De fælder træerne på mit sted - selv det smukkeste træ fælder de!
   Jeg er bange nu - angsten kommer snigende - nu var her lige så trygt og godt.
   Hjertet hamrer, så det gør ondt.
   Hvordan kommer jeg væk herfra?
   Hvordan kommer jeg over bakken med store sten og mange træstubbe?
   Hvis jeg kravler, kan jeg vist komme over.
   Mine knæ bløder, så det gør ondt.
   Åh - endelig oppe!
   Nu vender jeg mig om og ser tilbage.
   Min løvskov er næsten væk!

Inden fortvivlelsen og magtesløsheden overmander mig fuldstændigt, ser jeg et menneske komme frem fra støvet, der er hvirvlet op i de sidste rester af skoven. Det er en gammel, rank og smuk kvinde med hvidt hår og store blå øjne. Hun ser på mig med et intenst, kærligt blik og jeg opdager - det er min bedste ven - min mor!

"Musse - nu må du altså blive rolig. Medgang og modgang følges ad. Sådan er et menneskeliv. Jeg forlader dig nu - men husk, at jeg altid vil være et sted og holde øje med dig. Hold op med at sørge, men tænk på mig med glæde - ikke med tårer!"

Fortumlet sætter jeg mig op. Prøver at huske min drøm. Er først uhyggelig tilmode og har voldsomt lyst til at græde, men hvad var det der pludselig sprang inden i mig - navlestrengen!?
   Langsomt breder der sig en enorm lettelse, som kan mærkes ud i hver fiber af min ellers så forpinte og anspændte krop. Den store, dybe og smertende sorg er væk. Kun det naturlige savn er tilbage, og jeg begynder at huske!

Huset er bygget i 1887. Det er ikke noget særligt kønt hus, men det ligger dejligt fredeligt i udkanten af den store by. På samme vej ligger et plejehjem, og få meter derfra på en større vej et hospital med tilhørende kirke. Fjernt høres trafikken og sommetider lyden af en sporvogn, hvis klimten iblandes med sprøde, klangfulde kirkeklokker, der kalder til andagt. Husets mure er grå med en trist afskallet facade, og de mange vinduer står med et sløret, søvnigt blik i de trøstesløse øjenhuler. En svag grå røg stiger op mod himlen fra de mange kakkelovne, der varmer de små lejligheder op og gør dem hyggelige og varme. Hver gang en hoveddør smækker, løsnes noget maling, og de gamle hængsler gi'r sig. Ejerne af huset truer med nedrivning, når beboerne klager over manglende vedligeholdelse. De mange børn leger i den store gård afskærmet af stakitter og plankeværk. For at komme ind i gården skal man gennem en smal kældertragt med stentrapper, der tit har givet de små buler. Desværre er der også et tissested for mænd. Sammen med skraldebøtterne giver dette sted en dårlig lugt til stor ærgrelse for mødrene med deres rene vasketøj.
   Midt i gården står et stort gammelt lindetræ med en flot stærk krone. Fra alle vinduer på ejendommens bagside, kan man følge de skiftende årstider. Den eneste, der ønsker træet væk er viceværten.

Nedrivning af huset!! Det er skræmmende tale for en lille pige. Det er hendes hus, hendes sted.
   Pigen bor øverst på 3. sal med skrå vægge. Lejligheden består af to stuer, et kammer, køkken, entré og et lille WC. Hun sidder i sin køjeseng og kigger betaget på den RØDE BOLD.

Hun knuger bolden ind til sig, som om hun er bange for, at nogen skal tage den fra hende, eller at hun skal tabe den. Den røde farve flammer for hendes blik - det er hendes farve. Svagt hører hun moren tale med damen, der har givet hende bolden. Det er vist nok hendes moster, og de taler om noget med en krig, der heldigvis er slut. Mosteren er rejst helt her ind fra et sted i provinsen for at besøge dem; for at se alle de børn moren har født - se pigen, der er den yngste af fire! Mosteren har, til sin store fortvivlelse, kun ét barn. Hun klager til moren over, at onkelen ikke vil have flere børn, at de gi'r for meget uro i huset og koster for mange penge. Hun må heller ikke gå i sine røde sko mere, det er uanstændigt for en gift kone, siger han. De taler også om, hvor svært det er at have så mange børn, når de ikke bare kan gå frit hen i en forretning og købe, hvad de har brug for. Håber det snart er slut med rationeringsmærkerne.

Pigen forstår ikke al den voksensnak men hører ordene, mens hun med nænsom hånd lader sine små fingre glide hen over boldens blanke overflade.

Moren sukker meget, og hendes stemme lyder træt og beklagende, da hun betror mosteren, at der er et barn der ikke skulle være født. Men efter "det" hun havde gjort, var det alligevel en lettelse at se det sundt og velskabt!!
   Moren græder!
   "Du kan være glad for at du boede i provinsen under den lange forfærdelige krig!" siger hun snøftende til sin søster. "Hver gang alarmen lød, måtte vi samle alle børnene, rive tasken med brød, drikkelse og den evindelige, palminstinkende kiksekage ned fra knagen og skynde os i kælderen. Nogle gange var jeg så bange, at jeg ingenting kunne, men bare stod og rystede over hele kroppen mens jeg græd og nægtede at gå i sikkerhed! Børnenes far måtte gi' mig en knaldende lussing for at få mig med! Det værste var, dengang englænderne skulle bombe Shellhuset, og i stedet ramte Den Franske Skole her ved siden af, da troede jeg det var ude med os alle!" Moren taler helt febrilsk og stakåndet, indtil hun bliver afbrudt.…

Hoveddøren til den lille lejlighed ryger op med et forstyrrende brag og de store søskende kommer hjem fra skole. Der bliver pludselig en masse tumult og uro, mens alle tre søskende taler i munden på hinanden om, hvad de har oplevet.
   Så får en af drengene øje på bolden. Han skal til at rive den ud af hænderne på pigen - men NEJ! Den er hendes, og hun gi'r aldrig slip på den - hendes vidunderlige RØDE BOLD - pigens første erindring!

"Musse - kan du nu lige stå stille, mens jeg laver skilning, så jeg kan ordne dine fletninger!" siger moren blidt.
   Det er den store dag, hun skal i skole! Så blev det endelig hendes tur. Hun har glædet sig usigeligt til denne dag, men samtidig frygtet den. Endelig var hun blevet stor nok til at gøre det samme som sine søskende, men hvordan skulle det gå med at undvære moren! Det var jo altid moren og hende, der var sammen. Faren var træt, når han kom hjem. Han havde meget ekstra arbejde for at forsørge dem; eller også talte han og spillede kort med den "store" pige. Drengene havde hinanden at tale og lege med. Hvem skal nu hjælpe moren med at bære det tunge vasketøj eller hjælpe med at købe ind? Hun kunne selvfølgelig skynde sig hjem hver dag, og gøre de ting hun plejede. Pigen kunne godt lide, når moren roste hende. Det bedste hun vidste var, når hun gik med moren i hånden på vej til biblioteket, mens de fantaserede om alle de spændende eventyr, de skulle hjem og læse. Det allerbedste var, når de sad i den store læsesal, hvor man skulle være meget stille, og kiggede på de bøger, de måske ville låne med hjem. Så smilede moren, og så knap så træt ud som ellers. Der var så dejligt stille! Det værste var, når brødrene var oppe at slås, og faren råbte højt og fór rundt med
   en tæppebanker, så gemte pigen sig under spisebordet med hænderne for ørerne, indtil spektaklet var overstået, og brødrene jaget ned i gården.
   Den første skoledag er overstået. Forældrene var spændte på, hvad pigen havde oplevet, om hun kunne li' skolen og de nye kammerater! Pigen fortalte, at da hendes navn blev råbt op, blev hun spurgt om det var hendes bror, der var så dygtig til at spille violin! Læreren var også forbavset over, at pigen kunne læse hvad der stod på tavlen! Men nu ville hun ha' klippet de fletninger af - drengene hev i dem!

Da de store søskende kom hjem, brokkede de sig som sædvanlig over den lange skolevej og støjende smed de deres skoletasker i gangen. Søsteren ville straks gå igen. Pigen plagede om at komme med, men fik som altid afslag.
   Storesøsteren gik sine egne veje og ville i hvert fald ikke ha' hende hængende omkring sig. Hun var meget selvstændig og dominerende. Følte irritation, hvis moren og pigen viste deres svagheder. Alt virkede så ligetil for søsteren, hvor pigen derimod følte, at hun skulle forcere bjerge uafbrudt. Selv de mest enkle ting blev så frygteligt komplicerede, inden hun fik dem udført. Først skulle hun tænke på, om forældrene syntes det var godt nok, og derefter hvordan søsteren mon ville ha' gjort eller sagt. Pigen ønskede tit, hun var søsteren! Hun vidste godt, at det var grimt at lytte når de voksne talte, men havde alligevel hørt om hvor heldigt det havde været, at der blev født en pige, når nu de havde to drenge i forvejen. Og om hvor dygtig storesøsteren var i skolen, især til regning, som pigen overhovedet ikke kunne koncentrere sig om at forstå.

Da brødrene hørte, at hun sukkede opgivende over afslaget, sagde de udglattende, at så kunne hun se på, at de legede med modellervoks - bare hun var stille og ikke rørte noget!

Den ene af brødrene - ikke ham med violinen - var meget dygtig med sine hænder. Han kunne lave skulpturer i ler og fik undervisning hos en kendt billedhugger; men når han skulle lege med sin storebror, var det som regel med modellervoks. Storebroren bestemte. Han fortalte hvordan det hele skulle se ud, mens den anden bror formede alt med sine smidige hænder.

Den dag havde de planer om at bygge en indianerlejr, da de havde været på Nationalmuseet og studeret alt om dragter, sæder og skikke. Der var lagt en voksdug ud over det fine mahognispisebord, så der var god plads til en stor indianerlejr.

Endelig var de færdige. Alt var stillet op, og de begyndte at lege. Indianerne skulle i krig mod den hvide mand for at forsvare deres territorium. Imens blev kvinder og børn tilbage i lejren. Drengenes leg var altid så dramatisk, syntes pigen. Først var det med hyl og skrig, og når så nogle døde - uanset om det var hvide eller indianere - spillede den ældste bror en så sørgelig melodi, at de alle sammen brød hulkende sammen. Efterhånden blev brødrene trætte af krigen, og blev enige om, at nu skulle der ryges en fredspibe mellem de kæmpende parter.

Pigen befandt sig sammen med nogle andre børn uden for et af teltene! En gammel og rynket men alligevel smuk indianerkvinde, som de kaldte "Gagool", kom ud og satte sig hos hende. Lige så stille begyndte hun at fortælle sin historie om dengang, da hun var ung og nygift squaw. Den gamle kvinde fortalte også, at hun engang havde hørt et mærkeligt sagn om bisonoksen! Indianersagnet sagde, at den første bisonokse var hvid som sne. Den kom til verden i en klippeslugt. Denne bison kunne bl.a. kurere sygdomme og læge sår. En hvid bisonokse blev derfor betragtet som en genfødt ånd. Den var hellig og huden måtte kun bruges til bestemte formål med religiøs betydning.

Langt væk var der en stemme, der kaldte:
   "Musse - Musse, du sidder vist og drømmer!"

Det var moren. Hun bad drengene om at pakke det hele forsigtigt sammen, for faren kom snart hundesulten hjem fra arbejde, og så så han gerne, at spisebordet var til at spise ved og ikke en indianerlejr.
   Til sin rædsel opdager pigen, at brødrene ikke stiller figurerne forsigtigt væk. Grinende og råbende begynder de at kaste med dem. Klasker det hele sammen til en stor broget kugle af modelervoks. I løbet af et øjeblik er hele lejren ødelagt, alt er væk - også de små børn. men de har glemt den gamle kloge kvinde "Gagool". Hun sidder alene tilbage i et hjørne af spisebordet, så pigen vil nå at redde hende!
   Åh - nej!! Nu griber den ene bror hurtigt fat i kvinden. Af fuld hals skriger pigen, så moren kommer løbende ude fra køkkenet.
   "Rør ikke "Gagool" - I dræber hende ikke!!" Brødrene kigger forskrækket på deres lillesøster. "Hvad er der i vejen med hende?" Pigen kan ikke fortælle, hverken til moren eller brødrene, hvad hun lige har oplevet, og hvad hun nu føler ved ødelæggelsen.
   For første gang mærker hun ensomheden og magtesløsheden langt ind i sin underlig forpinte sjæl!

Hun græder sig i søvn den aften langt nede under dynen! Og så kom den forfærdelige angst, som hun ikke kunne fortælle til nogen!

Om dagen var hun artig og lidt lystig, men hen imod aften, når skumringen begyndte, blev hun tankefuld og lidt bedrøvet. I mørket, når hun var kommet i seng og alle andre var faldet i søvn, begyndte hjernen at arbejde, og hun blev dødtræt af at holde angsten borte. Angsten er om hende, i hende - og har mange skikkelser. Men er værst, når den slet ingen skikkelse har. Så slemt er det ikke hver aften. I reglen skal der en eller anden lille årsag til. Somme tider kender hun den ikke engang selv. Hvordan kan hun fortælle sin familie om denne angst? Faren og hendes søskende virkede alle så stærke. De havde fantasi til at skabe musik og anden kunst, men forstå dét - at føle angst for "ingenting", det var for underligt. Pigen havde på fornemmelsen, at moren nok forstod hende, men hun talte ikke om det. Strøg hende blot over kinden og holdt om hende, når hun kunne se, "noget blev for svært".

Pigens mor holdt meget af smukke ting, bøger, kunst og musik. Tit, når pigen kom hjem fra skole, var hele spisebordet fyldt med forskellige blade, hvor moren havde klippet kønne billeder ud eller forskellige små ordsprog. De kønneste af billederne hængte moren så op på væggene i nogle gamle rammer, og ordsprogene gemte hun i en mappe, som hun tog frem en gang imellem. Hun troede på, at hvis man kunne efterleve nogle af de gamle ordsprog hun klippede ud, ville man få ro i sindet. Om aftenen, sagde hun, at de skulle tænke på noget rart inden de faldt i søvn, så ville de drømme smukke drømme. Men morens egne drømme vidste de ingenting om. De vidste slet ikke at mødre drømte.

"Er det stadig dit store ønske at få en duffelcoat - Musse?" spurgte moren en dag med glæde i stemmen. "For så kan jeg fortælle dig, at påskejobbet er mit!" Først er pigen ellevild, men kom så i tanke om, at det vist er et meget hårdt arbejde for moren. Til hverdag var hun jo hjemme hos børnene, og havde nok at se til for at få alt til at fungere. Hurtigt slår hun tanken ud af hovedet, hun ønsker sig så brændende den frakke, og lover moren, at hun nok skal passe hjemmet og lave mad til faren. De store søskende er ikke hjemme i påsken, de skal hver især overnatte hos kammerater, så faren og pigen skal være alene hjemme hele dagen.

"Du kan jo læse nogle gode bøger, det plejer du at være så glad for!" siger faren opfordrende. Det gør pigen så den første dag af påskeferien. En af de bøger hun læser handler om "gamle" dage, og hun får lyst til at spørge faren om hans barndom. Nu har hun ham endelig for sig selv og kan spørge! Først er faren lidt irriteret fordi hun afbryder ham i hans læsning, og siger vrissent at han ikke syntes der er noget specielt at fortælle. Men da han har siddet lidt og kigget eftertænksomt på hende, siger han at han da godt kan fortælle lidt, når hun nu er så ivrig efter at høre.

Pigen gik ud i køkkenet for at begynde på maden, men kunne ikke lade være med at tænke på det, faren havde fortalt. Nu så hun ham pludselig med helt andre øjne. Den lille fattige og ensomme dreng oppe på tørreloftet, var hendes far! Underligt - før var han kun en far, der kom træt hjem fra arbejdet og ind imellem prøvede at opdrage på de fire så forskellige børn! Hvorfor havde hun ikke skyndt sig at fortælle, at hun godt vidste hvordan det føltes at være ensom. Igen havde hun forpasset det magiske øjeblik.

Så langt tilbage pigen kunne huske, havde moren fortalt små ting fra sin barndom, når de var alene sammen. Deres fælles fristed foruden biblioteket var Frederiksberg Have. Der gik de tit hen med gammelt brød til ænderne, der svømmede rundt i kanalen mellem andemad og nedfaldne grene.
   Nogle gange sad de bare helt stille på en bænk og betragtede ændernes adfærd, andre gange når moren var i humør til det, gik de ind på den store legeplads, satte sig på hver sin gynge og svingede frem og tilbage, højere og højere til pigens store fryd. For moren lo! Den evige træthed havde gjort hendes ansigt sart og forsvarsløst, men nu lyste det op som en sol, og hun blev smuk! Det blonde hår, der hver morgen blev redt med midterskilning, som efter en linial, bølgerne i hver side, som kom frem når hun tog de store sølvspænder ud og en lille rulle i nakken, stod nu som et brus om hendes hoved. Mens hun med en ungdommelig bevægelse hele tiden strøg en lok væk fra ansigtet, begyndte hun at fortælle….
   Pigen var altid i tvivl om moren fortalte til hende eller til sig selv, for hendes blik blev så underligt fjernt.

Efter at have skrællet kartofler går hun ned i gården for at sidde lidt under det store lindetræ med sine tanker, mens hun venter på moren!

Her er ingen! Pigen kigger op mod himlen på de drivende skyer, der langsomt bevæger sig forbi træet. Lidt efter da hun sænker sit hoved, får hun øje på en lille fuglerede på en af de nederste grene. Den ligger mærkeligt åben og forsvarsløs ventende. Forsigtigt lister hun nærmere for at se ned i reden, men den er alligevel så højt oppe, at hun må finde noget at stå på. Henne ved et af tørrestativerne står der en zinkbalje. Den er tung, men hun får bakset den hen til træet uden for meget spektakel og vendt den om. Nu kan hun se ned i reden. Der er ingen fugle i, men der ligger fire små hvide æg. Fuglehunnen må være fløjet ud efter føde eller måske noget mere strå til at beskytte den lidt for åbne rede. Pigen står og tænker på, hvor hannen så kunne være! Sad han mon et sted højere oppe i det store gamle træ, for at holde øje med fugleboet. Hun prøvede at lægge nakken tilbage og kigge rundt mellem grenene. Underligt nok var alle gårdens fugle væk i dag! Igen
   ser hun på de fire æg i reden. Det ta'r sikkert lang tid for hunnen at ruge så mange æg ud. Når de så alle var udklækket, skulle hunnen holde reden i orden og passe ungerne, mens hannen skaffede føde
   til dem alle. Han fløj nok ud tidligt om morgenen og kom først hjem sent om aftenen, mens hunnen blev hjemme og rensede ud efter ungerne og hørte på skrig og skrål efter mad og mere plads, men også på små spæde forsøg på dejlig fuglefløjt! Tankefuldt spekulerede pigen på, om hannen måske ind imellem måtte have fat i nogle af ungerne for at lære dem, at det ikke kunne nytte at springe ud af reden før vingerne kunne bære. Og hvad nu, hvis kun tre af fugleungerne blev flyvefærdige, mens den fjerde faldt ud af reden og døde!!
   Hurtigt ser pigen efter om hun stadig er alene i gården, samler en lille kvist op, der er faldet af træet, og med en rask bevægelse river hun den lille fuglerede ned på jorden, så de små æg går i stykker!
   Mens hun grædende løber ud gennem kældertragten til gaden, hører hun i det fjerne et højt fugleskrig!!

Som i trance begyndte hun at gå hen imod "Frederiksberg Have". Hun måtte være helt alene, og det var hun kun i den have, som hun kendte ud og ind. Hendes barndoms have. Hun havde leget i den, bygget huler i den. Nu måtte hun ty til den igen. Tårerne kom lidt efter lidt, mens hun gik. De mindskede trykket i hendes indre, men de gjorde ikke hendes fortvivlelse mindre. Snarere tværtimod. Den frygtelige sandhed stod klarere og klarere for hende, jo dybere hun trængte ind mellem træerne. Hun var alene i verden nu. Det eneste "talent" hun havde var at være bange og ond! Hun skulle aldrig have været født!

Der var ikke mange mennesker, kun nogle få gartnere og håndværkere, der var i gang med at stive kanalens kanter af. Solen strålede ned mellem træerne og legede i det stille vand foran hende, og den spillede i det frodige planteliv i skovbunden. Men fortvivlelsen gik sine egne veje og nægtede hende glæden over naturens undere. Hun gik op og ned af de forskellige stenbroer, der var bygget, for at man kunne komme over kanalerne, der bugtede sig rundt igennem den smukke have. Gik videre forbi det tillukkede "Kinesiske Tehus" en konge engang for længe siden havde ladet bygge som udflugtsmål, så han kunne sejle rundt med sine gæster om sommeren. Længere inde i haven standsede pigen foran en gammel ruin af en grotte, hvor kilden forlængst var udtørret. Hun kom i tanke om en bogs fortælling om "Miraklernes by" Lourdes og ønskede hun stod der, for nu havde hun virkelig brug for et mirakel!

Pigen tvang sig selv til at vende tilbage til virkeligheden. Køligheden sneg sig ind på hende; hun var glad for kulden. Den harmonerede med fortvivlelsen i hendes indre og med den beslutning, der var ved at tage form i hendes bevidsthed. Hvis hun nu lige så stille lod sig glide ned i kanalens lunkne dulmende vand! Ingen ville savne hende!

Da kom hun pludselig i tanke om det forfærdelige mørke, der ville opsluge hende! Nej - nu ville hun samle alle sine kræfter og gå hjem til forældrene. Selvom hun rystede af nervøsitet, mente hun nok hun skulle klare det!

Mens hun gik og tænkte på, hvordan hun skulle fortælle forældrene om sin grusomme handling, og hvorfor hun ikke havde været der, da moren kom hjem, prøvede hun forgæves at snige sig til at knappe noget af livstykket op. Hun havde fået frygtelig ondt i maven, men det eneste hun fik ud af forsøget var, at hendes ene strømpe faldt ned! Ville de mon lytte denne ene gang, hvor de store søskende ikke var hjemme, eller var de for trætte...

"Mor - Mor, skynd dig at kom! Jeg kan høre fars bil i indkørslen!" råber barnet ivrigt, og haster af sted på sine små ben.
   Er her nu fint nok, er hun pæn nok! Hun retter lidt på blomsterne på spisebordet, kigger til stegen i ovnen og tager læbestift på i en fart. Hun hører barnet tale med sin far udenfor. Snublende over ordene fortæller den lille om alt, hvad de har lavet mens han har været væk. Faren lytter interesseret og spørger, om hun har passet godt på mor!

Min kære og forstående mand, der havde giftet sig ind i min familie, og som havde måttet lære at tolerere familiedæmonernes talrige kor, og som havde gjort det, fordi han elskede mig. Og mit barn, som jeg kunne elske med en fuldkommen kærlighed, der ligesom var uden forbindelse til mig selv, fordi jeg så gerne på alle måder ville gøre det anderledes end mig selv, fordi jeg ville sikre mig, at det ikke fik en barndom som min, at det aldrig kom til at føle ensomhed og angst. I barnet forsøgte jeg at genskabe min egen barndom, sådan som jeg drømte, at den kunne have været. I barnet forsøgte jeg at lave verden om!

Sommeren var begyndt tidligt, og de mange fugle sang med forskellige stemmer ude i haven.
   I døråbningen standser hun med et lille udbrud på læben, over det hun til sin store forundring ser!

Barnet står med en stor RØD BOLD og råber glad:
   "Se - hvad far har med hjem til mig!"
   "GRIB, MOR!!"