Hvorfor? Hvorfor er der ikke den samme mulighed for at modstå sig en vielse i Danmark som i USA? Hvor var den forbandede sætning, jeg manglede; tal nu eller ti for evigt? Havde jeg sagt noget, hvis jeg havde fået muligheden? Det for sent nu. Jeg sidder som æresgæsten i teltet i deres baghave. Såret og skuffet, mens jeg ser på hans lykkelige smil. Jeg kan ikke forstå det. Hvordan fik han mig til at opføre mig som en komplet idiot uden sans for virkeligheden? Jeg kan ikke forsvare min tavshed over for mig selv, men kan heller forsvare min potentielle bekendelse over for hele verden. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg overvandt min selvmedlidenhed og endte med at komme til brylluppet. Jeg burde have aflyst.
Hun afslutter sin perfekte tale med at kysse mig på kinden. Det eneste af indholdet jeg har opfattet er, at jeg er hendes mest trofaste ven og hun elsker mig højere end alt andet. Smukke ord, som jeg ikke er værdig. Sender hende et prøvende smil og beder hende undskylde mig et øjeblik. Maveonde.
Kaster mig ind over kummen og brækker mig. Jeg er en forræder, en ussel ven. Jeg har kendt hende siden vi var små og så kan jeg ikke engang holde fingrene fra hendes mand. Men uanset hvad er det ikke min skyld. Ikke kun min skyld. Han lagde op til mig, han forførte mig. Jeg vidste ikke engang, jeg havde de følelser gemt indeni mig. Jeg har aldrig følt mig så lykkelig, som da jeg lå i hans arme. I deres seng. Jeg kan ikke fatte, det aldrig vil ske igen. Eller vil det? Han har jo ikke direkte sagt, at vi aldrig mere kan være sammen. Er det en hindring at han har sagt sit ja i kirken?
Det banker på døren til toilettet. Der står hendes perfekte mand og spørger, hvordan jeg har det. Hvordan tror han selv jeg har det? Jeg ser på ham med tårer i øjnene uden at svare. Jeg kan se medfølelsen i hans øjne. Han kan ikke være i tvivl om, at han har bragt mig i den her situation. Han låser døren bag sig, tager mig i hænderne og kysser mig inderligt. Jeg kan kun føle det rigtige i det, selvom det er så forkert. Så hvisker han mig i øret.
"Det er stadig dig jeg elsker, Andreas."