Jeg husker ikke hvor længe, jeg har nydt at dræbe andre mennesker, men jeg erindrer stadigvæk mit allerførste mord.
   En ligegyldig idiot, der - ligesom jeg - havde drukket for meget og var blevet for liderlig. Han ragede på min kæreste og jeg - i min egen fuldskab - slog ham i ansigtet og brækkede hans næse. Det tog han ikke positivt og en uges tid senere overfaldt han mig og min kæreste i mørket af en gyde, for delvist at tæve mig og delvist at voldtage hende. Han havde en kniv. Han stak mig i maven - den venstre side. Dernæst husker jeg kun en blanding af ekstrem raseri og overlevelse, men også lykke. Mit blod, der pulserede, krævede hævn. Så jeg trampede igennem hans venstre skinneben, da han stod med ryggen til. Han faldt ned på knæ og skreg, så jeg var nødt til at holde min venstre hånd for hans mund, mens jeg med den højre vristede kniven ud af hånden på ham. Min kæreste sagde intet - om hun var lammet af skræk over mig eller ham, ved jeg stadigvæk ikke i dag - selv ikke da jeg slikkede hans venstre øre, hvorefter jeg stak kniven i armen på ham - den højre. Han vred sig i mine arme, men kunne ikke gøre meget på grund af den enorme smerte, som han følte i skinnebenet, hvor knoglen nu stak ud mellem den opbrækkede hud og risede den sorte asfalt. Han gav et stød lige i såret, så jeg måtte krympe mig og han brugte muligheden til at slippe fri. Jeg havde dog stadigvæk kniven og han kunne på ingen måde stikke af med sit ben, sådan som det var. Men min elskede ville. Indtil jeg skar hendes akillessener over med kniven. Hun skulle se min hævn og ikke stikke af som en kujon! Derfor afstraffede jeg hende og beordrede hende at blive. Det gjorde hun så - andet turde hun ikke. Og da jeg dernæst så hans usle ansigt blev jeg lykkelig overrasket. Han stirrede på mig med en blanding af rædsel og forvirring. Og mit blod brusede i min krop af ren fryd over den magt, som jeg besad over disse to liv - et ligegyldigt og et vigtigt. Jeg blev praktisk talt fuld og høj af dette magttrip. Jeg havde lyst til at skrige af lyst! Men jeg gjorde det ikke. I stedet kanaliserede jeg al energi til mine hænder, så de holdt op med at dirre; mine øjne, så jeg kunne se klart igennem lystens tågedis. Jeg gik hen til ham og stak kniven i ham - lige under maven - og skar vildt til højre og venstre. Til sidst kunne jeg mærke noget falde i hans bukser(hvis man da kan kalde det for en han på det tidspunkt) og jeg vidste, at uanset hvilke andre mén jeg påførte ham, ville intet være værre end det. Så jeg gjorde kort proces og stak kniven ind i halsen på ham.
   Hvad jeg dernæst gjorde med min kæreste, står mig uklart. Det hele er sløret af blodrusen. Men en ting er sikker... Jeg så hende aldrig igen. Men sådan var livet dengang. Som en alkoholiker vandrede jeg hvileløst rundt efter en ny rus, der kunne bortskaffe mindet om en eksistens - og kun et minde, for min afhængighed havde allerede tidligt knust min eksistens og havde kun efterladt et minde - og lindre min voksende smerte. Alle ligene stablede sig op og gjorde mig opmærksom på, hvor ligegyldig tilværelsen er. Når deres liv var så skrøbelige, hvorfor skulle mit eget så være meget bedre? Og dertil kom intet svar.
   Imidlertid var jeg blevet en bedre morder - jeg var blevet bedre til at sløre mine gerninger og sporene efter dem. Og en dag - efter et mord - kunne jeg mærke al den planlægning, jeg havde lagt i mordet. Jeg følte mig som et geni - i dag ved jeg, at det mord var både simpelt og risikabelt - og jeg mærkede noget i mit indre, som jeg ikke havde mærket i lang tid... Glæde! Jeg mærkede, at jeg lever, for jeg havde arbejdet hårdt og jeg kunne huske hvorfor og hvordan. I så lang tid havde alt drejet sig om nuet, men for en gangs skyld drejede det sig om fortiden og fremtiden. Det var befriende ud over alle grænser! Og det åbnede mine øjne for hvad jeg havde gjort. Nu, hvor jeg atter eksisterede, kunne jeg føle skam over mine handlinger og jeg kunne se, hvor ynkelig min "alkoholisme"(eller rettere mordtrang) egentlig var. Men samtidig mere end tidligere ønskede jeg at fortsætte. Men hvordan skulle jeg kunne fortsætte uden at ende som en ulykkelig galning? Jeg følte mig fanget imellem den Scylla, der var min mordtrang og den Charybdis, der var min menneskelighed. Jeg tænkte længe over det og meldte mig endda ind i en AA-gruppe for at høre med de andre. Og en af dem gav mig svaret:
   "Nogle gange kan man ikke undslippe sig afhængighed. Hvis man ikke kan det, må man i stedet gøre det med stil. Jeg vil nok aldrig slippe ud af alkoholens greb, så i stedet for at drukne mig selv i ligegyldig sprut, nyder jeg de fine ting. En god vin eller whiskey, hvor smagen i sig selv er en nydelse. Det kræver selvfølgelig stor selvkontrol, at kunne skifte fra misbrug til nydelse, men hvis man har modet og viljestyrken til det, vil man aldrig fortryde det. Det kan du stole på min ven"
   Disse ord forandrede mit liv og mit syn på min afhængighed. I stedet for at søge den øjeblikkelige blodrus, måtte jeg have tålmodighed og vente på de bedste mord. Mord, hvor personen er i det yderste af livet. Når en person er mest i live, er dennes død langt sødere. Et lykkeligt lig er som en fantastisk årgangsvin. Helt uden sammenligning med en guldøl, hvis eneste formål er en hurtig rus. Jeg tager mig min tid og nyder mit offers liv - og forbedrer det - før jeg fjerner det fra tiden og evigheden. Det er blevet min arbejdsmetode: Jeg vælger et ulykkeligt væsen - en, hvis eksistens er falmende og for hvem, døden alligevel snart kommer ved egen hånd - og giver dette endnu en chance for at blive lykkelig. Min første udvalgte tog mig 5 år, før jeg følte, at personen ikke kunne blive mere levende og lykkelig. Og så kom henrettelsen:
   Hun var psykologistuderende ved universitetet, hvor jeg arbejdede som hendes lærer. Hun var en ung og smuk pige, som mange fyre ville give en arm for at gøre lykkelig i blot en stund (Jeg fik lov til at gøre det i 5 år). Hun led af svære depressioner og staklens kæreste havde været hende utro en uges tid før, hendes mor og hendes lillebror omkom i en bilulykke. Hele verden ramlede sammen om hendes unge og skrøbelige hoved og hun kunne ikke længere følge ordentlig med i timerne. Jeg holdt øje med hende, men jeg så først, hvor galt hun havde det, da hun forsøgte selvmord ved at tage en overdosis af smertestillende medicin. Takket være mine observationer overlevede hun dog og fra den dag af tog jeg mig af hende. Jeg hjalp hende med studierne, talte med hende som psykolog og ven og blev med tiden også hendes elsker - og endnu vigtigere hendes elskede. Mine observationer var dog ikke afsluttet og jeg lærte alt om hendes færden og væren. Så længe hun levede, ønskede jeg kun at give hende lykke - bortset fra det øjeblik, hvor hun blev lykkelig. Jeg havde allerede planlagt mordet i detaljer og ventede nu kun på øjeblikket, hvor hendes sjæl var moden til høst og hendes krop moden til slagtning. Jeg gjorde alt, der stod i min menneskelige magt, for at gøre hende lykkelig. Til at starte med var det blot hjælp med skolen og henvisning til en psykolog. Men som tiden gik og jeg fik hendes tillid, gik vi skridtet videre og blev venner - med tiden mere end det. Jeg tog hende med ud og rejse, se verden, lære fremmedsprog, tage til koncerter, springe med faldskærm. Vi gjorde meget og hun nød rigtig livet - langt mere end nogen af hendes venner og veninder. Øjeblikket kom da jeg overhørte - eller måske stjal - en samtale mellem hende og hendes psykolog. Jeg kunne se på hende, hvor godt hun havde det ud fra hendes adfærd, men nu havde jeg også et mere sjæleligt bevis. Derfor gjorde jeg lageret parat...
   Jeg bedøvede hende og bandt hende dernæst fast til en stol, der stod i midten af den tomme, kolde og grå lagerhal. Jeg er ikke grusom, så hun så ikke mit ansigt, for jeg havde nemlig en maske på - og fordi jeg begyndte med at bore i hendes øjne med en boremaskine. Hun ville skrige, men jeg havde proppet hendes våde trusser i munden på hende og jeg holdt disse på plads med en specialdesignet mundkurv. At trusserne var våde, skyldtes nok delvist, at jeg havde haft sex med hende, før jeg bedøvede hende og jeg havde ikke vist dem nogen nåde ved at fjerne dem, før jeg gik i gang med både oral og missionær, men det var nok mest, fordi jeg havde dyppet dem i saltsyre. Jeg fik kun taget venstre øje, da jeg besluttede mig for at lytte til de sydende lyde, der kom fra hendes mund. Jeg kunne se i hendes øjne, at hun undrede sig over lydene, der kom fra munden, for jeg tvivler på, at hun kunne mærke noget, når hendes øje gjorde så ondt, som det uden tvivl må have gjort. Men det ved jeg selvfølgelig ikke noget om. Jeg har aldrig selv oplevet smerten, der ligger i at blive boret i øjet og dernæst kunne fornemme, hvordan øjenvæskerne kommer flydende ned af kinderne, mens man med sit tilbageværende øje kan skimte et blodigt, trevlet og hvidligt stof, der hænger og dingler og slasker sig mod kinden og næsen som en våd klud på et bord. Hun fik dog ikke lang tid til at kigge på øjet - eller hvad der var tilbage af det - for der gik kun få minutter, før jeg tog en kniv og skar lidt omkring det andet øje. Jeg var forsigtig med ikke at ramme selve øjet - for det ville jeg presse ud med mine fingre og mase ud i panden på hende helt og intakt. Og sådan skete det. Det fugtige øjeæble lå i min behandskede hånd og rullede frem og tilbage... Indtil jeg tværede det ud i panden på hende, mens jeg udstødte et næsten dyrisk og satanisk grin. Jeg slog hende i maven - 1, 2, 3, 4 gange. Og hun krympede sig over smerten, mens jeg skreg af hende: "Modbydelige luder! Dø forpulede sædspild!" Så tog jeg mundkurven af og spyttede hende i ansigtet, der hvor hendes øje var, før det havnede i panden. Som en abe - eller et lille barn - efterlignede hun mig og spyttede trusserne ud og bad mig - så meget som muligt med de syreskader hun havde fået - om at lade hende leve. Jeg lo af hendes ynkelige bønner og jeg holdt hendes hoved en smule tilbage. Så hældte jeg base i munden for at fjerne resterne af syre og dernæst rensede jeg grundigt efter med vand. Jeg greb fat i en knivtang og trak i en af hendes fortænder. Den ville ikke ud, så jeg prøvede med de andre. Når jeg havde brugt nok tid på at forsøge at få tænderne ud - og konstant mislykkedes - kedede jeg mig og slog nogle af tænderne ud med en hammer i stedet. Blodet kom fossende ud af munden på hende og tandresterne klirrede, når de ramte det hårde betongulv. Så forsøgte jeg atter med knivtangen og denne gang fik jeg et par stykker ud. Så kom hammeren atter frem. Men denne gang slog den tænder ind i stedet for ud. Jeg sømmede hendes håndryg fast i stolen og jeg brugte hendes tænder som søm. At de ikke var lange nok til at gå igennem metallet, spillede ingen rolle. Jeg havde nemlig et es op i ærmet - en vidunderlig maskine kaldet en sømpistol. Sømmene havnede - dog ikke med fuldstændig millimeter præcision - igennem tænderne, videre i kødet, gennem knoglen og ud på den anden side af armlænet. Så fortsatte jeg med knivtangen og fik tre ud denne gang. De havnede i den anden hånd. Jeg kedede mig for meget med tangen og tog de sidste tænder med hammeren, så blodet atter fossede. Så skyllede jeg atter efter med vand og stak min tunge helt ned i halsen på hende. Hun prøvede med sin egen at skubbe min ud, men til ingen nytte, for ved første lejlighed bed jeg det yderste af og spyttede ud i hovedet på hende. Så ombestemte jeg mig; jeg tog den op fra jorden og proppede den ind i øret på hende. Den faldt ud igen de første par gange, men efter jeg havde haft fat i sømpistolen sad den godt fast. Jeg havde placeret øret således, at sømmet gik igennem øreflippen, tungespidsen og trommehinden. Sømmet kan måske have skrabet de indre øredele, men den er nok ikke gået igennem dem. Hun skreg i hvert fald ikke meget, da jeg skød igennem - men hun havde måske i forvejen så ondt i hele kroppen, at hun alligevel ikke havde kunnet mærke meget mere end blot trommehinden og øreflippen. Nu havde jeg gjort så meget ved hovedet, så jeg skiftede til bunden. Jeg tog noget vaseline og smurte ud i hendes anus - jeg havde bundet hende til stolen, således at man havde fuldt udsyn til både skede og anus. Dernæst gjorde jeg det eneste logiske; jeg tog et kondom på(man skal beskytte sig mod sygdomme); jeg pressede mig hårdt ind i hende. Jeg var ret grundig med vaselinen, så hverken hun eller jeg fik brandsår og det føltes utroligt dejligt. Det var ikke vores første oplevelse med analsex, men det var ikke desto mindre vidunderligt - muligvis mere end normalt, fordi jeg i høj grad havde ventet på denne dag i lang tid. Hun stønnede - så meget som hun kunne med det, der var tilbage af hendes tidligere mund - mens jeg gennemtævede hendes røv med mit lem. Jeg ventede, til lige før jeg nåede klimaks, så trak jeg mig ud, tog kondomet af og fortsatte i hendes - nu våde - skede, indtil jeg ejakulerede. Jeg hviskede stille i hendes gode øre: "Du kunne være blevet gravid af det skud, hvis du kunne overleve vores lille leg. Uheldigvis for dig er overlevelse ikke en mulighed, smukke. Du bliver aldrig en moder. Du bliver aldrig noget som helst... Du dør her i dag, mens jeg onanerer ud over dit lemlæstede og opbrugte lig! Vi tager en times pause og så knepper jeg dig igen. Nyd friheden og smerten indtil da."
   Som psykologiprofessor kender jeg en del til, hvordan man også kan påføre psykiske smerte på et offer. At fratage hende hendes fremtid er en ting - en ret simpel ting i virkeligheden - men at lege med hendes tidsfornemmelse er virkelig interessant. Hun sad der blot og ventede på det næste. Jeg sagde ganske vist en time, men hun tør da ikke stole på mig. Og selv hvis hun gjorde - hvilket er dumt, for jeg gav hende 1½ times fred - så anede hun ikke, hvad tid var længere. Der var ingen ure og selv hvis der havde været, var hun jo blind! Hun var uden for begrebet tid og det vidste hun også godt selv. Derfor smertede det hende at vide, at jeg stadigvæk tilhører tid. Jeg styrede ikke blot om hun skulle dø, men også hvornår og det er et hvornår som et meget abstrakt begreb. Ikke kun en uvished over om jeg talte sandt eller falskt, men også en uvished over aldrig at kunne finde ud af sandheden. For mennesker er sandheden vigtig og hun var ingen undtagelse. Især når smerte og dødelighed kommer så tæt på, vælger mennesket at gribe banaliteterne, når det får chancen til det. Og en sådan chance fik hun med de 1½ time jeg gav hende. Hun var dog ikke uforstyrret, for jeg låste hende hoved endnu mere fast, samtidig med, at jeg tændte en maskine, der tabte en dråbe i hovedet på hende med skiftende frekvens - skiftende skete efter et minut - i bund og grund som den kinesiske vandtortur, dog betydeligt kortere pga. tidspresset - jeg ønskede ikke at torturere hende over længere tid(et par måneder til et år), da dette gik/går imod mine principper. Når man er fastlåst på den måde, har man intet valg andet end at følge dråbens rytme. Langsomt vender man sig til dråbens eksistens og bliver til sidst afhængig af den. Dette tager dog lidt tid og kan ikke klares på kun 1½ time. Ydermere har torturofrene ikke en så stor garanti for døden, som min kære udvalgte havde. Hun vidste, at hun skulle dø og den viden var nok det væsentligste at forholde sig til i øjeblikket. Alligevel vil jeg mene, at der noget æstetisk smukt ved toturen. Den drænede hende for de sidste rester af håb og lykke. Det er som en god vin til et fantastisk måltid - man behøver det ingenlunde, men hele fornøjelsen forøges des mere.
   1½ time var gået og jeg kom tilbage - denne gang uden maske og med flere remedier ved min side. Jeg gik ned mellem hendes ben og slikkede for, indtil hun blev våd af sig selv og så pressede jeg mig ind. Hun vidste, at hendes afslutning var nær, da jeg ejakulerede og kyssede hende på læberne. Jeg skar lidt i hendes skede - for at gøre hullet større - indtil jeg var tilfreds nok og sikker på at min ladning sprængstof kunne kom ind i hendes livmoder. Den kom ind og lunterne(jeg brugte tre i tilfælde af at indgangen slukkede en af dem) blev antændt. Jeg gik stille og roligt 10 meter væk. Og så kom braget. Eksplosionen havde brækket hendes bækken - og den senere obduktion skulle vise, at hun også havde fået skader på leveren, milten, nyrerne og æggestokkende - og presset havde lavet revner i hendes hud. Jeg gik tilbage til hende og puttede sømpistolen i munden på hende. Jeg ombestemte mig og puttede mit lem derind i stedet og så bevægede mine hofter sig, som havde de egen vilje, indtil jeg ejakulerede. Jeg fik hende til at sluge det - jeg kan være meget overtalende - og så kom sømpistolen atter frem. Jeg sømmede resterne af hendes tunge fast til underkæben. Så hentede jeg et kar og tvang hendes fødder ned i det - Jeg havde sømmet nogle jernstænger fast til bunden og jeg sømmede hendes skinneben fast til jernstængerne og så sømmede jeg fødderne fast til bunden. Jeg fyldte karet med koncentreret svovlsyre - ufatteligt, hvad man kan få fat i, når blot man arbejder for et universitet - og så, hvordan hendes fødder langsomt ætsede i den gennemsigtige væske, der langsomt blev rødere og rødere. Jeg hentede en sav og begyndte stille og roligt at save hendes højre arm af - ganske stille og roligt, så hun kunne nyde lydene og smerten, der blev mikset i hendes smertefordrukne hjerne. Da armen var røget tog jeg en motorsav og skar hovedet af hende. Kød, hud og blod sprøjtede til alle sider - mange hudstykker landede endda i mit ansigt og jeg fik en smule blod i højre øje - da motorsaven gik i gang. Hovedet blev ikke skåret helt af, men sad stadigvæk fast på en kødluns, hvor det svingede frem og tilbage. Jeg tog mine hænder og hev hovedet af, hvorefter jeg trillede det ned af gulvet, som var det en bowlingkugle. Selve døden tog kun 1-2 sekunder, men torturen har nok taget mellem 2½-3 timer. Og hvilke vidunderlige timer, det var.
   Folk kan kalde mig for et monster og en psykopat, men sandheden er, at selvom mine mord er blevet mere og mere bestialske og brutale, er min opførsel over for samfundet - og endda(eller måske især) også mine ofre(eller rettere udvalgte) - langt mere barmhjertig, oprigtig og glædelig. Folk undrer sig over, at en voldelig, psykopatisk morder kan vandre iblandt dem uden at vække opmærksomhed - og tilmed udadtil være et bedre menneske end dem selv - men sandheden er, at jeg er sød, rar og barmhjertig, fordi jeg en gang hvert tredje år får lov til at frigive min indre ondskab og bestialitet. Jeg er sandt at sige to forskellige mennesker: Morderen, der torturerer og dræber uskyldige uden nogen form for empati - jeg føler ingen empati, så jeg er rent faktisk psykopat - og manden, der ofrer en stor del af - hvis ikke al - sin tid på at gøre utroligt ulykkelige mennesker lykkeligere end noget andet menneske på denne jord. Og jeg nyder at se deres lykke.