Hun så sig i spejlet. Spejlbilledet viste en flænget overlæbe, en brækket overarm og et blåt øje. Hun forsøgte at huske smerten; Hun forsøgte at holde fast i den vrede og det had, der ulmede i hendes indre. Hun måtte samle sit mod - og uden had, havde hun intet mod. Men hendes had blev ved med at forsvinde, for inderst inde havde hun en betingelsesløs kærlighed. Det var jo ikke ham hun hadede - ham elskede hun jo over alt på jorden - nej, det var omstændighederne. Dem hadede hun så inderligt. Hun så, at hænderne rystede af raseri. Hun lagde hænderne ind i armhulerne for at få styr på dem, men så snart de kom fri, rystede de atter ukontrollabelt. Hun blev helt bange for sig selv og sin vrede. Men så så hun sig selv i spejlet og huskede smerten - og modet.
   Han lå i stuen og sov. Han havde arbejdet hele dagen, og han havde sagt til hende, at han havde brug for en lur. Han var sådan set ikke doven. Han var heller ikke uromantisk eller følelsesløs. Han havde bare et problem med whisky og rødvin. Han drak for meget, og når han havde drukket for meget, blev han rasende. Og så skete der små uheld. En gang, hvor han havde drukket for 10 mand, havde hun skældt ham ud. Hun syntes, det var for dårligt, at han havde brugt en hel månedslån på 3 dage med druk, og at han kom hjem sent om natten. Han blev så sur på hende over hendes lille svada, at han ruskede i hende og slog hende, så hun var nødt til at flygte. Det gjorde ham kun endnu mere rasende. Han indhentede hende og kom til at skubbe hende ned af trappen. Ved den lejlighed brækkede hun både højre ben og arm. Men hun vidste godt, at faldet fra trappen var et uheld. Han havde med det samme sagt undskyld og kørt hende på skadestuen. Men han havde slået hende og hun havde glemt det hele i tumulten. Og som så mange gange før og efter havde hun ladet ham slippe bort fra det - fordi hun elskede ham så inderligt.
   Men ikke længere! Hun kunne ikke klare det længere, selvom hun elskede ham. Hun havde truffet en endegyldig beslutning: I dag ville hun forlade ham - uanset hvad. Det ville uden tvivl gøre ondt på hende at sige farvel, og hun frygtede også, at han ville blive sur og slå hende. Men hvis han gjorde det, så ville hendes had bare vokse - og ligeså ville hendes mod og vilje. Meget frygtede hun - men hun frygtede bestemt ikke, at hendes mod skulle svigte hende.
   Hun så på ham. Han var så uskyldig i søvne - hun kunne stikke af nu. Nej, hun måtte tage den konfrontation. Hun gik hen og skubbede til ham, så han vågnede. Han kiggede tvært på ham og spurgte hende, hvorfor hun havde vækket ham. Hun havde en klump i halsen, og hun kunne knapt trække vejret, men alligevel fik hun sagt ordene: "Jeg går fra dig.". Han så hende lamslået i øjnene og kunne ikke forstå noget. Hans verden brød med et sammen i hans hoved, og kun hans fornuft styrede tanke, tale og bevægelse. Han var end ikke bevidst, da han bad hende gentage det. Alligevel hørte hans bevidsthed ordenes genklang, og det fik hans følelser til at vågne. Han brød sammen i gråd og tryglede hende om tilgivelse. Hun blev overrasket over den ydmyghed og ynkelighed, hun så foran sig. Hun elskede ham så inderligt - og ynkede ham endnu mere - så hendes had svandt ind, til hendes mod og lyst var komplet forsvundet - ligesom hendes smerte og erindring. Hun væmmedes ganske vist ved den skabning, der lå for hendes fødder, men det elskede hun faktisk. For første gang havde hun en magt, og med denne magt kunne hun måske ændre deres forhold - hendes tilværelse. Hun bukkede sig ned og så ham i øjnene - hun tørrede et par tårer væk fra hans kinder. Hun talte med en rolig stemme og velovervejede ord: "Jeg kan ikke klare det her længere. Hvis vi skal blive sammen, er du nødt til at tage dig sammen. Bare se på mit øje og min arm. Min krop kan ikke holde til flere af dine drukture, så hvis du ikke stopper drikkeriet, kan vi ikke være sammen længere."
   Han blev foruroliget og bedrøvet ved tanken om at slippe den våde ven. Men hans kærlighed var for stor til, at han kunne slippe hende. Han lovede hende at søge hjælp. Han lovede, at alt nok skulle blive anderledes og bedre. Han lovede hende hele verden, så længe hun ville blive hos ham. Og hun troede på hans løfter, for hun elskede ham, og større fornuft fandtes ikke i denne verden. Hun blev hos ham.
   Således skete det, at frøen lod skorpionen klatre op sin ryg.