Hendes kærlighedsliv lå i ruiner.
   Hun faldt altid for de samme typer.
   Nok mest af alt fordi hun ikke kunne se sit eget værd, eller måske rettere satte andre før hende selv.
   Hun ville gerne lindre andres smerte. En egenskab som han altid havde beundret ved hende.
   Hun havde en engels hjerte selvom hun var menneske.
   Tapper, modig med offervilje og det hele værd synes han.
   Hendes refleksive sind, hvormed hun formåede at sætte sig i andres sted. Andre der måske ikke havde været så heldige, da der skulle deles skæbner ud.
   Hun havde også vist ham omsorg dengang han viste sig for hende. "Fordi ingen vil tage anstød, af den der spørger om blot et bæger koldt vand at drikke."
   Tænkte han og fortsatte. Det var hendes personlighed som tiltalte ham selvom hendes fremtoning bestemt ikke fejlede noget.
   Gud havde virkeligt skabt hende godt!

Bægeret med vand i den varme sommerhede. En lindring og i sig selv et udtryk for hendes omsorg, som blot kom mere til udtryk da deres hænder mødtes for at han kunne få bægeret. Hun havde måske med forsæt i medfølelse strejfet hans hånd.
   Så det summede i hele hans krop. Hendes bløde men skrøbelige hænder.
   Mod hans mere bestande englehud, som når det timelige møder evigheden.
   Det var der han havde forelsket sig i hende første gang.
   Hans blik blev drømmende mens han sukkede med saligheds suk.
   Hun var hans hjertes engel.

Hun havde hjertet som en engel...

D