Jeg stirrede på det: Korset. Den skarpe, store silhuet af det sorte kors, hvis lange skygge havde lagt sig over mig. Det stod der, på alteret som et symbol på noget som jeg engang prøvede at leve op til. Ikke mere, desværre. Den drøm var forfaldet og ødelagt, ligesom resterne af denne kirke. Jeg spurgte mig selv hvorfor korset stadig var helt. Nok fordi at det var lavet af jern. De brød sig ikke om at røre jern. Det gjorde ondt på dem. Jeg så mig omkring. Højst sandsynligt var de fleste ting af værdi allerede blevet taget, men man kunne aldrig vide. Om ikke andet kunne jeg altid prøve at tage korset med mig. Det var ikke så tit man kom forbi sådan nogle, og slet ikke så store.
   Jeg gennemgik hele salen, og måtte godt nok besvære mig lidt med at måtte flytte rundt på nogle bænke. Til gengæld fandt jeg gamle, knækkede stearinlys under dem, sammen med noget afrevet pergament. Der stod desværre noget på dem, mit mod sank en anelse, for det kunne gøre dem svære at sælge, hvis jeg ikke også kunne finde den bog de havde været i. Jeg kiggede på dem og kunne ikke forstå ret meget af det. Dog blev det rimeligt klart at det var sider fra biblen. De var jo afrevet, og der var størknet blod på den ene side, men forhåbentlig gjorde det ikke noget. Jeg søgte videre, og lagde alt jeg fandt, af bare nogen værdi, ned i min sæk.
   Da jeg var færdig i salen, gik jeg op i det ødelagte klokketårn. Stedet var selvfølgelig noget værre rod. Klokken lå på trægulvet og havde knækket nogle brædder da de havde flået den ned. Den var dog hel og ret flot at se på. Den var omkranset med mindre kors langs kanten, et par initialer var indhugget i dens side. Garanteret døbt efter en eller anden selvglad biskop eller rigmand som havde skænket klokken til kirken for længe siden.
   Jeg kiggede mig omkring. Desværre var der intet jeg kunne bruge her. Jeg stønnede træt. Jeg kiggede ud gennem det store hul i væggen, som en eller anden stor sten sikkert havde lavet, da kirken blev belejret. Solen var ved at gå ned, og jeg kunne se bjerge og marker, atter og atter, og resten af landet som strakte sig ud i horisonten. Alle de steder hvor de havde været, og hvor jeg sikkert ikke ville have større held end jeg havde her. Alligevel forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at jeg jo kun kunne vide det, ved at finde ud af det. Jeg besluttede mig for at stoppe for i dag.
   Jeg gik ned af trappen til salen igen. Jeg svingede min halvfulde sæk op på skulderen og skulle til at gå. Jeg tog et kig over på korset som stadig kastede en lang skygge ind over salen, sådan som solens lys stod ind ad de store gab i stenmuren bagved det. Jeg tøvede. Der var ikke meget tilbage af alteret, men så fik jeg pludselig øje på en åben bog, som lå foran korset. Jeg trådte nærmere og kiggede ordentligt efter, og da gik det op for mig at det var resten af den bibel, jeg havde fundet siderne til. Jeg smilte glad, for første gang i lang tid. Bøger gav altid godt. Også selvom folk ikke kunne finde ud af at læse dem, havde jeg oplevet at de altid var villige til at købe en bibel. Det var nærmest som en værdifuld skat for dem. Et eller andet sted forstod jeg dem godt, men jeg var ret ligeglad. Jeg kunne ikke rigtig bruge en bog til ret meget. Jeg kunne kun læse lidt, og ud over det; var sådan noget kun godt som brænde på bålet. Især nu hvor dagene blev kortere og solen ikke varmede så meget mere om dagen.
   Jeg hoppede op over et par bænke, der stod hulter til bulter og i vejen. Jeg gik ned på knæ og lukkede forsigtigt bogen sammen. Siderne måtte helst ikke blive krøllede. Jeg rakte ned i sækken og hev de to andre sider som jeg havde fundet frem og lagde dem ind i. Så lagde jeg den ned i sækken til de andre ting og nikkede tilfreds med dagens fangst. Så rejste jeg mig op foran korset, og skulle lige til at trække sækken op på skulderen igen, da det gik op for mig hvad jeg stirrede lige ind i.
   Et kranium. Et kødløst, hult og dødt kranium. Hele salen genlød af det skrig i forskrækkelse jeg udstødte, hvorefter jeg faldt tilbage, og landede hårdt på en af bænkene. Mit hjerte var sprunget helt op i ganen på mig et øjeblik så det tog mig nogle øjeblikke at få ro på mig selv igen. Det var et vaskeægte skelet som simpelthen stod lænket til det store kors. Jeg havde bare ikke opdaget det før nu, på grund af korsets skygge. Jeg sank en klump, og kørte en hånd igennem mit lange mørke hår. Dette havde jeg ikke regnet med at finde. Et helt skelet, og oven i købet med klæderne stadig hængende om sig. De var rimeligt mølædte og forrevne efterhånden, men de var der. Jeg kunne bare ikke forstå det. Hvis nogen virkelig havde været her før mig, og fjernet alt hvad der kunne sælges for penge, hvorfor havde de ikke også taget noget herfra? Det kunne næppe være af respekt for de døde. Sådan noget havde man sjældent for nogen der var blevet korsfæstet.
   Jeg bemærkede et flot læderbælte som hang om dets lænd, et langt klæde under det, og en lang jakke til overkroppen, samt de lasede og flossede rester af en hvid skjorte, men det som jeg virkelig lagde mærke til, var en flot blå medaljon som hang om skelettets nakke. Den var rund og havde fire dæmoniske ansigter, som så ud til hver deres hjørne, og sad i en guldfæstning. Jeg rejste mig og havde kun mine store øjne rettet på medaljonen. Nu var det pludselig slet ikke uhyggeligt at nærme sig et skelet, lænket til et stort kors. Jeg smilte lykkeligt, for sådan en skat kunne jeg købe både mad og tøj til at overleve vinteren med. Jeg rakte hænderne frem mod medaljonen. Den var så smuk, så flot og åh så værdifuld. Jeg var så væk i den at jeg ikke så hvor jeg havde mine hænder. Et par af mine fingre var kommet ind imellem et par nøgne kraveben. Da det gik op for mig vendte jeg tilbage til virkeligheden og prøvede at komme fri, men gjorde det for voldsomt. Mine fingre kom fri, men jeg havde ramt en flækket knogle og jeg blødte. Jeg fnøs af den korte smerte det forvoldte mig. Jeg trak hånden til mig. Så ned på den sårede finger og blodet der løb ud af den. Jeg så på kravebenet og så mit blod kravle hen og løbe nedad de hvide ben. Ned mod brystet, og mod medaljonen. Jeg vidste ikke om det bare var mig, men jeg syntes at medaljonen vibrerede en smule. Den rystede faktisk som et espeløv. Det havde jeg aldrig set en medaljon gøre før, måske var den magisk på en eller anden måde. Jeg skulle lige til at prise mit held for at have fundet noget så stort som dette. Ikke kun en værdifuld medaljon, men en magisk en oven i købet. Da mit blod dog var løbet ned af skelettets bryst og havde nået den rystende medaljon, syntes jeg der blev så stille i salen. Så skete der noget underligt. På medaljonen, begyndte de fire dæmonhoveders øjne at lyse rødt.
   Jeg havde ganske lidt, hvis ingen erfaring med hvordan magi fungerede, men jeg kunne godt kende forskel på mørk magi og den magi som præsterne brugte. Jeg vidste at dette var skidt. Instinktivt trådte jeg et par skridt tilbage, uden at fjerne mit årvågne blik fra medaljonen.
   Den lyste blåt nu, udskilte en form for aura om sig selv, og den begyndte sprede sig ud. Ud til resten af skelettet den hang om. Støvet blev fjernet fra knoglerne og afslørede adskillige små tegn, som var blevet meget fint indhugget i dem. Jeg havde aldrig set noget lignende.
   Medaljonens lys spredte sig ud til hele skelettet og alt tøjet. Derefter nåede det også op til lænkerne som holdt det fast i arme og fødder, og så videre til korset. Inden længe lyste hele korset klart blåt, og oplyste salen. Jeg hørte en lav men frastødende lyd. Jeg kiggede på medaljonen og så de små dæmoner åbne deres savtakkede gab, og skrige af smerte, som om de var i skærsilden. Jeg så op på korset og så hvordan den blå energi så ud til at fordampe på toppen og dets arme. Det så næsten ud som om den ikke brød sig om korset. Det var dog ikke noget under.
   Jeg stod som forstenet og så til, mens medaljonens mystiske kraft så ud til at kæmpe imod korset. Samtidigt så skete der noget med selve skelettet. De små fine tegn så ud til at drage næring til sig fra medaljonens energi. Jeg var nødt til at dække mine øjne til, efterhånden som lyset blev skarpere. Men nu kunne jeg også tænke, nu hvor jeg ikke så på hvad der skete. Jeg sprang om bag bænkene og kravlede ind under en af dem, håbede at dette mareridt snart ville få ende. Hvad skulle jeg dog også ind og stjæle i en kirke for!
   Jeg vidste ikke hvad det foregik omme ved alteret, men jeg syntes ikke det lød godt. Jeg vovede at holde øje med skyggerne der dansede på gulvet og væggene i resten af salen. Korsets silhuet stod stadig klart, med den nedgående sol bagved, men medaljonens energi så ud til at pulsere fra det. Nu begyndte jeg at høre nogle klirrende lyde og jeg så en tynd arm stykke ud fra korset. Derefter så det ud til at endnu en arm brød fri, og så et ben. Da begyndte den blå energi virkelig at gøre sit virke. Jeg kunne høre et øresønderrivende skrig overalt. Jeg holdt mig for ørerne, men selv da kunne jeg høre det. Jeg lukkede øjnene, men selv da kunne jeg se hvad der skete lige bag bænkene. Jeg prøvede virkelig at lukke af, det var for skræmmende at tænke på. Jeg ønskede at jeg ville vågne nu, et eller andet sted ude i buskene og finde ud af at jeg var dejset om efter at have slået hovedet i en gren, men det så ikke ud til at det var tilfældet.
   Jeg kunne mærke jorden under mig ryste nu, og jeg syntes at skriget blev dybere og mere menneskeligt at høre på. Jeg åbnede øjnene men kunne ikke længere afgøre hvad for en af de dansende skygger jeg skulle se efter. Det kunne ikke fortsætte dette her. Det kunne kun gå galt, afgjorde jeg med mig selv og besluttede mig for at komme ud herfra i en fart. Jeg var ligeglad med at sækken stadig var deromme. Lige nu ville jeg hellere sulte end tilbringe et minut mere i denne forbandede kirke, med mærkelige skeletter, store kors og magiske medaljoner. Jeg kravlede nøjsomt ud under bænken, turde ikke se tilbage over skulderen, rejste mig og løb mod udgangen. Det så ud til at det var det helt rigtige tidspunkt jeg havde valgt at smutte, men bare et par sekunder for sent. Ligesom før blev der forfærdeligt stille i salen, og jeg kunne høre mine løbende skridt og mit forskræmte åndedræt, og jeg mærkede at jeg fik propper i ørerne, lige før noget der kunne minde om en eksplosion lød bag mig og blæste mig resten af vejen ud af de åbne, høje døre. Jeg skreg af mine lungers fulde kraft, inden min verden sortnede, ved mødet med kirketrappernes mursten.
   Da jeg vågnede, vidste jeg et øjeblik ikke hvad, hvor eller hvorfor. Mit hoved føltes som om en flok vilde heste havde galoperet hen over det. Jeg satte mig op og opdagede at jeg lå for enden af trappen op til kirken. Jeg huskede nu det hele og et øjeblik kunne jeg slet ikke fatte at jeg havde overlevet. Måske havde der været noget om det min mor sagde, dengang jeg var lille.
   "Altså, min dreng, nogle gange er du altså lidt tykpandet, lige som din far var. Nå ja, nogle gange kan det jo også være en god ting, så galt som du kommer af sted". Var noget hun engang havde sagt.
   Jeg rejste mig langsomt op og kiggede op mod kirken. Jeg undrede mig over hvad der mon kunne være sket lige pludselig. Jeg måtte have fået ret med hensyn til at det ville gå galt, med det skelet som prøvede at komme fri.
   Med alt det som havde hændt i løbet af den aften var jeg ikke sikker på om jeg havde lyst til at gå derop og se om jeg kunne finde min sæk. Alligevel lagde jeg foden på det første trin og havde dermed besluttet mig. Hvad end der var sket, så troede jeg på at jeg havde overlevet det værste.
   Da jeg forsigtigt kiggede ind i salen fra døren af, kunne jeg ikke se så meget. Solen ventede vist på sig, denne morgen, men jeg kunne se en del. Korset var væk. Det var nok også røget sig en tur lige som jeg var. Resten af alteret var også mere eller mindre totalskadet. Mange af bænkende rundt omkring var sprængt til pindebrænde og lå spredt ud over det hele.
   Jeg gik indenfor, men meget forsigtigt og stille. Kiggede både efter min sæk, men mere efter et skelet med en medaljon. Hvad jeg fandt, viste sig dog at være noget lidt andet. Under en stor bunke, hvor en del af korset, resterne af nogle bænke og nogle mursten lå, fandt jeg min sæk. Hvad der overraskede mig var den hånd som holdt om den. Det var en forholdsvis lille og spinkel hånd, men ejeren til den lå begravet under en stor bunke sten og brædder og støv.
   Jeg overvejede at grave staklen ud, selvom jeg ikke vidste hvordan i alverden vedkommende var kommet herind i aftes. Så ville jeg da have set nogen. Jeg gik ned på knæ og gik ud fra at personen var død, og tog forsigtigt fat om det smalle håndled og løftede derved hånden fra sækken så jeg kunne tage den. I næste øjeblik skreg jeg igen, da hånden greb fat i mig. I panik prøvede jeg at rive mig fri, men hev bare mere og mere af håndens ejermand med ud fra bunken. Efter et par øjeblikke, erkendte jeg så at det altså ikke var en død jeg havde med at gøre. Jeg tog en dyb indånding og begyndte så at løfte nogle af tingene med min anden hånd. Håndens ejermand begyndte nu også at rumstere derinde, og vist selv yde noget for at komme ud.
   "Bare rolig, jeg skal nok få dig ud." sagde jeg og mærkede hvordan grebet slækkedes. Jeg fjernede mere og mere, indtil jeg til sidst kunne se noget af en skulder. Så stak et sorthåret hoved ud imellem de knuste brædder. Da gik det op for mig at det var en pige. Hendes lokker gik ned over hendes ansigt. Hun virkede umådeligt udmattet og kiggede slet ikke op. Jeg spekulerede på om hun var rigtig vågen.
   Det tog en del tid, men endelig var pigen fri. Jeg satte mig ned ved siden af min sæk og tørrede sveden af panden. Pigen så ud til at vågne lidt og løftede sin overkrop op på armene, så kravlede hun hen til en bænk. Hendes hånd søgte ud, og da det vist gik op for hende hvad hun havde fundet, fik hun sat sig op på den. Lagde sig ned.
   Jeg kiggede åbenlyst overrasket over på hende. Hun var vist ikke ældre end jeg selv var, altså en forholdsvis ung dame. Hendes ansigt var stadig dækket af det kraftige, sorte hår. Hun lagde sin ene blege hånd på sit hoved og rodede sig selv i håret. Jeg løftede et øjenbryn. Hendes beklædning virkede underligt bekendt. Da hun satte sig ordentlig op på bænken, forsvandt al tvivl dog med det samme. Jeg fik nemlig øje på den halskæde hun havde på. Den blå medaljon!
   Rædselsslagen og nærmest forstenet, kiggede jeg på det magiske smykke. Så løftede hun sin ene hånd op og trak lid ud i sine sorte lokker, så et af hendes øjne tittede frem. Hun kiggede sig omkring, indtil hun fik øje på mig.
   "Øh davs, hvem er du så?" spurgte jeg lidt nervøst. Usikker på hvordan jeg skulle forholde mig til denne situation. Hun gloede bare på mig, med sit ene øje. Hun så ikke ud som om hun forstod hvad jeg sagde, heller ikke da jeg forsøgte at gentage mit spørgsmål. Hun kiggede op og ned af mig. Så slog hun et irriteret sving med håret, så det røg tilbage. Sand, støv og splinter røg ud af det, men nu fik jeg også set hendes ansigt ordentligt. Faktisk ret kønt, med store, bløde, nysgerrige øjne der lod til at udforske alt omkring hende.
   "Kan du tale?" spurgte jeg så, bare for at få et eller andet ud af hende. Jeg havde det som om jeg ligeså godt kunne tale til mig selv. Hun drejede hovedet i retning af mig igen. Så lagde hun hovedet på skrå, som om hun prøvede at forstå mig. Jeg rynkede bare på panden og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre eller sige.
   Jeg kiggede forbavset til da hun faldt ned på knæ ved bænken. Jeg rejste mig, for hun gjorde det på en så klodset måde at jeg næsten troede hun havde slået sig. Det havde hun dog ikke, men kravlede nu hen imod mig. Stadigvæk usikker på hele situationen, stod jeg helt stille. Umiddelbart syntes jeg ikke hun virkede særlig farlig, på trods af den tingest hun havde om halsen.
   Da hun var ved mine fødder stoppede hun og lagde hovedet helt tilbage for at se op på mig. Hun lagde en hånd på mit lår, og så op på mig med sine funklende blå øjne. Jeg selv anede ikke mine levende råd, men tvang et venligt smil frem. Jeg blev dog lidt nervøs da hun begyndte at ae mig på låret. Jeg trak hende op at stå, men hun kunne vist ikke finde ud af at stå selv, så jeg tog om hende og holdt hende oprejst. Af en eller anden grund fik hendes tynde og spinkle figur mig til at tænke på at hun bare aftenen før, ikke havde været mere end et skelet.
   "Kan du stå, er du såret?" spurgte jeg stille og kiggede rundt på hende for at kigge efter sår som hun kunne have redet sig efter at må have ligget begravet under alt det møg i flere timer. Hun så dog ikke ud til at have en eneste skramme. Hun lagde hovedet på mit bryst, udstødte lavmælte lyde af velbehag og jeg begyndte at føle mig svag i knæene. Det var slet ikke så tit jeg kom så tæt på en pige.
   Hun lagde en af sine spinkle hænder på min skulder og trak sit eget ansigt op til mit, og så mig dybt ind i øjnene. Hun var utrolig tæt på nu. Jeg kunne mærke medaljonen strejfe min skjorte.
   Jeg syntes det blev for mærkeligt, og alt for farligt, så jeg holdt hende nu ud for mig i en armslængde og spurgte: "Hvem er du?" nu var jeg alvorlig. Jeg vidste ikke hvad hun var ude på, men nu blev det sgu for meget.
   Hun lagde hovedet på skrå igen. Komplet forvirret et øjeblik, men så smilte hun, nærmest som om hun syntes jeg var sjov.
   Jeg løftede et øjenbryn og fjernede hænderne fra hendes skuldre. Nu kunne hun så godt stå selv. Hun smilte stadig. Da kom jeg i tanker om et lille trick som min mor havde lært mig i sin tid. Man kunne som regel altid bruge kropsprog eller tegnsprog når man havde forståelsesproblemer med en udlænding at gøre, eller et lille barn som ikke forstod ret meget.
   Jeg lagde en hånd på mit bryst og sagde mit navn højt og tydeligt.
   "Trey Gian." jeg lod hånden slå ud mod hende og så forventningsfuldt på hende. Nu var det hende som løftede øjenbrynet, og et øjeblik troede jeg hun gjorde nar af den måde jeg havde kigget på hende på, men hun havde vist bare lært en anden måde at vise hun var forvirret.
   Jeg gentog handlingen og slog ud med hånden imod hende igen.
   "Du?" sagde hun så og lagde en hånd på sit eget bryst. Jeg stod lidt og vidste at jeg ikke havde tiltalt hende med andet, så hun havde nok bare accepteret det som hendes navn. Sagt med andre ord: hun vidste ikke hvem hun var eller hvad hun hed. Nu hvor jeg havde fået hende til at sige noget, var jeg bare ikke så nervøs mere, selvom jeg et øjeblik troede hun skulle til at falde i mine arme igen og... ja, om det var det ene eller det andet hun prøvede på, skulle jeg ikke kunne sige. Alligevel holdt jeg stadig godt øje med medaljonen om hendes hals.
   Nu begyndte jeg at spekulere på hvorfor hun havde hængt på korset, og hvor længe. Jeg spurgte hende ikke, for jeg regnede ikke med at hun ville kunne svare. Der var næppe meget man kunne forlange af en person som ikke engang kunne huske sit eget navn.
   Hun kiggede nu ned mod min sæk, ved siden af min fod. Jeg fulgte hendes blik ned og smilte.
   "Det der? Det er bare... mine ting." sagde jeg, fordi jeg ikke brød mig om at indrømme at jeg egentlig havde stjålet dem. Selvom der næppe var nogen som ville savne dem, når det kom til stykket.
   "... ting?" sagde hun til min forbavselse.
   "Øh, ja ting. Ting som jeg kan sælge og få penge for." svarede jeg og rakte ned efter den. Jeg holdt den i en arm lidt og viste hende den.
   Hun blinkede med øjnene, interesseret i det jeg sagde og jeg tror faktisk hun forstod en lille smule af det. Ellers var hun vist fuldkommen blank.
   Jeg gættede at det var hvad der skete, når man havde været korsfæstet i, Gud ved ikke hvor lang tid. I hvert fald fortsatte jeg, fordi jeg havde på fornemmelsen at det hjalp når jeg snakkede. Hun kiggede mere på min mund, end mine øjne, hvilket jeg var en smule lettet over. Jeg havde det som om hun prøvede at regne ud hvad jeg tænkte på, når hun gjorde det.
   "Penge er værdifulde små ting som jeg kan købe mad og tøj for. Forstår du?" forsøgte jeg og håbede lidt på et svar.
   "Forstår..." hun smilte igen og omfavnede mig inden jeg kunne nå at se mig om. Denne gang holdt hun fast. Jeg prøvede lidt forskelligt, men så sprang hun op og slog benene om livet på mig, ville helt klart ikke give slip.
   Da jeg ligefrem kæmpede og prøvede at ryste hende af begyndte hun at udstøde lyde af ubehag, og hendes smil forsvandt.
   "Vær sød at give slip, hop ned nu." sagde jeg strengt, mest fordi hun faktisk var stærkere end hun så ud til. Hun var næsten ikke til at komme af med.
   "Forstår..." mumlede hun surt og gav så slip. Hun var ligesom et lille barn, og gled bare ned af mig, indtil hun sad på stengulvet med alle fire lemmer omkring mine ben. Jeg trådte forsigtigt ud af hendes greb og så på hende.
   Det blik som mødte mig var et som jeg slet ikke var vant til. Et kærligt hengivent og nysgerrigt blik som jeg sjældent havde kendt til fra piger på hendes alder. Det gik op for mig hvor alene hun var. Der ville næppe komme nogen og finde hende her. Stort set hele landsbyen her var forladt. Hvad end hun var for en skabning, ville hun være nødt til at spise og drikke. Kunne hun overhovedet finde ud af sådan noget?
   Jeg overvejede naturligvis bare at tage min sæk og gå, men jeg kunne ikke rigtig give slip på hendes dybe blik. Hun var jo på alder med mig, men alligevel helt ny og uden nogen erindringer overhovedet. Jeg ville gerne hjælpe, men jeg tvivlede på at det kunne lade sig gøre. Jeg kunne jo knap nok sørge for mig selv, og her med vintertiden, som ikke så langt væk, ville det blive endnu sværere.
   Hun rejste sig nu og trådte tættere på mig, men denne gang så det ud til at hun havde lært lektien, og lod være med at springe på mig sådan. I stedet, tog hun mig om armen og hvilede sit hoved på min skulder. Jeg forbandede mig selv for ikke at kunne tage det mere roligt, det var jo bare en pige som åbenbart godt kunne lide mig. Men da jeg så medaljonen igen, fik jeg kontrollen over mig selv igen. Jeg svingede sækken op over den anden skulder og kiggede smilende på hende.
   "Du er helt alene i verden, er du ikke. Du er lige kommet tilbage til livet." hun gengældte mit smil. Jeg fortsatte. "Måske kunne du tage med mig." jeg pegede ud mod kirkedøren. Hun kiggede men lod til at være bange. Hun skælvede og klemte min arm mere ind til sig. Jeg lagde en beroligende hånd på hendes hoved og førte hende så ud derfra, ud mod dagslyset der ventede.