Han kiggede atter på brevet
Og så på det, der står skrevet
Tårerne så man på kinden
Mens de blæste bort i vinden
En rose han lagde derved
Som et minde om hvordan han stred
Ved hendes side han smilte stort
Og hun ligeså ved det han fik gjort
Men hvert eneste ord, han fik sagt
Fik ingen ny elskov frembragt
Hun smilte kun og ikke mere
Mens mændene blev mange flere
Hun talte om hver eneste en
Om de sår hun fik og de men
Om hver skiderik og hvert svin
Mens han gav hende søde grin
Og når tåren trillede på kinden
Holdt han ømt om venskabskvinden
Hun kaldte ham for sin bror
Og påstod hans kærlighed var stor
At han ville give mange lykken
Mens han nussede hende på ryggen
Og hun spandt som en lille kat
Han så sig aldrig skak eller mat
Men smerten kom hurtigt og hårdt
Da han kastede det hele bort
Hun fik besked om hans sande lyst
Og fra hende blev det straks tyst
For hun så ham jo ikke således
Og venskabet kunne ej reddes
Han druknede sorgerne i sprut
Men var til stadighed ganske mut
Han lå blot stille i sin seng
Og blev en indædt lille dreng
Han elskede aldrig en kvinde igen
For han døde, da han tabte sin bedste ven
Han sad længe fast i en stol
Mens han så regnskyer tildække sol
Lyset, der gav ham hans ganske liv
Knækkede hans ryg som et frossent siv
Og frembragte hans unge død
Den stille ærlighed åh så sød...
Og ingen hørte hvordan slutningen lød