Fra asken i ilden
   "... Har du bundet dem stramt nok?" Spurgte en dyb og brysk mandestemme.
   "Ja, men hvis han er hvad jeg tror han er, vil de ikke holde ham længe. Fia, kan du ikke forsegle dem. Så er vi på den sikre side." Sagde en anden myndig stemme.
   "Er det virkelig nødvendigt?" Spurgte en ung pigestemme. "Jeg er træt og jeg er sulten. Desuden tror jeg altså ikke at han er så farlig som I tror.
   I så jo at han flygtede fra bjergtrolden, altså må han være en fjende af kongen. Måske kan han hjælpe os. Han lader til at være meget stærk - I så selv hvordan han bøjede træet efter sin vilje. Han kan være til nytte for os!"
   "Det vil jeg blæse et halvt stykke. Det er ingen garanti for at han ikke vil gøre os noget når vi vækker ham." Snerrede den bryske.
   Jeg opdagede at mine hænder var bagbundet. Så stramt at jeg næsten ikke fik noget blod til fingrene.
   Jeg blinkede søvnigt en gang og åbnede så øjnene. Jeg så op på de fremmede.
   "Jeg tror altså ikke... hej, vent! Han er vågnet!" Sagde pigen.
   Alle trådte væk fra mig, og det tågede slør gled væk fra mit syn, da jeg blinkede nogle flere gange.
   Jeg så mig omkring.
   Imellem trætoppene over mig, kiggede aftenens uendelige hvide øjne ned på mig.
   Jeg lå i udkanten af en lysning i skoven. Et lille bål brændte i midten af lysningen, hvor to personer sad ved siden af hinanden, de så nysgerrigt tilbage på mig.
   På begge sider af mig stod to personer mere. Ilden afslørede kun halvdelen af deres ansigter.
   En høj mand, ikke meget ældre end mig stod til venstre for mig, ved siden af en mindre, men ret korpulent mand, der havde et rødt og pjusket overskæg. Hans små stikkende øjne kiggede barskt ned på mig.
   På den anden side stod en mørkglødet mand, tilsyneladende skaldet, men meget muskuløs. På hans påklædning - der var en blanding af hvide og lyseblå gevandter, der nåede ham til anklerne - kunne jeg vurdere at han var magiker. Det samme var den unge pige ved siden af ham. Hendes hår var så sort at det gik i et med nattens skygger. Hendes blå øjne studerede mine.
   "Hvor er jeg?" Hostede jeg.
   "I sikkerhed." Forsikrede den sorthårede pige mig med et venligt smil.
   "Hvem er I?" Spurgte jeg og forsøgte at sætte mig op, men den korpulente mand pressede mig ned at ligge igen og sagde: "Dine redningsmænd, men hvis du ikke bliver liggende, kan vi hurtigt gå hen og blive dine mordere!"
   Jeg rynkede på øjenbrynene og lagde mig lidt modvilligt ned at ligge igen.
   Den mørkglødede mand lagde en hånd på mandens brystkasse, så han fjernede sin bestøvlede fod fra mig.
   "Tilgiv ham. Han tænker bare på vores velbefindende. Nogen gange glemmer han bare at behandle andre med lidt respekt.
   Mit navn er Cerbun. Dette er min lærling, Fia" Sagde han og skævede til den unge pige.
   Cerbun lagde en hånd på den høje mands skulder og sagde: "Dette er vores stifinder, Thomas."
   "Og du kan kalde mig mester Vugas" Sagde den lille tykke mand og så en smule olmt på mig. Jeg tog denne anmodning om formel tiltale, som et klart tegn på at han ikke brød sig om mig. Endsige stolede på mig over en dørtærskel.
   Det gik op for mig at Vugas var en dværg. Det var lidt svært at se fra denne vinkel, men han var faktisk mindre end jeg havde opfattet ved første øjekast.
   Cerbun lukkede sukkende øjnene et øjeblik ved dværgens ord, og vendte sig så mod de to sidste, der havde siddet ved bålet for lidt siden. Nu stod de ved mine fødder og så ned på mig.
   "Dette er Maria og vores leder, Drafgur."
   En smuk kvinde, med langt, mørkerødt hår smilte venligt til mig. Men hendes øjne var så sorte at jeg ikke kunne skelne pupillerne. Men det tandsmil som hun sendte mig, fik mig et øjeblik til at krympe mig. De hjørnetænder var lidt for lange og lidt for spidse til at være almindelige.
   Lynhurtigt så jeg kvinden an, både på hendes mørke udklædning - bestående af en lang sort kappe med en fyldig hætte - og en sansning af den energi som lå om hende.
   Mørket i hende viste sig ikke udadtil, men jeg kunne tydeligt mærke den stærke, dyriske og blodtørstige dæmon der gemte sig under hendes milde og smukke ydre. En vampyr!
   Jeg blev straks urolig. Min herre havde masser af vampyrer, der både fungerede som snigmordere og effektive spioner hos ham.
   Jeg brød mig bestemt ikke om situationen. Ikke kun fordi vampyrdamen var der, og jeg ikke var i stand til at standse hende, hvis de andre pudsede hende på mig. For da jeg så at Drafgur var lidt for flot til at være et almindeligt menneske, og tilmed havde spidse ører, vidste jeg med det samme at han var en elver.
   Jeg begyndte efterhånden at gætte mig til hvem denne usædvanlige flok var.

De kunne næsten ikke være andet end fra de nordlige lande. På den anden side af Den Endeløse Kløft. Spioner, med repræsentanter fra alle de fire lande, jeg var blevet trænet til, og havde svoret ed på at tilintetgøre.
   Jeg tvang mig selv til ikke at gå i panik, eller vise tegn på urolighed. Det kunne sagtens afsløre mig, hvis ikke min nuværende påklædning gjorde. Mine mørke gevandter, med den blodrøde kant forneden var noget som kun et begrænset antal magikere blev tildelt. Nemlig kong Ashrarks personlige elitestyrke af mørke troldmænd. Kural Garis, kaldte vi os. Direkte oversat, betød det Mørkets Blod.
   Jeg forbandede mig selv, for ikke at slå koldt vand i blodet med det samme. Jeg kunne bare ikke lade være med at se mig skrækslagen omkring, et øjeblik.
   Pigen Fia, bukkede sig ned og lagde en beroligende hånd på min skulder og sagde: "Tag det roligt, trolden er væk. Du knuste hans krop fuldstændig."
   Et kort øjeblik var jeg lettet over at min reaktion var blevet misforstået. Så slog en tanke mig pludselig. "Du så mig?"
   Fia nikkede smilende. "Ja, det var mig som forhindrede trolden i at gøre det af med dig. Jeg bragte dig med mig tilbage hertil, og lod dig få noget hvile. Al din energi var fuldkommen opbrugt."
   Jeg havde aldrig troet at jeg ville blive reddet af en pige, nordenfra. Så vidt jeg vidste, skete det kun sjældent at dødsfjender hjalp hinanden. Men selvfølgelig vidste hun heller ikke at vi var fjender endnu.
   Jeg nikkede og smilte taknemligt til hende. "Du reddede mit liv. Tusind tak."
   Fias smil blev bredere. "Ingen årsag." Og måske var det bare belysningen, men et øjeblik syntes jeg det så ud som om hun rødmede en anelse.
   Dværgen Vugas sparkede let til min fod og sagde: "Udmærket, nu hvor du har fået takket hende for hendes gode gerning, vil jeg mene at vi hellere må bede om nogle svar fra dig af."
   Cerbun nikkede og sagde: "Jeg er enig. Vi har bundet dig, fordi vi var i tvivl om vi kunne stole på dig. Jeg prøvede at gennemsøge dit sind for at finde ud af det. Men det var fuldkommen umuligt. Desuden så Fia dig bruge magi til at knuse bjergtrolden du flygtede fra. Vi ved altså at du er troldmand, og en stærk en af slagsen."
   Jeg vidste at jeg var nødt til at finde på noget, og det hurtigt. Jeg overvejede min foretrukne udvej.
   Det var en simpel udvej. Jeg skulle blot bryde rebene med lidt magi, lade en hurtig og kraftig tankebølge slå ud mod dem alle sammen på en gag, og mens de prøvede på at komme sig skulle jeg dræbe dem alle med en besværgelse.
   Jeg måtte desværre slå denne enkle løsning ud af hovedet. For det første kunne jeg ikke være sikker på hvor mange af dem der var magikere, hvor stærke de var, og mine mørke kræfter ville muligvis ikke kunne dræbe vampyrkvinden med det samme. De havde ofte en modstandsdygtighed overfor mørkets kræfter, fordi de selv havde en del af dem i sig.
   Det var for risikabelt, så jeg besluttede mig for at prøve at vinde deres tillid, og stikke af med livet i behold, når den bedste chance bød sig. Desuden havde pigen jo reddet mit liv, derfor stod jeg faktisk i gæld til hende. Forhåbentlig ville jeg leve længe nok til at betale hende tilbage.
   Først og fremmest, kunne jeg lige så godt være ærlig, omkring deres påstand. "I har ret. Jeg er magiker, og ja, jeg forsvarede mit sind da jeg fornemmede at nogen prøve at bryde ind i det."
   Cerbun nikkede indforstået. Jeg fortsatte og gav dem den løgnagtige livshistorie.
   "Mit navn er Sark Darkoen. Jeg er spion og har i flere år fungeret som min herres øjne og ører i kong Ashrarks elitestyrke af magikere. Mit job var at udspionere og samle hemmelige oplysninger om kongens planer og hvad han ellers foretog sig. På baggrund af mistanker om en farlig troldmand, ved navn Hribert, fik jeg forflyttet mig selv til landsbyen for foden af bjerget.
   Desværre blev jeg opdaget, og var nødt til at flygte.
   Trolden I så skulle have bragt mig tilbage, eller dræbt mig hvis andet ikke var muligt.
   Resten af historien kender I."
   Jeg så afventende på dem, håbende på at de købte den.
   Efter et øjebliks tavshed, lagde dværgen Vugas sine korte, men muskuløse arme over kors og sagde: "Det tror jeg ikke på. Det ville vi have fået at vide."
   Den høje mand ved siden af dværgen nikkede. "Han har ret. Vores meldinger nævnte ingenting om det her."
   Drafgur så tænksomt ned på mig og sagde så, en anelse usikkert: "Jeg ved ikke rigtig. Bare fordi at han ikke tjener kong Valdemar, kan han sagtens tjene en konge eller herre, i et andet land, som også modarbejder kong Ashrark."
   Cerbun nikkede og knælede ned så vi var på øjenhøjde. "Sandt nok, men for at finde ud af hvad der er sandt må vi undersøge ham."
   Jeg så på Cerbun i chok et øjeblik, og til min overraskelse så Fia lige så forbavset ud.

"Jeg beklager, Sark Darkoen. Men det er nødvendigt. Jeg bliver nødt til at gennemsøge din hjerne, og finde ud af om du er til fare for os." Sagde den mørkglødede mand til mig og hævede langsomt en hånd med løftede fingre.
   "Hvad?" Udbrød jeg. "Vent lige lidt! Det jeg har fortalt jer er jo alt sammen rigtigt. Jeg vil jer intet som helst ondt, og jeg er dybt taknemlig for at I redede mig.
   Der er ingen grund til at skanne mig, så længe I ved jeg ikke er en fjende."
   Cerbun tøvede og sagde: "Du har ret, men vi ved slet ikke med sikkerhed om du er en fjende. Vi ved heller ikke hvem det er du tjener. Derfor er denne gennemsøgning nødvendig."
   Fia så usikker ud og skævede til sin mester og sagde: "Er det tilladt, mester. Jeg troede det var overtrædelse af loven at tiltvinge sig adgang til andre folks sind."
   "Rigtigt, Fia. Jeg ville heller ikke gøre det her hvis jeg så nogen anden udvej. Men hvis du har en anden måde at finde ud af den endelige sandhed om denne mand, vil jeg utroligt gerne høre den."
   Jeg blev endnu mere nervøs nu, og ville næsten foretrække at skulle kæmpe mod trolden, frem for det her.
   Jeg sank længere ned at lægge, som for at undslippe, eller udsætte min huds møde med Cerbuns hånd.
   "Jamen... jeg har oplysninger som min herre skal være den første til at høre. Det må I kunne forstå. Det er fortrolige sager I kommer til at støve op!" Sagde jeg, og kunne ikke længere skjule min frygt.
   "Det er forståeligt, Sark. Men hvis vi skal slippe dig fri, må du lade os undersøge dig."
   Hans hånd var kun en tomme fra at røre mit hoved, og hvis jeg ikke lod ham komme ind, ville de straks gå løs på mig. Jeg sad virkelig i saksen.
   For anden gang på en og samme dag, blev jeg reddet af Fia.
   "Der er en anden udvej!" Sagde hun, og Cerbun standsede. Hans fingre strejfede mit pandehår.
   Vi så alle om på hende, mens hun forklarede. "Han ønsker ikke at lade sig undersøge, og vi kan ikke risikere at lade ham gå frit omkring. Men det er tydeligt at han tjener en fjende af Ashrark. Jeg foreslår at vi tager ham med os tilbage... Vi får det afgjort der."
   "Hvis han er en fjende, vil han dræbe os mens vi sover, og stikke af" Udbrød dværgen vredt. "Jeg vil ikke ligge tilbage, død og oven i købet med en lang næse."
   "Ikke hvis vi forsegler ham, så han ikke kan gøre os noget," Sagde Fia påpegende. "Og siden det er min skyld han er i live, og at det er min ide, vil jeg personligt tage ansvaret for ham. I hvert fald til vi er kommet til bunds i denne sag."
   Jeg sendte et diskret blik rundt på Fias rejsekammerater, og et øjeblik så de meget skeptiske ud. Det kunne jeg dog ikke bebrejde dem. De kendte ikke mine evners fulde omfang, vidste stadigvæk ikke om jeg var ven eller fjende, og Fia var jo lærling. Hun var ufærdig i sin træning, og ville måske ikke kunne magte den opgave at holde mig fanget.
   At lade deres liv kunne komme til at afhænge af en mindreårig, ufærdig magikerlærling, virkede ikke som nogen beroligende tanke. Det var ikke en satsning som jeg ville have gjort, hvis det var mit liv som kunne være på spil.
   Hvis der var noget jeg havde lært, så var det at man aldrig burde lade andre bære sit liv i hænderne. De fleste mennesker magtede for det meste kun at, holde dem selv i live. En ’overbebyrdelse’ kunne sagtens forsage undergang. Oftest endda for begge parter.
   "Jeg ved ikke rigtigt, Cerbun..." sagde Vugas lidt efter, og kløede sig på kinden med en behandsket finger. "Det andet er meget hurtigere og sikrere. Jeg syntes vi skal få det afgjort med det samme."
   Cerbun så fra dværgen til sin lærling, og fra lærlingen til gruppens leder, Drafgur.
   Jeg rynkede øjenbrynene, for han lagde nu armene bag ryggen og så op mod stjernehimlen, mens han sagde: "Loven skal overholdes, og hvis ikke nødvendigheden er så stor at der ikke er nogen anden udvej, bør den overholdes. Jeg ønsker ikke at skulle retfærdiggøre brud på loven overfor kong Valdemar." Han vendte blikket mod lærlingen.
   "Jeg stoler på dig, Fia. Men du er stadig kun en lærling. Derfor har jeg brug for at en frivilligt melder sig til at hjælpe dig, med at holde øje med Sark."
   Dværgen så chokeret op på Drafgur og skulle til at træde frem for at melde sig, og for at sikre sig sin og de andres overlevelse. Det lyste nærmest ud af øjnene på den lille skæggede mand.
   " - Jeg skal nok gøre det!" Sagde vampyren, Maria, pludselig.
   Drafgur smilte svagt og sagde: "Beklager, Vugas. Tag det ikke ilde op, men hvis der er nogen som bør sættes til at holde øje med ham, bør det være Maria. Ikke sandt?"
   Dværgen så ærgret ned i jorden, og sagde så lidt modvilligt: "Det bør det vel."
   Drafgur nikkede. "Godt, så er det bestemt."
   Jeg så rundt på dem alle sammen. Det var på en gang overraskende, og samtidigt fantastisk.
   Jeg havde undsluppet døden endnu en gang, og endnu en gang var det Fias fortjeneste. Jeg sendte hende endnu en taknemlig tanke.
   Et øjeblik så Thomas ud som om han ville sige et eller andet, og sikkert i protest. Men efter et beslutsomt blik fra Drafgur, tiede han.
   "Nu hvor vi har fået den sag ud af verden, indtil videre, så lad os få noget at spise. Skal vi?" Sagde Vugas og klappede sig selv på maven. "Jeg er sulten, og de harer ser yderst lækre ud."
   Det gik op for mig, at jeg faktisk også var en smule sulten, og dværgen havde ret med hensyn til de harer som hang på et spid, over bålets ild. Thomas gik over og drejede dem om på ryggen så deres opsprættede kroppe stak benene opad.
   Fia og Maria tog fat i mine arme og hev mig op at stå. Jeg tog det roligt til at begynde med. Jeg var helt stiv, efter at have ligget i en ubehagelig stilling på jorden, i så lang tid.
   "Tag det roligt, og sæt dig sammen med os" Sagde Fia blidt, hvorefter de to førte mig hen og sidde imellem dem, på en af de fire træstammer som lå parallelt med hinanden omkring bålet.
   "Var det muligt at jeg kunne spise med?" Spurgte jeg høfligt og pænt, mens mine tænder løb i vand af at se på de næsten færdige harer.
   Fia tøvede, og så over på Drafgur der nikkede bekræftende. Hun vendte sig smilende om mod mig igen og svarede: "Naturligvis. Du må da også være sulten, efter alt det du har været igennem i dag?"
   Jeg mønstrede et venligt smil til hende, men kunne ikke gøre for at det var en smule anspændt, eftersom vampyrkvinden sad lige ved siden af mig.
   Jeg vidste godt at ingen af dem var tilbøjelig til at lade mig få frie hænder. Så Fia måtte made mig. Sulten som jeg var, gik jeg med til det, for der var ikke andet for. Jeg brokkede mig ikke og kom ikke med indvendinger, for jeg vidste at det ville være upassende, eftersom de andre ikke stolede synderligt meget på mig.
   I selskab af mine uvidende fjender, forsøgte jeg at se så uskyldig ud som muligt. Jeg ville ikke have rejst flere mistanker mod mig, end jeg allerede havde.
   Og oprigtigt talt, nærede jeg ikke ligefrem nogen iver efter at forråde Fia, efter det hun havde gjort for mig.
   Jeg havde hverken lyst eller samvittighed til at forråde hende på nuværende tidspunkt. Jeg var blevet gjort til fjende af min herre, men jeg kunne muligvis godt blive tilgivet af min konge. Desuden ville mine brødre i Kural Garis støtte mig i denne sag. Men jeg var nødt til at bevise min overlevelse, hvis det skulle blive til noget, og dermed møde op på kongens slot.
   Men lige nu, hastede ingenting. Jeg besluttede mig for at lægge min fjendtlighed overfor disse folk bag mig for en nat, og blot være glad for at jeg stadig var i live.
   Mens jeg sad og åd maden som blev givet mig, var jeg udmærket klar over at de alle, undtagen Fia, sad med hånden på hvert deres våben.
   "Mange tak," sagde jeg til Fia da hun begyndte at hæve forken med et stykke mørt kød for enden.