Han havde betragtet hende som så ofte før.
   Set muligheder i hende hun ikke selv kunne se.
   Mere end bare en forelskelse, mere end bare noget, som han skulle fordi hans samvittighed bød ham det.
   Men mennesker var så skrøbelige en art, derfor Gud betragtede dem, som mere afhængige af Sig end med englene.
   Det var jo ikke uden grund at de så Gud som en kærlig Far, der ville sine børn det bedste.
   Dette gjaldt også når man som i hendes tilfælde havde valgt at ville gå andre veje i livet end hvad skæbnen ellers lagde op til.

Det frie valg var da også blevet givet ham:
   Skulle han vælge at falde for hende, så de kunne være sammen?
   Skulle han lægge hele den Verden han kendte som engel bag sig?
   Opgive det evige for det timelige, om end for en stund, at kunne dø.
   For ham virkede det timelige pludseligt så meget mere kostbart.
   At kunne mærke hendes hånd som et menneske gør det: Ømt og skrøbeligt.
   Alle ens sanser der eksploderer i sanseindtryk, for blot at vare en stund.
   Afgrænset i tid, men ebbende ud i Evigheden.
   Dermed blev det timelige pludseligt mere kostbart end det evige.

Han havde vist sig i menneskeskikkelse for hende før.
   Og det var blevet taget godt imod:
   Han ville falde pladask for hende...

D