Hendes kurver var fine. Årer som delikat smygedes langs den hvide marmor hud. Hendes øjne higede efter mere; ja alt ved hende dragede ham ind...
   Årene i halsen pulserede med det varme blod. En Kærlighedens Engel, som var komme for at sætte ham fri.
   Blodet bragte med sig kompleksitet, hendes kompleksitet. Alt han kunne gøre var at hengive sig til hendes frelsende væsen.
   Havde han ikke længedes efter hende i dekader, måske endda århundreder? Tid, var for ham efterhånden en udefinerbar størrelse!

Den dunkle nat og månens lys var hans vante sceneri. Han var en del af Nattens Børn og det ville hun også blive hvis han omvendte hende? Men skulle han det? Sollyset ville blive hans sikre og endelige død. Det vidste han på forhånd. Skulle han byde endnu en sjæl ind i natten, så de kunne være fortabte sammen? Det havde han aldrig gjort før. Aldrig mere ensom men fortabte sammen?

Han kunne mærke tørsten. Han måtte drikke snart...

D