Rejsen gennem natten
   Jeg lå i min ubehagelige, bagbundne stilling. Fia, Cerbun, Vugas, Drafgur og Thomas lå og sov. Den eneste som ikke havde lagt sig til at sove var Maria.
   Vampyrkvinden sad på en stor sten, med benet slængt hen over det andet, og med øjne og ører åbne.
   Hun holdt øje med mig, og med sin knivskarpe hørelse, kunne hun høre selv den mindste lyd i nærheden.
   Desuden havde hun jo den fordel, at hun ikke behøvede søvn. Det havde jeg desværre, men efter at have sovet adskillige timer, efter Fia redede mig, var jeg ikke synderligt træt. Men jeg var nødt til at stikke af.
   Slippe bort, og tage tilbage til byen. Jeg måtte få fat i mine ejendele og min ganger, og drage til kong Ashrarks slot.
   Men Hribert, der uden tvivl havde undret sig over, hvor hans trofaste bjergtrold var blevet af, havde nok gættet at jeg havde overlevet. Jeg vidste at han ville vente mig, og så længe jeg var i live, var jeg til fare for ham.
   Jeg kunne få kongen til at henrette ham, men kun hvis jeg nåede frem først. Min sandsynlighed for at overtale kongen til at lade mig komme tilbage, og henrette Hribert for den fatale fejl, at anklage mig for forræderi, ville falde drastisk hvis jeg ikke gjorde det.
   Jeg luftede naturligvis ikke mine intentioner ved aftenmåltidet. De ville aldrig lade mig gå, og ville nok blive endnu mere mistroiske, hvis jeg bare sådan byggede videre på løgnehistorien.. Så jeg besluttede mig for at holde det hemmeligt, men nu tænkte jeg så det knagede. Tænkte over hvordan jeg skulle slippe væk, uden at Maria opdagede det.
   Jeg kunne med en trylleformular bryde Cerbuns magiske forsegling på mine hænder. Men hvis jeg gjorde det, ville Maria straks vække de andre, og så var løbet kørt.

To timer gik, og jeg lå stadigvæk bundet, og uden at have udtænkt en duelig flugtplan. Jeg så op på de forunderlige stjerner. Jeg håbede næsten at de kunne give mig svaret.
   Naturligvis kom der intet svar til mig, og efter den tredje time i natten, blev jeg dybt frustreret.
   Jeg så på Maria, og hun så på mig. Men ingen af os sagde noget et øjeblik.
   Jeg skar en kort grimasse, ved den irriterende lyd af Vugas der snorkede højlydt. Maria kastede et sideblik hen på dværgen, og derefter rundt på resten af hendes kammerater, der lå under hvert deres tæppe.
   Vampyr kvinden rejste sig og gik hen til mig. Hun satte sig ved siden af mig og, og månelysets skær lagde sig på hendes ligblege ansigt.
   I et langt øjeblik så vi bare hinanden i øjnene. Jeg vidste ikke hvad det var hun lavede. Det var som om hun ledte efter et eller andet i mit ansigt, eller mine øjne. Men hun fandt det vist ikke.
   "Hvad er der?" Spurgte jeg, og følte mig ikke særligt godt tilpas ved at hun var så tæt på mig.
   "De fleste mennesker finder ikke så hurtigt ud af hvad jeg er. Jeg kunne straks se det på dig, da Cerbun præsenterede mig. Du har altså omgået min slags før. Er der andre vampyrer i byen du kommer fra?"
   "Nogle få, men der er mange flere i Ashrarks domæne." Svarede jeg. "Men uanset hvor smukke I er, vil jeg altid kunne gennemskue jeres blide og forføriske ydre."
   Hun smilede koldt, og sagde så: "Åh, jeg anede ikke at du var sådan en charmetrold, Sark Darkoen. Men nu hvor vi snakker om det ydre; jeg har lagt mærke til en dunst af mørk energi der hele tiden ligger om dig. Du udøver sort magi ret tit, gør du ikke?"
   Jeg trak på skuldrene og svarede: "Jobbet kræver at jeg falder i et med mængden, ikke? Jeg ville jo gøre mig bemærket hvis jeg udnyttede hvid magi i kong Ashrarks nærvær, ikke sandt?"
   Maria nikkede nogle gange. "Det ville du nok. Jeg forstår bare ikke hvilken herre du tjener, som vi ikke kender af."
   "Kong Ashrark har mange fjender" Påpegede jeg.
   "Ja. Hvem er din herre egentlig?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.
   "Han foretrækker at være anonym." Svarede jeg.
   "Ja, det har jeg gættet, men hvad er hans navn. Det virker som om det er en vi ikke har hørt tale om, siden du ikke vil fortælle det til sådan nogen som os?"
   Hun havde ret. De nordlige lande var kong Ashrarks stærkeste fjender, og de fleste andre lande var sådan set neutrale i den krigssag. Selvom det dog ikke var nogen hemmelighed at et par af dem ydede støtte til min konges fjender.
   Jeg kunne ikke finde noget ordentligt svar på det spørgsmål, så jeg så væk.
   "Hvad vil du så gøre nu?" Spurgte hun pludselig.
   Jeg så undrende på hende. "Hvad mener du?"
   "Din mission slog fejl. Vil du vende tilbage til din herre?"
   Så langt i min løgnehistorie havde ikke tænkt så meget over. "Det går jeg ud fra." Så fik jeg endelig en ide. "Medmindre..." sagde jeg og brugte pausen på at overveje.
   "Medmindre hvad?" Ville Maria vide.
   "Medmindre, jeg kan nå frem til kong Ashrark inden nyheden om mit forræderi når frem til ham. Jeg ville kunne narre ham, og genvinde min plads i hans inderkreds. Min herre ville blive så begejstret."
   Maria tænkte lidt over det, og så ud til at kunne se fornuften i mine ord.
   "Hvis bare jeg kunne tage tilbage og hente min ganger. Så ville jeg være hos kongen allerede i morgen eftermiddag.
   Det ville være fantastisk. Hvis bare jeg ikke var bundet her." Jeg sukkede.
   Maria så på mig, med et blik der ikke afslørede noget som helst.
   "Det kan jeg ikke lade dig gøre," Sagde hun bestemt lidt efter. "Jeg kan ikke slippe dig fri, uden videre."
   Jeg lukkede sørgmodigt øjnene og sagde: "Du har naturligvis ret, og dine hensigter er de rette. Jeg er jeres fange, og skal med tilbage til et forhør. Derefter kan jeg ikke længere komme uden om en undersøgelse. Min herre bliver bare så skuffet. Her var hans store chance for at få hævn over kongen."
   Maria så vagtsomt på mig.
   "Hvad nu hvis jeg sagde at jeg tjener en gudfrygtig mand?" Spurgte jeg, med den lille snedige djævel i mig, der udspekuleret gned sine hænder, og grinede ondskabsfuldt.
   "Hvad nu hvis jeg sagde at det var en af kong Davids højeste præster? Hvad nu hvis jeg sagde at I faktisk modarbejder en allieret?"
   Maria så tvivlsom ud. Nu var hun snart grydeklar.
   "Du sagde at din herre ønskede hævn. Hævn for hvad?" Spurgte hun.
   "Tja, Ashrark har jo slået mange ihjel. Jeg er ikke den slags person der stiller spørgsmål til en opgave, men hvem ved. Måske har han mistet sin kone, eller andet familie. Det var i hvert fald noget personligt, skulle jeg mene. Det her job er jo også ret fordækt.
   Men for at min herres plan skal lykkes, må du slippe mig fri."
   Hun rejste sig, og så mere tvivlsom ud end før.
   "Jeg ved ikke rigtig..." Mumlede hun.
   "Okay, hør her." Skyndte jeg mig at sige. "Måske beder jeg om lidt for meget, det bare det at der nok bliver trukket fra i belønningen, hvis jeg ikke klarer det uden besværligheder. Men nu skal du høre; Jeg vil lave en aftale med dig.
   Du slipper mig fri, jeg tager tilbage og henter mine ting og bevismateriale til min herre. Så kommer jeg her tilbage inden solen står op, og de andre vågner."
   Maria smilte svagt og sagde så: "På en betingelse! Jeg og Fia tager med dig frem og tilbage."
   Jeg bandede i tankerne. "Det er ikke nogen særligt god ide. Jeg kan sagtens snige mig omkring alene, uden at blive opdaget,"
   "Det kan jeg også" Afbrød hun mig. "Og selvom Fia kun er en lærling, mestrer hun en udmærket usynlighedsbesværgelse."
   "Jeg kender stedet som min egen bukselomme, og hvis vi bliver væk fra hinanden, kan I risikere at fare vild."
   "Du er magiker, er du ikke?" Protesterede hun.
   "Jo!"
   "Så burde du være i stand til at hjælpe os. Du kan kommunikere med Fia, telepatisk. Guide os igennem eventuelle problemer."
   "Jo da, men hvad nu hvis - "
   "Sark!" Afbrød hun mig igen og så nu bestemt på mig. "Enten kommer mig og Fia med, eller også bliver du her, og så er det bare synd. Det er dit valg."
   Jeg bandede igen, og mine læber strammedes.
   Efter at have tænkt nærmere over det, mønstrede jeg et anstrengt smil og svarede: "Godt, vi har en aftale."
   "På hvad?" Ville hun vide.
   "På at du og Fia tager med mig. Væk hende, og lad os se at komme af sted"
   "Fint, nok men vi behøver ikke at vække hende. Hun har ligget vågen hele tiden og hørt os snakke." Hun vendte sig mod Fia, der nu slog sit tæppe af sig og rejste sig.
   Jeg rynkede på panden.
   "Vi må skynde os" Hviskede hun og listede forbi de andre.
   Maria nikkede, og så fjernede Fia min forsegling, og tog min hånd for at hjælpe mig op at stå.

Sammen begik vi os i raskt trav igennem skoven, op mod byen. Jeg var spændt på om Hribert havde haft travlt med at få ryddet mit værelse.
   Selvfølgelig havde jeg tænkt på at slå de to piger bag mig ihjel, så snart vi var kommet på forholdsvis god afstand fra lejren. Men selvfølgelig, afholdt nødvendigheden mig fra det. Det måtte eventuelt vente til efter jeg havde været inde i byen. Jeg ville ikke spilde energi på at dræbe dem, og komme træt ind i byen, hvor jeg først virkelig ville få brug for det.
   Desuden, ville jeg ikke rigtig føle for det. Specielt nu hvor min redningskvinde var der. Hvad angår vampyrkvinden, kunne hun måske være mig til nytte på et tidspunkt.
   Jeg førte an gennem skovens vildnis, og tænkte nu over planens gang, som den var indtil videre.
   "Det er hurtigt ind og ud, de damer" Sagde jeg til de to piger bag mig, der fulgte efter mig. At komme ind i byen uden at blive opdaget, var en ting. En anden ting var at komme hele vejen ind til min bolig, pakke sydfrugterne og flygte igen på min vryan. Der var sket så meget, så jeg havde slet ikke haft tid til at tænke på min trofaste ganger, og bedste ven. Hun var garanteret bekymret for mig, siden jeg ikke var kommet tilbage som jeg plejede.
   Men altså, jeg vidste at der også var en bagside ved dette. Hribert ville nok have gættet at jeg overlevede, og vente på mig.
   Altså ikke ham personligt. Den snobbede, dovne og krysteragtige snog, ville næppe blive sent oppe for at tage sig af mig selv. Han ville sætte sine ynkelige lakajer til at gøre det af med mig, hellere end at miste sin dejlige skønhedssøvn. Jeg smilede ved tanken om at han godt kunne regne med at få sig en lang næse, når nyheden om min succesfulde flugt klaskede ham i hovedet, ved daggry.

Nattelygterne på begge sider af byporten var blevet tændt og kunne sagtens ses, imellem træernes mellemrum.
   "Der er omkring to timer til solen står op." Sagde Maria, som en advarsel til mig.
   "Hvis alt går godt, vil vi være tilbage længe inden da" Svarede jeg henkastet, og luftede ikke de mange sandsynlighedsfaktorer der var for at vi blev opdaget og fanget.
   Vi var lige uden for byporten nu, men der var et par hundrede meter at løbe, og herude kunne vagterne der holdt øje i vagttårnene sagtens nå at spotte mig, inden jeg nåede frem. Jeg måtte være hurtig, og meget forsigtig.
   Vi dukkede os bag en busk og jeg vendte mig om mod de to. Maria holdt blikket hen over busken og så undersøgende på palisaderne der indhegnede landsbyen.
   "Godt, hør så her hvordan vi gør." Sagde jeg på en forretningsmandsagtig måde. Jeg så indgående på Fia. "Maria nævnte for mig at du mestrer en god usynlighedsbesværgelse?"
   Fia nikkede bekræftende. "Jo da. Men... den er nu ikke helt perfekt."
   Jeg så uforstående på hende.
   "Den gør mig i stand til at gå i et med mine omgivelser. Det er ligesom med Giranerne, de kan skifte farve alt efter deres omgivelser, og gør dem praktisk talt usynlige, medmindre man ser rigtigt godt efter. Men hemmeligheden er faktisk - "
   "Tak," Afbrød jeg med en afværgende håndbevægelse. Jeg havde ikke brug for et ivrigt foredrag om de farveskiftende krybdyr fra Balanos øerne. "Jeg ved godt hvad en Giran er. Jeg tror desuden at det er bedst hvis jeg selv lægger denne usynlighedsbesværgelse over dig. Bare for en sikkerhedsskyld. Den er kun midlertidig, så du må bruge den kløgtigt." Hun så lidt såret ud af min mistillid til hendes evner. Men det var til hendes eget bedste. En efterligning af de farveskiftende krybdyr kunne sagtens gå galt. Det vidste jeg kun alt for godt.
   Mens jeg i min tid som lærling, havde gjort mig selv fuldkommen sort, og dermed gik i et med skyggerne, havde en midaldrende kvinde åbnet vinduet lige over mig og lod vinden tage i den hvide skjorte, så den kunne blive tør.
   Desværre smuttede den ud af hendes hænder, og lidt efter var den landet på mig, og jeg tog derfor dens afslørende farve. Jeg så måske nok godt ud i hvidt, men det var ikke ligefrem passende i et mørketilbedende samfund som mit.

Jeg rejste mig og lod mine hænder glide vandret hen over hovedet på hende, mens jeg udtalte formularen.
   Maria så imponeret til, mens Fias hoved forsvandt i mørklilla glimmer der faldt fra mine glødende håndflader. Nu var hendes slanke hals også forsvundet. Lidt efter forsvandt hendes skuldre og det øverste af hendes bryst. Så det nederste af hendes mave, og til sidst gled resten af fortryllelsen ned over hendes ben. Fia var ingen steder at se.
   "Fia?" Sagde Maria og rakte hånden prøvende frem på det sted Fia havde siddet på hug før.
   Pludselig stivnede vampyrdamen ved et punkt midt i luften og trak forskrækket sin hånd til sig.
   "Pas på, du havde nær stukket mit øje ud med de negle" Lød Fias stemme.
   "Utroligt" Sagde Maria smilende.
   "Mange tak," Svarede jeg lidt selvtilfredst og vendte mig så mod vampyrkvinden.
   "Vampyrer kan forvandle sig til ét bestemt dyr. Hvad er dit?" Sagde jeg.
   Maria lukkede øjnene et øjeblik, hvorefter en mørk sky lagde sig over hendes krop. Det dansende røgslør lagde sig på jorden, som om Maria var sunket i den, og hævede sig så igen opad. Da forvandlingen var komplet, gled den mørke røg ned af skikkelsen, som vand gled ned over en tangklædt klippe, og foran mig stod en kæmpestor, sort flagermus. Den stirrede på mig med sine kulsorte øjne, og gav et lavmælt skrig.
   "Udmærket," Sagde jeg og nikkede anerkendende.

Efter at have uddelt instrukser til de to piger, påkaldte jeg mit personlige skyggevæsen og lod ham lægge sig over mig.
   Hans lange, sorte og lagenagtige krop klæbede sig til mig, og jeg mærkede hvordan hans spidse hoved lagde sig over mit som en maske. Jeg kunne se ud gennem hans hvide øjne.
   Jeg udtalte trylleformularen, hvorefter mørklilla glimmer nu sprang af min tildækkede krop. Så vendte jeg mig om mod de to kvinder, og sagde, gennem væsenets mund: "Så er det nu!"
   Uden at tøve, sprang jeg ud fra buskadset og spænede hen over landjorden. Jeg havde tilbagelagt de åbne tohundrede meter i løbet af få sekunder. Meget hurtigere end normalt, takket være skyggevæsnet som jeg havde forenet mig med. Men da jeg lænede mig op ad palisaderne, der omringede byen, mærkede jeg en smerte, der ikke varede mere end brøkdelen af et sekund, men kunne mærkes overalt på kroppen.
   Uanset hvad folk siger, så er vi mennesker ikke skabt til at være i så nær kontakt med ånder fra mørket. De sutter på vores energi, mens vi står i kontakt med dem. Det er de naturligvis nødt til, for det er betingelsen for at deres kræfter kan udnyttes.
   Men jeg vidste at jeg ikke ville få brug for mit skyggevæsen ret længe. Så snart jeg havde hjulpet Fia over indhegningen, vidste hun hvor hun og Maria skulle gå hen for at finde mig.
   Jeg ville være ved mit hus i løbet af et øjeblik. Derefter planlagde jeg at tage kærligt imod dem. Afhængigt af hvordan dette ville gå.
   Jeg rakte en sort og langfingret hånd frem, som usynlige Fia tog uden tøven. Så lod jeg skyggevæsnet bære mig op ad de høje og spidse stolper. Vi svævede hen over spidserne og landede på omme på den anden side. Maria cirklede på himlen over os. Vagterne havde intet set eller hørt.
   Jeg slap Fias hånd og nikkede til hende. Så sprang jeg hele vejen op på et fladt hustag og fløj videre.
   Jeg så et par gange tilbage, og kunne se at Maria fløj hen over byens mørke gyder, for at lede Fia i den rigtige retning.
   Jeg sprang videre til det næste tag, og det næste igen. Her stoppede jeg. Nede foran huset hoveddør, var byens markedsplads. Midt i den brostensbelagte gade, stod et smukt springvand, men en vagt patruljerede omkring det, og efter at have taget kig rundt på pladsen, kunne jeg se at flere af hans slags patruljerede frem og tilbage.
   De havde ikke fået øje på mig, ikke at det ville gøre nogen forskel hvis de gjorde. Så længe skyggevæsnet havde lagt sig om mig, var jeg i sikkerhed for almindelige uopmærksomme øjne.
   Hver gang de ville se op på mig, ville jeg ikke være andet end en utydelighed i deres øjne. De ville ikke kunne fokusere og se hvad jeg egentlig var. Og når jeg var smuttet videre, ville de tro at de havde fået noget i øjet, eller bare var trætte.
   Det var kun veltrænede magikere som muligvis ikke ville falde for dette synsbedrag som skyggevæsnet også beskyttede mig med.
   Jeg havde altid undret mig over om, katte for eksempel, var i stand til at se skyggevæsner klart og tydeligt.
   Mens jeg så igennem de lysfølsomme øjne, overvejede jeg afstanden mellem denne og den anden side af gaden. Der var omkring femten meter.
   Jeg var lidt i tvivl om skyggevæsnet kunne bære mig helt derover hvis jeg sprang. Men jeg kunne også forsøge at snige mig ned, og krydse gaden.
   Det andet virkede mest sikkert, men skyggevæsnet hviskede i mit øre og jeg drejede mit hoved i retning af springvandet igen.
   Jeg så rigtig godt efter, og gispede. Den havfrue som sad på stensøjlen i midten af vandkarret, var ikke helt almindelig.
   Dens kulsorte øjne drejede ustandseligt rundt. Jeg kunne lige se de røde iriser.
   Jeg trak mig lidt tilbage, for hvis den vagtdæmon fik øje på mig, ville selv min skyggeforklædning ikke være nok til at narre den.
   Jeg stønnede, og gik lidt tilbage for at tage tilløb, til mit store spring.
   Jeg tog en dyb indånding og trak energi til mig. Så løb jeg så hurtigt jeg kunne og sprang af sted.
   Det føltes som at flyve af sig selv, selvom jeg godt vidste at skyggevæsnet havde frataget mig over halvdelen af min vægt.
   Jeg rakte armene ud og greb fat i hustagets kant. Et lille stykke sten faldt dog af kanten, og faldt ned på gaden. Det efterlod sig en mindre lyd af sten mod sten.
   Dæmonen i stenhavfrueforklædning lod øjnene glide hen til det lille stykke mursten der var faldet, og lod så blikket glide op mod kanten af hustaget. Den fandt ingenting.
   Det var tæt på, tænkte jeg, mens jeg fortsatte hen over hustagene der stod forholdsvis tæt sammen nu.

Jeg kunne se mit hus. Men mere min fars hus. En to etagers bolig, med mørkt stråtag, oppe på en bakke, omringet af et sort spydgitterhegn. Ved siden af huset, tæt ved vejen ud til palisaderne, stod staldene.
   Mens jeg sprang ned på den grusede vej, og landede med et let bump, rakte jeg ud med sindet. Jeg kunne tydeligt mærke min kære vryan. Hun lå og sov uroligt i staldene.
   Osfilon? Kaldte jeg, og fornemmede straks hvordan hendes søvn stoppede brat op et øjeblik. Jeg ventede på svar, men hun var søvnig og troede garanteret at det var noget hun havde bildt sig ind, og lukkede øjnene igen.
   Osfilon, vågn op! Sagde jeg til hende, næsten panisk.
   Hun vågnede forskrækket igen, og jeg mærkede hvordan hendes sind fattede sig, og greb fat i mit. Vi var nu forbundne, og jeg hørte hendes blide og klare stemme tale til mig.
   Sark? Begyndte hun, og jeg fornemmede at hun straks efter havde registreret den ubehagelige følelse af urolighed der fyldte mig.
   Hvad foregår der? Spurgte hun bekymret.
   Jeg forklarer senere. Vi må flygte herfra, og det skal gå stærkt. Har Hribert været her?
   ... Ja, men han gik igen.
   Selvfølgelig. Den hund blev vel søvnig gad ikke vente mere. Jeg rystede hånligt på hovedet.
   Hvor har du været? Spurgte min trofaste vryan.
   Hvis vi slipper herfra i live, skal jeg nok fortælle dig det. Gør klar til at tage af sted. Jeg skal lige hente nogle ting.
   Jeg sprang hen over porten ind til min grund, og landede elegant på jorden. Så løb jeg videre op mod huset, og stod på dørtrinnet, netop som min vryans advarsel pressede på for at nå ind til mig.
   Vær forsigtig. Hribert havde en del af sine mænd med sig, og det var ikke dem alle sammen som forlod huset igen.
   Jeg smilte smørret. Bare surt for dem.

Jeg åbnede døren forsigtigt og trådte indenfor, i den mørke entre.
   Ikke et lys var tændt, men det var heller ikke nødvendigt. Jeg så lige så tydeligt huset, gennem skyggevæsnets øjne, som hvis det havde været højlys dag.
   Jeg fortsatte og kunne se trappen til overetagen, for enden af gangen. Men da jeg skulle til at tage det første skridt hen mod den, hørte jeg et ganske lavmælt knirk. Det kom fra loftet over mig.
   Jeg vidste at mit eget soveværelse var lige over mit hoved.
   De ynkelige og tamme magikere af Hriberts. Jeg brød mig ikke synderligt om at skulle angribe nogle af mine egne, men omstændighederne taget i betragtning, så det ikke ud til at jeg havde noget valg.
   Jeg skyndte mig op ad trappen og kiggede ned af korridoren. De amatører havde ladet alle døre, undtagen den til mit værelse, stå åben.
   Åh ja, jeg havde aldrig gættet på et baghold, tænkte jeg sarkastisk til Osfilon. Med knirken på gulvene, det eneste tændte lys der tilfældigvis befinder sig på mit værelse, og alle dørene i gangen vidåbne, undtagen min. Jeg sukkede.
   Du bør alligevel være forsigtig. De magikere er måske stærkere end du tror. Svarede Osfilon.
   Jeg trak på skuldrene mens jeg langsomt gik ned af korridoren og så undersøgende ind af alle de åbne døre.
   Jeg kiggede ind ad døren til min fars soveværelse, og rynkede panden ved synet af at han ikke lå i sin seng. Han var væk.
   De tåbelige magikere havde nok taget ham som gidsel, for at holde mig i skak.
   Bare rolig, det skal jeg nok.