Jeg føler ikke, jeg nogensinde har kunnet forbinde mig til et andet menneske. Jovist i momenter. I hovedet. I kroppen. Men når jeg sidder der over for dig, der siger: "Du er perfekt," tænker jeg ikke det samme. For jeg kan snildt finde mere end én fejl ved dig.

Måske du sidder der på køkkenstolen og beundrer svajet på min næse og mine læbers bevægelser, når jeg fortæller om noget, jeg ved noget om. Eller hvordan de løfter sig omkring amorbuen, når jeg synes, jeg har sagt noget sjovt.

Men når det er din tur til at tale, får jeg øje på de vildfarne hår mellem dine øjenbryn. Den tand, der lapper over en anden, som altid har været din store usikkerhed. Eller hvordan lyset fra loftlampen kaster en uflatterende skygge på din høje pande.

Tro mig, det her er ikke noget, jeg kan lide ved mig selv. For det afholder mig fra at komme tæt på dig.

Og dig. Og dig.

Og dermed afholder det mig fra at blive et helt menneske, der får lov til at mærke kærlighed og fuldendthed. Så hvis du forelsker dig i mig, er du heldig, fordi du uforbeholdent kan se det smukke i et andet menneske.
   Men samtidig utrolig uheldig, at det lige er mig, du i et øjebliks vildfarelse valgte at kaste din kærlighed på.

Tillykke med det. Og undskyld på forhånd.