Den unge soldat lå op ad muren i skyggen. Blodet strømmede stille fra hans mave og ben, men han stirrede fortsat fremad ud i horisonten. Man så ingen tvivl i hans øjne. Han sad blot i skyggen, mens han stirrede ud i horisonten. Han ventede på døden og dens budbringere, som en modig mand.
   Han blev først skudt i benet. Det stoppede ham ikke og han fortsatte fremad. Skuddet i maven stoppede ham dog og fjendens soldater fik fat i ham. De satte ham op ad muren og spurgte ham om en masse. Han nåede aldrig at svare inden, de blev beskudt af hans kammerater. Soldaterne glemte alt om ham og fokuserede i stedet på den nyankomne fjende. Fjenden var dog i overtal, så hans kammerater ville snart dø. Og så ville det være hans tur.
   Og der i skyggen sad han fortsat. Han så fuglene, der fløj i luften, som fisk svømmer i vandet; han så alperne i det fjerne, der strakte sig op i himmelen, højere end nogen fugl kan flyve; han så et æble falde fra træets gren og trille ned langs bakkens grønne græs; han så floden risle ned fra den nærliggende bakke - og der så han himmelen spejlet i det klare vand; han så sin brystkasse hæve sig med besvær.
   Han lukkede kort øjnene og fra sit indre blik så han en verden ulig den, han havde levet hele sit korte liv i. Han fløj blandt fuglene! Han svømmede i skyerne og badede i solskinnet. Han bredte sine vinger ud og fløj over land og by. Alle de største storbyer var fra hans perspektiv kun små flækker med enkelte huse og verdenshavene var ikke andet end en vandpyt. Han krydsede de største ørkener og fløj slalom igennem regnskovenes mange træer. Mens han fløj var der ingen tegn på udmattelse og jo mere han fløj, desto hurtigere fløj han. Han nærmede sig med større og større hast sit mål. At nå, hvor fuglene ikke kunne komme op.
   Han ankom til alperne og fløj over sin livløse krop, der lå beskyttet i skyggen. Han så det hele fra skyernes dække og fløj langs bjergets side. Højere og højere fløj han, men han kom ikke toppen nærmere. Hans enorme hastighed dalede gevaldigt, men han kom stadigvæk ikke toppen nærmere. Han faldt ned og ramte jorden, men han kom stadigvæk ikke toppen nærmere.
   Den skadede lille fugl rejste sig op kiggede sig omkring. Den hang med næbbet efter faldet og i stedet for at flyve gik den stille og roligt på jorden, indtil den nåede sin sande krop. Der satte den sig ned og stirrede ud i horisonten, selvom den ingenting så. Den hørte til gengæld alt; den hørte floden risle i det fjerne og ramme stenene, så de flød med; den hørte ormene krybe over jorden blandt græsstråene, mens der bag dem kom edderkopper løbende, som alle ville stille deres rovdyrssult; den hørte vinden trække bladene på træerne, til de måtte opgive al modstand og blive fanget af den; den hørte kroppens anstrengte vejrtrækning.
   Han lukkede sine ører og fra sit indre øre hørte han en verden ulig den, han havde levet sit korte liv i. Han jagede blandt edderkopperne! Han var hurtig og smidig og selvom den verden, der omgav ham var enorm, kunne han komme fra et punkt til et andet på ganske kort tid, når han blot hoppede fra blad til blad eller brugte sine fire par bens sande potentiale på jordbunden. Han klatrede i hele verdenen. Op ad træstammer og under senge. På de glatteste ruder og på varmt sand. I absolut mørke og i blændende lys. Verden var så meget større, når man selv var så meget mindre.
   Og ligesom vinden trak i bladene, trak den nu også i ham. Han greb fat med alle ben og giftkløer i det ene græsstrå efter det andet, men han kunne ikke holde fast. Han blev båret i vinden og han greb fat med alle ben og giftkløer i den ene gren efter den anden, men han kunne ikke holde fast. Han blev slået omkuld i vinden og han greb fat med alle ben og giftkløer i det ene vindstød efter det andet, men han kunne ikke holde fast.
   Den lille edderkop kom på benene igen efter alle de tæv, vinden havde givet den. Den gik stille og roligt tilbage til sin sande krop for at hvile sig og finde føde. Derhenne ved sandheden fandt den en saftig og tyk larve. Den satte giftkløerne kraftigt i den fede larve, mens den stirrede ud i horisonten. Den så intet, men den smagte alt ved larven og omgivelserne; den kunne smage blodet, der sivede ind i dens mund fra larven; den kunne smage jorden fra larvens krybende mave; den kunne smage vinden, der kølede med små vindpust omkring den varme mund; den smagte sin egen gift - en gift, der havde rejst hele vejen rundt i kroppen på det fede dyr og nu var kommet tilbage til afsenderen; den smagte ydersiden af larven, der havde været på mavens sår - og smagen skar i edderkoppens hjerne, som en blanding af lyden når man saver i is og lyden når man kradser på en tavle.
   Det hele stod tomt for ham. Intet kunne han forstå af oplevelsen...
   Han vågnede fra sin døs og stirrede ud i horisonten. Man så straks tvivl i hans øjne. Han sad blot i skyggen, mens han stirrede forundret og smilende ud i horisonten. Han ventede på døden og dens budbringere, som en bange dreng.