Hver gang jeg ser på døren i mørket starter tankerne og selvhadet. De kryber ind under dynen hos mig, griber fat i mine tæer så jeg må sparke med fødderne i små spjæt. Lige lidt hjælper det, for de sniger sig nærmere, kryber med al hast op af mine ben, mod min mave og over brystet før de sætter sig på min skulder. Deres klamme fingrer smyger sig blidt om halsen på mig, og jeg kan nærmest fornemme en ånde der ikke er der mens jeg forsøger at fremtvinge en lyd, men siger intet.
   "Shhh.."
   Nu begynder det.
   "Døren er ikke lukket."
   Jo den er. Jeg ved jeg lukkede den dør. Tre gange åbnede og lukkede jeg den mekanisk.
   "Du lukkede ikke døren."
   For helvede. Jeg vender mig om og trækker dynen over hovedet for at undvige og vifte tankerne væk, men de strammer blot grebet om min hals, jeg ånder tungere end før.
   "Hvis du ikke lukker døren kommer han igen."
   Jeg lukker øjnene tæt sammen så alt lys er lukket ude og forsøger at kontrollere mit åndedræt så godt som muligt men grebet strammes til, lige som jeg lukker øjnene og mit åndedræt begynder at blive ukontrolleret og panisk.
   "Hvis du ikke lukker døren skal du gennemleve det hele igen."
   Panikken spreder sig til resten af min krop fra mit åndedræt, jeg ved det hele er i mit hoved, jeg ved stemmen er min egen, men alligevel kan jeg ikke ryste den af mig i mørket. Skikkelsen ved min side sover tungt og snorker let. Jeg tør ikke væk ham og fortælle ham om hvad der sker, det har jeg ikke turde indvie ham i det hele, selvom vi bor sammen og har været sammen i et år. Han aner ikke jeg kæmper hver eneste aften med den indre stemme.
   "Luk nu den dør." Stemmen er højere nu, selve stemmen lyder lige så panisk som jeg føler mig og jeg mærker min krop gøre tegn til at rejse sig, men jeg tvinger mig selv dybere ned i sengen. Nej. Jeg vil ikke give efter for stemmen.
   Pludselig lyder der en puslen udefra, måske gulvet der giver sig, måske noget let der vælter fra sin plads, lyden er ikke høj, men høj nok.
   Jeg sætter mig op med et sæt og gisper efter vejret jeg ikke vidste jeg havde holdt på.
   Jeg opdager slet ikke jeg græder før jeg mærker tårerne ned af kinderne, og jeg skynder mig at tørre dem væk og rejser mig irriteret fra sengen og går hen til døren.
   Den er lukket.