Menigheden var allerede samlet i det dunkle kirkerum. Der lød en dæmpet summen af stemmer, monotont, intet syntes at skille sig ud. En forventning til dagens prædiken hang tykt i luften. I dag skulle den nye præst træde til. Kirken var noget vi samledes om i vores lille landsbysamfund. Her var kristendommen ikke gået af mode, her havde de mere hedenske såkaldte religioner ikke fået overtaget, ja, de havde vel ingen gang indtaget noget i vores lille samfund.

Han kom ind fra højre. Han var ikke svær at overse. En stor mand, høj og stor af korpus. Han havde et bistert ansigt, alvorsfuld. Hvad kan vi dog vente af ham, var min tanke. Jeg fulgte ikke tanken til ende med formodninger, men valgte at holde et åbent sind. Kirkerummet henlå i mørke, der var blot en anelse dagslys, der lod sig kaste glans gennem mosaikvinduerne. Fordrejede i farverne og mønstre. En sær atmosfære, var der.

Han stod der længe og så ud over os. Længe, det var en mærkværdig fornemmelse, der greb mig. Ville han noget fra os? Vurderede han os, sin nye menighed? Men med en dyb bas henvendte han sig endelig til os. Sagde sit navn og endvidere, at han så frem til at lære os at kende og forkynde for os.

Hans prædiken begyndte. Den var ikke ophøjet, ej heller talte han ned til os. Men hans messende stemme, syntes at holde os alle i en tilstand af stille trance. Bagefter ville jeg ikke have kunnet gengive, hvad han havde sagt. Men hans stemme var rar og indtagende.
   Da flere af os mødtes udenfor kirken efter det var overstået, kom vi snart frem til det samme, at vi egentlig ikke kunne huske helt, hvad han havde sagt. Men det havde været rart. Det var en underlig fornemmelse den søndag at komme hjem, egentlig uden nogen ting at spekulere over eller at have at skulle vende med sig selv.

Næste søndag syntes ordet om den nye præst at have spredt sig. der var betydelig flere fremmødte for at "se giraffen". Det samme gentog sig, vi blev lullet ind i en boble, hvor kun stemmen flød. Ordenes mening forsvandt i samme øjeblik, de var blevet udtalt. Alligevel var vi alle enige om, at det havde været en god og positiv oplevelse. Egentlig følte jeg, at jeg var kommet nærmere til den gud, jeg ellers i kritiske stunder var begyndt så småt at tvivle på, om han troede på mig.
   Skilsmisse, fyring, alkohol. Der var mere end rigeligt, der fyldte i mit liv. Førhen var det kun ved få ceremonielle lejligheder, at jeg gik i kirke. Men nu havde jeg vendt mig mod den, for at give den en chance, for at give mig selv den chance at lade det være en vej til tro på livet, og mig selv. De første par gange jeg var i kirken, var det den gamle præst, der var der. Sandt at sige fandt jeg hans prædikener uden substans og det nåede bare ikke ind til mig. Så da det forlød, at der skulle komme en anden præst, øjnede jeg håb for, at der måske havde åbnet sig en chance for mig og min situation, sådan som den havde formet sig.

Efter alle de skred, der var sket i mit liv, var jeg begyndt at lide af søvnløshed. De første timer forsøgte jeg at blive liggende i sengen, det gav jeg hurtig op overfor, rykkede så ind på sofaen og så nat-tv, som ikke er ret meget ved, skulle jeg hilse at sige.
   Men nu efter de få gange jeg havde været til prædikener med den nye præst, var det som om, en ro havde faldet på mig og jeg faldt i søvn og sov igennem, som man siger om en anden baby.

Tredje søndag han skulle prædike for os, virkede stemningen i kirken anderledes. Det var som luften var elektrisk. Luften ladet med partikler, af hvad? Jeg kunne ikke rigtig indkredse det og stod og vejrede det lidt, inden jeg fandt min plads på en af rækkerne oppe foran.
   I stedet for den velafbalancerede præst, vi havde set de første to gange, han talte for os, kom en mand ind, der så helt anderledes ud. Hans hår var uglet, hans ansigt rødmosset. Øjnene i hans ansigt var svære at beskrive. De lyste med, hvad man næsten kan kalde et manisk skær.
   Jeg sad lidt uroligt på stolen, kunne ikke rigtig føle mig tryg i situationen.
   Hans stemme denne her gang var ikke rolig og messende. I stedet rungede den op i loftet, højt over os. Kaldte Halleluja og stemte ene i sang, der lød basagtig og voldsom. Og efter det, stilhed. Rungende stilhed, for heller ikke andre i kirken sagde et kvæk. Som jeg selv, tror jeg, at de var slået af overraskelse og undren. For hvad var det her for noget?

Pludselig begyndte et lys at brede sig ovenfra. Solen var ikke fremme den dag og alligevel ville den ikke kunne penetrere mosaikvinduerne og give så klart og hvidt et lys. Jeg kunne ikke modstå at vende blikket opad og jeg kunne se, at mange af mine med-kirkegængere gjorde det samme.

Hvad jeg så, kan jeg stadig ikke tro, at var det, der havde vist sig. Et stort sort kors svævede oppe under loftet, og på korset, naglet en figur, som kunne minde om, hvad man har læst om, hvordan Jesus hang på korset. Denne jesus-figur var klædt i hvidt og så på ingen måde menneskelig ud. Det hvide klæde blafrede om ham deroppe under loftet, hvor det bevægede sig, som om en vind blæste. I ansigtet var øjenhulerne tomme og sorte. Munden var forvreden i et grumt slags smil og åbenbarede spidse tænder, var det hugtænder?
   Udfra korset skinnede et mat orange skær. Kirken var tyst, ingen turde trække vejret, så andre kunne høre det. Måske de fleste holdt vejret i forundring, men lige så meget i skræk. Pludselig, et skrækindjagende skrig, gennemtrængende. Jeg holdt mig for ørerne. Lyden var overmenneskelig, men jeg så på jesus-figuren, at munden var spærret op og lyden blev bare ved og ved...

Koldsved på min pande. Jeg sætter mig hurtig op i sengen. Skrækken gennemryster min krop. Rummet er mørkt, men gennem den lille sprække under døren kan jeg ane, at lyset ude på gangen er tændt. Der høres dæmpede fodtrin af personalets fødder, der trods forsøgene på at træde let, alligevel ikke kan mindskes helt.
   Åndedrættene fra de tre andre, jeg deler stue med på denne psykiatriske afdeling, lyder beroligende. Men jeg ved, at jeg er nød til at have en anden nat trøje på; den her er gennemblødt af angstens sved.
   Jeg lister mig ud. Går hen til skyllerummet og finder en trøje i min størrelse. Fortsætter efter at have skiftet, hen til kontoret. Heldigvis er Ole på arbejde. Ham snakker jeg godt med. Jeg finder mig en stol og sætter mig og venter, til han kigger op fra de papirer, han er fordybet i. Nå, Jacob, hvordan går det, kan du heller ikke sove i nat. Nej, forklarer jeg, det er den samme drøm igen. Drømmen om kirken, jeg aldrig har været i. Den frygtindgydende præst, jeg aldrig har mødt. jesus-skriget, jeg jeg ikke menes at have hørt. Hvad skal jeg dog gøre, for at blive det kvit? Ole kigger indgående på mig. Vi har været det igennem adskillige gange. Du, siger han. Du hænger fast i situationen, drømmene ændrer sig ikke. Enten er der noget, du ikke kan se, eller noget, du er bange for at se i øjnene. Dér har vi også været før. Hvor meget jeg end gransker min hjerne, kan jeg ikke finde det, jeg må have overset. Eller tør jeg ikke finde det?

Jeg får en sovepille. Sidder lidt og venter på virkningen. Sløvheden kommer snigende. Jeg overgiver mig og går med uroen gennemsyret i kroppen ind i min seng for at møde præsten igen.