Nu sad hun så her! Fuldstændig som 'Palle alene i verden' i en fremmed storby. Men - jeg har jo selv valgt det, tænkte hun. Der er ingen, der har tvunget mig ud i denne situation, som har taget mig næsten et år at opnå. Et eller andet sted er hun også stolt af, at det er hende, der fik jobbet.
Da hun endelig var blevet færdig med at læse for et par år siden, skulle hun hurtigst muligt banke sin studiegæld ned til 0, så hun havde taget alle de job, hun kunne få uden at skele til, om de var relateret til hendes uddannelse. Nu havde hun levet på en 'pølsepind' og gået i genbrugstøj i 5 år, så lidt luksus kunne være dejligt. Gennem nogle venner havde hun hørt, at man tjente godt i Bruxelles, og at det var en spændende storby at arbejde i, så hun havde søgt job efter job, og endelig var det lykkedes for hende.
Hvorfor ringer de ikke? Det sidste hendes familie havde sagt i lufthavnen var jo, at de ville ringe om aftenen, når de kunne være sikre på, at hun var nået frem. Hvor er der stille i 'huset'! Udlejeren havde da ellers sagt, at der boede andre unge mennesker, der er udstationeret i byen eller studerede. Det er et værelse, hun har fundet igennem Internettet, så hun havde ikke vidst, hvordan forholdene var, men så vidt hun umiddelbart kan se, er her da meget pænt. Der fulgte ellers en luksuslejlighed med stillingen, men den var ikke ledig før om en måned, og det havde selvfølgelig været en stor skuffelse. Nå - hun kan ligeså godt begynde at pakke lidt ud. Prøve at gøre værelset lidt personligt i den måned hun skal bo her.
I kufferten ligger et billede af hendes familie og et af Peter! Da hun har stillet dem ved siden af hinanden på et lille skrivebord, tænker hun tilbage på den turbulente tid, der var gået forud for afrejsen.
- Hvis du tager af sted i seks måneder Berit, er det ikke sikkert, jeg igen står til rådighed, når du kommer hjem, siger Peter med vrede og frustration i stemmen!
- Seks måneder er da ikke noget at tale om, når vi så bagefter har et helt liv, siger Berit udglattende, og lægger sin hånd på hans arm!
Peter trækker armen til sig, og råber:
- Det sagde du også sidste gang og forrige gang! Berit, jeg vil ikke vente mere, det er nu jeg vil stifte familie, og ikke om seks måneder!
- Kommer du ud og siger farvel i lufthavnen, Peter? Berit prøver at ignorere hans oprør ved at tale med en rolig stemme.
- Farvel Berit, siger Peter med gråd i stemmen. - Det her er nok også det bedste, for med den udlængsel, du har, vil jeg alligevel altid gå og være bange for, hvornår du vil af sted igen!
Døren til den lille lejlighed, som Berit deler med sin søster, falder i med et lille bestemt knald!
Nå, hun havde haft nok at se til inden rejsen, så hun slog hurtigt hans ord ud af hovedet. Familien og vennerne syntes det var fantastisk, at hun havde fået den fine stilling mellem flere hundrede ansøgere, og kunne godt se, at det ville være endnu en flot anbefaling til et lederjob i Danmark. Ingen havde talt om, at det måske var synd for Peter, eller at han måske var vigtigere for hende end et fint job.
Selv om hun havde prøvet det mange gange før, hadede hun at tage afsked. Hendes mors og søsters tuderi smittede også denne gang af på hende så tårerne løb ned af kinderne. Da hun endelig sad i flyet, tænkte hun på, om det var almindelige afskedstårer eller tårer over, at Peter alligevel ikke var kommet for at sige farvel. Godt nok havde han ikke sagt det, men hun troede fuldt og fast på, at han ville komme. Hans ord var måske denne gang alvor! Med et gys spændte hun sikkerhedsbæltet, og gjorde sig parat til flyveturens opstigning, som hun på det sidste var begyndt at frygte.
Ved siden af hende i flyet sad den mand, der havde hjulpet hende igennem tolden med alle hendes tasker og 'pakkenilleker'. Hun var blevet standset, fordi alle apparater hylede da rygsækken skulle scannes.
- Jeg har ikke andet end mine personlige ejendele, og så noget kosmetik, vrissede Berit irriteret. - Kan I ikke skynde Jer, for mit fly afgår om lidt, og jeg skal også lige handle!
- Så længe apparatet hyler, er der noget metal i din taske, og det skal vi have fundet først, sagde tolderen roligt, men bestemt!
- Åh, nu ved jeg, hvad det er, sagde Berit lettet. - Det er min frisørsaks!
- Hvis du skal have den med, må du underskrive en erklæring først, tolderen så direkte på hende, men med et lille smil i mundvigen!
- Det er lige meget, I kan bare beholde den, nu gælder det om at nå mit fly, og hvis jeg kommer for sent, hvad skal jeg så gøre? Berit var lige ved at græde, så stresset var hun. Pludselig var der en rolig og venlig stemme, der sagde:
- Kom, så tager jeg nogle af dine tasker, jeg har ikke så meget med, og så løber vi. Jeg skal samme sted hen som dig, for mens du stod og talte med tolderen, kunne jeg ikke undgå og se, hvilken by du skulle flyve til! Hurtigt og taknemmeligt så Birgit op på en midaldrende mand med de mest tilforladelige øjne, hun nogensinde havde set.
- Tak skal du ha', sagde Berit forpustet, mens de løb mod 'Gate', så hurtigt de kunne med al hendes tunge bagage. Det havde kostet hende mange penge i overvægt, fordi hun ikke ville sende tingene i forvejen, men påstod, at det kunne hun sagtens have i kufferten.
- Hvad skal du lave i udlandet med al den bagage? spurgte den hjælpsomme mand, der nu sad ved siden af hende. Inden hun havde tænkt sig om, havde hun fortalt alt om jobbet, Peter, den tårevædede afsked med familien, og derefter havde hun brast i gråd.
- Ja, livet kan være svært en gang imellem, sagde han stille, og lod hende græde ud. Efter en lille pause, pegede han ud af flyets vindue, og sagde:
- Se, hvor klart vejret er, man kan se lysene i København!
Berit kunne ikke lade være med at kigge ud af det lille vindue ved hendes plads, og opdagede derfor, at hun slet ikke havde bemærket, at de allerede var kommet op i luften!
Det blev en dejlig flyvetur, hvor Berit og den venlige mand talte om hinandens liv og de drømme, de hver især havde. Han fortalte, at han tit rejste til udlandet i forbindelse med sit job, og hver gang tænkte han, at nu skulle det være sidste gang. Familien led under hans evige rejseri, og hans børn, der efterhånden var blevet voksne, havde han tabt fortroligheden til, fordi han ikke havde været der under deres opvækst. Selvfølgelig havde hans job gjort dem økonomisk uafhængig, og der havde også været meget prestige omkring det, men hvis han skulle gøre livet om, ville han kun være rejst nogle få gange, når det havde været meget vigtigt. Nu var tiden jo gået, og han sad økonomisk fastlåst, og hvor skulle han finde et nyt job i hans alder!
Berit vågnede pludselig op af sine tanker og opdagede, at hun sad midt i al sit tøj, der var faldet ud af kufferten. Hvad lavede hun egentlig her, når hun hørte hjemme hos Peter! Den venlige mands stemme, lød igen og igen inde i hendes hoved.
"Man skal mærke efter, hvad der er bedst for én i livet!"
"Hvad er det, man løber rundt efter!"
"Passe på ikke at forspilde sine chancer!"
Selvfølgelig havde Berit set disse ord før i bøger og blade, men altid hånligt kaldt dem for floskler, men nu var der et fremmed menneske af kød og blod, der sagde dem højt, og så var det noget helt andet. En virkelighed så sand, der passede præcis på hende og Peters situation. Et eller andet sted i baghovedet kom hun i tanke om, at hendes mor en gang havde sagt:
- Nu er du efterhånden 29 år, Berit! - Lytter du til dit indre ur?
- Peter, det er mig, det var godt du var hjemme! Berits stemme lød både beslutsom og bange. - Er du der Peter, jeg må tale med dig? Langt om længe hører hun Peter lige så tydeligt, som sad han ved siden af hende og ikke mange hundrede kilometer væk:
- Jo, Berit, jeg er her, men hvad er det du vil, har du ikke sagt nok, skal du nu gøre det sværere for mig?
- Peter, nu lød Berit lillebitte og ydmyg. - Du må ikke lægge røret på! Jeg elsker dig! Kan du tilgive mig? Hvis du kan, vil jeg komme hjem så hurtigt, som jeg kan få løst min kontrakt? Berit var helt stakåndet af at tale så hurtigt, men hun var bange for, at Peter ikke ville høre på hende. Efter en lille pause, som Berit følte som en evighed, svarede Peter:
- Der er ikke noget jeg hellere vil Berit, for denne her tid uden dig, har været meget meget svær, men jeg mente hvert ord, og ville stå fast for min egen skyld!
Åh, Berit drog et lettelsens suk, og lagde forsigtigt røret på. Efter at de havde fået talt det hele igennem, troede Peter endelig på, at denne gang mente hun, hvad hun sagde. Straks i morgen, når hun skulle begynde på det nye job, måtte hun finde en undskyldning for, at hun ikke kunne fortsætte. Om fjorten dage ville Peter så komme og hjælpe hende hjem.
Berit kunne høre nogle stemmer uden for hendes dør, og kiggede ud for at se, hvad der skete.
- Hej, er du den nye, der skal bo her? spurgte en høj, lyshåret, smilende fyr, og lige efter: - Har du lyst til en kop te?
Langt borte var der en telefon, der ringede!