(Lucifer og Ragrocane går mod Gud, hvor de stopper foran hans trone - som rejser sig blandt det hvide skydække som en gylden Fønix ud fra afbrændt aske - og stirrer på dennes udsmykninger: Langs den gyldne kant ses alle verdenens dyr bukkende for herren undtagen mennesket, der i form af Jesus rejser sig op langs ryglænet og stråler med en glorie på toppen - glorien er, som havde solen været fanget i årtusinder i mørke og endelig var blevet sluppet fri og derfor måtte udstråle al denne opsamlede kraft i ren glæde over friheden.)
Gud: Goddag mine herrer. Har dagen behandlet jer godt?
Lucifer: Dagen er endnu ung, men tiden vil vise om den bliver god.
Ragrocane: Men de kunne hjælpe os med at gøre dagen god, store herre.
Gud: Hvad ønsker I da af mig?
Lucifer: Kender du Faust?
Gud: Doktoren?
Lucifer: Din tjener?
Gud: Javist, min tjener! Han higer og søger i gamle bøger.
Lucifer: Men finder ingen lykke deri. Er det en måde at tjene dig på?
Koret: Den onde synger sine sange
Til verdenens herre
Får af sjæle så mange
Ønsker dog flere
Gud: Jeg kender dig, kære Lucifer. Din malende tales evner virker ej på mig. Javist, er han ulykkelig, men ligesom mange andre. Jeg kan ikke give dem lykken uden videre.
Lucifer: Og mig kalder man den onde? Du, store, nådige himmelherre.
Gud: Lucifer, hvad ønsker du? Du smeder dine rænker, kan jeg netop mærke. Tal blot højt i stedet for med slangens skarpe tunger.
Lucifer: Altid ligefrem... Nuvel! Jeg ønskede gang på gang en verden i ruiner. Mennesker i fordærv ved kannibalisme, krig og incest, men de dydige har evigt holdt stand og riget står endnu. Alt jeg har fået, er en verden fuld af syndere.
Gud: Du ønsker andet? Helvede er da netop en verden i ruiner.
Lucifer: jeg ønsker den uskyldiges sind i mine hænder. Men aldrig uden kamp, for hvor storslået er løven, når antilopen lægger sig til at dø. En verden af pragt og uskyld brændt til grunden af lyst og grådighed; Den uskyldige som min lydige tjener.
Gud: Og derfor Faust? En mand af videnskabens uskyldighed lyster du?
Lucifer: Javist. En vidensmand som gør lykke i min verden. Hans sjæl i mine hænder og hans kød i mine tænder. Andet forlanger jeg ikke.
Gud: Forventer du, at jeg blot giver ham bort?
Lucifer: Hvor er så kampen henne? Nej! Giv mig blot frit lejde. Kan jeg røre den uskyldiges sjæl og gøre den fordærvet, så den rettelig er min, hvad mere kan jeg så forlange. Og den gode vidensmand er den reneste af alle. En svær udfordring - en fantastisk pris.
Gud: Og du tror, Faust lader sig fordærve. Ondskabelig tåbelighed kender ingen grænser. Men ikke desto mindre får du lov. Kan du besejre lysets vilje, er han din. Dog tvivler jeg på din succes, min ven.
Lucifer: Jeg takker gode herre! Snart falder manden hel. Med Faust i mine lænker, kryber menneskeheden sammen. En verden i ruiner. En sjæl i livløs smerte. Min magt kender da ingen grænser.
Ragrocane: Menneskeheden forkrøblet af arrogancens fald? Jeg ser det svageligt ske...
Lucifer: Arrogancen er kun sorgens tjener. Som, der må ofres en bonde for en dronning, falder menneskehedens arrogance med Faust. Til gengæld vil alle sind indhylles i evig sorg; Jeg vil tage hold om alle sjæle. Så stå blot tyst og betragt mig gode Ragrocane... Betvivl ej mine ordrer!
Ragrocane: Jeg betvivler blot arrogancens fald - ej mere eller mindre. Faust lever i sig selv og sin gloværdige fortid. Han kan ej undslippe.
Lucifer: Har du ret, vil mit arbejde blive så meget desto lettere. Dog har selv jeg en tiltro til Faust. Han vil bryde sammen og falde for sig selv. Når du fejler, tager jeg over.
Gud: Først din tjener og så dig? Således er jeres slagplan. Nuvel, gør kun som du lyster, Lucifer. Kan du Faust overvinde, hvorledes har jeg så en magt? Slå Faust og han er din. Slå en til og han er din. Slå dem alle og de er dine. En chance skal du have - omend du kun kan fejle. Mennesket vil ikke sørge, men juble ved din tjeners død og ikke mindst din egen død.
Lucifer: Jeg betvivler dit ord, men lad os se. I Faust ser vi hvem: Helvede eller himlen? Hvortil hører han, når døden tager fat? Det svar søger jeg og vil overrække dig. Men indtil dødens dag oprinder, vil svaret stå mig tomt, om end jeg har gjort mig tanker om min sejr. Nuvel. Til vi mødes igen... Når vi mødes på den anden side, er vore pladser byttet rundt.
(Lucifer og Ragrocane forlader himmelen, mens englene spiller en gådefuld symfoni, der ville drive et hvert almindeligt menneske til vanvid af ren guddommelig kaos. Først en harpestorm med Soprane lyn og en torden af Alt, siden en flodbølge af fløjter med en syndflod af variationer; stjernenatten lyser af funklende tangenter, der kaster musisk lys over himmelens domæne; De dybeste toner af den mørkeste kontrabas formørker sindene og kaster dem i bundløse huller, hvor kun lyden af trommernes jernhårde slag opildner de mange hoveder til syn ud over det endeløse mørke; At høre er at se, at se er at føle, at leve er i hver tone fra det musikalske virvar. Således er universets symfoni, når den spilles i himlen. Kun disse mægtige væsner forstår sammenhængen mellem tonerne og dermed også skønheden, som ligger deri. Gud bliver tilbage sammen med Gabriel)
Gabriel: Hvorfor indlader du dig på et væddemål med fanden? Din viden er da så stor, at du umuligt kan tage fejl. Dette ved Lucifer ligeså vel som du.
Gud: Jeg forstår ej menneskeheden, ej heller alle dens dyder og gerninger... Og langt mindre forstår jeg Faust og ligeså lidt gør Lucifer. Vi forstår ej mennesker, og Faust tilmed er intet menneske. Han er mit billede og muligvis endda min overmand. Vi forstår ej os selv, så endnu mindre forstår vi hinanden... Jeg tror blot på manden til at gøre det rette i sin dødelige stræben.