Jeg havde før skænket det en tanke.
   Hvad hvis nu han var virkelig?
   Det var i hans time at han kom.
   Han stod der og betragtede mig med et smil som kun han kan smile.
   Nærmest som at sige: "Kaldte du Daniel?"
   Jeg lå i sengen på genoptræningen og selvfølgelig skulle, han blære sig med sine sorte vinger.
   Jeg skulle normalt have hjælp for at komme ud af sengen, så jeg lå bare nærmest paralyseret mens han stod der og smilede og foldede sine vinger ud.
   Matsorte som natten. Han havde hørt mit kald.
   Skulle jeg være bange?
   Ikke hver dag man står overfor Mørkets Fyrste.
   Til tonerne af "Lovesong?" havde han hørt mit ængstelige hjerte.
   "Gud har forladt mig og så kommer du?" tænkte jeg.
   Han nikkede: "Vi er begge blevet forladt. Fordi det er det Gud gør med sit skaberværk." indskød han.
   Tiden virkede evig mens han viste mig hvorfor.
   "Du har alle dage spurgt 'Hvorfor?' Daniel" indskød han og fortsatte:
   "Nu har du set hvorfor!"
   Han fortrak sig og forsvandt.

Jeg lå stiv af skræk efter dette møde.
   Hvad skulle jeg ellers gøre?
   Panikken bredte sig i min krop.
   Indtil jeg døsede hen i drømmeland.

D