Han kan høre at mor er ved at være færdig med at lave mad. Hun nynner, som hun gør, når hun lader som om der ikke er noget i vejen, og nu mærker han kvalmen.
   For hans skyld har hun stegt magert kalkunkød på en tør pande og kogt små, spanske kartofler, som kan spises uden noget til. Nu kalder hun på ham, og så er han nødt til at gå ud i køkkenet.
   Han ser ikke sin mor i øjnene, og han ser heller ikke på sin far, som står henne ved køkkenvinduet med sit evindelige glas i hånden og prøver på at lade som ingenting. Mor smiler sit indsmigrende smil, mens hun står og roder i kalkunkødet med en gaffel. Hvor han dog hader det smil. Far ser bare ud i luften. Pludselig hader Adam dem begge to.
   - Vil du have så meget?
   Mor peger med gaflen på et stykke kalkunkød, som hun sikkert synes er lille, men som for ham er så stort, at han aldrig vil kunne få det ned. Han ryster på hovedet. Hun peger på et mindre stykke, og til sidst peger hun på det mindste stykke på panden. Han ryster på hovedet.
   - Vil du da slet ikke have noget?!
   Mor siger det ikke særlig højt, men alligevel lyder det, som om hun skriger.
   Jeg kan jo ikke så godt li' kød.
   Du skal også spise kød! Det siger de! Igen lyder det som et skrig.
   Der er mange, der ikke spiser kød.
   Så kartoflerne da?
   Nej, tak.
   Du vil altså slet ikke spise noget?!
   Han ryster igen på hovedet. Både mor og far ved, at de ikke må slå ham. Ellers havde de måske gjort det, tænker han.
   - Du vil altså igen ikke spise noget som helst af det, jeg har lavet til dig?
   Nej.
   Nej?!
   Jeg skal jo alligevel indlægges i morgen.
   Mor smiler ikke længere sit smil, nu giver hun helt op. Nu er der kun det bundulykkelige udtryk i hendes ansigt, som han kender så godt, og som han ved er hans skyld, ja, det ved han godt. Det er min skyld, det er min skyld, det er min skyld!
   Men han kan ikke gøre noget ved det.
   Adam... Mors stemme knækker over.
   -... noget skal du spise! Du skal!
   Han har ondt af hende, men hvorfor kunne de ikke også la' ham være i fred, på hans sidste aften hjemme? Men i det øjeblik mor kaldte, vidste han inderst inde godt, at hun igen ville presse på for at få ham til at spise, og at de igen vil komme op og skændes, alle tre. Han har på forhånd gennemtænkt det, han nu siger.
   Mor, i aften kan det da være lige meget!
   Lige meget!!
   Mor ser på ham med et næsten vildt blik, så vender hun sig væk.
   - Ja, siger Adam, for ligegyldigt hvad jeg vejer i morgen, vil de bare tro, at det er fordi jeg har drukket en masse vand.
   Mor svarer et eller andet, men han kan ikke høre det.
   - Sådan gør alle de andre jo, siger han.
   Mor står stadig med ryggen til.
   Mor, du må ikke være ked af det. Mor svarer ikke.
   - Overlægen har jo netop sagt, at I, du og far, fra nu af ikke længere skal bekymre jer om, hvor meget jeg spiser...
   Ingen af hans forældre reagerer.
   - ... det er hospitalets ansvar nu.
   Mor og far var helt rystede, da de kom hjem efter den sidste forældresamtale. Han sad i stuen og spurgte dem ligesom tilfældigt, hvordan det var gået. De sagde næsten ikke noget, men deres stemmer var helt anderledes.
   - Mor!! Det er ikke længere jeres ansvar!
   Mor vender sig stadig ikke. Nu er hun nok blevet vred. Men hvorfor er hun det? Far sætter sit glas og går hen til hende.
   - Adam har jo ret, siger far. Overlægen sagde, at det ikke er noget, vi længere skal gå så meget op i.
   - Jeg husker ikke, hvad overlægen sagde, siger mor. Han sagde så meget.
   Mor og far havde vist troet, at forældresamtalen kun ville gå ud på, at overlægen ville give dem sin smilende velsignelse og udtale, at de endelig ikke måtte være kede af, at de ikke kunne klare at få lille Adam til at spise i hjemmet. Og at der så ikke ville være mere at sige om det.
   - Vi må ikke længere gå rundt og føle, at det er vores ansvar at Adam spiser, for det er ikke godt, siger far. Hverken for Adam eller os.
   - Så er vi altså blevet kasseret, siger mor.
   Far kan ikke li', at mor bruger det udtryk, og det har han sagt flere gange, og nu er han ved at blive vred.
   - Nej, vi er ikke!
   Adam er temmelig sikker på, at de så spurgte overlægen, hvor lang tid hospitalsopholdet for deres egen lille Adam ville vare. Hvor lang tid det ville vare før deres lille øjesten blev helbredt. Og at overlægen havde svaret med de tørre tal: at en femtedel af dem, der bliver indlagt, faktisk ikke bliver helbredt, men at de dør. Simpelthen fordi de sulter sig ihjel.
   Jo, vi er kasserede, siger mor.
   Nej, vi er ikke, siger far.
   Mor og far ser ikke på hinanden. Der er ingen, der siger noget, og Adam synes, at det er ham, der har ansvaret for at de igen kommer til at tale med hinanden.
   - I øjeblikket er jeg jo desværre temmelig syg ...
   Hverken far eller mor svarer.
   - ... men det er der ligesom ikke noget at gøre ved. Og alvorlige sygdomme er jo nu engang noget, som lægerne tager sig af.
   Mor vender sig ikke. Men far ser på ham og nikker.
   - Alvorlige sygdomme, er jo lægernes ansvar, det siger egentlig sig selv. Men I er stadig min elskede mor og min elskede far. I er ikke blevet kasseret!
   De sidste sætninger har Adam udtænkt for at gøre især mor glad. Eller bare mindre ked af det.
   - Lægernes ansvar, siger mor. Hvorfor skal det være bedre, at Adam kommer på hospital?
   Far prøver at smile.
   - Det har vi jo talt om ...
   - Jeg har ikke noget højere ønske end selv at passe mit barn ...
   Måske har du det ikke nu, tænker Adam, men, mor, der var engang, hvor jeg bare måtte passe mig selv.
   - ... passe og pleje mit eget barn!
   Adam tænker på de fire femtedele af patienterne, som faktisk overlever. De fleste af dem bliver kun helbredt sådan da. Den svenske kronprinsesse har netop til et ugeblad sagt, at hun aldrig vil blive helt rask.
   Nu vender mor sig. Hun smækker arrigt noget kalkunkød og nogle kartofler på en tallerken og skubber den hen mod Adam.
   - Jeg er dog din mor! Og det drejer sig om, at du skal spise! Det drejer sig om, at jeg ikke vil ha' at min søn skal dø!
   Da mor står dér med tallerkenen med kalkunkød og kartofler og er næsten ude af sig selv, ved far ikke hvad han skal sige. Han tænker vel, at nu må han støtte mor, og han rømmer sig, som han gør, når han har drukket sine drinks, men alligevel vil vise, at han stadig er ovenpå og kan sige noget skarpt og pædagogisk. Han vender sig rød i hovedet mod Adam.
   - Dø, hørte du mor sige det?
   Adam svarer ikke.
   - Forstår du det? Ordet, i hvert fald? Kan du stave til det?
   Adam lader som om han ikke forstår, at det er ham, der bliver spurgt. Men selvom far sikkert fortryder, hvad han er i gang med at sige kan han ikke holde op.
   - Adam! Min dreng! Hvordan staver du det? Far snubler over ordet "staver". Det er måske fordi han har drukket lidt rigeligt.
   - Jeg staver det sådan: d-ø, siger: dø, svarer Adam
   Far lader som om han prøver at fange Adams blik, men i virkeligheden ser han forbi sin søn.
   - Og hvorfor vil du så det?
   - Det vil jeg heller ikke.
   - Men så har din mor jo ret! Så må du spise noget! Ellers dør du jo!
   - Eller drikke noget.
   Far bliver endnu mere rød i hovedet. Adam tænker igen på, hvor forandrede de var blevet efter den sidste forældresamtale. De var pludselig rykket væk fra hinanden og væk fra ham. Det skete på bare en aften, måske fordi de ikke før havde tænkt på, at det virkelig kan gå så galt, at lille Adam dør.
   Far er blevet mere sammenbidt. Mor kan vist slet ikke klare det. Sikkert er far inderst inde glad for, at behandlingen ikke længere er hans ansvar. Og han prøver på at få mor til at se på det på samme måde, men det kan hun ikke. Fordi hun er mest bange for at jeg skal dø? Er mor den der vil være mest ked af det, hvis jeg virkelig dør? Eller hænger det slet ikke sådan sammen?
   - Jeg lover jer at begynde at spise noget, så snart jeg kommer på hospitalet!
   To ting sker samtidig: Adams hals snører sig sammen, fordi han på hospitalet måske skal mades med sonde - og samtidig ser han på sine forældre. Han ser i deres øjne en mærkelig blanding af taknemmelighed, bekymring og vantro på samme tid.
   - Jeg er så utrolig glad for, at I ikke længere skal plage jer selv med, om jeg spiser eller ikke. Jeg har plaget jer med det alt for meget.
   Mor ser på ham.
   - Jeg er selvfølgelig glad for, at du ...
   Mor tøver et øjeblik.
   - ... er sikker på, at du og hospitalet kan klare det. Men inderst inde kan jeg ikke forstå, at de kan være bedre til det end din mor og din far.
   Adam ved ikke, hvorfor det er netop nu, han ikke kan klare mere. Men han begynder at råbe.
   - Hvorfor kan I ikke lade mig i fred? Bare i aften! I ved jo godt, at jeg ikke kan spise, når jeg er her hjemme. Jeg er blevet syg, meget syg! Og hvem kan så gøre for det?!
   Han kan høre sin egen stemme give genlyd i køkkenet, og straks får han dårlig samvittighed.
   - Der er vist ikke nogen, der kan gøre for det, siger han.
   Men det mener han ikke. Der står altid, at spisevægring skyldes familiesituationen. Omsorgssvigt, børn der på en eller anden måde er blevet forladt. Og Adam ved det.
   Men det mærkelige er, siger Adam til sig selv, at selvom jeg ved det, selvom jeg har læst det igen og igen, så kan jeg alligevel ikke føle det, sådan helt 100 %. Jeg tror ikke på, at det kun er "omsorgssvigt". Jeg kan ikke lade være med at føle, at det også er min egen skyld.
   Mor ser på ham.
   - Jeg ville så gerne have læst alt, hvad jeg kunne få fat i. Så jeg havde vidst mere om det, men de forbød mig det. Og det syntes jeg var meget mærkeligt, for helsetidsskrifterne og ugebladene er jo fyldt med artikler om anoreksi, som alle andre kan læse, ganske vist er det mest anoreksi hos piger ...
   Ja, jeg er et særtilfælde, tænker Adam, en anorektisk fyr.
   - ... at de forbød mig det, er måske også så stærkt sagt ...
   Far har prøvet at lægge en beskyttende arm om mors skulder, men hun går et skridt til siden.
   - ... men lægerne mente ikke, at det var klogt af mig, at jeg læste alt det der ...
   Far vil igen lægge armen om mors skulder.
   ... de sagde for det første, at der ikke er to tilfælde, der er ens, og for det andet mente de ikke, at det kunne føre til noget, at jeg uden deres vejledning ...
   Mor ved, at hun sådan set er intelligent nok, så hun ler lidt frem for sig.
   - ... begyndte at filosofere for meget over det. De sagde det ikke direkte, men de mente, at jeg skulle nøjes med at lytte til dem! Jeg måtte endelig ikke tænke selv! Så det er ikke min skyld, at jeg ikke ved mere, end jeg ved ...
   Nej, det er ikke din skyld på den måde, tænker Adam.
   - ... men nu da du skal væk herfra ... for en tid, kan du så ikke forklare mig, hvordan det nærmere er, du føler syg?
   Mor ser på far.
   - Jeg ved det jo ikke!
   - Nej ...
   - Og nu kan det vel ikke skade, at jeg spørger?
   Far svarer hverken ja eller nej.
   - Jeg ville gerne forklare det, hvis jeg kunne...
   Nu kan Adam se, at mor også inderst inde er glad for, at han skal indlægges. Så hun ikke længere skal tænke på magert kød og grønsager og supper uden fedt.
   ... men det er så svært, siger han.
   Mor ler igen.
   - Jeg kan jo slet ikke forstå ...
   Nu ser mor næsten lige så glad ud, som før han blev syg.
   - ... at det kan være umuligt at spise! Når man kan vælge lige hvad man vil. Ja, det lyder måske som om jeg er helt åndssvag, men jeg kan faktisk ikke forstå, hvordan man kan tro, at man ligner en flodhest, når alle andre kan se, at man ligner en udhungret bønnestage. Nej, jeg forstår det faktisk ikke!
   Adam har hørt det spørgsmål i mange variationer, men han ved stadig ikke hvad han skal svare. Mor ler nu ikke mere, og Adam siger ingenting, og så føler far vel, at han må træde til.
   - Det må jo være noget med, at man taber evnen til at bedømme sig selv, siger far. Vi andre kan måske heller ikke helt bedømme os selv. Og hele puberteten ...
   Han kan høre på fars stemme, at far synes, at han er ved at finde melodien.
   ... handler jo om angsten for ikke at høre til noget sted.
   Far ser betydningsfuldt på mor.
   - Men i Adams tilfælde er det bare blevet så ekstremt. Adam kan jo sagtens se, at den person dér er tyk, og den dér er tynd.
   Far vender sig mod Adam.
   - Men når du ser dig selv i spejlet kan du tilsyneladende slet ikke bedømme, hvordan du selv ser ud. Som mor netop sagde, selvom du er tynd som en bønnestage, synes du selv, at du ligner en flodhest!
   Adam smiler, det er jo gratis. Og han er lettet over at slippe for at fortælle, hvor forfærdeligt han egentlig har det.
   Far rømmer sig igen betydningsfuldt.
   - Så det er altså til syvende og sidst Adams opfattelse af sig selv, det er galt med ...
   Hvordan skulle han også kunne forklare om stemmerne? Enten ville mor og far ikke tro på det, eller også ville de tænke, at han nu var blevet helt tosset. Og han vil godt være syg, men han vil ikke være tosset.
   - ... det er som om du, Adam, simpelthen ikke kan være tilfreds med dig selv!
   Han skammer sig også over, at han inde i sit eget hoved har stemmer, som råber i munden på hinanden.
   - Og så kan vi jo nok så meget sige, at vi har verdens dejligste dreng ...
   Far er nu så tilfreds med sig selv og alt det kloge han har sagt, at han åbenlyst drikker af sin drink.
   - ... ja, Adam, du er et dejligt menneske!
   Stemmerne råber alt muligt. Noget af det kan han næsten ikke høre, det er bare en mumlen, som hele tiden kører i hans baghoved. Noget af det hører han tydeligt. Det er de stemmer, som råber i munden på hinanden. "Du er fed, fed, fed!" "Nej, du er da ikke fed!" "Din mave er som flommefedt." "Spis! Hvorfor spiser du ikke bare som andre mennesker?" "Vil du da virkelig se ud som de dér smaskende, småfede danskere med syltetøj og flæskesvær hængende ud af mundvigene?" "Adam! Hør ikke på det! Du skal da bare være normal!".
   - Adam! Vi har da igen og igen sagt til dig, at du er sådan en dejlig dreng! Det må du da indrømme, siger hans mor. Det ved du da!
   Det er de mere almindelige stemmer, som råber den slags. Men så er der de stemmer, der hæver sig over de andre, så han kan gribe sig i at holde sig for ørerne, selv når han sidder sammen med andre.
   De stemmer skærer igennem alt. Først pigestemmen: "Din bedste veninde er mig, din lille Anorexia." Så mandsstemmen: "Anorexia! Hold dig fra hende, hende dør du af!" Og så igen pigestemmen: "Hos mig, din lille Anorexia er du tryg, fra evighed og til evighed."
   - Vi forstår jo godt, siger far, at den mangel på selvtillid, du jo altså mærkeligt nok har, på en eller anden måde "kræver", at du både piner dit intellekt og din krop til det yderste, for at bevise dit eget værd ...
   Adam nikker igen, men så enkelt er det jo bare slet ikke. De vil aldrig kunne forstå, at han ligger i sin seng om natten og græder til han ikke kan græde mere og ikke synes, at han fortjener at leve. Fordi han altid er i vejen. Fordi alting er hans skyld.
   - ... og det må vel hænge sammen med at vi, mor og jeg, ikke har givet dig tryghed nok. Tryghed til at indse, at du er som du skal være. For det er du!
   Det er jo meget smukt sagt, tænker Adam. Men lige lovlig sent.
   - Du må ikke tro, at far og jeg ikke igen og igen har sagt til os selv, at det må være vores fejl. Børn bliver jo ikke psykotiske af sig selv.
   - Næh, nej. Men ...
   Far vil aldrig indrømme, at noget er hans fejl.
   - ... man siger nu også, at anoreksi til en vis grad er arvelig ...
   - Hvor har Adam så fået sine gener fra, om jeg tør spørge?
   - Fra os naturligvis.
   - Nå, ja, da ser du. Ansvaret er vores på den ene eller anden måde.
   Adam har ikke i mange måneder set sin mor være så bestemt.
   - Jeg er helt med på, siger far, at Adam ikke har lavet sine gener selv.
   - Nej, tror du vel?
   Mors stemme er nu næsten hånlig, og Adam husker de mange gange, da han var bange for mor. De år, da hun var meget væk hjemmefra.
   - Jeg tillader mig bare at anføre, at det ikke er helt sikkert, at sygdommen skyldes noget, vi har gjort forkert, i vores handlinger...
   - Det har du ikke ret i!
   Far bider sig i læben, men svarer ikke.
   Jeg er sikker på, at Adams sygdom skyldes noget vi har gjort, siger mor. Når jeg tænker på, at jeg sad og ammede Adam, så ham smile og le, så er der ikke noget levende menneske, der skal bilde mig ind, at sygdommen skyldes Adam selv. Adams sygdom skyldes "miljøet," den skyldes os, og det kan vi ikke tale os fra!
   Adam husker, at han engang, mens mor en tid ikke var hjemme fordi hun var på et af sine efteruddannelseskurser, af en af sine kusiner fik at vide, at hans mor havde fundet en anden og ville skilles.
   Han husker, at han i et øjeblik sagde til sig selv, at mor så måske slet ikke var på efteruddannelse, men boede hos en fremmed mand, og at en afgrund åbnede sig, og at der ikke var nogen han kunne tale med. Slet ikke med far, som bare sad og drak sine drinks, når han kom hjem.
   - Jeg håber meget, at det er så enkelt, siger far.
   De havde begge været søde ved ham, dengang. Sådan da. De havde sikkert aftalt, at Adam ikke måtte lide under deres problemer. Men de havde bare aldrig været der. Ikke for alvor.
   - Hvad mener du?
   Mors øjne flammer.
   Hvis det virkelig kun er miljøets, altså vores skyld ...
   Far siger det uden at se på mor.
   - ... så tvivler jeg ikke på, at Adam temmelig hurtigt bliver helbredt, for så slemme har vi vist heller ikke været...
   Dengang havde han ikke med det samme opdaget, at far var underlig, fordi han drak for meget. Og da han så opdagede det, tænkte han straks, at det måtte være hans, Adams skyld. Og ikke mors og heller ikke fars egen skyld.
   Far vender sig nu mod mors flammende øjne
   - ... ingen af os har vist været så slemme, at en god psykiater ...
   En god psykiater, gentager Adam inde i sit eget hoved.
   - ... ikke kan helbrede Adam. Men ...
   Far standser brat sig selv og ville vist helst ikke sige mere, men nu tvinger Adam ham til det.
   - Men hvad?
   - ... hvis sygdommen mere sidder inde i dig selv, så ved jeg ikke rigtigt ...
   Far bøjer sit hoved, og Adam kan pludselig se, at hans far er en ældre mand.
   - ... hvordan udsigterne, prognosen nærmere er.
   Det sortner for Adams øjne, og han kan næsten ikke få vejret.
   - Alle og enhver ved, at spisevægringer skyldes familiesituationen!!
   Adam vil løbe ind på sit værelse, men mor løber efter ham og hiver ham i armen.
   - Ja, det tror jeg også, siger hun. Men der er nu mange, der ikke er blevet anorektikere, selvom deres familie har haft mindst lige så mange problemer som vi! Men tro ikke, at jeg ikke føler skyld! Vi føler skyld!
   - Det skal I slet ikke, råber Adam. Det skal I slet ikke!
   Han prøver på at gøre sig fri, så han endelig kan komme ind på sit værelse.
   - Tak, elskede Adam, siger mor. Tak, fordi du gerne vil tilgive os, men det frygtelige er jo, at den eneste tilgivelse far og jeg virkelig kan få er, at du bliver rask.
   - Det tror jeg også, at jeg bliver, siger Adam, men det kan jeg jo ikke love jer!
   - Nej, nej, siger mor. Det ved jeg godt.