Hun var smuk. Alle folk bukkede og nejede for hende i deres sind, når hun gik forbi dem på gaden. Selv hendes elever på musikskolen beundrede hende, når de ellers ikke var optaget af at lære at spille musik og modtage undervisning fra hende. Hendes mand faldt naturligvis også for hendes skønhed, men det var måske også noget af det eneste af hende, han faldt for. På kontoret i finansdistriktet tog han altid for sig af de kvindelige medarbejdere. Hun vidste det bare ikke, da hun selv var alt for forblændet af sin egen skønhed og den tiltrækningskraft, hun havde på mænd. Ligesom sin mand gjorde hun selvfølgelig også brug af den.

En dag på musikskolen blev hun voldsomt irriteret på sine elever. Åh gud, hvor var de håbløse, tænkte hun. Samme tempo for helvede, sagde hun til dem, da de forsøgte sig frem med komponisten Mozarts serenader. Violinerne hvinede og klarinetten lød skævt. Den mandlige hjælpelærer var heller ikke til megen hjælp. Var det ikke hans arbejde at hjælpe eleverne? Så sad han i øvrigt i kørestol, og hun var efterhånden godt træt af at holde døren for ham, når han langsomt sneglede sig gennem alle dørkarmenene på skolen. Desuden var han lidt for meget tiltrukket af hende, lidt creepy, selvom han var sød nok, dog ikke lige så køn som hendes mand.

Hun tog hjem tydeligvis frustreret og mærkede næste morgen knuden i sit ene bryst. Så begyndte den lange kræftbehandling og hun fik til sidst fjernet brystet. Derudover forlod hendes mand hende også lige pludseligt, og nu var hun helt ensom og alene. Før i tiden kunne hun se sig selv i spejlet og nyde synet af sin egen krop. Det følte hun ikke længere, at hun kunne. Var det derfor hendes mand havde forladt hende, begyndte hun at spekulere på? Hun kendte inderst inde allerede godt svaret på spørgsmålet, og besluttede sig for i al desperation et stævnemøde med hjælpelæreren i sit eget hjem, som jo var så slidt.

Da hun trådte ind i hans hjem, smed de hurtigt tøjet, og hun begyndte at ride ham hårdt i hans kørestol. Det havde været længe siden for dem begge. Først røg det ene kørestolshjul af, og den væltede brat ned mod siden, sammen med resten af stolen - dem i - og det hjul, der sad tilbage. Derefter gled de begge to mod siden i en 45 grader vinkel mellem hjulnavet og gulvet. Hun red determineret videre fra den skrå vinkel. Så røg det andet hjul også af og sædet klappede mod gulvet, som gav rystelser mod hendes bækkenbund, samtidig med at en guddommelig dirigentstok blev ført hårdt op i hende.

Hun klemte derefter skiftevis om stokken og gav slip på den igen. Alt dette magi mellem dem blev omdannet til musik og var blot indgangen til hendes egen musikalske ouverture.

1--2--1-2.
   Klemte til.
   1-2-1-2.
   Gav slip.

Nu var tiden inde til Händels musikalske kompositioner. Hun begyndte at ride sin partner igen i barokkens hellige ånd, mens han lå langstrakt, svedig og skvulpende på gulvet. Noderne fløj i luften og landede stramt og hårdt ned i musikken igen. Lidt hurtigere denne gang, tænkte hun.

1-2--4--2.
   Kvint mod urets retning.
   1-2--4--2.
   Kvint med urets retning.

Intermezzo. Forfra igen. Det må have været en forkert partitur, hun havde valgt. Den, der kom nu, var bedre. Der skete et skift til et endnu højere tempo og den stramme komposition vedblev.

1-2-8-2.

Hendes ensomme bryst fløj op og ned i en fremstrakt og sommerlig nazihilsen. Således blev det hendes egen kvindelige dirigentstok. Nu var det tid for hende at være den, der slog takten.

1-2-8-2.

Insisterende violinspil og klarinet. Hun forstod endelig smerten i sig selv og den i ham, hun red. De forstod endelig hinanden. Partnerens sved kondenserende i et suk på indersiden af brillerne.

1-2-8-2.

Døden nød naturligvis den musikalske præstation på afstand. Herefter smilede den skævt til hende, klappede stille med sine hænder og anskuede hende lidt endnu fra musikken.