggede dig - hav det godt!". "I lige måde, vi snakkes måske - hej hej" lød det fra hende inden røret blev lagt på.
   Jeg sad fuldstændig stille med røret i hånden, jeg kunne ikke høre mine egne tanker for den indre film der kørte - samtalen gentog sig igen og igen; både fra eftermiddagen på Baresso, fra daten på restauranten til den underlige samtale, der lige havde fundet sted og som vendte op og ned på det hele!
   Jeg slukkede for alting, gik i seng og faldt i søvn med det samme. Da jeg vågende op i morges, lå der besked på mobilen "Undskyld!", var det eneste der stod. Jeg kiggede på uret, skyndte mig at gøre mig færdig og tog på arbejde.
   Her sidder jeg så nu, med den underligste snurrende fornemmelse i maven og ved ikke helt hvad jeg skal synes, tænke og tro? Er kærligheden virkelig noget opreklameret fis, eller skal man bare gå så grueligt meget igennem for at finde den rette?