Blod.
   Hun kunne ikke se det, men den lunkne, klistrende pøl under hendes bare fødder var ikke til at tage fejl af. Hun skreg. Famlede efter væggen, efter noget at holde fast i, noget at støtte sig til, men mørket var nådesløst. Uden noget at klamre sig til blev hun tvunget i gulvet af en grusom svimmelhed, og der lå hun og gispede efter vejret.
   Blodet bredte sig fra de endnu friske lig, og hun kunne smage metal på tungen. Vel vidende hvorfor kastede hun op. Akavet forsøgte hun at skubbe sig væk imellem de voldsomme krampetræk, men gulvet var glat, og hun kunne ikke samle tankerne. Alligevel lykkedes det hende at søge tilflugt i det nærmeste hjørne, hvor hun satte sig op og lod hovedet falde tilbage mod væggen, øjne lukkede.
   Hun havde prøvet det før. Alt for mange gange efterhånden. Lige om lidt ville hun se lyset.
   Og ganske rigtigt – knap nok havde hun sunket de sidste rester af mavesyre, før hun anede svagt lys igennem øjenlågene. Lysets bevægelser fulgtes med lyden af støvler mod det gamle trægulv. Hun vidste, hvordan han så ud, men hans navn kendte hun ikke.
   Ligesom mange gange før åbnede hun øjnene og mødte synet af hendes forældres morder. Og Ada. Han havde også dræbt Ada.
   Lampen i hans hånd kastede lys over scenariet, og hun så, at hendes hvide natkjole var sølet til i blod og bræk. Men det var alt sammen lige meget nu.
   Manden trak ikke en mine, da han standsede foran hende. Det gjorde han aldrig. Han var koldhjertet. Ej heller da han rakte hånden ud mod hende, viste han skyld eller selvforagt. Hun vidste ikke, hvad han ville hende. Hver gang hans hænder kom for tæt, vågnede hun.
   ”Opal?” Hun blev rusket vågen. ”Er du okay?”
   Hun slog øjnene op og så Ada sidde på sengekanten. Den unge kammerpige skjulte ikke den bekymring, hun følte, og hendes ansigt var næsten lige så blegt som Opals eget. Underlæben bævrede. I starten havde Ada næsten grædt, når hun stormede ind for at vække den lille pige fra de grumme mareridt, der hjemsøgte hende. Det var nu snart en halv snes gange siden første gang, og Ada havde næsten vænnet sig til de pludselige natteskrig. Men hun ville aldrig vænne sig helt til det.
   ”Det samme mareridt igen?” fortsatte Ada og vred en klud op i det kolde vand fra karret på natbordet. Opal nikkede og havde kun energi til at smile svagt. Hun ville helst ikke bekymre Ada så meget, men sandheden var, at hun selv var lidt bekymret. Mareridtene var ikke spor rare.
   ”Tænkte jeg nok,” mumlede kammerpigen og lagde den fugtige klud på Opals pande. ”Slap lidt af. Jeg luner et krus baldrian-te til dig. Bliv liggende, så kommer jeg straks.” Ligesom altid lod Ada lyset stå på natbordet, når hun gik. Flammen dansede ensomt i mørket, kun forstyrret af det lette træk fra vinduet, der stod på klem.
   Opal vendte sig mod vinduet og så ud. Månen var næsten helt rund i dag, bemærkede hun. Det ville ikke vare mere end ganske få dage, inden der var fuldmåne, og byen atter holdt månefest. Hun var endnu alt for ung til at deltage, og det var da også sjældent, at de velhavende familier deltog i festen. Den var – som hendes mor havde sagt – kun en undskyldning for, at bønderne og de andre håndværkere kunne drikke sig i hegnet og sove længe dagen efter uden at skulle arbejde. Så Opal plejede at liste hen til vinduet de sene aftener og kigge ned på pøblen, der fyldte markedspladsen med dans og jublen. I dag ville hun dog blive liggende i sengen og kigge på månen og de skyer, der passerede.
   Et pludseligt vindpust sneg sig indenfor og tog fat i flammen, der straks kvaltes. Opal blev forskrækket – ikke på grund af mørket, men fordi hun genkendte det. Det var altid sådan, hendes mareridt startede. Hun lukkede øjnene og knugede fat i sengetæppet. Det måtte ikke ske igen. Hun kunne ikke klare to mareridt på én nat.
   Adas velkendte skrig rungede igennem gangen sammen med lyden af en keramikkop, der smadredes mod gulvet. Det var nu, hun ville stå ud af sengen for at se hvad, der skete. Hun ville finde blod på stuegulvet, hun ville kaste op, og til sidst ville manden komme og tage hende. Men hun nægtede. Ikke denne gang skulle mareridtet få hende. Hun var stærkere end det – hun kunne mærke det. Så hun blev i sengen og trak tæppet helt op under næsen, mens hun holdt vejret. Ventede på hvad, der ville ske denne gang.
   Der var stille, og hun måtte anstrenge sig for at fange lyden af fodtrinene i stuen. Ud gennem dørkarmen kunne hun skimte et lys nærme sig. Mon han ville opdage hende? Hun lå musestille og turde næsten ikke kigge.
   Så kom han til syne i dørkarmen med det sammen udtryksløse ansigt og den sammen blodige jakke, som hun havde set så mange gange før. Og de fik øjenkontakt. Så løftede han hånden mod hende.
   Et brag fik dem begge til at fare sammen.
   ”Bygarden. Vi hørte skrig. Hvad sker der!?” råbte en fremmed fra fordøren. Hans stemme var så kraftig og så magtfuld, at den rungede igennem hele huset. Morderen i dørkarmen vendte sig kun kortvarigt mod Opal, gav hende et sidste blik, inden han spurtede frem og kastede sig ud gennem vinduet.
   Et kort øjeblik efter kom endnu tre mænd til syne, men disse var anderledes. De var fuldt udrustede og havde alle trukket deres våben, der skinnede i måneskæret.
   ”Hvad sker der?” gentog talsmanden. Opal var for chokeret til at svare. I stedet stirrede hun på de fremmede og kunne slet ikke forstå noget som helst.
   Dette var ikke et mareridt.