Under uret, det var da et dødsygt mødested! Det var utroligt, at han ikke også havde sagt, at hun skulle se efter en fyr med en blomst i knaphullet eller rød rose i hånden!
Øv - hvor var det irriterende, at de havde forbyttet hendes Dankort med en andens. Det havde ellers været en fin aften på den Café, og hendes gamle skolekammerater var lige så sjove, som hun kunne huske. Endnu engang havde de aftalt, at de skulle ses noget oftere, men det blev aldrig mere end til denne ene gang. Der var nogle af kammeraterne, der var blevet gift og havde fået børn, så de var blevet lidt sværere at overtale.
Camilla kigger ud af vinduet! Nørreport - to stationer til, så er hun på Hovedbanegården, og hun kan få sit Dankort. Det havde været pinligt i kiosken om søndagen, da hun skulle betale sine varer, og koden ikke blev godkendt. Først dér havde hun opdaget fejlen, og var blevet helt varm og stresset. Mens hun ærgerligt lagde alle varerne tilbage, kørte hjernen på højtryk. Hvad skulle hun gøre, hvem havde hendes og...
- Kan du ikke lige flytte dig lidt, så vi andre kan komme til, var der en sur mand, der sagde, mens han stod og klirrede med nogle flasker.
Oppe i lejligheden havde hun gået rastløst rundt, mens hun prøvede at komme i tanke om de ansigter, der havde stået i baren. Camilla studerede det fremmede Dankort indgående. På billedet smilte en ung mand med et markeret ansigt under det mørke hår, og var det ikke ham, der havde stået og prøvet på at fange hendes blik! Jo - nu var hun sikker, det var ham. En af hendes skolekammerater havde hvisket til hende.
- Der er vist én, der vil i nærkontakt med dig, Camilla, mens hun havde puffet til hende og løftet øjenbrynene.
Senere, da de var gået hjem til en af drengene, havde hun glemt alt om episoden. Der stod et navn på dankortet, så hun ville senere gå på Internettet for at finde hans telefonnummer. Hun gad ikke i øjeblikket, da hun var træt fra i går.
Sent på eftermiddagen ringede hendes mobiltelefon, som hun ellers plejede at have slukket om søndagen for at få fred til at slappe af, så kunne vennerne sende hende en SMS, hvis de ville noget.
- Hallo, det er Camilla!
- Hej, det er Søren! Det er mig, der har dit dankort! Og jeg ville lige høre, om vi kunne ses, og få det byttet!
- Åh - det var godt du ringede, sagde Camilla lettet, med smil i stemmen! - Hvornår opdagede du, at du havde fået et forkert?
- I taxaen hjem fra caféen, da jeg skulle betale, sagde Søren træt, for chaufføren blev rasende, da jeg bad ham køre hjem til en af mine venner, der boede en kilometer væk. - Nu håber jeg sgu, du kan få banket ham op, så jeg får mine penge, havde taxachaufføren råbt, mens han trådte kraftigt på speederen. - Heldigvis var min ven hjemme. - Der er ikke meget hjælpsomhed og forståelse mellem folk, sagde Søren sukkende. - Har du haft nogle problemer uden kortet?
- Ja, sagde Camilla, jeg har ikke en rød øre, så jeg måtte lade mine indkøb blive nede i kiosken! Men hvad gør vi?
- Jeg vil lige sige, sagde Søren hurtigt, at jeg har spærret begge kort, det gjorde jeg så snart jeg havde opdaget fejlen!
- Aj, det var da godt, det havde jeg ikke tænkt på! Camilla blev helt forskrækket, da hun kom i tanke om konsekvensen, hvis hendes bankbog var tømt! - Tak skal du have, Søren, ja vi må jo finde en måde at ses på!
- Hvad siger du til i morgen efter arbejde, Camilla! Jeg kan være på Hovedbanegården kl. 18.30!
Da hun kom op af rulletrappen står hun lidt og kigger rundt inden hun går ind i hallen. Nu håber hun ikke, at hun møder nogen hun kender. Camilla er kommet lidt for tidligt, så nu vil hun sætte sig ind i den lille café på Hovedbanegården og få en kop kaffe. Derfra kan hun holde øje med det store ur midt i banegårdshallen. Hm - det er faktisk latterligt, at hun sidder her, som om det er en date. Hun skal jo bare have sit dankort.
Camilla havde betroet sig til én af sine arbejdskolleger, da hun var nødt til at låne penge til det mest nødvendige. Straks havde han sagt:
- Nej, hvor spændende, er det ikke også på tide, at du får en kæreste og falder lidt til ro!?!
Irriteret havde hun svaret, at hun bare skulle have sit dankort tilbage, og at det aldeles ikke var hendes type, og hvad blandede han sig for! Folk havde sgu så travlt med at få hende afsat til en eller anden! Hvad var der i vejen med at leve som single, hun havde da god tid, og i øvrigt kom det overhovedet ikke nogen ved.
Når hun havde besøgt nogle veninder, der havde etableret sig med en kæreste, fed lejlighed, og smarte møbler, kunne hun da godt være lidt misundelig, men hun havde god tid!
- Ups, nej det må du altså undskylde! Hvor er jeg dog klodset! Mens Camilla hurtigt skubber stolen væk og rejser sig, ser hun ned af sine nyindkøbte bukser, der havde kostet en formue. Øllet drev ned af benene, og trak lange grimme striber for derefter at blive til en lille sø på gulvet.
- Så se dig dog for, råber hun skingert med ryggen til synderen, der stadig står med sine dumme undskyldninger bag hende.
- Hvad skal jeg gøre, sagde han fortvivlet.
- I stedet for at stå der og undskylde, kan du jo hente noget køkkenrulle til at tage det værste, siger Camilla utålmodigt og irriteret, men hun prøver at tørre det værste af med den snoldede serviet hun fik, da hun købte kaffe. Langsomt vender hun sig om, for at se om fjolset er gået hen efter papir, men kan ikke få øje på ham. Hvad er klokken? Hun ser over på uret! Nu skulle hun være der. Pokkers også, hun kan da ikke vise sig sådan, som hun ser ud. Nå, foreløbig er ham Søren heller ikke kommet.
Camilla sætter sig ned, og i det samme bliver hendes bagdel plaskvåd! Før - da hun rejste sig op, var det øl hun havde i skødet flydt ned på stolen! Nu kan det hele også være lige meget, nu skal hun bare have sit Dankort, og hvor var det dog også fuldstændig ligegyldigt, hvordan hun så ud - det var faktisk helt åndsvagt, at hun overhovedet havde taget sine nye smarte bukser på - det var jo absolut ikke nogen date! Det var også bare fordi, at man blev helt bims af alle de film, hvor de tilfældigt møder deres livs kærlighed fordi skæbnen bringer dem sammen - åndsvagt! Hun kigger endnu engang over mod uret, 5 min. i halv, så kan hun snart få sit Dankort og komme hjem og skifte bukser, inden hun skal af sted til fitnesscenteret og videre med sit liv. Hun betaler for sin kaffe, og tager frakken på inden hun rejser sig fra stolen i håb om, at frakken vil dække de våde bukser. Skal hun slentre der over af, hun gad jo i hvert fald heller ikke stå der og blomstre, som om hun ikke har lavet andet end at vente på ham 'under uret' hele dagen. Arh - det er jo lige meget, hvad han tænker, det havde jo intet med en date at gøre, og det er jo fuldstændig lige meget, om hun står der først, eller om hun kommer flyvende fra vigtigere ting lige lidt for sent! Hun er helt irriteret på sig selv over de tanker! Hvor kunne man dog bruge meget tid på overvejelser omkring, hvordan man nu skal opføre sig, se ud og reagere på den helt rigtig måde og som samtidigt skal virke helt tilfældigt og uovervejet! Alle de spil - det blev mere og mere kompliceret overhovedet at finde ud af, hvem man selv er, hvad man mener og føler og ikke mindst hvem andre er, og hvad de mener og føler! Nå men lige nu er klokken 18:30, og lige præcis nu er det eneste hun er interesseret i at få det Dankort og komme ud af de våde bukser!
Hun står netop og roder i sin taske efter en læbepomade, da hun hører en dyb stemme:
- Hej, Camilla, har du stået her længe? Det giver et sæt i hende, og hun taber tasken, så det hele ryger ud.
Helt forvirret kigger hun op og bliver mødt af et par smilende brune øjne. Som med et trylleslag forsvinder irritationen, og hun mærker nu i stedet en lettere rødmen i kinderne.
- Øh, nej nej, jeg er lige kommet, sagde hun, mens hun bukker sig for at samle sine ting op.
Søren sætter sig på hug for at hjælpe, smiler og siger:
- Hele dagen har jeg gået og tænkt - hvor heldig kan man være, det her er da kun noget der sker på film.
Camilla forsøger at bevare roen, samtidig med hun tænker på sine våde bukser og siger:
- Ja, velkommen til Hollywood. De begynder begge at grine højt! Camilla finder Søren's Dankort i sin pung og giver ham det. - Tak for lån, siger hun stadig lettere rødmende.
- Selv tak for lån, siger Søren og rækker Camilla hendes Dankort uden at tage sit eget. I stedet siger han: - Nå, men hvis jeg nu giver dig de oplysninger, du manglede i går morges, da du skulle købe ind i kiosken, så giver du måske en tur i Rutsjebanen i Tivoli.
- Det er OK, sagde Camilla og har allerede glemt alt om sine planer om at skulle hjem og skifte og i fitnesscenter.
- Godt så. Og for øvrigt er det jo også en hurtig måde at tørre dine bukser på, smiler Søren underfundigt.