I dag havde jeg frokost med gudinden
Hvor hun dog skinnede!
Skønt hun var både bly og fjern

Hun udstrålede det mest sælsomme skær
Havde man blot skuet hende en enkelt gang
Var man blind på alt andet
Man var forandret

Så kraftfuld var hendes tilstedeværelse
At stjernestøvet fyldte enhver
Der begav sig ind i hendes palads
Af evig lys

Hvilken eksplosion det dog var
At se hende folde sig ud
Jeg måtte erkende
At verden aldrig havde kendt magen

Hun forandrede os for det bedre
Selv de få og sørgmodige skabninger
Kunne opnå deres fulde potentiale
Og i en blanding af de smukkeste farver
Viste hun os brikkerne der skulle opbygge vores liv

Men der var sjæle
Der ikke havde opnået
Din indsigt
Der var ondartede væsner
Der ikke havde følt dit kærtegn

Uvidende og patetiske var de
Men dog så kompetente
I deres forsøg på at forhindre
Din fuldendelse

De frygtede dig
Og alligevel havde de aldrig
Oplevet din smukke eksistens
Hvor de dog prædikede om liv og død
Uforsonlige var de i deres advarsler

Men jeg lover dig prinsesse
Jeg vil ikke opgive dig så let

Så længe du lever i mit sind
Vil jeg trofast vente på dagen
Hvor du åbenbarer
Din fulde pragt

Så skal intet holde dig tilbage
Og verden vil føle din herlighed overalt
Selv de mørkeste afkroge af jorden
Vil frydes på ny

Målløse vil vi stå
Når du åbner op
Og dit budskab sendes af sted
I en endeløs strøm af kærlighed

Og akkurat
Som bølgerne rammer os
Vil vi høre en sidste stemme
Ringe ud i tomrummet.

"Hvis tusind sole kunne eksplodere
og oplyse himlen på samme tid
Ville det være som min glans
For jeg er døden
Ødelægger af verdener"