Visse sange kommer til at danne ens musikalske smag og ens holdning. De brænder sig fast som noget særligt og kommer til at være en følgesvend resten af livet.
Denne sang, som gjorde en forskel for mig, blev skrevet i starten af tresserne af en englænder bosiddende i Paris på et tidspunkt hvor jeg var lille og mest kendte børnesange fra De Små Synger.
Den blev første gang indspillet i 1969 af ophavsmanden Ralph McTell, da gik jeg i femte klasse og var faldet for The Beatles og folkesangeren Donovan.
Ralph McTells rigtige navn var Ralph May, født 1944 i Kent området, hvor han også voksede op. Det ligger på den engelske sydkyst med marsklandskabet og Doverklinten som de væsentlige kendetegn. Han havde aldrig prøvet at være i London, men fik plader med amerikanske bluesmusikere som Big Bill Broonzy, Blind Willie McTell, Reverend Gary Davis og Mississippi John Hurt fra de nærliggende havnebyer. Inspireret af disse plader lærte han at spille guitar og tog kunstnernavnet McTell efter bluesguitaristen og sangeren Blind Willie McTell, som også havde været en af Bob Dylans inspirationskilder.
Uden nogensinde at have været i London drog han til fastlandet for at optræde og endte med at slå sig ned i Paris, hvor han optrådte med blues på jazzklubberne. På et tidspunkt begyndte han selv at skrive sange, der udover bluesmusikken også havde rødder i hans hjemlands folketone.
Der var en ting i Paris, der berørte ham dybt: de fattige i Paris' gader, posedamerne, de ensomme gamle mænd, der hang på de billige cafeer. Han satte ord på det i sangen Streets of Paris.
På et tidspunkt ville han gerne indspille sine sange og sendte et demobånd med dem til flere pladeselskaber i hjemlandet i håb om, at det ville give bonus. Det gjorde det efter mange forsøg.
Det var på det tidspunkt for længst blevet en tradition, at sangerne selv skrev deres sange takket være Bob Dylans anden lp fra 1964 The Freewheelin', der ud af tolv sange havde elleve skrevet af Dylan selv. Foranlediget af denne milepæl var singer-songwriterbegrebet blevet født.
Den unge Ralph fik udgivet den lidt ujævne debut Eight Frames a Second i ungdomsoprørets år 1968. Sin ujævnhed til trods har den sine lyspunkter, men det kan ikke skjules, at han ikke er vant til indspilningssituationen..
Den anden plade skulle indspilles i London, for da havde et Londonselskab tilbudt kontrakt efter at en producent var faldet for hans mørke stemme på debuten, og da han for første gang i sit liv så sit fødelands hovedstad opdagede han, at her også var posedamer, hjemløse og ensomme gamle mænd. Så da han mødte op for at skulle indspille Streets of Paris og flere andre sange, foreslog han omgående, at titlen på denne sang skulle ændres til Streets of London. Det var pladeselskabet med på, og efter flere måneders indspilninger var lp'en Spiral Staircase en realitet i 1969 med Streets of London som åbningsnummer.
Denne lp vil jeg kalde et mesterværk, hvor han rigeligt har overvundet begyndervanskelighederne og serverer tolv lækre sang-retter på et veldækket bord. Den blev ikke nogen stor sællert, men flere af de folkesangere, der holdt til i Londons gamle kunstnerkvarter Soho, tog sangen om de tragiske skæbner i storbyen til hjertet og på repertoiret. Derved gled den stille og roligt ind og fik klassikerstatus i den moderne britiske folkemusik.
Mit første bekendtskab med sangen var en popudgave med den sydafrikansk fødte sanger Roger Whitaker, som blev udgivet 1971. Den blev ofte spillet i radioen, men for mig var det husmoderpop som man dengang lidt nedladende kaldte den genre Whitaker stod for, og jeg havde andre musikalske interesser som The Beatles, Donovan og hans amerikanske forbillede Bob Dylan og britisk blues med to gange Eric, Burdon og Clapton, som de store helte.
Men på Strøget i København stod der allerede dengang mange gadesangere og underholdt på trods af, at det endnu ikke var lovliggjort. Flere af dem sang denne sang, som jeg lyttede noget mere til, når de sang den. Jeg faldt rigtigt for den, da den engelskfødte og dansk gifte folkesanger Andrew John lavede en indspilning af den. Da jeg startede med at spille guitar var det en af de sange, der stod højt på min ønskeliste, men helt begyndervenlig er den ikke, så det havde lange udsigter.
Få år efter, da det var mit sidste år i folkeskolen, havde den amerikanske guitarist Stephan Grossman en række udsendelser i dansk TV, Plys og God Musik. Her samlede han guitarister fra nær og fjern i en rundkreds og spillede med dem, bl. a. var der skotten Bert Jansch, som hurtigt blev min store guitarhelt med hans virtuose spil og bluesagtige sange. For hver udsendelse blev jeg mere og mere forelsket i den moderne akustiske guitarstil, som dyrkes især af britiske guitarister med rødder i den amerikanske blues. Jeg lånte Grossmans mange guitarbøger på biblioteket i håb om at lære noget, men fik ikke megen mening ud af dem. Det var et godt eksempel på, at det at være en skrap musiker ikke er ensbetydende med at være en god musikpædagog.
En dag i foråret 1975 blev der annonceret en koncert på Folketeatret, som ligger på Nørregade i København, med tre navne: Stephan Grossman, Bert Jansch og en for mig ukendt Ralph McTell. Ingen tvivl, den koncert skulle jeg ind og høre. Jeg satte alt ind på at få råd til det og fik billet til det lille teater. Stephan Grossmans svaghed blev åbenbar i løbet af hans sæt: han er teknisk dygtig men ofte meget klinisk og kold i sit spil. Bert Jansch's lampefeber er lige så stor som hans musikalitet og han har flere gange dæmpet den med sprut og derved bøffet en koncert fuldstændig. Det skete den aften, sørgeligt nok, men heldigvis har jeg senere oplevet ham give blændende koncerter i ædru tilstand.
Sså kom den ukendte mr. McTell ind på scenen, smilede venligt til publikum, satte sig på taburetten og bare sekunder af de sprøde guitartoner og den bløde, mørke barytonstemme fik publikum, heriblandt mig, til at overgive sig. Hans instrumentalnumre mellem sangene bestod især af ragtimestykker omarrangeret for guitar og afslørede et guitarspil på niveau med en klassisk guitarvirtuos, men med mere varme end Grossman.
Da han blev klappet frem til ekstranummer af et begejstret publikum, der havde været skuffede over de to første sæt og nu følte, at aftenen var reddet, gav han den sang, han havde skrevet for lidt over et årti siden, Streets of London. For første gang fandt jeg ud af, hvem der stod bag den og hørte ham selv synge den. Det hører med til billedet, at næste gang jeg fik penge mellem hænderne efter denne koncert købte jeg fire lp'er med ham. En af dem var hans på det tidspunkt nyeste Streets, der indeholdt en genindspilning af Streets of London, som havde givet ham et hit. Det morede mig lidt at høre mange sige: "Nu var der lavet en ny indspilning af Roger Whitakers sang Streets of London."
Lp'en Streets er som helhed en smuk og vemodig plade, hvis tekster er præget af nostalgiske minder om livet på fastlandet og hans på det tidspunkt alvorlige ægteskabelige krise, som han endda slap ud af med parforholdet intakt, han er stadigvæk gift med den samme i dag. Et par sange er ikke helt fri for en vis sentimentalitet, men det opvejes heldigvis af et par andre sange med glimt i øjet, blandt andet en lystig sang i den franske chanson-stil sunget på vrøvlefransk.
Han var selv betænkelig ved den pludselige succes, som han frygtede kunne blive en spændetrøje. Selvom han turnerede nogle år endnu og jeg siden genså ham ved koncerter nogle år i træk efter den store oplevelse på Folketeatret, så trak han sig tilbage fra scenen og udgav kun en enkelt plade, senere cd, i ny og næ. I 1988 blev det til Blue Skies, Black Heroes, en plade udelukkende med sange af hans amerikanske bluesforbilleder, som bestemt er værd at lytte til for en fremførelse, der er kendetegnet af dyb kærlighed til bluesmusikken.
Hvis jeg ellers skal anbefale noget at begynde med for dem, der måtte have lyst til at stifte nærmere bekendtskab med denne singer-songwriter, vil jeg anbefale at starte med livepladen Ralph, Albert and Sydney, der er optaget i Australiens hovedstad Sydney i det berømmelige operahus. Her får man indtryk af ham som scenekunstner og et bredt udsnit af hans repertoire, de vemodige sange, de lystige og spændstige ragtimenumre. Her er også en live-version af Streets of London, der går næsten mere til hjertet end nogen af de tidligere studieindspilninger uden at forklejne dem.
Udover de allerede nævnte plader vil jeg fremhæve Easy og Not till tommorow, der begge gik forud for Streets. De har den for ham karakteristiske veksling mellem glimtet i øjet og vemodet, smerten over livets tragedier. Især må Easy siges at være en udpræget glad lp understreget af en grinende og småpjattende Ralph McTell på omslagets inderside, selv om den også har de sørgelige sange.
Fra hans mere modne år vil jeg anbefale Sand in your shoes fra 1995, der nok indeholder meget af det, som han har kørt på før, men alligevel føjer nye dimensioner til det i kraft af alderens øgede livserfaring.
Da jeg efteråret efter den store oplevelse i Folketeatret ville gøre noget mere ved guitarspillet, meldte jeg mig på et aftenskolehold, der annoncerede at undervise i den moderne akustiske guitarstil, meldte jeg mig. I løbet af den sæson lærte jeg Streets of London med guitarmellemspil og det hele - plus sange af alle sangskriverens farvede amerikanske helte, hvor jeg især faldt for Mississippi John Hurt, en næsten firsårig bluessanger fra det sted han havde sit tilnavn efter. Ja, firsårig, og så siger man, at man skal være under tredive for at være idol for teenagere! Siden har den været fast bestanddel af mit repertoire.
I de senere år har det accelereret med de hjemløse og tiggerne i København, det har givet sangen fornyet aktualitet. Den kunne lige så godt hedde Streets of Copenhagen, eller Streets of Stockholm, Streets of Prag, Berlin, Amsterdam, fortsæt selv listen. De er der, posedamerne, tiggerne, de hjemløse og ensomme, og de af os, der bor i byen, ser dem dagligt. Siden Karen Jespersen på papiret var socialminister og afskaffede overlevelseshjælpen for de hjemløse, er de blevet en tragisk del af gadebilledet.
I starten af halvfemserne var jeg på et uges højskolekursus, hvor jeg skulle underholde lidt til afslutningsfesten og bl. a. ville give mit gamle yndlingsnummer. Under forspillet opdagede jeg, at jeg havde glemt første vers. Pinligt! En sang jeg havde kunnet siden jeg var purung, og så kunne den sorte klap komme. En kom mig til hjælp og hviskede: Have you seen the old man... ja, tak, der er to vers der begynder med det, så jeg begyndte på det forkerte og blev forvirret. Sådan kan det gå. Heldigvis bar folk over med, at jeg stoppede og begyndte forfra - og så gav den flydende.
At sangens melodi er iørefaldende og ligefrem, det er sikkert og vist, men harmonifølgen er usædvanlig for en folksong, der er mere end de tre sædvanlig akkorder, og selvom sangen er let nok at synge, så bevæger den sig især i omkvædet på en måde, der ikke ligner mange andre i samme genre. Det forlener den med en dybde og originalitet, der gør den slidstærk.
Tekstmæssigt er omkvædet en akilleshæl: meget moraliserende siger den, at man ikke skal klage, når der er nogen, der har det værre, men versenes ligefremme knappe skildring vejer det rigeligt op. Først møder vi den ensomme mand, der vader rundt i det lukkede marked, så posedamen med sit hjem i poserne. I tredje vers dukker den gamle mand op igen og hænger over en kop the på cafeen i flere timer for at slå tiden ihjel. Til sidst møder vi den gamle sømand, der er ensom med sine minder, som ingen bekymrer sig om Medfølelsen er så ægte og menneskeskæbnerne så renfærdigt beskrevet, at omkvædets tendens til en løftet pegefinger er nem at tilgive.
For få år siden genså jeg Ralph McTell på Tønder Festivalen. Han var blevet midaldrende, men det venlige drengede smil havde han bevaret under de grå hår, ligeledes den bløde mørke stemme, og fingrene kunne bevæge sig på guitaren endnu. Jeg blev lige så overvældet som dengang jeg så ham første gang i Folketeatret og sang med på hans berømte sang, da han ikke kunne komme uden om at måtte give den endnu engang. Måske er han ved at være træt af at spille den hele tiden, men for mig er den uopslidelig.