Det er nat over Amager, stjernernes skær forsøger at trænge gennem storbyens oplyste himmel, og to flyvemaskiner bringer blinkende deres passagerer til ukendte destinationer.
Den samme himmel hvælvede sig i en fjern fortid over Fyn, selvom det kan være svært at forstå. En lille dreng var kommet ind fra kulden og sad i sofaen og hørte sin mor fortælle om fjerne lande. I en mægtig stat ovre østpå sad samtidig en lille pige i en lejlighed på tiende etage og hørte sin mor fortælle om det samme. Drengen prøvede at forestille sig, at man kunne bo i et højhus; han så for sig et vintermørkt landskab af høje grå bygninger med lys i de utallige vinduer, og han prøvede at forstå, at man også derfra kunne betragte den samme måne, som hang over marken uden for vinduet. Pigen forsøgte at begribe, at også i andre lande var der mødre, der ventede med varm kakao, når børnenes fingre var blevet helt følelsesløse af at lege ude i sneen.
Så sad man der i stuens varme, mens fingrene snurrende og prikkende blev varme igen. Far sad bag avisen og bifaldt ikke mors forsøg på at skabe forståelse for dem på den anden side, men han ville alligevel ikke afbryde, for børn forstår sig jo ikke på politik, og Tottenham havde lige udlignet.
Måske var der faktisk kun én sådan eftermiddag, og måske var det kun drengen, der fandtes i virkeligheden, men han troede fuldt og fast på, at pigen sad derovre og hørte samme historie som han, havde samme snurren i de kolde fingre og kiggede på den selv samme måne på den selv samme himmel.
Drengen voksede op og blev en mand og glemte alt om den lille pige, indtil hun en dag kom gående imod ham og uden et ord tog hans hånd i sin. Fra hvor de stod, kunne de se både det lille hus på Fyn og de mange grå højhuse, og de kunne se, at deres mødre havde haft ret: der var kun én himmel og én måne.
Men sneen faldt tidligt det år, og pigens hånd gled ud af hans. Himlen og månen var nu hans alene, og i den tætte snebyge kunne han hverken se til den ene eller anden side. Halvdelen af verden forsvandt, og hans fingre begyndte at snurre.