Jeg ignorerer den snurrende fornemmelsen i min mave og prøver at organisere strømmen af tanker. Har jeg nogensinde været virkelig lykkelig? I morgen skal vi have det par, vi kalder vores venner, over til middag. Culottesteg, rødvinssovs og dampede grøntsager. Huskede jeg at skrive stegen på indkøbssedlen? Hold nu op, hvor jeg synes det hele er trivielt.
En række gryntende lyde forstyrrer mine tanker, men øvet lukker jeg dem ude. Huskede jeg at lufte hunden efter aftensmaden i dag? Jeg kan simpelthen ikke huske det. Jo, vent lige. Jeg stødte på naboen, der var ude med skrald, så jeg har helt sikkert været derude. Skulle jeg tabe mig et par kilo? Jeg synes den sorte kjole strammede lidt omkring taljen sidste weekend til Anders og Liljes bryllup. Det var virkelig en fantastisk fest. Alle de smukke dekorationer, hestevognen, den fire retters menu og det smukke festlokale på slottet. Hun må virkelig have følt sig som en prinsesse. I modsætning til mit eget bryllup. Min mand er en idiot. En komplet uromatisk egocentreret idiot. Som om det er romantisk at spontant invitere sin kæreste til Las Vegas og blive gift, når han vidste, jeg ønskede mig et kirkebryllup. Men han fik sin vilje og jeg fik aldrig min. Han synes ikke vi skulle få fornyet vores ja i kirken. Jeg ville virkelig ønske, jeg havde fået mit kirkebryllup. Måske skulle vi overveje skilsmisse? Nu? Og så kunne jeg gå i fitnesscenteret inde i byen. Måske er det et godt sted at møde en mand? En hård mand, i hvert fald. Med muskler. Sexede muskler. Der skyder en kildende fornemmelse ind imellem mine ben. Og tankerne vandrer igen til det imaginære fitnesscenter. En hård, hård mand, med en stor sexet glinsede brystkasse.
Jeg ruller diskret om på siden og lægger mig til rette. Hvor lang tid skal den steg mon egentlig have i ovnen? Det er en evighed siden, jeg har lavet en rigtig steg. For ikke at sige rigtig mad i det hele taget. Har ikke rigtig haft lyst og børnene er alligevel så store, at de næsten aldrig er hjemme til spisetid, og jeg gider simpelthen ikke sidde alene ved spisebordet med ham og forsøge at holde samtalen kunstigt igang. Børnene spiser ofte hos vennerne, går i byen, drikker sig fra sans og samling og ringer til mig for at hente dem. Det er den slags mor, jeg er. Den pålidelige slags. Har altid sagt jeg hellere ville hente dem end at ligge søvnløs, uden at vide hvor de var. For slet ikke at tænke på i hvilken tilstand. Gud, kan slet ikke udholde tanken om at de snart flytter hjemmefra. Så skal jeg være alene tilbage med sofadyret og hans uudholdelige snorken. Måske burde vi have seperate soveværelser?
En pludselig varme skyder frem indeni mig. Vreden spreder sig gennem min krop og jeg mærker ganske lette rystelser og svage begyndende sammentrækninger i mit underliv. Han tror, han kender mig. Men nej, det gør han virkelig ikke. Og han fortjener mig ikke. Ham og hans evige egoisme. Ikke om jeg gider bo alene sammen med ham, når børnene flytter. Måske ikke engang nu. Så skal livet leves og jeg skal ud og afprøve mine grænser. Jeg skal begære og begæres. Ikke bare sidde fast i et kedeligt utiltalende sexliv. Jeg har været alt for naiv og vi blev virkelig gift alt for unge.
Han ser på mig med et saligt smil om munden og hvisker: "Tak skat, det var skønt. Du var virkelig til stede i dag. Dine samtaler med sexterapeuten har været alle pengene værd. Sov godt. Jeg elsker dig"
Jeg stirrer på ham. Tavs og irriteret. "Carsten... Jeg vil skilles!"