Rekrut 546020 stod som sine jævnaldrende på Vordingborg Kaserne den 2. november 1962 for at begynde 16 måneders tvungen værnepligt ved Falsterske Fodregiment.
   I indkaldelsesordren havde der tydeligt stået, at man skulle medbringe toiletsager og så få personlige ejendele som muligt. Civilt tøj og andet for militæret uvedkommende ville blive sendt retur til hjemadressen efter iklædningen, som det hed når det civile antræk var skiftet ud med 44 uniformen som var den reglementerede påklædning i de år. Det var overskudslager fra de allierede styrker fra Anden Verdenskrig der kom de danske soldater til gavn.
   De 126 mand der var på vej til at udgøre 3'kompagni var ankommet til Vordingborg Station indenfor den sidste time og lignede hinanden til forveksling. Vindjakker, terylenebukser, brune sko, nyklippede, rødmossede og med gammeldags lædermapper i hånden eller under armen, hvis hanken var gået i stykker. Nysgerrighed og frygt for alt det nye og uventede skinnede ud af øjnene på dem. Alle havde de hørt mere eller mindre sandfærdige historier om livet på landets kaserner og frygtede det værste.
   Der var dog en enkelt undtagelse, idet en af de nyankomne havde en enorm kuffert ved sin side ombundet med et stykke sejlgarn, så den ikke gik op og indholdet efterfølgende ville være offer for tyngdekraften og falde ud i toget, på gaden eller kasernen. De to snaplåse virkede ikke, skoene var ikke som krævet i indkaldelsesordren brune, men havde oprindeligt været sorte og var nu slidte og nærmest grålige. Da alle mand var gået op af trapperne i gåsegang, gennem kompagnichefens kontor for at aflevere indkaldelsesordren og kommet ud på den anden side som et sekscifret nummer, havde manden med den store kuffert fået nummer 546020. Han kom slet og ret til at hedde 20 på samme måde som alle de andre blot blev kaldt ved de to sidste cifre i nummeret. Som tiden gik kom der dog øgenavne til, mere eller mindre flatterende.
   Efter et par hektiske dage, hvor militær disciplin så småt begyndte at fortrænge den civile gøren og laden og man lærte sine stuekammerater at kende, bredte rygterne sig om, hvorfor 20 var kommet til Vordingborg som tidligere beskrevet. Forklaringen var enkel : Han var forældreløs og havde opholdt sig på et børne- og ungdomshjem lige indtil indkaldelsen, derfor var han tvunget til at medbringe samtlige sine ejendele. Der havde ikke været penge til nye, reglementerede sko og institutionslederen havde forklaret den unge mand, at hvis militæret ville gøre brug af ham de næste 16 måneder, måtte de også kunne skaffe ham et par reglementerede, brune sko.
   Denne enkle påstand var sergenter, løjtnanter og ikke mindst næstkommanderende premiereløjtnant Madsen absolut ikke enige i og bad 20 om hurtigst muligt at bruge penge på et par af de rigtige. 20 nægtede under henvisning til manglende kapital og havde ikke mulighed for at spare op af de fattige 21,- kr. om ugen, der blev udbetalt hver fredag for at være rekrut døgnet rundt. De forslog kun lige til nogle få kopper kaffe om dagen i Tutten og en pakke cigaretter om ugen.
   Efter 2-3 ugers indlæring i de mest basale, militære færdigheder såsom sengeredning, eksercits, våbenlære, respekt for alle overordnede og ikke mindst hilsereglementet, var det tid til den første orlov fra lørdag middag til søndag aften. Halvdelen af kompagniet fik fri, hvorimod den anden halvdel skulle være på kasernen, hvis der skulle udbryde en uventet krig midt i det hele. Det var dengang med Cubakrisen, hvor man på Bornholm havde opdaget russiske fragtskibe på vej gennem Østersøen med noget der mindede mistænkeligt om raketdele på dækkene. Skibene blev tvunget til at vende om, inden de rigtigt var begyndt den lange rejse mod Fidel Castros lille rige, hvor raketbatterierne skulle have været opstillet. Helt ubegrundet var det forhøjede beredskab på landets kaserner ikke.
   Nå, men den halvdel der skulle på orlov var ikke så underligt helt euforiske, endelig hjem til familie og venner for at fortælle om de indhøstede erfaringer, de råbende sjanter, øvelsespladsens mudder og alt det andet. Der blev sikkert pyntet gevaldigt på historierne. Ugen efter skulle den anden halvdel på orlov og stemningen var den samme.
   Undtagen hos 20. Han måtte pænt blive på kasernen begge weekends idet man jo ikke kunne sende en mand ud i det pulveriserende liv iført ureglementerede sko.
   Mandag morgen oprandt, den euforiske stemning havde endnu ikke lagt sig for nu skulle man fortælle om alt det fisse og alle de bajere man havde fået i løbet af de halvanden dag, udgangen varede. Hele 3' kompagni stod opmarcheret foran deres kvarter til den sædvanlige morgenappel men noget var anderledes denne morgen kolde morgen, det skulle blive den første begyndelse til en lang, hård vinter med frost og masser af sne. Det var 20, der var sket noget med, han var kronraget, hvilket var højst usædvanligt dengang, i modsætning til moden i dag. Ved nærmere eftersyn var de grålige sko skiftet ud med noget mere reglementeret og samme aften kunne han langt om længe forlade kaserneområdet sammen med stuekammeraterne for allerførste gang siden indkaldelsen. De selv samme kammerater havde skillinget sammen til et par nye sko på en eneste betingelse, nemlig at han lod sig kronrage.
   Nu begyndte alle at lægge mærke til 20 og hvis befalingsmændene havde troet, at de nu kunne få bugt med den unge mands vanskelige temperament, troede de ganske fejl, hvilket den nærmeste fremtid skulle vise med al ønskelig tydelighed. Der gik et par uger og 20 er så småt ved at få hårpragten igen, men begynder så småt at glæde sig til julen og nytåret og den større frihed. Man er nok også ved at blive gammel i tjenesten og 1'januar kommer det næste hold rekrutter, så er der mulighed for at kalde dem mølkugler og andre nedladende ting for ligesom at lade Sorteper gå videre. 3' RKKMP/FAFR, eller oversat til forståeligt dansk: 3' Rekrutkompagni, Falsterske Fodregiment begynder at se lysere på tingene, selv om dagene næsten ikke kan blive kortere.
   Det er atter mandag morgen, der er igen appel på gårdspladsen og sergenterne melder antallet af soldater i delingerne videre op igennem kommandosystemet og ovre ved væggen ind til kompagniets kvarter, står de to kontorordonnanser, samt et par sygemeldte med lovligt forfald, som det hedder i de kredse. Den ene af dem er 20 og han ligner mildest talt en mand, der er kørt over af et damplokomotiv med hudafskrabninger i hovedet og på hænderne, uniformen er i en elendig forfatning med huller på albuer og knæ. Kompagniet bliver kommanderet ret, højre om og march mod øvelsespladsen, hvor størstedelen af uddannelsen finder sted. Under en af smøgpauserne på kanten af "Tyrens Røvhul" som er en stor mudderpøl, flokkes de alle om 20's stuekammerater for at høre, hvad der er sket den arme stakkel.
   Joh, altså weekenden er vist gået meget godt, men da han skal med toget fra Københavns Hovedbanegård søndag aften kommer han desværre for sent til Hamborg-ekspressen, der altid stopper i Vordingborg for at læsse soldater af. For ikke at komme for sent ind af hovedvagten tager han det næste tog der desværre kun stopper i Roskilde, Ringsted og Nykøbing Falster, af indlysende grunde er han den eneste soldat i hele togstammen. Nogen har hvisket ham i øret at toget sætter farten betydeligt ned, når det passerer Vordingborg Station for sydgående og han beslutter sig for at springe af i farten, man skal vist nok bare begynde at løbe, inden fødderne rammer perronen, hvordan det så ellers lader sig gøre.
   Toget sætter ganske rigtigt farten betydeligt ned et stykke tid før stationen, 20 lukker den tunge dør op ud til decemberaftenen, luften er bidende kold, kan kigger på sit ur og der er lige et kvarter til han skal være på kasernen for enden af Sankelmarksvej, han ånder lettet op for han kan nå det og dermed undgå straf for at komme for sent. Med omkring 15-20 kilometer i timen ruller den lange togstamme ind på perronen og nu står 20 helt nede på trinbrættet. Han skal beslutte sig hurtigt og slipper det lange håndtag ved siden af døren og spæner det bedste han har lært, inden fødderne i de fine, nye sko tager perronens fliser.
   Måske skulle en eller anden have fortalt den initiativrige ungersvend, at man skal løbe i samme retning som toget kører, det kunne have sparet ham for mange knubs. Han løber i den modsatte retning, så i samme øjeblik sålerne rammer perronen vælter den store rekrut baglæns flere gange og ligger først helt stille, da den sidste vogn med den røde agterlanterne suser videre mod Gedser. At han ikke bliver suget ned under toget må være et heldigt sammentræf og forbliver en gåde. Det kan være daværende forsvarsminister Viggo Gram holdt hånden over ham for at sikre sig at han trods uegnethed gennemførte uddannelsen.
   20 sætter sig op, ryster på hovedet, tager skaderne i øjesyn, tørre det værste blod og grus væk med sit lommetørklæde og begiver sig mod kasernen. Klokken tre minutter i tolv passerer han hovedvagten mens de to menige, der står ude ved skilderhuset kigger undrende på fænomenet. Han har vel været oppe at slås, tænker de og regner med at man vil tage sig af ham i kompagniet. Han fortæller selv historien og er fuldt kampklar et par dage efter, man synes godt nok han er et fjumrehoved, men man har stor respekt for den fandenivoldske karl fra opdragelsesanstalten et eller andet sted på Sjælland.
   Vinteren 1962-63 var som nævnt usædvanlig hård, hvor hele januar gjorde sig bemærket ved frost under 15 grader om dagen og længere nede af skalaen om natten. Kompagniet havde overtaget vagttjenesten, idet hele dækningsstyrken på fire fuldt uddannede kompagnier var på øvelse i England og modsat var der 3-400 engelske soldater i Vordingborg. Udover vagttjenesten var der også afgivet folk til køkkenet, Tutten, officersmessen og mange andre steder, der fik hele kasernen til at fungere efter hensigten. Den normale tjeneste var sat ud af drift og dagene var det rene svir i forhold til hvad man var vant til, lige bortset fra de to ad gangen i skilderhusene om natten. Selv 20 begyndte så småt at finde sig tilrette.
   I starten af februar var dækningsstyrken hjemme igen, andre kompagnier overtog vagttjenesten og 3'kompagni måtte videre i uddannelsen og det faglige trommerum.
   Under en øvelse i Nyråd Skov kort tid efter, formastede en sergent sig til at give 20 en regulær, velvoksen skideballe på grund af en eller anden ubetydelighed, det var sket flere gange, men nu kom reaktionen promte. Bægeret var fuldt og 20 følte sig forfulgt af diverse upædagogiske sergenter, fattede om geværpiben og knaldede skæftet af fuld kraft ind i et stort bøgetræ, der tilfældigvis befandt sig indenfor rækkevidde. Garandgeværets kolbe flækkede på langs og hvis der var noget, der var forbudt, var det at molestere sit personlige våben. Sergenter og løjtnanter måbede, resten af kompagniet ventede i åndeløs spænding på hvad der skulle ske, den slags kunne man ikke lade gå upåagtet hen. Premiereløjtnant Madsen reagerede først og kommanderede 20 anholdt og kørt bort af to befalingsmænd i Madsens jeep og meget langsomt kom den planlagte øvelse i gang igen.
   20 fik efterfølgende 10 dage i spjældet, man måtte statuere et eksempel.
   Han kom ud i friheden, sagde han havde hygget sig inde i varmen og så gik der et stykke tid, inden den var gal igen. Da kompagniet bliver vækket en morgen klokken 6, ligger den efterhånden berømte / berygtede mand fuldstændig livløs i sin seng, vagthavende sergent kommanderer kammeraterne på stuen til at vække ham og de gør deres bedste under meget grineri og morsomme kommentarer, råber ham ind i øret adskillige gange, men det hjælper heller ikke. De kilder ham under fødderne, løfter sengens benende en halv meter op over gulvet og slipper, men reaktionen udebliver. 20 trækker vejret, så man konkluderer logisk nok, at han sikkert ikke er død. Da sergenten kommer tilbage og erfarer at vækningen har været uden det ønskede resultat, har han ikke andre midler til sin rådighed end at lade manden transportere over på infirmeriet i den sikre overbevisning at han er meget syg. I vagtstuen hænger en dertil indrettet og sammenrullet feltbåre af ukendt model, den bliver tilfældet 20 lempet over på.. Fire mand bliver beordret til at bære ham de 200 meter over til kødsnedkeren på infirmeriet, der ligger inde på kaserneområdet, hvor den midaldrende sygeplejerske gik under navnet "Jern - Henrik", så der var ingen tvivl om at den bevidstløse soldat var i gode og sikre hænder, når han nåede så langt, men dat havde sine besværligheder.
   Nu skal man lige forestille sig det tidlige sceneri : Solen er så småt ved at kæmpe sig op over horisonten, himlen er skyfri og fuldstændig rosafarvet, temperaturen ligger trygt lige under minus 17 grader celcius, luften er knastør, ikke en vind rører sig og sneen ligger stadig i store driver på de bundfrosne græsarealer, der ikke bliver brugt til dagligt. 20 er i undertøj og får et tæppe smidt hen over sig, de fire mand får ham med besvær ned at trapperrne og går skråt over appelpladsen, de er næsten sikre på at patienten vil slå øjnene op og bryde ud i et stort grin, når de er uden for kompagniets mere eller mindre trygge rammer, det sker bare ikke. Bag bygningerne skal de op af 5-6 trin, over en skråning og gennem en låge, inden de er på det militære hospital. Sneen er glat og manden der holder i bagest, venstre håndtag skrider i den glatte sne og er ved at dø af grin, mens 20 stille og roligt glider fra båren ned i sneen uden tæppe på. De får lempet patienten op igen, lagt tæppet over ham og prøver at fortsætte, mens de alle fire er ved at knække helt sammen, kun 20 er uden den fornødne humor og ligger stadig livløs hen. Efter en del bøvl havner de på infirmeriets modtagelse og får smidt den medbragte rekrut over i en rigtig hospitalsseng, Jern-Henrik dukker hurtigt op og får en kort orientering, hvorefter de fires mission er tilendebragt. De næste dage går snakken og sladderen som en steppebrand.
   Sidst på ugen bliver 20 udskrevet og kommer tilbage med jordens bredeste grin om munden og fortalte, at han havde spillet død hele tiden ! Det havde alle tilstedeværende meget svært ved at tro på, men da han kunne fortælle nøjagtigt hvad der var sket og ikke mindst hvad der var blevet sagt under transporten gennem den snedækkede kasernegård, var de fire, der havde haft besværet og morskaben ved at bære ham helt sikre på, at 20 havde spillet komedie. Ingen havde før hørt om et så gennemført nummer og beundringen for den utilpassede soldat var enorm, ja man kunne næsten tale om heltedyrkelse. Indtil da havde han haft 10 dage i arresten, hvilket ikke betød noget for den militære løbebane i form af forlænget tjeneste, men havde man en idé om at gøre karriere i Kongens Klæder så det anderledes ud, men det havde 20 heller ikke.
   Der gik en måned mere, det er igen søndag og halvdelen af kompagniet kommer tilbage efter endt orlov på nær en eneste og det er vores gamle ven. Militærpolitiet skulle også have noget at lave, så de hentede manden og satte ham uden yderlige diskussion 10 dage i spjældet, det kaldes absentation og bliver straffet hårdt. Da han kom ud igen nægtede han at vedligeholde sin udrustning, hvilket resulterede i at han blev nægtet udgang, man kunne ikke have en soldat gående rundt i byen i krøllet uniform, upudsede spænder og sko der godt nok var reglementerede, men så ud som om de var pudset i leverpostej. Så kunne han ligeså godt true en befalingsmand med øretæver, fordi han ikke kunne lade være med at råbe og skrige 20 lige ind i hovedet for at få ham til at makke ret. Det kostede 10 dage mere i skyggen.
   Grænsen for lydighedsnægtelse var nået og 30 dage i spjældet betød at han var kommet langt bagud med uddannelsen og den eneste måde at klare det problem på, var at hjemsende manden, han fik ikke engang lov til at tage afsked med sine kammerater, hvilket skabte stor forargelse i hele kompagniet, men han fik lov til at tage sin enorme kuffert med sig ud i det civile liv. Desværre glemmer den militære ledelse aldrig noget og heller ikke i dette specielle tilfælde. Da 3' kompagni efter et halvt år er færdige med den endeløse rekruttid d. 1' maj 1963 og langt om længe kan skifte de hvide regimentsunderlag ud med de attraktive røde, som tegn på at man har opnået status som menig, er det flyttedag. Den forældede bygning, hvor rekruttiden blev henslæbt i tre etager, bliver forladt til fordel for en moderne bygning med hele kompagniet i samme plan. Af de oprindelige 126 mand er der nu godt 100 der skal følges ad de næste 10 måneder. Nogen er udtaget til sergentskolen på Kronborg, nogle få har været uegnede og vi må heller ikke glemme 20.
   Ham hilser de gamle kammerater på, da det nye rekrutkompagni kommer dagen efter d. 2. maj, han er nemlig en af dem og skal på den måde begynde helt forfra med de 16 måneders værnepligt. Alle føler med provokatøren der ikke kunne indordne sig og hvorfor i alverden lod man ham ikke bare være?
   Der går mere end et år og 3' kompagni er for længst hjemsendt og fortsat de forskellige uddannelser og karrierer i det civile liv og har næsten glemt 20. En dag genkender en af de gamle kampfæller ham på Kongens Nytorv i København iført en af de mest sjofle uniformer man kunne opdrive i hele landet.
   - Hva' fa'n er det dig? spørger kammeraten med et grin.
   - Ja, det er det selvfølgelig, svarer en overrasket 20 på sin karakteristiske facon.
   - Hvad laver du i den uniform?
   - Jeg skal gøre det kort, jo jeg blev indkaldt hele tre gange inden de vise mænd fandt ud af, at jeg var totalt uegnet som soldat, men i stedet for at hjemsende mig blev jeg overført til Hjælpetropperne herude på Bådsmandsgade Kaserne. Det er heldigvis slut om godt to måneder.
   - Du har sguda været soldat i en evighed?
   - Sammenlagt 26 måneder.
   - Så kunne det ikke betale sig at lave alle de numre og den med infirmeriet hat vi grinet rigtigt meget af, sagde kammeraten med beundring i stemmen.
   - Det kunne betale sig, fortsatte 20 uanfægtet, - bortset fra den lange periode fik de aldrig skovlen rigtigt under mig, det havde jeg beslutte på forhånd.
   De sludrede videre om gamle dage over en eller flere i Nyhavn inden de atter skiltes.
   Bådsmands Kaserne var centrallager for hæren nogle år endnu men blev forvandlet til Christiania 9 år senere.