Den dag havde jeg en aftale med Ole. Det anede Ole godt nok ikke ret meget om, men jeg håbede alligevel han fik lejlighed til at finde ud af det.
Efter sigende er Gamle Ole en kolossal gedde i den nærliggende 'put and take' sø. Enhver fiskers drøm at få på krogen, og fortælle om bagefter. Han er alle steder og ingen steder. Han kan rette en krog ud som en papirclips og størrelsen varierer mellem en schæfer og alligator, afhængigt af fortælleren. Han har gennem årene været årsag til et utal af knækkede liner og fiskestænger, med deraf følgende frustrationer, og endnu flere skrøner, der nok ikke har mistet ret meget ved genfortælling.
Gedder er slanke og veltrænede med en krop som en torpedo. De har en vægt mellem 12 til 20 kilo og leverer en kamp, der giver den højeste udfordring, til enhver garvet lystfisker. Samtidig er gedden også et nyttedyr med en kolossal appetit, som kritikløst regulerer bestanden af skidtfisk i sit domæne. Men den er også en doven slubbert, der lurer mellem vandplanterne på lavt vand og tålmodigt venter til frokosten kommer forbi. Ole er søens konge, ferskvandets alligator og den store drøm for mange ensomme weekender ved søen.
Efter fælles hjemlig aftale kunne jeg hvert år disponere over tre til fire weekends, til fiskeri, helst på tidspunkter hvor min tilstedeværelse alligevel ikke var påkrævet eller måske direkte uønsket - for eksempel ved udsalg, arrangementer for damer med videre. De tidspunkter hang sjældent sammen med idealt fiskevejr og gav begrebet konsensus en ny dimension. Udstyret var for længst pakket og kontrolleret, og løbende justeret afhængigt af bytte og årstid, med samme omhu som en jægersoldats udrustning. Selvfølgelig havde vi fulgt Signes og BS' vilde eventyr og forberedelser, men de kunne ikke lære mig noget om oppakning. Forudsætningen for succes eller det modsatte, starter med omhu i forberedelse og pakningen af blink, kroge, dykkere, fluer og woblere, der for ukyndige ser ens ud, men i de rigtige kombinationer, med lidt held, skaber et godt resultat.
Efter mange forsøg og ved at se andre fiskere, havde jeg udset den ideelle del af søen. Når vejret og forholdene tillod det, var det bare af sted. Termokanden blev fyldt, mens jeg lavede et par klemmer, og pakkede en bog. Lommelærken, til at fejre en forventet sejr over naturen satte krone på forberedelserne.
Det åbne vand kaldte. Når man efter en dags anstrengelser, i de sidste minutter kommer tæt på byttet, eller kæmper for den sidste meter mens vinden leger med træerne, bliver der åbnet et rum i hjernen på jægere og fiskere, hvis indhold normalt er ubrugt.
Intet må forstyrre øjeblikket. Ingen besværlige krav fra hverdagen og mobilen er slukket. Selv fuglene fatter det er alvor, og er for det meste tavse. Nogle
foretrækker meditation, gå eller løbetue i stedet. De virker på samme måde. .
Jeg monterede agn på krogen - for guds skyld ikke madding - vippede stangen og kastede snøren så langt ud, selv de mest dovne fisk burde fatte meningen. Jeg følte mig i godt selskab, med mig selv, fiskene og naturen, og tog plads og forberedte mig på et par timers stilhed forhåbentlig med afbrydelser fra fiskene. Jeg elsker min familie overalt på jorden, og vil ofre alt for deres velbefindende, men efter en dag med fiskene, vind i ryggen, sol i ansigtet og absolut ro, bevirker afstanden, jeg sætter endnu større pris på dem, og savner dem. En dag med snøren i vandet, i ro og harmoni med mig selv, opfylder, for mig og andre, samme funktion som opladningen af en mobil for en teenager. Man kan samtidig rydde op i det psykiske pulterkammer, og blive genopbygget af stilheden, og på enhver måde parat til at møde nye udfordringer.
Krusninger på søens overflade betød enten vind eller en fisk navigerede rundt, tæt ved overfladen, så jeg spejdede ivrigt for at finde stedet hvor snøren skulle lande igen, foran fiskene. Fisk svømmer mod strømmen, og når man ved søen hører et plask i vandet, er det ofte en fisk der fremkalder den lyd med halen. Et lokkende blink, placeret i den rigtige retning kunne give det ønskede resultat.
Efter kort tid meldte et ryk i stangen den første 'kunde' havde bidt på krogen. Efter lidt tid blev den hevet i land, inspiceret og returneret til vandet, med mine bedste ønsker om gensyn, når den havde passeret myndighedsalderen.
I kanten af mit synsfelt lå en flok ænder, og flød dovent. Et sikkert tegn på at der næppe var noget i dybet, der forstyrrede idyllen. Freden lagde sig som en dyne om mig, uden at jeg glemte at holde øje med vandet og omgivelserne. Stangen kan godt passe sig selv et øjeblik. Naturen er et skatkammer af oplevelser, hvis man går ind i den. Hvidtjørn, hyben og hyld var i blomst, og andre vilde bær kom senere på året. En håndfuld blomster eller bær til en flaske snaps gør underværker. Det er vidst nok videnskabeligt bevist, betegnelsen hjertestyrkning med hyben og tjørn er en kendsgerning, og ellers er der et utal af andre muligheder. Den gamle folkemedicin er fyldt med forslag til, hvordan man forbedrer snapsen, med gavnlige følgevirkninger. Lommelærkens indhold var lavet på Valnød, og lagret i 3 år. Brombær, revling, slåen, skovmærker og enebær, og adskillige andre kan også bruges. Jeg tror nu mest den gavnlige virkning lige så meget skal tilskrives de udflugter man i ro og mag må tage på forskellige årstider, afhængigt af ingredienserne.
En ældre onkel ude på landet blev, meget mod sin vilje, sat på alderdomshjem, men gik hver dag tre kilometer til sin stamkro, hvor han sammen med vennerne fik en øl og en snaps, og ordnede verdenssituationen, hvorefter han traskede sine tre kilometer retur til aftensmaden. Desværre lukkede kroen en dag. Værten kom også på alderdomshjem. Den daglige travetur blev strøget af programmet som formålsløs, og efter fire måneder var han væk. Ingen kan overbevise mig om at motion, med måde, ikke er gavnligt, hvad vores Cocker Spaniel også dagligt nyder godt af.
Selv den fjerne lyd af motorvejen er en ubetydelig detalje, der ikke forstyrrer. Vores grundlæggende behov for stilhed, skyldes sandsynligvis et overlevet gen fra jægertiden, hvor man så sagte som muligt, sneg sig ind på et eller andet dyr, der kort tid efter skulle optræde på menuen. Jægerens og fiskerens fordel er ensomhed og stilhed, og det at føle sig som en del af naturen, langt væk fra alt og alle. Det er en sindstilstand mere end en hobby.
Det gav et ryk i snøren og linen forsvandt under vandet. Jeg blev med et nærværende - pausen var slut. Nu skulle der kæmpes!
Jeg hævede stangen og gav snøre med venstre hånd og lod fisken svømme. Bæstet satte kursen udad så stangen vibrerede i hånden, mens jeg gættede på, hvad der befandt sig i
den anden ende. Snøren blev slap og spolet indad til den var stram igen. Så brød fisken gennem overfladen. Solen ramte dens side, mens den dansede gennem luften i et par spring og mens jeg trak ind for at forhindre den i at få tilløb nok til at knække linen.
I baghovedet registrerede jeg et par spadserende var stoppet og betragtede kampen. Ok - de måtte gerne stå og kikke, men ikke snakke. Fangst kræver koncentration. Jeg trak længere mod bredden og spolede op. Jeg blev ud af øjenkrogen opmærksom på en flydende gren, snøren helst ikke skulle vikles ind i. Skift mellem opspoling og lidt mere line bragte os, med en smule taktik, udenom grenen. Fisken var gået i dybden hvor understrømme gav den en mindre fordel. Indhaling måtte foregå langsomt og med følelse. Ikke noget med bare at trække los. Giv den lidt plads at løbe sagde min far altid, og kør den træt.
Den kom fri fra dybden og nærmere overfladen. Vandet blev pisket til skum for fisken havde stadig andre ideer. For enden af snøren så jeg en pæn ørred. Jeg spolede ind, når den gik den rigtige vej. Den var ved at være udmattet og kom nærmere mod lavt vand og slog stadig opgivende med halen med rygfinnen oven vande. Den måtte da snart overgive sig. Jeg trak vejret dybt og mærkede luften smagte af bregner og vand mens jeg stak et par meter ud, og trak ind igen. Nettet var klar. Det sidste stykke blev klaret næsten uden modstand. En pragtfuld kildeørred på lidt over tre pund.
Jeg gjorde hånden våd og tog fisken under bugen og lirkede krogen ud af dens gab. Den føltes kold og tyk og sprællede mens den pumpede med gab og gæller for at få vejret. En beslutning skulle tages. Reglerne for 'put and take' siger at man kan tage en fisk med hjem, ellers er det ud igen. - Hvad var klokken? Tidspunkt og lyst til friskrøget, selvfanget ørred med røræg og groft brød afgjorde sagen. Beklager min ven - du tabte!
Jeg bliver altid forbavset over hvor hurtigt en dag går. At kunne tillade sig at vende hjem, med æren i behold, uden at skulle forklare fiskene også havde fridage, de skulle passe, går dagen perfekt. Fangsten var i tasken og ok, mens jeg kunne fortsætte med drømmen om en dag at kunne udkæmpe en drabelig dyst med Gamle Ole.
Grejet blev samlet. Efter et sidste blik over søen, for muligvis at se Oles hale et sted, gik turen hjemad med raske skridt.
Halvvejs mod bilen stod en gruppe ligesindede, samlet om en fyr med højrød kasket. På vej ud havde jeg set ham sidde på en plads, jeg havde opgivet, på grund af lavt vand og ringe strøm. I underbevidstheden havde jeg samtidig med min egen fangst registreret lidt tumult fra området, uden at bide mærke i det, mens jeg var optaget af egne formål.
Han var genstand for mange gratulationer, men jeg kun fokuserede på den farvestrålende kasket. Ville han skræmme fiskene væk, eller få dem til at grine mens han listede snøren ind i gabet på dem? Nå men hovedbeklædning var hans eget ansvar.
Fyren stod midt i flokken. Han så tilmed genert ud over alles hyldest og opmærksomhed. Gu' ved hvad resultatet var?
Jeg kantede mig forsigtigt gennem vrimlen, til jeg kunne se genstanden for beundringen. Der lå Ole og gispede, og sprællede lidt.
"Jeg fik stangen til min fødselsdag" stammede fyren. "Jeg har ikke fisket ret meget før."
Han var stadig genert og rød i ansigtet over al opmærksomheden. Hvad f... er meningen. Den fisk har jeg jagtet i årevis, og så hopper fjolset uden videre på nybegynder. Jeg var misundelig og glemte helt at gratulere.
"Så sku' du næsten skamme dig" mente en anden også. Det fik gudhjælpemig fyren til at rødme endnu mere, så det var ikke til at se, hvor kasketten sluttede og hovedet startede.
"Nå - Ska' du ha ham med?" spurgte en af de garvede " Hvis du vil gi' ham en chance til, er det vidst lige før!"
Fyren så forskrækket ud, snuppede Ole i halen og vippede ham tilbage til hans naturlige element.
"Helt ud i strømmen" sagde den garvede anerkendende. Fyren bøjede sig ned og puffede forsigtigt. Kasketten røg af i farten og det generede ham åbenbart ikke. Al opmærksomheden var centreret om Ole, som cirklede over bunden, slog et dovent slag med halen for at holde balancen. Han forsvandt kort efter ude af syne i dybderne, i sikkerhed til næste gang.
Taleren fra før tog piben ud af munden. "Fanme flot, hvis det er første tørn. Det er tredje gang, på fem år, han er blevet taget."
Ros og gratulationer startede forfra og fyrens ansigtskulør vendte tilbage til det rødlige. Han kom i tanke om kasketten, kun for at finde ud af at den var fulgt efter Ole. Den kan han så fiske efter næste gang.
Jeg stod udenfor gruppen, og fik næsten dårlig samvittighed over at have taget dagens fangst med hjem.
Gruppen opløste sig langsomt, og vi så udover vandet.
"Fik du noget?" spurgte han mens han dykkede ned i rygsækken, og kom frem med en ørred, lidt mindre end min.
"I kampens hede glemte jeg reglen om kun en. Desuden kan min mor ikke li' fisk" grinede han.
Jeg fortalte lidt om en rygeovns velsignelser, mens vi beundrede hinandens fangst.
Verden og fiskeri er uretfærdigt fordelt. Held og lykke næste gang men gem Ole til mig.