Åh hvilken flammende lyst
Jeg skriger stille, evigt tyst
De røde skær, der kommer ind
Slikker hud og kysser hår
Heler stille mine sjælesår
Og fylder ganske mit knuste sind
Åh denne skræmmende smerte
Skal mit uskyldige kød tilsværte
Det farver sort som forkullet træ
Og forlader al livgivende vind
Som brænder smerte i min kind
Og efterlader mig et sølle kræ.
Flammerne slikker om mig
De sluger liv og øger sig
De griber alles triste liv
Med hånd i hånd til livets slut
Evigt sovende, evigt mut
Ser på livsluftens sidste hiv
Huset står i store flammer
Og rammer sjælen som en hammer
Ilden, der stjæler deres håb
Den står ligeledes i min sjæl
Den fylder mig fra hår til hæl
Og tvinger mig til stærke råb
Med tændstikker i hånden
Genfødes lysten i ånden
Jeg ved, at jeg er grusom
Jeg ved, jeg tog dem bort
Gjorde enden lang, men livet kort
Men i flammer er jeg atter from
Fra mit værk der kommer lyde
Boblende hud der stille syde
Glasset sprænger i kæmpe brag
Mursten klirrer ved højspændt varme
Ilden hvisker med stille charme
Huset nedgjort til et usselt vrag
Jeg griner og fniser sagte
Af den ildrøde smerte jeg bragte
Jeg nyder lugten af udbrændt kød
Så liflig og frisk som forår
Kommer også duften af brændt hår
Mit værk i næsen så duften sød
Disse sanseindtryk fylder op
Min tomme skal, min simple krop
Jeg nyder fuldt mit under
Jeg glædes ved mit geni
Jeg græder, når det er forbi
Lukker øjnene og blunder
Det hele var så smukt som sol
Med duft af afbrændt alkohol
Der var dog noget jeg ej ku li
Dog ødelagdes min mesterkunst
Af røget kød og kulstofs dunst
Min sjæl lider under dødsskrig