Gruset knaser under min fod, sollys flimrer mellem træernes grene og blænder mig kortvarigt. Jeg smækker bildøren hårdt og kigger op imod huset. Han ved jeg er her, ude på landet ved de altid man er på vej før man selv gør, og han ved at jeg ved.

Jeg bliver stående og kigger op imod huset, eller det der er tilbage af et hus. Væggen er revnet fra jorden og skråt op til taget. Jeg suger minderne ind imellem de sammenbidte tænder. Sandkassen. Ligegyldigheden. Hånen. Festerne. Tæskene og slagsmålene. Tomheden. Ensomheden. Jeg smager på hvert minde før jeg spytter det hele ud på jorden og går op til døren. Han åbner inden jeg kan banke på.

Han siger intet, står der bare og kigger. Gammel. Svag. Glemt. Ligegyldig.

"Giver du kaffe?" spørger jeg.

Han vender sig om og går dybere ind i huset igen, ud mod køkkenet.

Jernrøret sender elektrisk stød fra min håndflade og op igennem armen til skulderen. Jeg bemærker det ikke. Blodet suser som torden i ørerne.

Skreg han? Sagde han noget? Jeg ved det ikke, kommer aldrig til at vide det, men ønsker det - tanken om at han i bare ét sekund var helt bevidst om hvad der skete.

Han ligger på maven på gulvet, en mørkerød sø vokser frem under hans hoved. Han er stille, ligesom vi var når vi gemte os... for ham.

Kun hans ene fod banker aftagende ned i trægulvet og forstyrrer med en ujævn rytme et paradis igennem tunnelsyn. Langsomt kommer resten af huset til syne rundt om ham. Jeg slår én gang mere - fordi.

Jeg smider røret på gulvet, hvor det larmende protesterer, ruller væk og forsvinder.

Jeg går over ham imod køkkenet, men vender om, løber tilbage og sparker ham, igen og igen. Hvert spark, hvert slag, sletter ét minde, så vi har dagen foran os.

Lugten af benzin svier i øjnene, da jeg kigger rundt en sidste gang i huset. Jeg drejer ansigtet mod den bunke sener og ældet hud, der engang var så mægtig.

"Det var hyggeligt, alt for længe siden," siger jeg ud i luften, griner lidt, stryger en tændstik og smider den ned i æsken til de andre. Jeg venter til der er ild i selve æsken, så smider jeg den over til ham. "Narrøv!" hvæser jeg og går ud derfra mens flammerne langsomt slikker op af væggene, og ham, som ville de rense alt med glohed 'mor-spyt'.

Jeg kigger i bakspejlet en sidste gang op mod huset, ham, dét, dem og kører derfra.

Himlen er mørk, da jeg endelig når frem. Det støvregner, selvfølgelig, tænker jeg og smiler, det kræver vel en scene og dramatik.

Jeg banker hårdt på trædøren, og en slå og en kæde bliver fjernet derinde. Lys fra døren skærer mig i øjnene, kun stilhed - ikke engang nu kan jeg få ét skide ord.

"Hej Mor... giver du kaffe?"