Det var efterår. Amelias far havde været i Helvede - hun havde selv hørt ham fortælle om det engang mens han troede, hun sov. Dengang sendte han hende valmuer, for at vise, der var smukt hvor han var, men Amelia vidste bedre. Et kort øjeblik kom han hjem, men snart var han væk igen, denne gang uden at komme tilbage. Så tog Amelia selv til valmuemarken for at plukke ham en buket, samt for ved udelukkelsesmetoden at tjekke, at han var kommet i Himlen denne gang.
   Zemar, en dreng på arbejde i marken, fik øje på Amelia i samme øjeblik den stærke middagssol drev over. Varmen havde rundet sit maksimum for nu at blive svagt aftagende. Et øjeblik rettede han sig op, strakte armene højt over hovedet og fangede en flygtig brise med blikket hvilene på havet for enden af marken. Da så han hende stige op af vandet i det fjerne, som et fabeldyr. Først det blonde hår, så et fint, hvidt dukkeansigt - det var den hvideste pige, han nogensinde havde set - og snart gik hun hen over kystlinjen i en gennemblødt kjortel. Zemar stirrede som forstenet et øjeblik, inden han rådvild og lettere ængsteligt til mode tvang blikket tilbage på planterne. Hun burde ikke være der. Hvis han nu virkelig lod som om, hun ikke var der, kunne det være, hun forsvandt. Der var imidlertid ingen tvivl - hun kom nærmere. Inden længe svævede hun ind gennem blomsterne hvor han sad, og deres øjne mødtes. Zemars hjerte hamrede og han måtte koncentrere sig om at trække vejret roligt. Hun var jo kun en 8-9 år som han selv, men han havde set hendes slags gøre skrækkelige ting. Hendes øjne var store og våde, og hun lignede et barn der var blevet væk fra sin mor på markedet. Hendes diskrete, men stakåndede vejrtrækning vidnede om en klump i halsen, han selv kendte til. Hun bar et sort tøjdyr - vidst nok en kat - i sin hårdt knyttede højre hånd, samt en lille dolk i et bælte omkring livet. Om halsen havde hun en guldkæde, hvis vedhæng var skjult under kjortlen.
   "Hvad laver du her?" sagde han. "Du burde ikke være her."
   Amelia sagde en masse på det fremmede, men dog genkendelige sprog, der gav ham lidt ondt i maven, selvom hendes stemme var blød og uskyldig. Det lød som om, hun gentog de samme ord. Zemars far havde altid sagt, at hvis du virkelig ønsker dig noget godt af hele dit hjerte, og bliver tålmodigt ved med at tro, så vil Gud til sidst give dig det, og det vil løfte dig tættere på himlen. Det havde ikke virket, da han ønskede, hun ville forsvinde, men det virkede nu, da han med lukkede øjne ønskede at forstå. Han spurgte igen:
   "Hvem er du, hvad laver du her?" og hendes ord skar forståeligt igennem:
   "Jeg hedder Amelia, jeg kommer efter blomster til min far."
   Zemar blev med ét mere tryg ved situationen og faktisk også i en lille smule bedre humør, da glæde tenderer til at variere modsat proportionelt med frygt.
   "Din far, hvor er din far?" spurgte han interesseret.
   "Gud tog ham." sagde Amelia.
   Zemar tog et par dybe indåndinger, rakte forsigtigt ud og tog hendes hånd.
   "Jeg hedder Zemar. Gud har også taget min far."
   Med en bemærkelsesværdig tillid trak Amelia hverken hånden til sig eller gik i forsvarsposition. Hun var bestemt ny her.
   "Vi kan godt plukke nogle af dem her?" fortsatte Zemar efter et øjebliks overvejelse og nikkede mod valmuerne. "Jeg tror ikke det gør noget. Vi kan plukke lidt til både din far og min?"
   Amelia nikkede, Zemar smilede og de gik gennem marken med voksende buketter i hænderne, ud på den modsatte side af havet, hvor de fortsatte et kort stykke ned langs en lille landevej. Her viste han hende sin fars gravsted samt et bøjet billede af faren, han bar i lommen. Amelia lagde sin buket ned ved siden af Zemars og klemte trøstende hans skulder.
   "Han er hos Gud i himlen." sagde hun.
   "Ja. Det er din far også."
   Amelia nikkede igen. "Ja, hvis han ikke er her."
   "Hvad mener du?"
   Amelia overvejede en tid om hun skulle svare, inden hun omsider hviskede: "Jeg tror måske, det her er Helvede."
   Zemar stoppede forfærdet op. "Nej!" fik han fremstammet. "Nej, det er her jeg bor."
   "Er du sikker?"
   "Ja. Det er her jeg er født, mit hjem, det er ikke Helvede." Med en stemme, der rystede og øjne, der brændte forsøgte Zemar at overbevise Amelia og sig selv.
   "Ok - ok, undskyld. Det er bare mig der ikke forstår det så." sagde hun beroligende. "Det var bare noget jeg hørte min far sige til min mor engang.
   De gik tilbage mod marken. Amelia spejdede ud over de solbadede blomster, der vajede i en flygtig brise.
   "Her er rigtig smukt." Sagde hun, oprigtigt og med lettelse i stemmen. "Det var i hvert fald her min far var. Han sendte mig de blomster, så jeg vidste, han havde det godt. Så jeg ikke skulle savne ham for meget. Jeg savnede ham nu for meget alligevel. Men det var sådan, jeg fandt herhen."
   Der var igen rødt og grønt højt på hver side af dem.
   "Jeg tror måske han savner det her, så jeg tog herned for at plukke nogle blomster. Det var alt sammen noget andet sidst jeg så ham. Han havde noget ondt i øjnene og smilede ikke mere. Heller ikke mor. Hvis Gud er god, hvorfor gjorde han så min far så ked af det?"
   Amelias øjne blev dybe af tårer, der strømmede ned ad kinderne. Hun begyndte at ryste, slap tøjkatten, der rullede rundt i støvet, og hulkede hjerteskærende. Zemar omfavnede hende tøvende, mumlede trøstende ord uden umiddelbar betydning og aede blidt hendes hår, der allerede var tørt af solen.
   "Er du sikker på, det var Gud der tog ham?" spurgte han så tøvende.
   Amelia tav. "Hvorfor?"
   "Måske var det Djævlen? Min far plejede at sige, Djævlen nogle gange forklæder sig som Gud. Det har der været en del af her."
   Et øjeblik stod hun stille og snøftede. Så vred hun sig med ét fra ham, gav ham et kraftigt skub tilbage og trak dolken fra sit bælte. Zemar hævede begge hænder foran sig og trådte tavst et skridt tilbage.
   "Løgner!" hvæsede hun med den lille klinge rettet frem for sig, glimtende i solen. "Jeg ved hvordan Djævlen ser ud, han ser ud ligesom din far!" Hun pegede med sin frie hånd på Zemars bukselomme hvor billede lå.
   Han udstødte en kort, hånlig latter, kiggede lidt fra side til side og mærkede en tåre i øjenkrogen. En vred varme ulmede fra hans navle og op til munden, hvor en række vrængende ord slap forbi hans sammenbidte tænder:
   "Du ved virkelig ingenting, gør du? Min far var en god mand og I myrdede ham i koldt blod! Hvis Djævlen havde et ansigt var det din fars ansigt. Men det har han ikke - han er overalt, i mænd af alle farver og klæder. Gud plejede at leve her, men de bespottede ham, de slog hinanden ihjel med hans ord!"
   Amelia genkendte med overraskelse nogle af de ord, hun selv havde hørt sin far sige. Hun sænkede dolken og smed den stykke væk i støvet. Med et tomt ansigtsudtryk og trådte et skridt hen mod Zemar, der ikke rykkede sig.
   "Det er det samme med Gud, han kommer også i alle farver." sagde hun. "Nogle gange er han bare svær at finde, men jeg er sikker på, hun er her endnu." tilføjede hun.
   "... Og jeg er sikker på, din far er i Himlen." sagde Zemar. Han rakte ud, snittede endnu en valmuestilk over med sin tommelfingernegl og rakte den til Amelia. De begyndte at samle til endnu en buket.
   "Hvad med resten af din familie?"
   "De var nødt til at tage af sted. Det er mange år siden. Mor ville have mig med, men jeg ville være her hos far." sagde Zemar.
   "Hvor tog de hen?"
   Zemar trak på skuldrende. "Alle mulige steder. Nord, vest."
   "Hvad så nu?"
   "Det ved jeg ikke, men jeg ved, det er her jeg bor. Og det er her far er."
   Omsider kunne Amelia ikke have flere blomster mellem sine hænder.
   "Er du sikker på, det er ok jeg tager dem?" spurgte hun.
   "Ja." sagde Zemar. Han var kommet frem til, det ville være hvert piskeslag værd.
   Hun takkede ham med et hurtigt kys på kinden.
   "Her er rigtig smukt." gentog hun, inden hun vendte sig og gik tilbage ud mod havet.