Vi er frie individer med retten til forskellige ting. Vi må tro, sige og gøre, hvad vi vil(næsten). Rundt omkring i den menneskelige verden er der forfatninger, der sikrer disse rettigheder. Og i forfatningerne bliver vores rettigheder beskrevet som noget gudsgivet, naturgivet eller mere generelt noget uomtvisteligt. Alle har ret til at være frie. Alle har ret til rettigheder. Frihed og rettigheder er essentielle for det menneskelige individ. F.eks. sagde den franske eksistentialist Sartre, at mennesket er dømt til at være frit, for selv hvis det fravælger sig sin frihed, kræver det friheden til at gøre. Dermed sagt, at kun en fri mand har friheden til at binde sig selv. Vi ser altså, at mennesket er frit. Og at dømme efter forfatningerne har alle mennesker også rettigheder.
Denne betragtning er ganske korrekt(hvis man simplificerer billedet): Alle mennesker er frie. Men forfatningernes betragtninger med rettigheder er ukorrekt. Vi har ikke lige rettigheder, og får det måske aldrig. Rettigheder er derimod noget vi tager til os selv og giver til andre. Lad mig illustrere:
USA gik i krig med England, pga. nogle spørgsmål og skat og koloniforholdene. I starten var der ikke tale om et ønske om uafhængighed, men mere et ønske om ikke at betale englændernes krigsregning(en regning opstået som følge af Englands krig mod Frankrig på det Nordamerikanske kontinent). Krigen ændrede dog karakter til et spørgsmål om rettigheder. Det blev en rettighedskrig, hvor amerikanerne fik tilkæmpet sig de rettigheder, som den engelske konge havde frataget dem. Men der var naturligvis kun rettigheder for hvide mennesker. Den store krigsgeneral og præsident Washington, havde selv masser af slaver. Det amerikanske folks rettigheder gjaldt kun hvide mennesker. Heri ligger roden til betragtningen, at rettigheder tages. Vi tager rettigheder til os selv.
Men det forklarer ikke et samfunds ønske om rettighedsoprettelse. Hvorfor opretter man rettigheder, der gælder for et helt samfund?
Kald det empati, egoisme, idealisme eller logik. Der er forskellige grunde. For nogle handler det om dårlig samvittighed, for andre en fælleskabsfølelse og for nogle helt tredje rene egoistiske grunde(det være sig økonomiske eller politiske grunde). Empatien findes meget tydeligt, når man ønsker rettigheder for sig selv, men naturligvis også for dem man kan identificere sig med, f.eks. ens brødre og søstre, venner eller partifæller. Fællesskab er et kraftigt overbevisningsmiddel.
Empatien er også tæt forbundet med en dårlig samvittighed og bunder ofte i det samme verdenssyn. Mennesker er lige og skal have lige rettigheder. De egoistiske årsager er mere rænkesnerrende og omfattende. En dybere udledning af disse vil kun føre til unødvendig forvirring og spildplads. Dog skal der kommes med et understøttende eksempel:
Den amerikanske borgerkrig handlede på sin vis om slavernes rettigheder. Præsident Lincoln og mange republikanere mente, at sorte burde være frie og slaveri ulovligt. De forskellige politikeres årsager til denne holdning er uden betydning, da målet er det samme. Slaveri blev gjort ulovligt, og de sorte blev frie. Ligesom uafhængighedskrigen, var den amerikanske borgerkrig originalt dybere(økonomisk og politisk set) end kun frihedstanker. Ikke desto mindre spiller disse en stor rolle som krigene udviklede sig. Idealismen trådte frem på slagmarken og forsvarede blodbadet. Første gang handlede det om egne rettigheder, og anden gang handlede det om andres rettigheder. Men bemærk, at det ikke var de sorte, der førte an i kampen for rettighederne(de var med i krigen, men igen pga. de hvides rettighedsskænken). De fik deres rettigheder foræret til dem. Hvorfor? For at de hvide kan retfærdiggøre deres egen higen efter rettigheder.
Ovenstående lyder kynisk, men er det ikke nødvendigvis. Denne retfærdiggørelse kan ses rent politisk, men også humanistisk. Hvorfor kan jeg have rettigheder, når min sorte ligemand ikke har? Det kan være politiske træk, men også et udslag af menneskelig ligestilling og ligeværd.
Ligegyldigt hvilken af de to der er tilfældet, er sagen den samme. De sorte fik givet visse af de rettigheder, som de hvide måtte kæmpe for 80 år tidligere. Men det er også som det skal være, for som vi har pointere: Man kan rettighederne til sig selv, og give dem til andre. I dette udsagn ligger naturligvis betragtningen, at man selv skal have rettigheder, før man kan give dem til andre. Bemærk, at når man tager rettigheder til sig eller andre, mindsker man dem også for nogle. F.eks. blev de sortes frihedsret betalt med slaveejernes ejendomsret. Ligeledes bliver Bourgeoisiets ejendomsret frataget Bourgeoiserne til fordel for proletariatet(rettighederne bliver mere fordelt, da bourgeoisiet selv beholder en del, men ikke nær så meget som før). Det bemærkes af den fornuftige læser, at rettighederne virker som en afledt form af ejendommen. Dette er ikke ukorrekt, da den borgerlige ejendomsret står meget stærkt for individerne - af egoistiske årsager. Og i vores kapitalistiske verden er ejendomsretten på sin vis en gud(god eller ond efter synspunktet) blandt rettigheder, da den netop er kravet for opretholdelsen af det kapitalistiske samfund.
Rettighedstænkningen er altså en anelse mere samfundsmæssigt kompliceret end frihedstanken. Dette forhold er dog omvendt ved biologisk betragtning. Ganske vist kan mennesket betragtes naturligt frit, når man ser på det som et samfund. Dette problematiseres imidlertid, når biologien og sociologien spiller ind. I sin søgen efter overlevelse mister det ophøjede og selvtænkende individ nogle af sine friheder. Visse ting, får vi ikke selv lov til at vælge, f.eks. seksuelle præferencer, allergier osv.. Dermed er vi altså ikke fuldstændig frie individer. Vi er bundet af vores biologiske arv og trang, og vores formende miljø(på sin vis også udslag af de biologisk). Dette overses dog ofte i frihedsfilosofien(se næste del) - og af ganske gode grunde. For betragter man individet som en eksistens, træder de sociobiologiske skavanker i baggrunden som en del af individets personlighed og identitet - og sociobiologien bliver selve anledningen til at valgets udfald(og dermed ikke valget selv). Skal man være pedantisk vil sociobiologiske sammenhænge med personligheden træde kraftigt i karakter, men dette er en omvej - især når man ikke kender frihedens filosofiske grundlag. Sammenhængen mellem naturvidenskaben, samfundanalysen og den filosofiske ide - Frihed, Liberty, Freiheit, Freedom - er altbetydende og allestedsværende, men overflødig før man kender betydningen af de filosofiske principper. Og som tidligere sagt bliver det pedantisk, da vores personlighed - grundlaget for de frie valg - viser det sociobiologiske element. Vi vil derfor - indtil videre - se bort fra den sociobiologiske betragtning af frihed.
Dermed kan vi med rette påstå, at individet er frit til at skabe sig selv og træffe selvstændige valg. Vi taler om rendyrket frihed.
Det vil vise sig, at gennemgangen af rettighedsprincipperne er uafhængig af den øvrige tekst, da vi ser bort fra rettighedstænkningen i den senere gennemgang. Dog var en gennemgang nødvendig for forståelsen af det reelle rettighedsprincip - hvilket ofte er fremtrædelsesformen for den menneskelige frihed. Dette afsnits primære fokus var en etablering af den filosofiske frihedstanke, som vil uddybes i næste afsnit. Dertil så jeg rettighedstanken som en nødvendig forudsætning - om end den for den senere fremstilling muligvis vil virke ligegyldig. Man kunne da også i den sammenhæng påstå, at gennemgangen af frihedsbegrebet var for lille. Dertil er kun at sige, at selvom næste del vil fokuseres mere omkring den filosofiske ides udvikling og sammenhængen med klogskab, vil det også optræde i næste afsnit. Ydermere er grundtanken: "Mennesket er frit under alle omstændigheder" meget let at forstå, og behøver ikke en stor gennemgang.