Der var engang den yndigste pige, man kunne tænke sig, men hun undrede sig altid over alting. Hun undrede sig over, hvorfor forældrene gik trætte og tavse rundt, undrede sig over, hvorfor hun boede i en lang smal gade med et stort stort slot for enden, og undrede sig over, at hun ikke havde nogen at lege med.

Engang, da hun havde været ude i marken for at hente majs for moren, var hun gået ind af en forkert dør, og var dumpet lige ud på marken igen. Der var ikke noget bag ved døren. Ingen stue, soveværelse eller køkken. Hun undrede sig meget. Bagefter havde hun prøvet at åbne alle dørene i de andre huse og der skete akkurat det samme - intet bag ved dørene. Det var kun hendes hus, der havde stue, soveværelse og køkken. Den eneste dør hun ikke havde turdet åbne, var porten ind til det store store slot.

En dag spurgte hun moren, om der boede nogle på slottet, og moren svarede mut:
   "Ja, det gør der, en konge, dronning og en prins!" Pigen undrede sig over, hvorfor hun aldrig havde set dem?

Når faren hver morgen sagde farvel, sagde han:
   "Nu tager jeg på arbejde, pas godt på Jer selv!" Men hvad han lavede, vidste pigen ikke.

Dagene gik, og pigen var så træt af at undre sig, at hun nu ville se, hvad der var bag slottets store port. Måske var prinsen sød og kunne lege med hende. Rask drog hun af sted, men hun gik og gik, uden at hun kom nærmere slottet. Pludselig, som efter et kraftigt vindstød, stod hun foran slottets store port. Først bankede hun forsigtigt på, men der skete intet, så bankede hun lidt hårdere, der skete stadig intet. Til sidst blev hun så utålmodig, at hun sparkede til porten; og så gik den endelig op med megen knirken og rabalder.

Der stod hun, og så og så og undrede sig. Der var intet bag ved porten andet end den store blå himmel med nogle skyer drivende af sted over de uendelige marker. Præcis som bag ved de tomme huse. Skuffelsen var så voldsom, at hun satte sig ned og brast i gråd!

"Du skal ikke græde mere," var der en lille tynd stemme, der sagde, "jeg har ventet på, at du skulle undre dig så meget, at du en dag ville komme herhen," sagde stemmen videre.
   Pigen holdt op med at græde, og så sig omkring, vendte og drejede sig, men kunne overhovedet ikke se nogen.
   "Prøv at se ned på jorden til højre for dig," sagde den lille stemme, som hun nu pludselig syntes hun kendte.

Hun fik et chok, for der ved siden af hende, bare i lilleputstørrelse sad hendes egen far.
   "Du skal ikke blive bange min pige, men hver dag, når jeg er gået hjemmefra, er jeg gået her ned for at vente på dig. Vente på at du skulle blive stor nok, og vente på at du blev så træt af at undre dig, at du selv ville ud og finde svarene. Hver dag, når jeg sætter mig her bag ved slottets facade, bliver jeg lille bitte, så den onde konge ikke kan se mig. Han kommer nemlig ridende her forbi for at se om alt stadig er fortryllet som for mange år siden."

"Da du blev født, blev hele byen og slottet forhekset af en meget ond konge fra byen ved siden af, som absolut ville giftes med dig, når du blev stor nok. Han var så vred over, at du var lovet væk til den nyfødte prins på vores eget slot, at han kastede en forbandelse over byen," fortalte faren videre med sørgmodig stemme.

For at høre denne frygtelige historie måtte pigen bukke sig ned og lytte godt efter!
   "Den eneste der kan bryde trolddommen er dig, min søde pige, det fik jeg hvisket i øret en nat lige efter det forfærdelige var sket. Du skal bare gøre nøjagtig, som jeg siger, selvom det er nok så svært."

Faren rejser sig og klatrer med besvær op på en sten i nærheden af sin datter. Med sin højeste stemme fortæller han nu om de tre prøvelser, hun må igennem for at bryde forbandelsen!
   "Først skal du tåle at se hvad som helst uden at undre dig," sagde han bydende!

"Du skal ikke være bange far, jeg skal nok gøre mig meget umage med opgaverne, så gå bare i gang," sagde pigen, "vi klarer det sammen!"

Ud af intet stod der pludselig en kæmpestor trold med 2 hoveder! Den stampede arrigt et par gange i jorden og var så væk lige så pludselig, som den var kommet. Fra det fjerne lød nu nogle store vingesus, der kom nærmere og nærmere for brat at standse. En prusten, trampen og nogle høje vrinsk genlød som ekko i de tomme huse og foran pigen og hendes far stod en mægtig hest med vinger! Da der var blevet helt stille igen, lød en rumlen i jorden, der blev højere og højere, mens jorden begyndte at
   slå revner. Op af jorden steg der et uhyre så stort med et kæmpe gab, der nær havde slugt pigen, med øjne der lavede ild, hvor end dette mærkelige grønne dyr så hen!
   Da der igen blev helt stille, spurgte faren med sin tynde stemme:
   "Eftersom vi er her endnu og ikke er blevet slået ihjel, har du åbenbart ikke undret dig en smule over, hvad du har set og hørt!"
   "Jeg har ikke set noget mærkeligt far, og det jeg hørte, var det ikke et tordenvejr, der bare var lidt voldsommere end det plejer!" spurgte pigen og tog i smug sit tørklæde væk fra øjnene. Inden alle prøvelserne var begyndt, havde hun, uden faren opdagede det, trukket det ned, så hun ikke kunne se noget.

Bag ved hende i den lange smalle gade hører hun nu sin mor kalde på hende. Morens stemme var angstfuld, og hun er dybt ulykkelig. Faren er blevet væk.
   Pigen gyser, for hun må jo ikke sige, at hun ved hvor faren er, og hvad de laver. Det er den anden prøve.

"Han er død, han er død," skriger moren, mens tårerne løber ned af hendes kinder.
   "Hvorfor tror du det," spørger pigen med mild stemme!
   "Jo, jeg kan mærke det, for der sker underlige ting her, som du bare ikke ved noget om," moren holder sig for munden, "og uanset hvor meget du undrer dig, får du det heller ikke at vide, det har jeg lovet din far for længe siden."
   Den følsomme pige kan snart ikke holde ud at se sin mor så ulykkelig, og er lige ved at fortælle det hele, men husker, at det er en af prøvelserne for at hæve forbandelsen.
   "Gå hjem igen, kære mor, og bliv der til jeg kommer, alt skal nok ordne sig, men jeg kan ikke fortælle dig hvordan, du må bare stole på mig," sagde pigen og lagde trøstende en hånd om moren.
   Denne prøvelse var sværere end den første, da pigen holdt så meget af sin kære mor, at hun næsten ikke kunne tåle at se hende så ked af det.

"Min kære kone, hvor er det svært for hende," sagde faren, der stadig stod oppe på stenen uden at moren havde kunne se ham. "Jeg har altid vidst, at vi skulle igennem disse prøvelser, men det har hun ikke!"
   "Hvis du klarer den sidste prøve min pige, skal alt blive godt igen, men den er meget meget svær. Du skal gå lige ud, så langt du kan til du kommer til en afgrund. Og så skal du fortsætte selvom der ikke er nogen jord at gå på," sagde faren og prøvede at give pigen mod. "Det gør ikke noget at du undrer dig, bare du fortsætter med at gå."
   "Nej-nej, nu vil jeg hjem og trøste mor, der var så ked af det," siger pigen med rystende stemme.
   "Den eneste måde, du kan hjælpe din mor, er ved at gøre, som jeg siger. Fat nu mod, du har jo klaret de andre prøvelser så fint, og du ved belønningen venter."
   Faren skubber hende af sted, og hun begynder alligevel at gå selv. Hun gik og gik, men endelig når hun til afgrunden og kigger ned. Hvirvlende støvskyer, ild og røg var ved at kvæle hende, men hun vidste, at hvis hun gav op nu, ville forbandelsen vare evigt.

Et lille skridt, så et til og endnu et. Først er det, som om hun stadig står på jorden, men så...! Som i en tornado bliver pigen skrigende suget ned og ned og ned i en uendelighed. Til sidst bliver hun kastet højt op i luften og lander derefter hårdt på begge ben.

Da hun får samlet sig, ser hun sig undrende omkring, for der står kongen, dronningen, hendes mor og far (som er blevet stor), og så den dejligste, smukke prins hun kunne ønske sig. Nu går pigen smilende hen imod dem, tager prinsens hånd, og sammen går de mod byen, hvor der kommer mennesker strømmende ud af husene og råber hurra for hende.

Og så levede hun lykkeligt sammen med sin prins til sine dages ende oppe på det store slot med de fine sale. Hun undrede sig aldrig mere.