Manden vandrede på slagmarken stolt
Til han så døden krybe om hans krop
Han frøs hastigt til is fra bund til top
I dødens komme er livet så koldt
Krigens ære optøede ham ej
Han stod der blot foran tusinde lig
For døden knuser, gør ej manden sej
Af mod havde han ej heller en flig
Blodet fossede ud af vennens mund
Han bad om nåde og tilgivelse
Han holdte sig stærk for en lille stund
Han ramtes af frygtens tilblivelse
Han løb i angst og med skærende skrig
Blev skudt som offer i dødelig krig
...
Propagandaen kalder ham en helt
Han var så stor og modig for alle
Han stod stolt og forsøgte, ej at falde
Selv da han græd sig i søvn i sit telt
Han var ærefuld og havde talent
Han var kunstner med døden som motiv
Det var ham dog ikke meget bevendt
Da han skreg i rædsel for eget liv
Vi hædrer ham som bonden i et spil
Han glemmes når livet går sin gang
Hans krop forrådner og den svines til
Mens hans sjæl steges i dødsskyldig sang
Ingen frelse til en simpel bonde
Når generaler synger evigt onde