- Hvad leder du efter? Se på os når vi taler til dig!
Hanne føler sig mere og mere fortabt af de hårde ord. Nu har hun ledt hele formiddagen, men dagbogen er og bliver væk, og hun mumler bare noget uforståeligt og går hurtigt ud af køkkendøren, som hun knalder i med et sådant brag, at noget at pudset falder ud af den gamle dørkarm. Forældrene råber truende efter hende med et navn på en efterskole, samtidig med at de skælder ud over at hun smækker med døren! Den trods, der var i hende nu, kunne godt have fået hende til at råbe vrede ord tilbage, men endnu engang føler hun denne forfærdelige afmagt over sit manglende ordforråd! Hun buldrer ned ad trapperne to trin ad gangen, og ender ude i ejendommens gård.
Her er ingen! Hanne ser op mod himlen på de drivende skyer, der langsomt bevæger sig forbi det store gamle lindetræ, der står midt i gården. Lidt efter da hun sænker sit hoved, får hun øje på en lille fuglerede på en af de nederste grene. Den ligger mærkeligt åben og forsvarsløs ventende. Forsigtigt lister hun nærmere for at se ned i reden, men den er alligevel så højt oppe, at hun må finde noget at stå på. Henne ved et af tørrestativerne står der en trappestige. Den er tung, men hun får bakset den hen til træets fod uden for meget spetakkel, og stiger forsigtigt op på den. Nu kan hun se ned i reden. Der er ingen fugle i, men der ligger fire små hvide æg. Fuglehunnen må være fløjet ud efter orme eller noget mere strå til at beskytte den lidt for åbne rede. Hanne står og tænker på, hvor hannen kunne være! Sad han mon et sted højere oppe i det store gamle træ, for at holde øje med fugleboet! Hun prøver at lægge nakken tilbage og kigger undersøgende rundt mellem grenene. Underligt nok er alle gårdens andre fugle væk i dag! Igen ser hun på de fire æg i reden. Det ta'r sikkert lang tid for hunnen at ruge så mange æg ud. Når de så var udklækket, skulle hunnen holde reden i orden og passe ungerne, mens hannen skaffede føde. Han fløj nok ud tidligt om morgenen og kom først hjem sent om aftenen, mens hunnen blev hjemme og rensede ud efter ungerne og hørte på skrig og skrål efter mad og mere plads, men også på små spæde forsøg på dejlig fuglefløjt! Tankefuldt spekulerer Hanne på, om hannen måske ind imellem måtte have fat i nogle af ungerne for at lære dem, at det ikke kunne nytte at springe ud af reden før vingerne kunne bære. Og hvad nu, hvis kun tre af fugleungerne blev flyvefærdige, men den fjerde faldt ud af reden og døde!!
Hurtigt ser Hanne efter om hun stadig er alene i gården, samler en lille kvist op, der er faldet af træet, og med en rask bevægelse river hun den lille fuglerede ned på jorden, så de små æg går i stykker! Mens hun grædende løber ud på gaden, hører hun i det fjerne et højt fugleskrig!!
Som i trance begynder hun at gå hen imod Frederiksberg Have. Hanne vil være alene, og det er hun kun i den have, som hun kender ud og ind. Hendes barndoms have, som hun havde leget i, bygget huler i, og havde haft sine første stævnemøder i. Uretfærdighedens tårer begynder langsomt at løbe ned af hendes kinder, samtidig med at de mindsker trykket i hendes oprørske indre, men de gør ikke fortvivlelsen mindre. Snarere tværtimod. Den frygtelige sandhed står klarere og klarere for hende, jo dybere hun trænger ind mellem træerne. Forældrene har til sidst stødt hende fra sig. Hun har alligevel ikke været god nok. Nu har hun slet ingen, der kan lide hende. Hun skulle aldrig have været født... De negative tanker bliver ved og ved!
Hvorfor kan hendes forældre dog ikke se, at hun tit føler sig tilovers. Hendes tre store søskende fylder simpelthen så meget med al deres snak i munden på hinanden, så der aldrig er nogen, der hører ordentligt efter, hvad hun siger. Åh - bare de snart ville flytte hjemmefra så hun kunne få forældrene for sig selv. Tit havde de også kærester med hjemme, og det gjorde ikke problemerne nemmere. Okay - så kunne hun ligeså godt gå sine egne veje og bestemme selv. Og så var der blevet al den ballade og skænderi om skolen, hun ikke passede ordentligt mere, og tider hun heller ikke overholdt. Splid og spetakkel, men de lagde da i hvert fald mærke til hende, tænkte Hanne, og sparker til en tom cigaretpakke, der ligger på stien ned til kanalerne.
Hvis de så bare havde hørt efter den dag ved middagsbordet, da hun ville fortælle om ulykken! Åh - Hun får helt ondt i maven af at tænke på det!
Ud af klassevinduet havde de set at flaget i skolegården var hejst på halv stang! Og kort tid efter, mens der endnu lød en masse summende spørgsmål, kom rektor ind og sagde, at de skulle gå ned i aulaen!
- Jeg har en meget sørgelig meddelelse, begyndte rektor med dirrende stemme. - Mogens fra 9. klasse er blevet dræbt i en trafikulykke. Han kørte over for rødt lys, og blev kørt ned af en bus!
- Åhhhh, nej, Hanne kunne skrige, og begyndte at græde voldsomt. Ænsede ikke sine skolekammeraters chokerede kommentarer, men tænkte fortabt på, hvor tragisk det var. Mogens hørte jo med til en fra kliken, som hun længe havde haft et godt øje til, og så havde de danset kinddans til skolefesten, hvor han endelig havde spurgt, om de skulle være kærester!
Der var ikke mange mennesker i haven denne søndag og første varme forårsdag; kun nogle få gartnere og håndværkere, der var i gang med at stive kanalens kanter af efter vinterens mange regnskyl. Solen stråler ned mellem træerne og leger i det stille vand foran hende, og den spiller i det frodige planteliv i skovbunden. Men - fortvivlelsen går sine egne veje og nægter hende glæden over naturens undere. Hun går op og ned af de forskellige stenbroer, der er bygget, for at man kan komme over kanalerne, der bugter sig rundt igennem den smukke have. Går videre forbi det tillukkede 'Kinesiske Tehus' en konge engang for længe siden havde ladet bygge som udflugtmål, når han sejlede sine gæster rundt om sommeren. Længere inde i haven standser Hanne foran en gammel ruin af en grotte, hvor kilden for længst er tørret ud. Langt tilbage i hendes tanker husker hun en fortælling fra skolen, der handler om en by i Frankrig, hvor mennesker valgfarter til på grund af nogle mirakler, der kan ske ved en hellig kilde!
Hanne tvinger sig selv til at vende tilbage til virkeligheden. Køligheden sniger sig ind på hende; hun er glad for kulden. Den harmoner med fortvivlelsen og afmagten i hendes indre og med den beslutning, der er ved at tage form i hendes bevidsthed. Hvis hun nu lige så stille lod sig glide ned i kanalens lunkne dulmende vand!
- Mor... mor, se ænderne spiser mit franskbrød! En lille drengs begejstrede stemme får hende pludselig til at tænke på sin egen elskede mor, som altid så så træt ud! Moderen gik derhjemme, men havde nok at se til med fire børn. Jeg er heller ikke flink til at hjælpe hende, tænkte Hanne og trækker sig tilbage fra det mørke vand. Når hendes mor spurgte et af børnene om hjælp, begyndte de bare at skændtes, og så gjorde hun det selv. Øv, hvor er det for dårligt. Nej, nu vil hun gå hjem til forældrene og stille og roligt fortælle præcis, hvordan hun føler det! Rystende af nervøsitet begynder hun at gå mod udgangen, men nu har hun gjort op, og det er enten eller!
Hannes mor står i køkkenet i gang med madlavningen, men skramler højere med køkkenredskaberne, end hun plejer.
- Nå, der er du! Din far vil tale med dig, sukker moderen.
Hanne ser på moderens ryg, der virker stiv og opgivende. I stuen sidder hendes far med avisen, og uden at se op på hende siger han:
- Nu er det nok Hanne, der kommer en dame i morgen og taler med dig om en efterskole! Så kan du tage 10. klasse der. Da det er fuldstændig umuligt overhovedet at få dig i tale, ser vi ingen anden udvej!
Hanne dukker sig, som efter et piskesmæld, bliver fuldstændig mundlam og føler, at hun skal kaste op! Glemt er alt det hun ville have sagt, som hun havde øvet sig på hele vejen hjem, og hun fremstammer bare:
- Mor, jeg...
Da Hanne kommer fra skole dagen efter, sidder der en fremmed dame inde i stuen og taler sagte med hendes mor. Hendes far er på arbejde, og kommer sent hjem hver dag, da han har sin egen forretning. I samme øjeblik Hanne ser damen, hader hun hende!
- Nå, der er du, siger damen uden at præsentere sig i en sur, bestemt tone.
- Ja, det kan du vel se, svarer Hanne igen i samme sure tone, mens hun smider sin skoletaske på gulvet med et stort bump. Det var ellers ikke hendes mening.
- Hvor er du dog fræk og uregerlig! Jeg kan sandelig godt forstå, at dine forældre ikke kan have dig hjemme!
Nå, kan du det, tænker Hanne!
- Så, så, sæt dig nu ned og hør på Britta, siger moderen formildende, mens hun med den ene hånd nervøst bliver ved med at flytte rundt på kaffekopperne! - Det kan da godt være, at det kan blive rart at komme væk fra dine store søskende et stykke tid, Hanne.
Britta kigger fra den ene til den anden, og siger pludselig hårdt:
- Det kan også være en chance du får, og det må du være glad for, da der er virkelig mange børn skrevet op til pladsen!
Ord - ord - bare ord, tænkte Hanne, og så direkte på sin mor. Hendes store søskende er da ikke ligefrem engle, hvorfor blev de ikke sendt væk!? Hvorfor var de ikke blevet tilbudt en efterskole, når det nu er så eftertragtet!? Nå, nu var de jo ved at tage en uddannelse alle tre, og flyttede forhåbentlig snart hjemmefra!
Den nat sover Hanne ikke. Hele tiden lyder de samme ord igen og igen - sendes væk, sendes væk - væk - væk - væk fra kammeraterne og mor og far! Ordene bliver til en uhyggelig monoton melodi inde i hendes hoved. Alt hvad der er sket, er jo én stor misforståelse - bare hun dog kunne forklare sig - eller have vist dem dagbogen. Èn ting er, at hun selv vil væk, men at hun skal på efterskole - kasseres - det har hun altid frygtet! Hende, der ikke engang kan tage på feriekoloni uden at græde af hjemvé hver dag, så forældrene til sidst må hente hende hjem. Det blev endnu en meget lang nat!
Langsomt og forpint vågner Hanne ved, at forældrene forsigtigt kalder på hende.
- Vi har fundet din dagbog, Hanne! I går aftes, da vi skulle slå sovesofaen ud faldt den ned på gulvet og gik op, sagde hendes far brødebetynget, - og vi har læst den!
- Hva' har I, skriger Hanne på én gang vred og samtidig lettet, det var jo det, hun havde ønsket!
- Ja, vi ved godt, at man ikke må læse andres ting, men det var godt, vi gjorde det, fortsætter hendes mor stille, og lægger armen om Hannes skulder og knuger hende ind til sig. Forældrene har tårer i øjnene nu, og siger:
- Vi har besluttet, at du skal blive herhjemme, men vi må alle prøve at få hverdagen til at fungere på en ordentlig måde. Du aner ikke, hvor bange vi har været, når du om aftenen ikke kom hjem til tiden. Du har virkelig prøvet at provokere os Hanne, men dagbogen har fortalt os, hvilke svære tanker du gør dig, og hvilke forfærdelige ting du har været igennem. Mor og jeg føler stor skyld over, at vi ikke har lyttet ordentligt til dig, men vi troede, at du havde det godt, og bare ikke havde lyst til at fortælle os, hvad du gik og lavede, siger hendes far og trækker hende ind til sig. Hanne-pige vi elsker dig jo, vi elsker alle vores børn, men hverdagen kan godt være streng en gang imellem, og så får man ikke husket at tilgodese alle! Åh, jeg ved godt, at det lyder som en dårlig undskyldning, men du skal i hvert fald aldrig føle dig så ensom og ulykkelig mere! Vi vil prøve at blive bedre til at lytte uanset, hvor travlt vi har. Nu har vi også bestemt os til at tale med de store om, at vi skal skiftes til at fortælle ved middagsbordet, at dine oplevelser er lige så vigtige som deres, og at det ikke gælder om at råbe højest for at få taletid. Værsgo Hanne her er din dagbog, som fra nu af forhåbentlig kun skal bruges til nogle søde hemmeligheder - ik'! Stadig brødebetynget, men smilende omfavner forældrene hende, og med en glad beslutsom stemme fortsætter hendes far:
- Og så kan du jo også tage den med til Mallorca i sommerferien, hvor vi tre skal rejse ned uden dine søskende!