Flygt for livet
   Han var stor. En af de største trolde jeg nogensinde havde set. Men måske var han kun lige så stor på grund af den bølge af frygt der hele tiden skyllede ind over mit hjerte, når jeg så mig tilbage over skulderen, mens han og jeg løb gennem den store skov. Men stor var han, uanset hvad.
   Mit hjerte hamrede, som en alt for travl smed banker form på et stykke jern på ambolten. Det var ikke ligefrem den afsked med mit hjem, jeg havde udset mig da jeg havde besluttet at trodse min herre.
   Mens den enorme, giftiggrønne, ildelugtende - og temmelig klodsede - kleppert af en bjergtrold farede af sted, kun ti meter efter mig.
   Han efterlod sig et temmelig bemærkelsesværdigt spor af væltede træer, sammenmaste buske, og dybe fodspor i den plørede jord, sat af hans store, behårede, nøgne fødder der lavede den høje, buldrende lyd der kunne høres og mærkes fra lang afstand.
   Jeg sprang højt hen over en gammel væltet træstamme, hvorefter min ihærdige forfølger blot sparkede den af vejen, uden at mindske sin fart det mindste.
   Jeg vidste at jeg ikke kunne blive ved på denne måde. Trolden var godt nok ikke lige så hurtig som jeg, men han var langt mere vedholdende, takket være sin årelange træning i min herres hær. Jeg plejer gerne at kunne løbe langt, men jeg havde brugt mine evner for mindre end fem minutter siden, og anstrengelsen ved det havde frarøvet mig en del af mine kræfter. Det var også derfor jeg flygtede på det tidspunkt. Jeg kunne så let som ingenting have besejret trolden der forfulgte mig, under normale omstændigheder. Jeg havde faktisk dræbt seks af hans slags, for at jeg kunne flygte fra min hjemby. Desværre var det dagens sidste forestilling, og jeg havde brug for en pause. Det blev mig naturligvis ikke forundt, efter det jeg havde gjort.
   Jeg prøvede at analysere mine chancer for overlevelse, og tog først et ordentligt kig på min modstander, for min mester havde lært mig altid at have øje for detaljerne.
   En veltrænet, stor (efter bjergtroldes målestok), ihærdig og blodtørstig skabning fra bjergegnens isolerede stammer af frastødende og uintelligente halvhjerner. For nylig forfremmet til overtroldmanden Hriberts personlige håndlanger. Beskyttet af en rummelig rustning der også indikerede hans status over de andre trolde (som hans primitive hjerne uden tvivl havde brugt til at markere sin plads i troldenes hierarki). Bevæbnet med noget der godt kunne forveksles med en forlænget slagterkniv. Pålagt den direkte ordre om at fange mig, bringe mig tilbage i ét eller flere stykker, og stille mig for min herre - hvor jeg ville modtage min selvfølgelige straf for at trodse ham.
   Trolde som denne her var for det meste komplet ensporede, og fuld af loyalitet til deres herre - hvem der naturligvis viste sig at være den stærkeste.
   Jeg kunne ikke trænge ind til hans lukkede sind, så længe han var så fantastisk målrettet. Det ville være som at snakke til en dør.
   Og som sagt før var jeg udmattet af magibrug, så alt i alt var chancerne for overlevelse ikke ret store.

Han vandt efterhånden ind på mig, hvilket var en smule imponerende, eftersom han havde så korte ben, i forhold til resten af hans muskuløse korpus. Men det kunne også være at det var mig selv som efterhånden ikke kunne holde farten mere.
   Jeg overvejede mine omgivelser lynhurtigt. Den store Jorron skov, hvor jeg tit havde klatret i træer, leget med mine venner som barn, gået stille aftenture og hvor halvdelen af min undervisning hos min mester havde foregået. Fuld af liv, men også fuld af fredelig stilhed, hvis man så bort fra den brølende bjergtrold, der trykkede sten på skovbunden - på størrelse med mit hoved - langt ned i den fugtige jord.
   Så var der selvfølgelig også mig selv. Sark Darkoen. Nu forhenværende tjener hos overtroldmanden Hribert, på grund af en mindre uenighed om hvor vidt vi skulle fortsætte med vores felttog, forstået på den måde at jeg var uenig i at lade de uskyldige civile i kongerigerne henrette, for en så ubetydelig sag som kætteri, de ikke engang var skyld i. Tænk at blive afskediget, efter flere års tro tjeneste, bare fordi man ikke deler den sindssyge ide om en perfekt verden af mørkets tilbedere.
   Jeg fortrød ikke min mening, men lige nu fortrød jeg at jeg havde luftet den i min herres gehør. Alle vidste at Hribert ikke var kendt for sin retfærdighedssans, og storsindede nåde.

Jeg fik en ide, og løb omgående hen til det største træ jeg kunne finde. Jeg måtte blive dobbelt så høj for at kunne nå dets krone, men det var fint nok.
   Jeg brugte et sekund på at trække vejret, og lagde mine hænder på træets brede stamme. Jeg så mig tilbage en sidste gang. Trolden ville være over mig i løbet af sekunder.
   Jeg gennemsøgte desperat min hukommelse efter den rigtige trylleformular. Hvordan var det nu det lød når man skulle påkalde ånden i en træstamme?
   Jeg mumlede, mens jeg stadig ledte efter de rette ord, og genererede samtidig mine sidste rester af energi ud i træet.
   Jeg hørte troldens skingre brøl lige bag mig og så tilbage.
   Al koncentration og alle tanker forlod mig. Alt hvad der fyldte mig var chokerende rædsel der lammede mig totalt.
   Jeg åbnede munden for at skrige, men ikke en lyd kom ud. Trolden hævede sit skarpe stål og skulle til at hugge mig ned.
   Det næste der skete var fuldkommen uventet, og noget jeg aldrig ville glemme.
   Af jorden sprang pludselig adskillige mørkbrune trærødder op. De slyngede lynhurtigt op, og slyngede sig om troldens bevæbnede arm, som små piske.
   Trolden stivnede af forvirring et øjeblik, og nu begyndte rødderne at trække. Trolden faldt bagover, og landede på jorden med et brag.
   Flere trærødder stak op af jorden og lukkede sig fast om troldens arme, ben og om hans pansrede krop.
   Trolden gav sig til at kæmpe imod, med alt hvad han kunne præstere. Flere af rødderne knirkede under hans anstrengelser, men kun få af dem blev brudt. Og når det lykkedes ham at dele dem i to, forlængede de sig bare og slyngede sig om ham igen.
   Jeg stod, fuldkommen mundlam og så på ved træet. Hvem havde dog gjort dette? Det var i hvert fald ikke mig.
   Hvem det end var for en magibruger som havde reddet mit skind, sendte jeg en taknemlig tanke til vedkommende.
   De oprørske trærødder havde lagt sig helt hen over troldens lemmer, og han havde kun hovedet og kroppen at kæmpe med, hvilket ikke hjalp synderligt meget.
   Jeg så mig omkring, for den som udførte dette måtte være i nærheden. Men jeg fandt pludselig mig selv, dejset om. Jeg havde næsten glemt hvor udmattet jeg var. Mørket var ved at opsluge mig, og trolden kæmpede nu hysterisk under trærødderne. Flere og flere af dem blev flået eller brudt op.
   Jeg satte mig målrettet op, med hænderne på træets fod, og hviskede formularen, for at garantere at jeg ikke ville dø for hans klinge, når han slap fri.
   Træet reagerede med det samme på min kommando, og svingede sine lange og tykke arme ud. Så bøjede træet sig, som et siv viger for vinden og hamrede sin enorme trækrone ned over trolden på jorden. Trolden udstødte et øresønderrivende skrig, som lidt efter døde hen. Træet svingede tilbage til sin rette plads. Jeg lukkede mine øjne, og overgav mig til det beroligende mørke, som jeg måske ikke ville vågne fra. Næsten en rar tanke.

Mens jeg drømte sødt om mine mange minder fra Jorron skoven, var jeg ikke sikker på om jeg var død. Men det glædede mig at se min gamle mester.
   Han sad ved det træ jeg havde fået til at hamre ned over bjergtrolden, adskillige år senere. Han sad i skrædderstilling foran mig og kiggede indgående på den lille krystalkugle, i hans højre hånd. Han havde sin sædvanlige hvide skjorte, indenunder en lys lædervest, og et par slidte men lette bukser. hans halvlange hvide skæg skyggede for hans rynkede hals, og han var godt i gang med at tabe sit kridhvide pandehår efterhånden. Den lille krystalkugle var ikke meget større end en knyttet hånd, men som han sad der i trækronens skygge, syntes en mystisk mørkeblå tåge at fylde kuglen.
   Jeg glemte aldrig hvor svært jeg havde ved at se i sådan nogen. Min mester tvang mig til at øve det dag ud og dag ind, da han skulle lære mig det. Jeg var dog glad for ikke at være alene, omkring brugen af en krystalkugle. En del af mine venner havde også svært ved det, og syntes alle sammen at det var noget af det vanskeligste af deres undervisning.
   Dengang fattede jeg ikke engang formålet med at skulle lære at bruge en krystalkugle. Jeg vidste at det ville sætte mig i stand til at se ud i fremtiden. Men hvor interessant det end kunne være at gøre, var jeg jo opdraget til at mene at man bestemte over sin egen fremtid, og at krystalkugler kun nødvendigvis viste hvordan ens fremtid så ud lige for øjeblikket. Fremtiden lå ikke fast, efter min mening.
   Min mester havde læst mine tanker, imens jeg sad foran ham og spekulerede.
   Han så alvorligt på mig og sagde: "Sagde jeg ikke at du skal huske altid at holde dit sind forsvarligt spærret?"
   Det gibbede i mig, og et øjeblik så jeg forundret på ham, men slog så en anelse forlegent blikket ned, da kendsgerningen gik op for mig. "Undskyld. Jeg var væk i mine egne tanker et øjeblik." Undskyldte jeg.
   Den mørkeblå tåge i krystalkuglen forsvandt, så den igen bare lignede en almindelig glaskugle. Min mester var stadigvæk gravalvorlig og sagde: "Ja, det ved jeg. Men det er lige netop på sådanne tidspunkter at du skal huske at spærre dit sind af. Hvor mange gange skal jeg dog sige det. Vi har næsten lige haft om det.
   Sark, det er næsten en direkte invitation til dit hoved, hvis du ikke spærrer dit sind af, overfor en fjende. Hvad kunne der være sket, hvis jeg var en hvilken som helst anden, og du havde glemt dette?" Ville min mester vide.
   Jeg så op på ham og svarede: "Han kan ikke kun læse mine tanker. Han kan også gennemsøge min hukommelse for nyttige oplysninger..."
   "Eller endnu værre...?" sagde min mester.
   "Eller endnu værre, tilintetgøre mit sind." Sagde jeg afsluttende.
   "Du ville miste forstanden, og være mere død end levende" Tilføjede min mester med rynkede øjenbryn.
   Jeg nikkede, allerede i fuld gang med at forsegle mit sind bag en jernmur.
   Min mester blev nu lidt mildere i optrækket og sagde så: "Men med hensyn til det du tænkte, så skal du vide at du et langt stykke af vejen har ret."
   Jeg så på ham et øjeblik. "Ret i hvad, mester?"
   "At fremtiden ikke nødvendigvis ligger fast. At vi har mulighed for at forme vores egen fremtid. Livet er jo hvad man selv gør det til. Af den grund kan vi hurtigt konstatere at krystalkugler ikke er fuldkommen pålidelige.
   Men så må vi jo spørge os selv, hvorfor så mange forudsigelser i vores landsby alene, er gået i opfyldelse? Hvorfor er mange mænds skæbne blevet, nøjagtigt som spåkonen har forudset det?"
   "Måske... måske har spåkonen kun forudset de positive ting i deres liv, og så ville de gøre alt hvad de kunne for at opnå det."
   Min mester smilte svagt og spurgte lidt efter: "Det er muligt. Men hvorfor gør de det?"
   Jeg tænkte nærmere over det, men kunne ikke rigtig finde noget konkret svar på hans spørgsmål. Jeg trak på skuldrene, og min mester lagde krystalkuglen på sit skød og lagde armene over kors.
   "Hvis deres fremtid er uklar for dem, har de ikke andet valg end at tage tingene som de kommer. Hvis de på den anden side, får deres fremtid afsløret, bliver de tit berøvet det privilegium. De giver slip på deres mulighed for at ændre deres fremtid, når de overgiver sig til det som de tror, er hvad der vil ske.
   Så at kende sin fremtid, kan være afgørende for hvilken fremtid personen får. Man kan selvfølgelig med den viden jeg giver dig nu, vise sig stærk og sætte sig for at ændre dette. Bare du husker at du ikke kan gøre fortiden om. Derfor skal du være varsom, og holde dig væk fra din endelige fremtid, hvis du forstår hvad jeg mener. Når du har lært at bruge en krystalkugle, så prøv at forudsige små ting som... om kong Ashrark vinder over Karamerne, når slaget nu endelig skal stå. Men du vil nok opdage at det vil være klart som blæk, når du forsøger at tyde det. Desuden, kan du ikke være sikker på at det ene syn du så, bliver det samme når du prøver igen."
   Jeg smilte indforstået. "Fordi at der hver dag foretages nogle valg af alle, som kan få indflydelse på slagets udfald. At fremtiden ikke ligger fast."
   Min mester smilte tilfredst til mig og tog krystalkuglen i hånden igen, mens han sagde: "Nøjagtig, Sark.
   Jeg håber oprigtigt talt ikke at du vil få brug for en krystalkugle til at forudsige fremtiden, for det er svært og man opnår kun ofte et lovende resultat som man kan bruge til noget. Men krystalkugler kan også bruges til mange andre ting. Krystalkugler kan ikke kun vise fremtiden, men også nutiden, og til en vis grad også fortiden. Du kan gå på opdagelse forskellige steder i verden, men det må vente til en anden gang."
   "Ja, mester. Kan jeg også få kuglen til at vise mig bestemte personer?" Spurgte jeg, med et håbefuldt smil.
   "Endnu en gang lader du mental luksus skygge for din træning. Jeg har lige læst dine tanker igen" Jeg gispede, det var gået op for mig at min forsegling var falmet bort, mens jeg ikke koncentrerede mig.
   "Ja, man kan godt få krystalkuglen til at vise en bestemt person. Du har ikke glemt at man blot skal nævne personens navn. Men du mangler et ganske særligt element. Du skal vide hvordan denne person ser ud. Hvis du ikke kender personens udseende, så ved kuglen det heller ikke, den har kun et navn at gå efter. Et navn som tusinder af folk har.
   Men siden jeg nu ved hvorfor du spurgte, kan jeg lige så godt svare åbent: Siden du ikke har set din mor, siden du blot var spæd, kan du ikke genkalde dig hendes ansigt. Det er muligt at erindringen vender tilbage en skønne dag, men under alle omstændigheder, kan du ikke få hende at se nu."
   Jeg sænkede nedtrykt hovedet. "Hvornår så?" Mumlede jeg, mere til mig selv end til min mester.
   "Hvem ved. Måske finder du hende, måske ikke. Det må tiden vise..."
   Jeg nikkede, og kiggede op. Dyb forundring.
   Ikke en lyd, ikke en bevægelse noget sted. Min mester sad, fuldkommen stille, og vinden strøg ikke længere hen over græsstråene så de bøjede en anelse. Ingen af de hvide pletter på jorden, fra solens lys der havde fundet vej ned gennem trækronens top, rørte sig en tomme. Det var som om selve tiden stod stille. Alt undtagen mig selv.

Mørket tog mig igen, jeg kunne intet se noget sted. Men nu kunne jeg mærke noget. En fremmed magt der forsøgte at bryde ind i mit sind. Inderst inde jublede jeg. For dette betød at jeg ikke var død endnu. Jeg vidste at jeg havde sovet, og nu var på vej til at vågne. Det var kun et spørgsmål om tid. Men lige nu, var der nogen som prøvede at finde vej ind til mit sind.
   Jeg havde prøvet dette massevis af gange, og siden jeg var blevet færdiguddannet som magiker, var ingen endnu brudt ind til mit sind. Ikke engang min herre kunne bryde igennem mine forsvarsværker. Og hvis denne fremmede formåede at besejre dem, så ville jeg næsten sige at vedkommende fortjente at slippe ind til mit sind.
   Kraften drønede lige ind i mine barriere, men ikke en bule kom i den. Det var et ynkeligt og roligt angreb.
   Vedkommende måtte have troet at jeg var et let bytte, når jeg var ved ubevidsthed. Han eller hun kunne godt tro om igen.
   Endnu et angreb kom, endnu stærkere og kraftigt end det andet. Men mine mure holdt stand, selvom angrebet faktisk var mærkbart på mig.
   Det var stadigvæk et ynkeligt forsøg, men jeg kunne dog mærke det rungende brag, da angrebet ramte.
   Efter flere nyttesløse forsøg, holdt angrebene på mine barrierer inde, og jeg gik ud fra at man havde givet op.
   Langsomt. Ganske langsomt, vendte jeg tilbage til de levende. Jeg vågnede og hørte flere forskellige stemmer tale omkring mig.