Stenene fyger om hendes hoved
De river og slår derpå
Med ordets kraft forsvinder hendes tanker om sig selv
Er hun god?
Er hun dårlig?
Kan hun klare barnet?
De står som ulve omkring hende - ligeglade med barnets ve og vel
Sågar ligeglade med sandheden!
De ønsker kun at se hende fejle
De råber og skriger på retfærdighed
Mens de står med fråde om mundene
Og blodtørst i øjnene
Hun bliver ramt af utallige slag, så hun ligger på jorden:
Hun rejser sig
Hun bliver slået ned
Hun rejser sig med tårerne løbende ned ad kinderne
Hun bliver sparket ned
Hun rejser sig med blodet løbende ned ad lårene
Hun bliver slået ned til dør
Og folket har fået sin retfærdighed
Og barnet har mistet sin moder
...
Så nu står hun selv og kigger
Hun ser på det dybblå vand
Hun tænker på fortiden og sin egen skæbne
Mens hun tager sig til maven
Hun savner sin elskede
Men han er hende ingen hjælp
Hun kan ikke klare det og smider sit tøj
Hun står nøgen og ser vandet
Dette må hun gøre
Hun går stille ned i vandet, indtil overfladen når hendes unge bryster
Hun presser og venter
Hun venter og presser
Hun presser og venter
Hun venter, presser og ser det dybblå vand blive rødt
Så rejser hun sig fra vandet og tager sit tøj på
En lille flig af hendes fortid efterlades i vandet, mens hun flygter i sorg og skam
Andet turde hun ikke gøre
Tårerne render ned af hendes kinder
Mens hun tænker på sin egoisme
Hun prøver at forsvare for sig selv
Det var en nødvendighed
Ellers ville de begge dø
Eller leve i elendighed
Og evigt ville han få hendes skyld og bebrejdelser
Fordi hun ikke fik lov til at leve